Jeg punkterer lige uden for Skibby. Vinden har stødt mig i ribbenene med hurtige, gentagende slag, siden jeg drejede nordpå efter Roskilde. Bag mig nærmer en lastbil sig, til venstre står en afpillet birk, på marken til højre kværner en traktor. Omkring den skriger mågerne, himlen er grå som kattesand, og jeg er mildest talt træt af mit foretagende.

Dagens menu: Jeg skal cykle små halvanden hundrede kilometer gennem Sjællands efterårslandskab for at finde inspiration til en tekst om sæsonens sidste store løb i herrernes cykelsæson, Lombardiet Rundt. For et par dage siden fortalte jeg min redaktør, at jeg ikke ville skrive en klassisk optakt til løbet. Jeg var træt af optakter efter en lang, strabadserende sæson. Og så synes jeg i øvrigt ikke, at det ville klæde De faldne blades løb med en masse slap spekulation angående styrkeudmålingen mellem tilbagevendte Vingegaard, måske efterhånden udkørte Pogacar og så Enric Mas, der i sidste weekend sejrede i det hårde Giro dell’Emilia. Lombardiet Rundt fortjente et essay, der hyldede den smukke, ophøjede begivenhed, løbet er for mig.

Men kan man finde det i et efterårsforblæst Sjælland, blandt knoldede marker og gennem landsbyer på vej i vinterhi?

Der er jo noget med efteråret. Løvet på landevejene, min nok sidste tur på raceren i denne omgang, året, der søger sin afslutning, Lombardiet Rundt, der runder cykelsæsonen af, og ikke mindst: Alejandro Valverde og Vincenzo Nibali, som stopper deres karrierer efter lørdagens løb.

Tidligere på ugen talte jeg med den nu pensionerede journalist fra La Gazzetta dello Sport og forfatter til bogen ’Pantani was a god’, Marco Pastonesi, der fortalte mig, at han altid havde følt sig gammel og sørgmodig ved afslutningen på hver udgave af Lombardiet Rundt. Han bruger vintermånederne på at tage ny luft ind, så han kan gå den nye sæson i møde med et friskt sind. 

Men vigtigere var nok en forestilling, jeg har om cykelsporten. Nemlig, at der i den findes genvej ind til nogle følelser, nogle store erkendelser, der kan være svære at nå, hvis man ikke er i færd med at træde sin vej gennem et landskab. Den idé om cykelsporten stammer ubestridt fra de store fortællinger, som har lydt, siden sporten trillede ud af sin vugge omkring overgangen til det 20. århundrede, og som ordsmede sidenhen har forædlet i årtier – i Danmark naturligvis bedst eksemplificeret ved Jørgen Leth, men for mig også i særdeleshed ved forfatter og filminstruktør, Daniel Dencik.

Med andre ord: Hvis jeg selv klikkede i pedalerne, ville der nok melde sig nogle smukke sandheder om essensen af Lombardiet Rundt, og hvad det vil sige at cykle igennem efteråret.