"Det var faktisk et mareridt. Jeg var på Wembley, og det var simpelthen så ubehageligt. Det var ubetinget den værste fodboldoplevelse, jeg har haft. Jeg var bange, fordi folk var så langt væk på alskens stoffer. Jeg kan huske, at jeg gik forbi en meget velklædt og velfriseret mand, der stod med sin søn på 8-9 år ved siden af. Fråden stod ud af munden på faren, han var så aggressiv og stod og råbte. Hans øjne var tomme, og jeg tvivler på, at han kun havde drukket alkohol.
Det, der foregik uden for stadion, var selvfølgelig voldsomt, men inde på stadion, i de forskellige barer, stod folk og kastede øl og trampede på hinanden. Folk væltede ind. Jeg prøvede at lave en video, men fortrød ret hurtigt, fordi jeg skulle passe på mig selv. Det var virkelig ubehageligt. Jeg tror, vi alle sammen smilede lidt over finalens resultat. Og der har kun været et minimalt efterspil. Det er helt vildt.”
”Ja, det har altid været i mit hjem. Jeg er vokset op i Sønderjylland, hvor vi så Bundesliga-fodbold, og nogle gange tog vi til Hamborg for at se kampene på stadion. Jeg begyndte selv at spille som niårig, og det var nok det, der gjorde, at jeg virkelig blev bidt af det. Jeg kunne forstå det, jeg så på banen. Folk tænker, at fodbold er et meget simpelt spil, men det er meget vanskeligere, end man tror, når man tænker over den taktiske del med forskellige kæder. Indgangsniveauet er sværere end i mange andre sportsgrene, fordi det er så komplekst. Jeg var målmand, og i min første kamp tabte vi 32-0, hvilket burde have dræbt min interesse. Vi fik så mange bank, men vi hængte i og endte med at vinde det sønderjyske mesterskab året efter. Vi var fra en lille flække med 500 indbyggere og slog Sønderborg 1-0 i finalen.”
”Jeg har altid været meget politisk interesseret. Jeg ville gerne være som journalisten Mette Fugl, og det var den vej, jeg troede, jeg skulle. Men det var kun muligt at tage journalistuddannelsen i Aarhus, og i midten af 1980’erne var jeg lige flyttet til København, efter jeg havde boet to år i Sydeuropa. Jeg kom fra byer som Paris, Madrid, Barcelona, Istanbul og Athen, så selv København føltes som en lille by, hvilket det jo også var dengang. Så jeg skulle ikke til Aarhus.
I stedet begyndte jeg at søge nogle jobs i København, blandt andet en halvtidsstilling hos DBU som telefonpasser, for jeg havde altid beundret Frits Ahlstrøm (daværende informationschef i DBU, red.). Jeg kom til samtale med Jim Stjerne Hansen (tidligere generalsekretær i DBU, red.) ude i den gamle Idrætspark. Han sagde: ’Du har lige været ude at rejse i to år. Hvordan skal jeg regne med at kunne holde på dig?’ Men jeg endte med at få jobbet alligevel og var inde i varmen.
I weekenden solgte jeg pølser i Forum, så økonomien kunne hænge nogenlunde sammen. Jeg tror, der var 13 ansatte i DBU på det tidspunkt, så alt var jo meget mindre. På tredjedagen kom Sepp Piontek gående ind ad døren, og jeg var ved at falde død om. Efter en måned var der julefrokost, hvor jeg havde Sepp og Richard Møller Nielsen som mine to bordherrer. Der måtte jeg nive mig selv i armen.”
scroll-down
