Mads Burnell er én af to danskere i den prestigefyldte kampsportsturnering UFC, som er for kampsport, hvad Champions League er for fodbold. Det er cremen. I UFC er 400 af verdens bedste kæmpere inddelt i forskellige vægtklasser. Til hverdag træner de i at rive, sparke, flække, nakke, slå og kvæle, så de ved særlige begivenheder kan tæve deres modstander i buret til bevidstløshed og komme tættere på at erhverve sig et af de eftertragtede bælter.
På søndag kan Mads Burnell se frem til at møde hjemmebanefavoritten Arnold ’Almighty’ Allen i det, der muligvis betyder liv eller død for den UFC-drøm, han har haft siden han som lille så The Ultimate Fighter på TV2 Zulu hver mandag efter brydning. Euroman har mødt det danske UFC-håb før afrejsen til Liverpool og vil følge ham op til kampen i England, hvor han skal forsøge at knuse sin modstander i oktagonen.
”I mine kampe har jeg måske brækket et par næser, men ellers tapper folk ud (giver op red.). For hvad vil man helst: brække armen og være ude i et år eller tappe ud og have mulighed for at kæmpe ugen efter? Jeg ved godt, hvad jeg ville,” siger han.
Selvom Mads Burnell er ny i UFC-regi, han har kun kæmpet to gange, der er endt med en sejr og et nederlag, er han ikke ny indenfor hverken brasiliansk jiu jitsu, boksning eller brydning. Han begyndte til brydning som seksårig, boksede som 13-årig og har dyrket MMA, siden han var 16 år. Han er den hurtigste nogensinde til er opnå sort bælte i brasiliansk jiu jitsu, og derudover har han en professionel boksekamp på cv’et.
Han er et blandingsprodukt af arv, miljø og et naturligt anlæg for kampsport. Hans far og farfar var begge dygtige brydere. Hans farfar var Husums første danmarksmester i brydning og repræsenterede Danmark til verdensmesterskabet i 1954. Når han kom på besøg lærte han diverse greb fra sig og øvede kast på en boksmadras i stuen. Selvom kulisserne er nogle helt andre i dag, så føles det ikke anderledes for Mads Burnell, når han først træder ind på scenen. For ham skal opgaven bare løses.
Præsterer man ikke hver gang i verdens mest prestigefyldte MMA-turnering, bliver man hurtigt droppet af forbundet, som det skete med danske Nicolas ’Sharpshooter’ Dalby, der vandt sin første kamp, fik uafgjort i sin anden og tabte to i streg, hvorefter han ikke igen kæmpede i UFC-regi.
Mads Burnell er dog ikke nervøs. Han er klar til at kaste alt efter kampen og chancen for at trække sig selv op ad rangstigen. For han gider ikke være endnu af de ”uambitiøse aber,” han ser overalt, der aldrig går efter deres drømme.
”Alle siger, at man skal have uddannelse at falde tilbage på. Men hvorfor det? I Danmark har vi et så godt system, at man kan være 85 år og stadig gå i skole og få penge for det, selvom man har brækket arme og ben. Men min ungdom har jeg i en kort en periode af mit liv,” siger han.
Modsat hans tidligere to kampe i turneringen er forberedelserne gået perfekt denne gang. Han er oven på igen efter en skulderskade, som han kæmpede med i sin seneste kamp mod Mike Santiago, og vægten er perfekt til indvejningen dagen før kamp.
”Denne her gang er det gået totalt smooth. Jeg spiser seks gange om dagen og træner hverken for meget eller for lidt. Op til vejning skal man gerne ligge 2-4 kilo fra vægten. Lige nu er jeg på 70,5 kilo, og det er forud for planen. Dagen før går man i et varmt karbad med en masse salt, og så ryger det sidste, så jeg rammer de 66 kilo (Mads Burnell kæmper i vægtklassen featherweight). Man ligner en, der kommer fra en KZ-lejr, når man stiller sig op på vægten, men så drikker man en masse vand, spiser, og så kommer man hurtigt op i vægt igen.”
Det er aldrig modstanderen, der optager den danske UFC-kæmper. Det overlader han til hans træner, den tidligere MMA-kæmper Nikolai Koubti. For Mads Burnell handler det bare om at ”tage modstanderen ned, give ham nogle på skallen og så kvæle ham.”
Op til kampen træner han alsidigt to gange om dagen. Det kunne være boksning til morgentræningen og brydning om eftermiddagen, eller jiu jitsu en dag og fuld sparring en anden. Det handler om at finpudse det hele op til kamp. Alligevel har de folk, der følger hans MMA-karriere, ofte en idé om, at hans force er gulvkampen, men det er bare fordi, det er det nemmeste og sikreste i mange situationer.
”Hvis jeg ligger oven på dig, så kan du ikke slå mig ud. Men kæmper vi stående, kan jeg banke dig i tre omgange, og så svinger du en tilfældig kotelet, som slår mig ud. Jeg tager den faktor væk ved at tage dem ned på gulvet. Man kan også sige, at jeg sparer min modstander og mig selv for en masse traumer, hvis jeg tager dem ned og kvæler dem. Man kan vinde en kamp uden at slå.”
LÆS OGSÅ: Besat af målmandshandsker: Se Morten Kjærbyes vilde samling
LÆS OGSÅ: Klar til VM: 7 moderigtige fodboldtrøjer
LÆS OGSÅ: "Jeg hørte med det samme en høj knæklyd fra nakken, og den har jeg aldrig hørt før”
