Foto: Jonas Pryner Andersen

"Jeg prøver at lære Saman, at talent ikke er nok i sig selv. Det skal kombineres med hårdt arbejde."

Da Saman Jalaei var fire måneder gammel, lagde hans far en bold foran ham. I dag træner far og søn sammen flere gange om ugen. Drømmen er at blive verdens bedste fodboldspiller. En talentspejder fra Chelsea har været forbi to gange.


Saman Jalaei, 8 år, går i 2. klasse, spiller fodbold i KB.

"Jeg kan lide fodbold rigtig meget. Jeg har spillet i KB, siden jeg var tre år. Mit hold spiller femmandsfodbold. Min træner sætter mig mest i venstre eller højre side, og så er jeg også nogle gange i midten. Men jeg spiller mest i venstre side, og det er også der, jeg helst vil spille. Jeg er højrebenet, så jeg rykker tit ind i banen og skyder på mål.

Jeg spiller i sorte Nike-støvler. Det er fedt at spille i sort, fordi det er en gammel farve, og alle de andre spiller i nye farver. Min yndlingsspiller er Cristiano Ronaldo, men jeg kan også godt lide Neymar og Ronaldinho.

Jeg kan godt lide Ronaldo, fordi han scorer mange mål. Jeg synes, han er mere teknisk og fysisk end Messi. Og så spiller han i Real Madrid, der er min yndlingsklub. Men hvis Ronaldo rykkede til FCK, ville jeg nok holde med FCK, men jeg ville også stadig holde med Real Madrid. De spiller også defensivt og har mange dødbolde og indlæg og skud udefra. Det gør jeg også mest selv.

Jeg har et godt skud. Jeg er god til at sætte andre af og drible og finde nye positioner og aflevere. Og så scorer jeg mange mål. Jeg kan ikke huske, hvor mange jeg har scoret, men min far tæller dem nogle gange. Han siger, at jeg er oppe på 100. Eller 70. Jeg ved det ikke, men det er deromkring.

Men der er også et par ting, jeg gerne vil øve mig på. Jeg skal styre mit temperament. Og når jeg bliver hidsig, skal jeg ikke vise det, og jeg skal ikke tale grimt til mine medspillere, for dem kan jeg rigtig godt lide. De er også mine bedste venner.

Jeg spiller fodbold næsten hver dag i frikvartererne i skolegården, men ikke om onsdagen. Der skal jeg være klar til U10-træningen med dem, der er et år ældre end mig.

De er lidt større og bedre, men jeg kan godt sætte dem af nogle gange.
Jeg går efter at blive verdens bedste fodboldspiller. Jeg vil være den bedste hver gang, og jeg spiser meget kylling med ris og salat og andre sunde ting. Hvis jeg bliver verdens bedste, bliver jeg stolt af mig selv og af min far, for han har hjulpet mig hele vejen. Derfor elsker jeg ham højt. Men også, fordi han er min far.

Vi er næsten altid sammen. Han råber meget og giver mange råd, og nogle gange vil jeg gerne have ro til at spille. Men det skal jeg vænne mig til, for hvis jeg bliver stor, råber tilskuerne også hele tiden.”

Sam Jalai, 42 år
Advokat og partner i advokatfirmaet Kønig & partnere samt folketingskandidat for Venstre i Indre By København. Som yngre spillede han i bl.a. Lyngby, B 1903 og FCK.

"Vi startede med at træne, da Saman var fire måneder gammel. Jeg holdt ham i hænderne, lagde en bold foran ham og stimulerede ham til at sparke på bolden. På den måde fik han kendskab til bolden.

Jeg var en dribler, da jeg selv spillede fodbold, og blev kaldt Diego af mine holdkammerater, fordi jeg forsøgte at lave de samme ting som Maradona. Derfor vidste jeg, at teknik og fodboldintelligens er noget, der skal læres fra barnsben, så det arbejdede jeg med fra day one.

Min største drøm er, at han er en glad og lykkelig dreng, der får sine drømme opfyldt. Jeg har lært ham, at man skal sætte sig nogle mål i livet, og så skal man arbejde hårdt for at nå de mål.

Han træner i KB mandag, onsdag, torsdag og fredag og spiller kampe i weekenden. Og så har vi typisk to selvtræningspas om ugen. Jeg har nogle toppe og et net med 10-15 bolde i bagagerummet, og så kører vi over på kunststofbanerne i Kløvermarken og træner sammen med hans personlige træner. Det er en tidligere Superligaspiller, jeg startede et samarbejde med sidste år, som mod honorar træner unge i tekniske færdigheder. 

Vi starter med lidt opvarmning, og så skal han fx drible mellem nogle toppe med både højre og venstre ben og så afslutte på kassen. Vi træner alt: afslutninger, hovedspil, løbeteknik, pasninger, nærkampe, spilforståelse og lidt specielle lækkerier. Så kigger vi måske på Di Maria eller Robben som eksempler på driblinger i høj fart eller Xavi og Iniesta for vendinger.

Da Saman var et år, rejste han sig for første gang ude hos mine forældre i Hørsholm, og så tog jeg ham med ud at spille på en fodboldbane. Jeg kunne se, han havde talent. Hans motorik og måde at bevæge bolden på var speciel. Jeg lærte ham finter og teknik, og at man skal være beggebenet. Nu er han så stærk med venstre ben, at det er svært at se, han er højrebenet.

Da Saman var til første træning en forårsdag i KB som treårig, var han langt bedre end de andre. Han havde en Barcelona-trøje på uden navn og nummer og satte alle sammen af og scorede, jeg ved ikke hvor mange mål. Jeg var stolt. Jeg kunne se, at al den tid og de kræfter jeg havde lagt i det, havde givet resultater.

Jeg har en kameramand, der filmer næsten alle Samans kampe. Han redigerer dem, og så analyserer vi dem. Vi har filmene som familieminder, men vi sender dem også til KB og til andre klubber, der spørger efter dem. To gange har Chelseas skandinaviske scout set ham spille. De hørte om ham gennem mit netværk og kontakter. Det er spændende, men i første omgang er vores ambition at få ham i FCK’s School of Excellence, hvor de går i privatskole og træner hver dag. 

Til kampene står jeg ved midterlinjen på modsatte side af trænerne. Tidligere stod jeg med trænerne, men det er jeg gået bort fra, for det vil de helst have, og jeg synes, de skal have arbejdsro. Men jeg er meget aktiv. Jeg råber og gestikulerer og instruerer. Men jeg fokuserer kun på Saman, jeg kunne ikke finde på at kritisere andres børn. Jeg er blevet bedre til at slappe af, for jeg kan se, det går godt. 

Da de mødte B 1903, var de bagud 2-1, og så blev Saman overgearet og lavede frispark. Han kan blive emotionel, og så har vi en aftale om, at vi piller ham ud, så han kan få et pusterum. Da han kom ind igen, lavede han to kasser, og de vandt kampen 3-2. Jeg var stolt, for det er noget, vi har arbejdet med i mentaltræningen. At vindermentalitet er o.k., men man skal kunne tåle modgang og konvertere den til noget positivt.

Jeg tror på, at man skal arbejde for de ting, man drømmer om. Jeg kom til Danmark fra Iran, da jeg var 12 år. Min storebror og far var flygtet før os, og i Danmark blev familien samlet igen. Men så døde min storebror kort efter.

Mine forældre var knuste, og jeg besluttede at gøre dem glade og stolte igen, og det blev en motivationsfaktor for mig. Jeg så et program med nogle spillere fra Lyngby, der trænede 3-4 gange om ugen, og der fandt jeg ud af, at jeg skulle yde en ekstra indsats, hvis jeg ville være bedre end de andre. Jeg begyndte at selvtræne hver dag.

Jeg prøver at lære Saman, at talent ikke er nok i sig selv. Det skal kombineres med hårdt
arbejde.

Men han får også nogle pusterum. Vi tager ham med i Tivoli, i biffen og ud at rejse og sørger for, at han har legeaftaler med venner hver uge. Det er vigtigt, at han bliver et helt menneske, for han risikerer at blive skadet, og så er det slut. Derfor siger jeg også til ham, at skolen er det vigtigste.

Hvis han kom og sagde, at han ikke ville spille mere, ville jeg finde ud af, hvad årsagen var. Hvis han virkelig ikke ville mere, var det bare om at finde ud af, hvad der så gør ham lykkelig. Men det er klart, at jeg ikke har opdraget ham til at give op. Jeg har lært ham, at man får nogle mavepustere, og så gælder det om at rejse sig og kæmpe videre.

Jeg tror, han kan blive verdens bedste fodboldspiller. Han har alle facetterne, fødderne, hjertet og hjernen. Det er derfor, jeg har stået i regn og kulde og frosset og kigget på ham spille i så mange år. Jo, nogle gange kan jeg godt blive træt af det, men jeg står der alligevel.”

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at slås med sin far

LÆS OGSÅ: Magnus Millang om at blive far: "Jeg troede, jeg var fucked for life"

LÆS OGSÅ: #dadbod: Farmands slaskede krop er overalt lige nu

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold