Geni og syndebuk: Den lille, store driblekonge Jesper Olsen taler ud

HVIS MAN SELV har set det, glemmer man det aldrig. Og når man genser det, breder følelsen sig i kroppen, gennem blodet, ud i hårene på armene. Det er følelsen af at se noget uvirkeligt, den slags, der ændrer skæbnen. Få øjeblikke i nyere dansk kulturhistorie har samme virkning i kroppen, endnu færre har påvirket så mange mennesker. Det er derfor, vi er nødt til at tale om Jesper Olsen. Med Jesper Olsen. Det var koldt den aften, onsdag 22. september 1982 i Københavns Idrætspark. Usædvanligt koldt for årstiden og Danmarks endnu kun lovende fodboldlandshold manglede sine to største stjerner, Frank Arnesen og Allan Simonsen, til at stå for det kreative i EM-kvalifikationskampen mod skræmmende England.

Den aften var det op til en diminutiv 21-årig, nakkelanghåret sparekasseassistent fra Faxe at gøre noget. Danmark havde misset den seneste kvalifikation til VM i Spanien i sommeren 1982, som vi altid gjorde, og selv om landsholdet havde potentiale, manglede vi at lukke handelen. Der var nu gået tre lige-ved-og-næsten år under landstræner Sepp Piontek, uden at det var blevet til andet end følelsen af, at sådan er det bare at være dansker, det var vores skæbne ikke at være med, ikke at blive regnet for noget, og da slet ikke af os selv. Selv om vi havde besejret Italien året før (i en minderig 3-1 sejr i Idrætsparken), var det italienerne og ikke os, der kom med til VM 1982 og vandt guld, og de talentfulde, stabilt ustabile danskere, der blev hjemme og kunne se det i fjernsynet, som vi altid havde gjort.

Det lignede en uovervindelig psykologisk barriere, et nationalt mindreværdskompleks med røde snubletråde tilbage til afståelsen af Skåne, Halland og Blekinge, tabet af Norge, Dybbøl 1864, 9. april 1940, at Danmark aldrig kom med ved en slutrunde. Og efter 89 et halvt minut af den første kamp i EM-kvalifikationen mod England den septemberaften i Idrætsparken i 1982 tydede alt på, at det heller ikke blev denne gang. Danmark havde ellers spillet bedst. Jesper Olsen med de snævre, skarpe træk fik et straffespark med udligning til 1-1, men selvfølgelig bragte de rutinerede engelske stjerner sig foran igen på en foræring ved et hjørnespark. Stillingen var 1-2 kort før tid. Kun ét hold gik videre fra gruppen, og sandsynligheden for, at det blev Danmark, var allerede nu efter første gruppekamp kold som aftenen på Østerbro. Nej, det bli’r sgu aldrig til noget med landsholdet, rungede det ned gennem det ølbøvsende folkedyb på B.93-langsiden, den billige med ståpladserne, og videre ud til kaffen i tv-dagligstuerne i monopoltiden. Hvis vi kom bagud i en landskamp, var det en naturlov, at vi tabte. Uanset hvor godt vi spillede. Men det havde ingen fortalt Jesper Olsen fra Faxe.

KLOKKEN ER 20.45, uret på lystavlen i Københavns Idrætspark er gået ind i overtiden, det hele er næsten slut, da Jesper Olsen modtager bolden fra Jens Jørn Bertelsen midt på Englands banehalvdel, 20 meter fra straffesparksfeltet. Foran ham står en levende mur af engelske spillere, som Jesper Olsen sætter i retning mod. Så sker det. Det uvirkelige. Miraklet. Som tager fanden ved Jesper Olsen. Det er syv sekunders sexet, elektrisk, mystisk, mirakuløs, hvid magi, så godt, at det egenhændigt kan forårsage et vejrskifte. Et ekstravagant frontalangreb på fornuften og den socialrealistiske hængerøvsvirkelighed, Danmark befandt sig i. Jesper Olsen har set noget, ingen andre kan se, og det er, som om det hele sker i én bevægelse, da han i overlegen boldkontrol løber ind mod muren, dribler skarpt til venstre uden om én, glider ind i feltet, vipper bolden med ydersiden over en anden forsvarer og efterlader de desperat tacklende engelske stjerner liggende som ydmygede tegneseriefigurer i græsset, inden han med venstre inderside føler bolden uden om verdens måske bedste målmand, Peter Shilton. Det er et mål, der i elegance, beslutsomhed og ubesværet slalom kan minde om Diego Maradonas berømte solomål mod samme modstander i VM-kvartfinalen i Mexico 1986. Jesper Olsens mål har danmarkshistorisk betydning. Det udlignende mål gav os den afgørende tro på, at vi ikke skulle frygte nogen. At vi kunne komme tilbage og tage de største i overtiden. Det blev starten på noget stort.

Det er Michael Laudrup, der har sagt det: ”Der er meget få, som husker det fantastiske mål, han scorer til 2-2. Faktisk startede det hele dér.”

Det overraskende uafgjorte resultat mod England regnes af mange som startskuddet på en epoke i danske fodbold, aldrig set før, aldrig set siden. Danmark endte med at vinde sin pulje, blandt andet takket være Jesper Olsens 2-1-mål til sidst mod Ungarn i juni 1983, og vi besejrede supermagten England 1-0 i returkampen på Wembley. Ved EM i Frankrig i 1984 var Danmark – fulgt af 20-25.000 danskere på tribunerne – blot et brændt Preben Elkjær-forsøg i straffesparkskonkurrencen fra at nå finalen. Vi blev endnu bedre og besejrede Sovjetunionen 4-2 året efter i, hvad der stadig regnes for at være den bedste landskamp, et dansk landshold har spillet. Dynamitlandsholdet samlede danskerne og gjorde os glade og stolte med både champagnefodbold og sejre over lande, vi aldrig havde haft en chance mod før. Det var første gang, vi var med i verdenstoppen, første gang er størst, og så var der, i modsætning til på senere danske landshold, en parade af personligheder på 80’er-landsholdet, der for resten spillede verdens mest seværdige fodbold. Arven har påvirket os, ligesom Socialdemokratiet, Grundtvig, Kim Larsen, andelsbevægelsen og kristendommen. Men det fik en ende. Og da det skete, var det med uventet brutalitet. Og denne gang var det også med Jesper Olsen i hovedrollen. Men ikke for det gode.

VED VM i Mexico i 1986 havde Danmark suverænt vundet ’Dødens gruppe’ med overbevisende sejre over de sydamerikanske mestre Uruguay og de senere sølvvindere fra Vesttyskland. Fra hele verden strømmede en bølge af begejstring ind over det danske landshold, der blev udnævnt som en af guldfavoritterne. I ottendedelsfinalen ventede Spanien, og vi kom planmæssigt foran på Jesper Olsens straffespark. Men så skete der noget. Kort før pausen modtog Jesper Olsen bolden ude i højre forsvarsside og fintede en modstander. Så foretog han sig noget uventet, men i modsætning til den lige så uventede udligning mod England fire år tidligere fik den uventede bevægelse i Spaniens-kampen katastrofale følger. Jesper Olsens tilbagelægning til målmand Lars Høgh blev til en frispilning til Spaniens angriber Emilio Butragueño, som udlignede. Vi endte med at tabe 1-5, og nederlaget betød slutningen på en æra. For Jesper Olsen skulle kampen få en særlig betydning.

Det er svært at komme i tanke om et menneske i nyere danmarkshistorie, der har måttet bære så meget skyld på sine skuldre, for slet ikke at tale om at få et begreb opkaldt efter sig, optaget i ordbøger som synonym for at begå en fatal, u-til-give-lig, fejl. Så sent som i november 2019 proklamerede satire-sitet Rokokoposten, at regeringen ville fratage Jesper Olsen statsborgerskabet for landsforræderi. Det var vist nok for sjov. Men jeg har prøvet at sige ’Jesper Olsen’ til mange danskere gennem årene, og man får stadig efter en tung sukken indtryk af, at manden har totalskadet noget af historiske dimensioner med sin fejlaflevering, der åbnede en dør på klem for Spanien i VM-ottendedelsfinalen i Mexico. Det er tilsyneladende Jesper Olsens eftermæle og skæbne.

Dette er historien om en af de helt centrale skikkelser på 80’er-landsholdet, en mand, som med djævleblændt teknik og afgørende mål var med til at spille landsholdet helt frem i toppen. For så pludselig at forsvinde ud af det blå. Vi har ellers hørt og set dem igen og igen, alle de tilsyneladende udødelige koryfæer fra det titelløse landshold som alle senere danske landshold – inklusive EM ’92-guldvinderne – bliver målt og altid fundet for lette i forhold til. 80’er-holdet. Michael Laudrup, Frank Arnesen, Preben Elkjær, Jan Mølby og Per Frimann er stadig, en halv menneskealder efter den euforisk-traumatiske VM-slutrunde i Mexico 1986, særdeles synlige tv-kommentatorer. Morten Olsen var landstræner langt ind i det 21. århundrede, Allan Simonsen var med i ’Vild med dans’, Klaus Berggreen, Jens Jørn Bertelsen, Lars Høgh, John Sivebæk, Ole Kjær, Søren Busk, ja, selv hollandskboende Søren Lerby medvirker med jævne mellemrum i interview og tv-programmer og very old boys-jubilæumslandskampe. Kun ham, der er blevet udpeget som den skyldige, er helt forsvundet. Jesper Olsen forsvandt lige så pludseligt og med samme konsekvens, som da han dukkede op.

DET ER EN onsdag i september 2020. I Danmark er klokken 10 om formiddagen. I Australien er det tidlig aften. Jesper Olsen har lavet hjemmerørt dansk remoulade i sit køkken. Det gør han en gang om ugen. Han spiser det på rugbrød, fortæller han som svar på spørgsmålet, om han savner Danmark. Jesper Olsen taler dansk i telefonen fra hjemmet 17 kilometer uden for Melbourne med uforstyrret sydsjællandsk dialekt, der er en Morten Korch-filmatisering værd.

Jesper Olsens hjemegn er Australiens hårdest ramte under corona, og i flere måneder har han ikke måttet gøre det, han med så langstrakt sjællandsk vokal, at man ikke er i tvivl, siger, han æl-sker. At være på en fodboldbane. Han er 59 år gammel og arbejder til daglig som træner på akademiet Future Football, som han har grundlagt og er executive director for. Med fodbolden som udgangspunkt tilbyder akademiet piger og drenge i alderen fra seks til 15 år – uanset talent for spillet – en inspirerende udvikling og uddannelse med forståelse for værdier som respekt, fairness og fællesskab.

Han tripper for at komme på græs, ud til de unge spillere på akademiet. Når der ikke er corona-nedlukning, spiller Jesper Olsen også stadig på hold med de ’unge’ på 45 i den lokale Brighton Albion med samme spilleglæde som altid, selv om det med hans ord ’går meget langsomt’.

Jesper Olsen flyttede til Australien i 2003 sammen med sin daværende hustru og fire børn fra Manchester, hvor han efter fodboldkarrieren havde drevet en fodboldagent- og eventvirksomhed blandt andet i samarbejde med vennen Søren Lerby, som er den eneste af spillerne fra 80’er-holdet, han stadig har kontakt med. For otte år siden blev Jesper Olsen skilt, og han bor nu sammen med sin kæreste i Hampton Bayside uden for Melbourne. Når han ikke er corona-nedlukket eller på fodboldakademiet, spiller han golf og tennis, løber og cykler. For 14 år siden var han tæt på at dø efter en hjerneblødning, som han dog er kommet sig helt over i dag. Døtrene Emma på 31 og Camilla på 30 er vendt tilbage til England, mens Hannie på 27 og sønnen Finley på 21 bor i nabolaget.

”Finley spiller i den femtebedste række. Han er højre wing, hvor jeg var venstre, og han er meget større end mig. Han spiller med sine venner, og de er rykket op to sæsoner i træk. De har det skægt, det er det væsentligste. Her i Australien er fodbold jo kun nummer tre efter australsk rugby og cricket. Der er da nogen, som husker mig fra Manchester United, men forældrene til spillerne på akademiet ved ofte ikke, hvem jeg er, og det er egentlig også meget godt.”

Jesper Olsen fortæller med en imødekommende munterhed, der går i lige fugleflugtslinje tilbage til Parkvej i Faxe i 1960’erne, hvor han voksede op. Parkvej støder op til Faxe Boldklubs baner og klubhus, som ligger på Jesper Olsens Vej. Han voksede op med sin mor og sin ni år ældre storesøster, Susanne. Jesper Olsens mor havde en forretning på Torvegade, der i den ene del solgte indrammede billeder og malerier, og i den anden del solgte cigaretter, slik og aviser. Faren var glarmester og havde spillet på Faxe Boldklubs førstehold. Han døde af kræft i spiserøret, da Jesper var ni år. Drengen fandt sin store glæde ved at spille fodbold og se kampe på Køge Stadion og Johan Cruyffs Ajax i fjernsynet sammen med sin morfar, der var formand i den lokale klub.

”Jeg var lille og spinkel og vidste, at jeg ikke skulle satse på at begå mig fysisk, så det var temmelig sikkert derfor, jeg blev bedre til at drible. Jeg var ikke bange for at tage chancer i fodbold, og det hjalp mig til at blive bedre, fordi jeg blev ved med at forsøge. Jeg fandt tidligt ud af, at jeg havde hurtighed, og jeg vidste altid, inden jeg fik bolden, hvad jeg ville gøre. Jeg kunne læse spillet godt. Jeg elskede at spille indendørs i Faxe om vinteren, og vi vandt DM, da jeg var 12-13 år, selv om vi var en lille klub. I Faxe lærte jeg at blive stående på benene, ikke blive snydt af nogen, hvilket var utroligt vigtigt senere i karrieren. Vi var en fem-seks drenge, der spillede altid, i skolen i frikvartererne, og når jeg var alene, stod jeg bag min mors forretning og sparkede bolden mod muren i hundredvis af timer. Der røg mange vinduer. Der var ikke så mange voksne ved siden af, ikke så mange, der fortalte os, hvad vi skulle gøre. Det, tror jeg, var med til at udvikle os.”

Han var lige så god til badminton og spillede på eliteniveau, til han som 16-årig skiftede til Næstved IF i den øverste danske fodboldrække. Stortalentet blev jagtet af de fleste europæiske storklubber, men han færdiggjorde sin uddannelse som spare-kasseassistent i Næstved, inden han i 1981, 20 år gammel, rejste til Ajax Amsterdam. Her blev danskeren legenden og barndomsidolet Johan Cruyffs wing-man og dominerede holdet med senere superstjerner som Marco van Basten, Frank Rijkaard og Ronald Koeman, inden han som engelsk fodbolds dyreste spiller i 1984 blev hentet til Manchester United, hvor han var publikumsfavorit i fire år.

Endnu i dag har Jesper Olsen bevaret et tæt forhold til Ajax Amsterdam for hvem, han varetager talentarbejde i Australien. I Ajax kalder de ham stadig ’De Vlo’, ’Loppen’, dels på grund af den lille krop, dels for evnen til at dreje, vride og hoppe med samme krop for at undgå de brutale tacklinger, som var tilladt i Jesper Olsens tid, hvor han var blandt Europas absolut hurtigste og bedste driblere – til hverdag på Ajax’ mesterhold, til fest på et stærkere og stærkere dansk landshold, hvilket blandt andet førte til en ottendeplads i Ballon d’Or-afstemningen i 1983. I dag bliver danskeren modtaget som en hjemvendt prins, når han besøger Ajax, dokumenteret på Ajax’ egen tv-kanal på YouTube.

”Sidste år var jeg inviteret til Ajax-Valencia i Champions League. Modtagelsen fra klubben og fans var helt overvældende. De har ikke glemt mig, og det er helt fantastisk at være i kontakt med klubben igen. Det gør mig meget stolt at opleve, det må jeg sige.”

NÅR MAN SPØRGER danskerne, er det imidlertid ikke Jesper Olsens fornemme karriere i Ajax og Manchester United, de husker som det første. For mange danskere er Jesper Olsens navn, hvor urimeligt det end måtte forekomme, på ulykkelig vis forbundet med kampen mod Spanien på Estadio Neza i Querétaro i Mexico i 1986. Genser man kampen i dag, kan man, som en af mine venner sagde, i hele første halvleg næsten høre musikken fra ’Dødens Gab’, lige inden hajen angriber. I VM-ottendedelsfinalen mod Spanien førte Danmark 1-0 på et mål af Jesper Olsen på straffespark. Det var hans tredje mål ved VM i Mexico, alle sparket ind med en bogstaveligt talt tilbagelænet teknisk overlegenhed, en kælen, vidunderlig arrogance, som var en del af Olsens signatur, når han ikke eksploderede i sine ofte uimodståelige, beslutsomme gennembrud, så ubesværet, at det lignede en meget hurtig spadseretur. Olsens stil var så selvsikker, teknisk sublim og glidende, at den ofte blev betragtet som nonchalant.

Vi var på sikker kurs mod kvartfinalen, da Jesper Olsen to minutter før pausen begik den fejlaflevering, som for evigt satte ham i folkedomstolens sorte bog. Lars Høgh kastede bolden ud til Jesper Olsen, der snød den spanske angriber Julio Salinas, inden danskeren uforklarligt spillede bolden tilbage mod eget felt, hvor Lars Høgh ikke var. Spaniens centerforward Emilio Butragueño opsnappede bolden og udlignede til 1-1. I en apokalyptisk anden halvleg kom vi bagud og blottede bugen for den spanske kontrakniv, som dolkede 80’er-holdet ihjel på en måde så makaber, at det er tæt på ubærligt at gense for åben skærm.

Jeg har hen over de seneste 10 år som journalist spurgt nøglespillerne på 80’er-holdet, Morten Olsen, Søren Lerby, Preben Elkjær, Michael Laudrup, Allan Simonsen, Frank Arnesen, og de er enige om, at Danmark lige så godt som Diego Maradonas Argentina kunne have vundet VM i 1986. De er også enige om, at Jesper Olsens oplæg til den spanske udligning ikke er grunden til, at det ikke skete. Trods medspillernes gentagelser – så sent som i sommerens fremragende DR-dokumentarserie om 80’er-landsholdet, ’Danish Dynamite’ – er skylden blevet hængende i luften den dag i dag. At Jesper Olsen ene mand crashede et dansk verdensmesterskab direkte ind i muren med 250 kilometer i timen. Som for så mange danskere var det også sådan for mig. Kampen mod Spanien blev spillet ved midnatstid i Danmark på grund af tidsforskellen, og i timevis efter sidste fløjt langt ud på den lyse sommermorgen drev jeg, en 16-årig roligan med landsholdet i halspulsåren, i hvileløst granatchok rundt på øde parcelhusveje i Helsinge. Jeg kunne ikke rumme nederlaget. Jeg kunne ikke fatte det, der var sket. Vi var jo de bedste. Det var ikke til at bære. Den nat og længe efter.

Siden er det blevet tydeligt, at VM i Mexico var Danmarks enestående chance. Helt ufatteligt mageløst meget stjernemasse samlet i én generation i ét magisk storspillende kollektiv én gang i danmarkshistorien. Vi var på vej til at forløse det hele, og verden elskede os. Forfatteren Joakim Jakobsen kalder således i sit suveræne monument over 80’er-landsholdet, mesterværket ’Tynd luft’, kampen mod Spanien for ’Undergangen’. For det overvældende og udanske, men superdanske, storhold døde den nat og kom aldrig igen.

JEG HAR ALDRIG glemt nedturen, ja, sorgen, over nederlaget til Spanien. Det har ligget der som en skygge, et før og efter, i traumecentret. Måden, guldalderen styrtede sammen på. Uvirkeligt og underligt unødvendigt. Man får stadig lyst til at række hænderne ind gennem skærmen og forhindre det, når man ser det igen, man får stadig en slags kvalme af at se målene fra kampen, og jeg ved, at jeg kun er en blandt mange, der har det på samme måde og stadig kan høre Svend Gehrs’ stemme: ’Jesper, Jesper, Jesper.’ Og jeg ved, at det var så vigtigt for så mange andre end mig, ellers var det ikke interessant at tale om. Jeg ved, at det er danmarkshistorie.

Den hollandske psykoanalytiker Anna Enquist siger i David Winners bog ’Brilliant Orange – The Neurotic Genious of Dutch Football’ om alle hollænderes forhold til den tabte VM-finale mod Vesttyskland i 1974, tre årtier efter: ’Vi vil ikke indrømme over for os selv, at noget kan være så vigtigt. Men det betyder meget. Der er stadig et dybt, uløst traume, hvad angår den finale. Det er en smerte, der stadig lever, som en ustraffet forbrydelse.’ Forskellen på hollændernes og danskernes traume er, at hollænderne ikke har haft nogen syndebuk. Ingen gjorde noget forkert, modstanderen var bare mere kynisk. Vi har derimod haft Jesper Olsen. Og jeg skal love for, at han blev syndebuk.

Mexico 1986 er stadig den største fodbold-relaterede nedtur, jeg har oplevet, og først langt ind voksenalderen og det 21. århundrede er det gradvist lykkedes mig at se mere nuanceret på det, der skete. Med årene har jeg desuden opdaget en form for medfølelse med Jesper Olsen. Hvorfor har vi, i høj grad også jeg selv, været så hårde ved ham? Hvorfor har Jesper Olsen fået hele skylden? Som Preben Elkjær har sagt med klar indignation: ”Det (nederlaget, red.) har intet med Jesper Olsen at gøre. Det er fuldstændig ligegyldigt. Vi skal være gode nok til at vinde den kamp. Fem-ÉT! Altså. Det er bare et no go.”

’Så tager han syv-otte mand og scorer.’

Tv-kommentator Per Frimann, der var i truppen til EM 1984 og VM 1986, om Jesper Olsen:

”Jeg var 13, og Jesper var 14. Vi skulle spille udtagelseskampe til Sjællands Boldspil-Unions (SBU) hold i Roskilde, og skal spille på baner, der ligger ved siden af hinanden.

Vi skulle i gang med vores kamp og står og venter på dommeren, så jeg har tid til at kigge over på kampen på banen ved siden af. Det ene hold giver bolden op, og en lille spiller får bolden. Så tager han syv-otte mand og scorer. Det var Jesper. Han havde en meget karakteristisk stil, aggressiv med bolden. Hvor andre ville lave en dribling og spille bolden, holdt han bare tempoet, så han flåede forsvaret fra hinanden. De sagde, han var fra Faxe, og jeg tænkte: ’Hold da kæft, mand, hvor er han god! Hvem fa’en er det?’ Kort efter kom vi på hold sammen i en træningskamp med SBU, og jeg syntes, det var sjovere at give Jesper bolden end selv at have den. ’Tag den for helvede! Løb med den!’ Så fløj han af sted, den lille lort, han var superhurtig. Måden, han driblede på, var så fascinerende, så anderledes, end hvad vi ellers så. Man troede hele tiden, at hans træk blev for langt, men så flyttede han bolden hele tiden og igen og igen, så han kom altid videre.

Jeg spillede i Anderlecht i Belgien, mens Jesper var i Ajax i Holland, og vi danskere gik og holdt øje med hinanden dernede. Vi, der havde set Jespers utrolige præstationer for Ajax på hollandsk tv, var ikke helt så overraskede, da han scorede 2-2 målet mod England i 1982. Han var exceptionelt god.

Jeg har aldrig oplevet Jesper i dårligt humør. Sammen med Frank (Arnesen, red.) og Søren (Lerby, red.) fra Ajax-klanen var han en af dem, der satte humør i truppen. For mig, der har kendt Jesper fra han var ungdomsspiller, er fejlafleveringen mod Spanien overhovedet ikke et issue. At Jesper har fået skylden for, at vi røg ud, har noget at gøre med holdets skyhøje potentiale. Pelé sagde: ’Danmark vinder VM’, og vi troede på det og gav det videre til roligans og fans, at det var inden for det muliges rækkevidde. Så man har brug for en forklaring på, en grund til, hvorfor det gik så galt. Måden, holdet spillede på, kollektivet, de individuelle færdigheder, kunne matche alt andet, også Argentina, som vandt guld. Det lå til Danmark. Det der vildt højtflyvende spil, hvor spilleglæden overtrumfer alt, hele den naturlighed, 80’er-landsholdet havde, stopper i kampen mod Spanien. Og forklaringen på, at vi ikke forløste den mulighed, endte så med at være Jesper, men i virkeligheden skulle man lade hans 2-2 mål fra kampen mod England i ’82 køre i båndsløjfe på tv hver dag, fordi folk skal forstå, at Jesper ikke var den fejlaflevering. Det er fandeme en god dribletur.

Det er altid svært at sige, om en spiller har fået nok ud af det? Med nogle andre karrierevalg, hvor hans spillestil måske havde passet bedre, kunne han være blevet endnu større. Hvis han for eksempel havde spillet Europa Cup-finale for mesterhold med FC Barcelona i 1986, havde han måske været endnu større (engelsk klubfodbold, herunder Jesper Olsens Manchester United, var udelukket fra europæisk deltagelse i midten af 1980’erne, red.). Men det er altid svært at sige noget om.

Jesper er et af de største talenter, Danmark har haft. Han var en af Europas bedste driblere i 1980’erne. Når man ser på hans driblinger, kan man godt sammenligne med Messi og Maradona. Han var ekstremt modig, og de spillere, der udfordrede mand til mand, blev sparket ned dengang, men han var god til at springe over de hårde tacklinger. Han spillede ikke skuespil, beklagede sig aldrig, og han kunne også give igen og være et dumt svin, hvis det var. Man så ham hoppe ind i tacklinger, så man tænkte: ’Hold da kæft, hvad laver den lille lort?’

Han havde et virkelig godt venstreben. Jespers drev med bolden og det cut på siden af bolden, han lavede i høj fart, hans evne til at skifte retning har lighedspunkter med Diego Maradona, men hvis man skal være grov, manglede Jesper noget fysisk i forhold til at løbe og tilbyde sig så meget, som Maradona gjorde. Jesper spillede oftest ude i siden, men han var så god, at man kan spørge: Kunne han have spillet 10’er? Jeg tror, han kunne have været rigtig god i den rolle, hvis han spillede i dag.”

DET ER BLEVET tid til at se spøgelset i øjnene, en selvransagelse på nationens vegne, inden det er for sent, bedre sent end aldrig. Det er tid til at tale med Jesper Olsen, 34 år efter nederlaget til Spanien, på neutral grund, lige langt fra Mexico og Danmark, i telefonen fra Melbourne, Australien. Jeg har været nervøs for at bringe det op. Som hvis man talte med en tidligere indsat om et mord, han var straffet for, og så er det Jesper Olsen, der selv begynder. Er det godmodig smålatter, man kan høre i hans stemme, tænker jeg? Ja, det er det.

Vi skal tale om det, der sker mod Spanien i Mexico. Du spiller en forrygende første halvleg mod Spanien, du var banens bedste …

”Ja, bortset fra … hahaha, den lille svipser, dér.”

Hvad tænkte du, da vi havde slået Uruguay 6-1 og Vesttyskland. Tænkte du, at vi kunne vinde det hele?

”Selvfølgelig begyndte man at tænke på det, vi havde et godt hold. Efter nederlaget til Spanien snakkede vi også om, om vi skulle have spillet anderledes mod tyskerne, så vi var blevet nummer to i gruppen, for så havde det været en helt anden modstander end Spanien i ottendedelsfinalen. Hvem ved, hvad der var sket? Jeg tror, vi spillede for at vinde, altid, og det var også den rigtige måde, ikke?”

Du lå i højre side i den kamp, men ville helst ligge i venstre?

”Helt sikkert.”

Du får bolden ude i højre forsvarsside på målsparket fra målmand Lars Høgh, hvad sker der så?

”Jeg havde allerede bestemt mig for, hvad jeg ville, gå forbi deres angriber og spille bolden tilbage til Lars Høgh. Men jeg rammer den forkert, bolden ’sidder’ ligesom lidt op, lige da jeg sparker den tilbage … eller vil sparke den tilbage til Lars Høgh. I lang tid efter vendte og drejede jeg den i hovedet, men du kan ikke … det er et splitsekund. Jeg vil gøre det samme igen. Jeg vidste med det samme, før jeg fik bolden, hvad jeg ville gøre.”

Jesper Olsen har fortalt historien før. Han ved måske, at han aldrig slipper for at fortælle den igen. Hans stemme er oprigtig, uden det mindste spor af fortrydelse. Som fortalte han om en ferie for mange år siden, hvor han var nødt til at vende om, fordi han havde glemt sit pas.

Dine holdkammerater siger igen og igen, at det overhovedet ikke er din skyld, at vi taber kampen …

”Jeg tror … det er 1-1, vi går til halvleg, og selvfølgelig sker der noget med holdet som helhed ved, at vi giver et mål til spanierne. Selvfølgelig medvirker det til, at vi har en anden mental indstilling, da vi går ind til anden halvleg, hele holdet. Og selvfølgelig var det min skyld. Det er der ingen tvivl om. Den stod 1-1, og vi havde mulighed for at gøre andre ting i anden halvleg, men der sker noget mentalt med holdet. Jeg kan godt prøve at bortforklare det, men det har jeg aldrig villet. Jeg ville have gjort det igen, det var min spillestil, der er ikke noget … det skete, og det var min skyld, helt sikkert, også at vi satser, tror jeg.”

Du synes, det var din skyld, at holdet faldt sammen på den måde?

”Ja, mentalt sker der noget, fordi vi spillede rigtig godt. Vi fører 1-0, og så får man sådan en lige før halvlegen, og det er selvfølgelig … det sker. Det var helt sikkert en rigtig skidt måde at slutte halvlegen på og så skulle tilbage bagefter. Der gik noget af luften af ballonen.”

Hvordan var det bagefter?

”Forfærdeligt.” Jesper Olsen holder en kort pause. Stemmen er ærlig. Sydsjællandsk vokal. Det er bare en kendsgerning, at det var sådan, siger den.

”Forfærdeligt,” gentager han. ”Jeg tænkte på det hele tiden. Det var heldigt for mig, at jeg ikke skulle tilbage til Danmark. Jeg spillede i England, hvor de kun tænker på det, der sker i engelsk fodbold. Det var det bedste sted at være. De fleste derovre vidste ikke engang, hvad der var sket.”

Det næste spørgsmål har jeg ventet på at kunne stille Jesper Olsen i over 30 år.

Hvordan er det at være kendt og husket for det?

”Jeg har ikke boet i Danmark i 40 år, men vi er jo danskere. Efter min tid som spiller mødte jeg gennem mit arbejde mange danskere, der kom over for at se fodboldkampe i England. Jeg begyndte at bruge det, der var sket, til at bryde isen. Du kan se, de kigger på dig og tænker ’Hva’ fa’en skal vi sige? Nævner vi det?’ Det står malet i panden på dem. Og så starter jeg med at sige: ’VM ’86. Lars Høgh. Hvad fanden lavede han?’ For at bryde det hele og sige, jeg har det o.k., jeg er kommet videre. Det var egentlig rigtig godt. Folk kunne se, at det kan han godt snakke om. Det var en god oplevelse. Jeg mødte utrolig mange danskere i de år.”

Du må også have fået negative kommenterer fra danskere?

Jesper Olsen griner lidt igen, venligt, og holder en tænkepause, inden han svarer.

”Altså … Selvfølgelig har folk været irriterede, som vi alle var, fordi det var gået så godt ved VM indtil da. Måske har der været noget negativt, men der er ikke nogen, der har stået over for mig og sagt noget, der var skørt eller direkte ubehageligt. Jeg kan ikke huske det. Måske skubber jeg det også væk. Det kan godt være, der har været en bemærkning, men hvis der ikke var nogen, der sagde noget, ville det også være lidt mærkeligt, ikke? Jeg kan ikke huske det. Måske er det fordi, jeg ikke var i Danmark i mange år efter, at jeg ikke har hørt noget.”

Jesper Olsen har været i Danmark på ferie med jævne mellemrum. Han holder kontakten med barndomsvennen Henrik fra Faxe og sin søster og hendes familie på Bornholm. For et par år siden var Jesper Olsen inviteret med sin familie til Faxe ved afsløringen af den vej, der er opkaldt efter ham.

Har du fået negative kommentarer, når du har været i Danmark?

”Det … nej. Mest på en skæg måde, vil jeg kalde det. Ikke så negativt. Det kan jeg i hvert fald ikke huske.”

Jesper Olsens livssyn minder om hans spillestil. På intet tidspunkt antyder han, at nu har vi da vist også talt nok om noget, der ligger 34 år tilbage. Han svarer venligt og tålmodigt på spørgsmålene.

Hvad har fejlafleveringen betydet på et dybere plan for dig?

”I min karriere var det mest positive ting, jeg oplevede. Men af det, der skete i Mexico, har jeg lært, at modgang også kan hjælpe en til at komme videre. Da det skete, var det forfærdeligt. Og der er ikke nogen, der kan hjælpe dig med det. Du skal selv bearbejde det og komme videre. Det tog noget tid.”

Hvor lang tid?

”Jeg er ikke helt sikker på, hvor lang tid det tog. Det kommer igen. Nu sidder vi to og snakker om det. Selvom det er så lang tid siden.”

JESPER OLSEN VAR kun 25 år ved VM i Mexico. Efter slutrunden kom han tilbage til Manchester United, hvor han i sine sidste to sæsoner i klubben spillede under den nye, senere legendariske manager Alex Ferguson. Men efter Mexico havde Jesper Olsen svært ved at finde glæden, som altid havde kendetegnet hans spil, en blanding af en sommerfugls ubekymrethed og en troldmands selvtillid, begrundet i en overlegen teknik og hurtighed og et formidabelt venstreben. Han var med i den danske trup ved EM i Vesttyskland i 1988, men kom ikke på banen i de tre nederlag. Samme år skiftede han til fransk fodbold, hvor han hjalp Girondins de Bordeaux og SM Caen ind på den europæiske scene, på hold med storspillere som Eric Cantona, Jean Tigana og Didier Deschamps.

”Da der var gået to år efter Mexico, var det, som om det var bedre. Der var det, som om jeg kunne sige til mig selv: ’Jeg elsker at spille, og nu har jeg fået lidt af den glæde tilbage.’”

Hvorfor tror du, din fejlaflevering har betydet så meget i folks bevidsthed?

Langt, eftertænksomt suk: ”Ja, det er jo the million dollar question. Jeg tror, det er fordi, alle var så meget med os i alle de år. Folk var så engageret i det her hold, så det var noget, der hev luften ud af mange af vores tilhængere og fans. Vi havde haft stor succes, også i Frankrig ved EM, hvor vi var meget tæt på at komme i finalen. I Mexico havde vi chancen for at gøre noget stort … Selvfølgelig kunne vi også have tabt i den næste kamp, det ved man aldrig. Der var nogle gode hold tilbage. Det fandt vi ikke ud af.”

Man kan høre, at den afklarede tone ikke er kommet helt gratis til den 59-årige stemme i telefonen.

Jeg læste et interview med dig for en del år siden, hvor du sagde, at du i sidste ende mente, at oplevelsen har hjulpet dig igennem livet …

”Ja, sådan har jeg det. Vi lærer mere af modgang, tror jeg. Selvom man laver en fejl på sådan et højt niveau, så er det stadig kun fodbold. Vi laver fejl. Mange spillere laver fejl, man måske ikke skulle lave på det niveau, men det sker. Og sådan er det. Det er o.k. Hvis du er med, så er det altså på godt og ondt. I begyndelsen var det værste, at jeg ikke kunne tale om det, nævne det til folk. Det var svært at snakke om det. Man lærer at leve med det og kan dreje den rundt og have skæg med folk om det.”

Synes du, det er helt retfærdigt, at du har fået skylden for, at vi tabte?

”Ja … det … det. Lad os sige, vi havde vundet 3-1, så var det ikke blevet husket, men det er en del af at være med i sport på højeste niveau. Det er det, der sker, og det du bliver husket for. Preben (Elkjær, red.) brænder et afgørende straffe ved EM i Frankrig, og det er det, han bliver husket for, og det er jo heller ikke retfærdigt.”

Preben Elkjær siger selv i dokumentaren ’Danish Dynamite’: ”Sådan er fodbold jo. Vi er sammen om at vinde og om at tabe. Der bliver også lavet fejl i forsvaret, og så kan du pege fingre ad os alle sammen. Men det er da hårdt at lave sådan noget i fuld offentlighed foran hele verden. Det er da ikke noget, du får lov at glemme. Det følger dig resten af livet. Og det samme gør det her med Jesper.”

Men Preben Elkjær kom tilbage efter sit brændte straffespark, som sendte os ud af EM-semifinalen 1984 og scorede blandt mange andre to mål i den berømte 4-2 sejr over Sovjet året efter og fire mål ved VM i Mexico. Efter nederlaget til Spanien i Mexico 1986 var det slut på en helt anden uigenkaldelig måde, fordi 80’er-holdet havde toppet, og siden kun var en bleg, træt udgave af sig selv med fiaskoen og de tre tabte kampe ved EM 1988 som den endelige død.

Der er et udtryk, der er opkaldt efter dig: ’En Jesper Olsen’. Hvad tænker du om det?

”Det er svært at forklare, men jeg synes helt sikkert ikke, det gør noget længere. Altså ’En Jesper Olsen’. Det kan måske blive noget værd en dag. Jeg har ikke noget problem med det overhovedet. At blive kendt for en Jesper Olsen, du skal være kendt for noget, ikke? At være kendt for noget, der har været utroligt vigtigt i mange menneskers verden, har jeg det o.k. med. Det er meget skægt, at det er blevet ’En Jesper Olsen.’”

TRODS TILBUD FRA flere engelske Premier League-klubber måtte Jesper Olsen i 1992 indstille karrieren på grund af en skade, 31 år gammel. Han flyttede tilbage til England fra Frankrig og grundlagde i 1993 sammen med en tidligere holdkammerat fra Manchester United firmaet ProActiveSport med agentvirksomhed, markedsføring inden for sport og sportsarrangementer som speciale.

I 2003 flyttede Jesper Olsen fra Manchester til Australien og etablerede firmaets kontor, inden han videresolgte sin del.

”Jeg føler mig 100 procent dansk, og jeg elsker Danmark. Men jeg kommer aldrig hjem igen. Jeg har boet for længe i udlandet,” siger han.

Jesper Olsen var kendt for at være et af 80’er-holdets gladeste indslag, og han taler stadig med en understrøm af humoristisk livsindstilling. Indimellem bliver hans tonefald mere alvorligt, mere sjællandsk, som når talen falder på børn og unge i fodbold. Han lyder oprigtigt ked af det og nærmest chokeret, da jeg refererer dagens overskrift fra Politikens netavis for ham: ’Børn i hobetal smider fodboldstøvlerne i skraldespanden.’

”Gør de dét?” spørger Jesper Olsen. Underrubrikken lyder: ’Markant færre børn spiller fodbold end tidligere. De bliver skræmt væk af for tidligt fokus på resultater og konkurrence.’

Jeg fortæller ham, at DBU på seks år har mistet 12.000 medlemmer blandt børn op til 12 år. ”Nej, hvor er det trist,” udbryder han.

Da vi er i kontakt sammen en måned senere, i oktober 2020, citerer Berlingske samme dag en ledelsesrådgiver, der forklarer medlemsnedgangen i fodboldklubber blandt børn med, ’at præstationshysteriet erstatter den indre glæde med en belønningsorienteret ydrestyring’. Ledelsesråd-giveren var med i VM-truppen i Mexico og hedder Jan Bartram. Han er citeret for, at han nok selv var stoppet med at spille fodbold, hvis han havde været barn i dag. Den tidlige præstationskultur er blevet kontraproduktiv, fordi børn og unge hurtigt mister lysten. Klubberne skyller børnene ud med badevandet, så talentmassen bliver endnu mindre, lyder kritikken.

Som forælder eller vikarierende assistenttræner i fodbold kan man ved selvsyn konstatere medlemsflugten, når børn i niårs-alderen som noget helt nyt synes, det er sjovere at gå i skole mandag morgen i regnvejr end at gå til fodbold. Klubberne siger, ligesom man sagde i det glade DDR, at man producerer talenter. De otte-ni-årige sorteres, måles, vejes, screenes og sættes i system. Og hvert år flygter flere og flere utaknemlige børn fra fodbold.

Ude i klubberne er det ifølge de iagttagere, Politiken har talt med i artiklen, åbenbart ikke gået så godt med at implementere DBU’s ’Den røde tråd’, som Jesper Olsens gamle anfører Morten Olsen i sine år som landstræner var en hovedkraft bag, da han forsøgte at undgå for tidligt fokus på organisation og resultater, som er blevet normen nu. Det var i den forbindelse og i mange andre, at Morten Olsen, der var en central del af landsholdet som spiller i 18 år og som landstræner i 16 år, gentog: ”Der skal altid være plads til en Jesper Olsen.”

Morten Olsen mente ikke fejlafleveringen, men spillertypen Jesper Olsen, ’for han var en fantastisk fodboldspiller.’ Den, der laver det ekstraordinære, det uventede. Det, der ikke kan sættes på formel. Som det meste ellers kan, helt ned i de yngste årgange.

Lysten og legen skulle gå som en rød tråd gennem dansk fodbold fra de mindste årgange. For den er forudsætning for det hele, mente kaptajnen på 80’er-landsholdet. Jesper Olsen har samlet ’Den røde tråd’ op og importeret elementer fra den på sit akademi i Australien.

”Vi har også en kæmpe diskussion i Australien om det. Det er blevet for vigtigt, at vi skal vinde. Alle de unge spillere får at vide: ’Du skal gøre det og gøre dét og dét og dét.’ Det er jo forfærdeligt. Det er jo ikke det, det handler om. Alle spillere er jo fuldstændig forskellige. Ligesom i skolen. En bliver advokat, andre bliver bager, eller går ned og arbejder hos smeden. Sådan er vi også som spillere, og hvis man ikke forstår det, så skal man ikke træne børn og unge. Det er et kæmpe problem nu, at spillerne bliver ensrettet og hele tiden bliver fortalt hvad, de skal gøre.”

Efter en lidt langsom start har Jesper Olsen i dén grad arbejdet sig ind i interviewet. Det er hjerteblod, og Olsens stemme gløder hele vejen fra den anden side af jorden.

”Jeg er meget passioneret omkring det emne. Ude på træningsbanen laver vi for eksempel nogle øvelser med drengene og pigerne, hvor de skal stå på baglinjen og prøve at skrue bolden ind. Forældrene står på sidelinjen og siger til mig: ’Det har de aldrig gjort før, hvorfor skal de gøre det?’ Jeg svarer: ’Fordi det er sjovt, og børnene kan lide det.’ Det er også en konkurrence, og så lærer du, hvad en bold gør. Det er det, du prøver at gøre, når du leger med bolden selv. Mange af børnene har aldrig selv leget med bolden. Hvis du hele tiden får at vide, at du skal gøre det og det og det, så lærer du ikke bolden at kende.”

I 1960’ernes og 1970’ernes Faxe, som Jesper Olsen voksede op i, var der ikke så meget opsyn i hverdagen. Han skulle bare være hjemme til aftensmad. Træningen var, som han husker det, det bedste i verden, ”også når det havde sneet så meget, at vi ikke kunne få bolden op af sneen.” Det meste kom indefra, mindre fra træneren.

”Vi var ikke flove over at vinde, og det skal man aldrig være. Men vi fik lov til at have spilleglæden, og jeg har altid elsket at spille, om det så var indendørs i Faxe, i en afgørende kamp for Manchester United eller på landsholdet. Jeg har det stadig, som da jeg var dreng. Jeg elsker fodbold, og jeg elsker at træne spillere på akademiet i dag. Forhåbentlig kan jeg give dem noget.”

Morten Olsen tog initiativ til ’Den røde tråd’, blandt andet fordi han var bekymret for dansk fodbolds fremtid, hvis vi ikke satsede mere på boldglæden.

Hvad tror du, Morten Olsen mener, når han siger, at der skal være plads til en Jesper Olsen?

”Der skal være plads til de spillere, som er det, vi kalder exciting. De, der laver det anderledes. Men du kan ikke have 11 spillere på et hold, der laver det. Du har brug for alle mulige forskellige spillere. Det, du er god til, skal du blive bedre til. Du behøver ikke at bruge højre så meget, hvis du er rigtig god med venstre. Når man hører trænerne i dag stå og fortælle spillerne alt, hvad de skal gøre … Hvis der stod en hele tiden ved siden af dig og sagde: ’Gør dét, gør dét, dét, dét!’ Hva fa’en skal du så selv gøre? Det er forfærdeligt. Det er, som Morten (Olsen, red.) siger: Som ung spiller skal du have en glæde ved at spille. Det skal også være sjovt at træne. Ellers … Jamen, hvad gør du det så for?”

HISTORIEN HAR VÆRET hård ved Jesper Olsen. En middelalderlig hekseafbrænding. Når man ser kampen mod Spanien ved VM i Mexico i dag, er der meget andet, man kunne give skylden. For eksempel kollapsede Danmark ikke efter Jesper Olsens tilbagelægning før pausen, tværtimod startede vi anden halvleg klart bedst, Preben Elkjær var tæt på at score to gange, hvorefter Spanien i det 56. minut, stik imod spil og chancer, bragte sig foran, fordi vi dækkede håbløst op ved et hjørnespark. Og så kollapsede vi. Problemet var måske ikke så meget Sepp Pionteks indskiftning af offensive John Eriksen i stedet for forsvareren Henrik Andersen med en halv time igen, men at holdets friske, men disciplinerede 3-5-2, nærmest blev en 3-1-6. Danmark faldt fra hinanden på en halvleg. Som en svigtet soldat blev Søren Busk efterladt alene i en én-mod-én med skarpretteren Emilio Butragueño ved Spaniens tredje mål, og kort efter ved deres fjerde, var der fire spaniere mod tre danske forsvarsspillere. Resten er historie som massakren ved Dybbøl i 1864.

Det er Michael Laudrup, der har sagt det i DR-dokumentaren fra i år, nærmest vredt, og dét er bemærkelsesværdigt i den ellers rolige Laudrups tilfælde: ’Der er alt for meget i hans (Jesper Olsens, red.) eftermæle, der er blevet hægtet på den skide tilbagelægning.’

Jesper Olsen var aldrig bange for at tage chancer. Med årene er jeg kommet til at sætte større og større pris på Jesper Olsen. Spilleren, mennesket og, med et fortidigt udtryk, mandfolket Jesper Olsen. Det har krævet sin mand at være i Jesper Olsens sko, størrelse 39. I det positive ligger også overlevelsesevnen, viljen til at glemme det, man ikke kan gøre noget ved. At se muligheder. At prøve igen med næste dribling. Forbilledet Jesper Olsen.

Hvem ved, hvad der var sket, hvis Jesper Olsen ikke – ene mand – havde spillet Butragueño fri i ottendedelsfinalen i Mexico? Havde Danmark vundet kampen og taget skridtet videre mod en

ganske plausibel VM-guldpokal overrakt til anfører Morten Olsen foran en tiljublende verden et par uger senere? Og hvem ved, hvad der var sket, hvis Jesper Olsen ikke – ene mand – havde sikret os de point, som åbnede muren, gav troen og i sidste ende sendte os til EM 1984?

Hvis man måler betydning og værdi, efter hvor stor betydning og værdi det har for et stort antal mennesker, og det gør man vel, er 80’er-holdet en af de vigtigste begivenheder i nyere danmarkshistorie. Det har desuden vist vejen for ikke alene al senere dansk fodbold, og man kan argumentere for, at det blev tilløbet til såvel et opgør med Janteloven som en markant større dansk selvtillid ude i verden. Det er langt fra sikkert, at det var sket uden Jesper Olsens slalomløb ned igennem det hidtil uovervindelige engelske forsvar i tillægstiden 22. september 1982 i Idrætsparken.

Over næsten 500 sider i sin definitive bog ’Tynd luft – Danmark ved VM i Mexico 1986’ diskuterer Joakim Jakobsen den danske konflikt mellem konkurrence og leg, sejre og hygge, sult og magelighed. Han konkluderer med Sepp Piontek, at da det blev alvor – mod Spanien – faldt vi tilbage i vores post-Dybbøl 1864 og præ-Jesper Olsen-udligning mod England i 1982 arketypiske danske mangel på vindermentalitet og kynisme. Men det er Mexico-landsholdet, der sidder på magien, mytologien og kærligheden. Den dag i dag.

Hvad vil du gerne huskes for?

”Jeg elskede at drible, tage chancer og prøve at skabe noget. At score mål var ikke det, det drejede sig om. Jeg scorede selvfølgelig nogle mål, men jeg elskede at udspille en modstander og lægge en god aflevering, som mine medspillere kunne gøre noget med, så de ikke behøvede at tænke så meget. Den lå bare det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det var det, jeg elskede. At skabe noget på banen.”

Det begynder og slutter med ham. Før Jesper Olsen var der intet. Måske var der slet ikke noget uden Jesper Olsen. Måske var vi aldrig kommet med til VM. Dansk fodbolds største periode begyndte med glæden. For Jesper Olsens fødder.

Jeg spørger ham, om han mener, at der skal være plads til at begå fejl i fodbold?

”Ellers ville der aldrig blive scoret mål,” svarer han. ”Du lærer forhåbentlig af det, men sådan er spillet. Selvfølgelig laver du fejl, ellers kunne vi lige så godt stoppe med at spille.”

Er fodbold et billede på livet på den måde?

”Helt sikkert! Selvfølgelig! Og hvordan kommer du igen bagefter, ikke også.”

Vi skal til at runde af for den anden og sidste telefonsamtale. Aftenbelysningen tændes i Melbourne, Australien, hvor foråret og varmen er på vej. På Jesper Olsens Vej i Faxe er det formiddag, oktober 2020. I aftes spillede Danmark turneringskamp mod England på Wembley. Vi vandt 1-0. På et straffe.

Det gjorde vi også i en EM-kvalifi-kationskamp samme sted for 37 år siden. Kampen dengang blev set af 80 procent af den danske befolkning. Jesper Olsen spillede hele kampen.

”At være en del af noget, der har betydet så meget for så mange danskere, er jeg meget taknemlig for,” siger han.

Jesper Olsen fortæller, at corona-nedlukningen er slut. Han glæder sig til i morgen tidlig. Så skal han ud at træne igen.

Det har hjulpet at tale med Jesper Olsen. Jesper Olsen har det godt. Hvis der er nogen, der har haft et problem, er det os andre.