scroll-down

Jesper Skibbys årelange misbrug: ”Da det var værst, åd jeg 80 mg stesolid om dagen. Så er man altså fucked”

I en ny selvbiografi beretter Jesper Skibby om, at han mistede sig selv, da han ikke længere var en feteret sportsstjerne. Det er den anden bog, den tidligere cykelrytter laver om sit liv, men det bliver også den sidste – for nu er alt lagt frem og fortalt. Sofie Valentin møder Skibby til en snak om en desperat søgen efter anerkendelse, om ikke at gide at hoppe på cyklen til et VM og om at ønske, at det hele bare skal slutte.

Af Sofie Valentin
Foto: Petra Kleis
Sport Euroman

Du er aktuel med ’Engang var jeg Jesper Skibby’, din anden selvbiografi. Hvorfor var det ikke nok med den første?

”Jeg ville gerne lave en bog, hvor der ikke var mere at komme efter. Jeg skal ikke lave otte selvbiografier, men jeg ville gerne lave en mere, der satte et ordenligt punktum. For mig er det det rigtige tidspunkt at fortælle om, hvem jeg egentlig er, og hvordan jeg mistede min identitet, efter jeg stoppede med at køre cykelløb. Bogen er noget af det sværeste, jeg har lavet, og handler om noget af det sværeste, jeg har været igennem – fordi jeg har været ude i et stofmisbrug og ikke kunne finde ud af at være til stede i samfundet.”

Hvordan startede dit stofmisbrug?

”Jeg blev afhængig af stesolid i 1995. Set i bakspejlet har jeg altid hungret efter anerkendelse. Jeg har måske ikke altid fået den, men det har bare betydet, at jeg har hungret endnu mere efter den, og så kom jeg endnu længere ud. Det var en glidebane, og der endte med, at jeg begyndte at tage stoffer. Det hele skred for mig. Da det var værst, åd jeg 80 mg stesolid om dagen. Så er man altså fucked.”

Har det altid været vigtigt for dig at blive anerkendt?

”Ja. For at være helt ærlig, så var jeg vanvittigt selvdestruktiv – både da jeg kørte cykelløb, og da jeg holdt op med køre cykelløb. Da jeg kørte som professionel, havde jeg brug for anerkendelse i, at jeg var god. Det skete ofte med materialistiske ting. Jeg sagde til mig selv: ’Hold kæft, hvor er du god, du har fortjent en ny bil.’ Men den bil blev jeg træt af efter en uge, og så sad jeg der og tænkte, at det hele egentlig var fuldstændig ligegyldigt.

Når man er sportsstjerne, tror man, at pengene er det vigtigste. I virkeligheden vil man bare gerne have klappet på skulderen. Da jeg stoppede med at cykle, handlede det om, at jeg skulle bekræftes i, at jeg var god nok – og egentlig også, at jeg var en my bedre end andre mennesker, selvom jeg jo slet ikke var det. I dag søger jeg stadig efter anerkendelsen, men jeg øver mig i at sige til mig selv: ’Jesper, du er god nok.’ Og det er jeg. Jeg glemmer det bare en gang imellem.”

Hvad kan gøre dig i tvivl om, at du er god nok?

”Min kone, Mette, styrer min Facebook og Instagram. Hvis jeg selv skulle begynde på det, ville jeg blive sindssyg, fordi jeg helt klart ville begynde at gå op i, hvor mange følgere jeg har, eller hvad der bliver skrevet om mig på Facebook. Jeg er bange for, at jeg ville tabe mig selv igen, fordi det netop bliver en jagt på anerkendelse for mig.”

Hvad skete der, da du stoppede din karriere?

”Jeg mistede min identitet fuldstændigt – og hvordan kompenserer man så for det? Jeg hakkede piller ned, så jeg til sidst ikke vidste, hvad jeg selv hed. Hvis jeg var hjemme, sad jeg bare i en sofa og savlede. Det var ikke kønt. Jeg havde mistet jordforbindelsen, og det var frygteligt. Jeg var bedrevidende, og alle skulle indrette sig efter mig. Hvis nogen sagde til mig, at jeg havde et problem, svarede jeg: ’Hvad snakker I om? Det er da ikke mig, der har et problem, det er jer, der har det.’ Det fortryder jeg inderligt. Jeg ville ønske, at nogen havde sagt til mig: ’Jesper, nu lukker du kraftedme røven.’

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her