I GÅR STOD det internationale fodboldpublikum op til en nyhed så ækel og gruopvækkende, at søndagskaffen må have haft en bitter bismag for enhver, der gennem de seneste år har ladet sig dupere af Mason Greenwoods soleklare fodboldtalent. Udenom de traditionelle nyhedskanaler var billeder og videoer begyndt at florere. Afsenderen var en ung engelsk kvinde, hvis navn ikke behøver nævnes, og som gennem flere år har haft et offentligt forhold til Manchester Uniteds 20-årige angribertalent.

På den første video løber blodet fra kvindens underlæbe hele vejen ned ad hendes torso. ”Til enhver, der vil vide, hvad Mason Greenwood rent faktisk gør ved mig,” stod der skrevet i hjørnet af videoen. På de følgende billeder ser man, hvordan hendes krop er spottet med store, blå mærker. Til sidst følger en lydoptagelse, hvor Mason Greenwood (enhver, der har hørt Mason Greenwood tale, vil kunne genkende stemmen) tvinger sig til sex med kvinden.

”Move your fucking legs up,” råber han ad hende.

“No, Mason, I don’t wanna have sex,” svarer hun.

“I don’t give a fuck what you want. Push me off one more fucking time and watch what happens to you.” 

I løbet af få timer var Mason Greenwoods blevet suspenderet fra Manchester Uniteds fodboldhold og varetægtsfængslet af det britiske politi, mistænkt for vold og seksuelle overgreb. 

Lad os få forbeholdene på plads med det samme: Mason Greenwood afventer rettergang, han er ikke dømt, og han kan i teorien ende med at være uskyldig. Men når der eksisterer en lydoptagelse som den ovenfor nævnte, kan selv ikke den mest hårdnakkede Manchester United-tilhænger vende det blinde øje til og forlade sig på tonedøve paroler om, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist.

En kvinde er tilsyneladende blevet udsat for noget utilgiveligt, og man kan kun håbe, at hun får den fornødne støtte og slipper nådigt igennem det massive pres, denne sag uundgåeligt kommer til at lægge på hende.

HVAD GØR MAN så herfra? Sagen er fra start til slut en deprimerende omgang, og alle fodboldtilhængere bør overveje, hvorfor den slags sker, og hvordan klubberne håndterer situationer som denne.

Internettet vader som altid rundt i træsko og gør sig vittig over, at man snart kan stille et ganske slagkraftigt ”Prison FC” kun med spillere fra den engelske Premier League: Benjamin Mendy (sigtet for seks voldtægter), Gylfi Sigurdsson (efterforskes for sex med mindreårige), Adam Johnson (blev løsladt i 2019 efter at være blevet dømt for sex med en mindreårig) og altså nu Mason Greenwood.

Man skal ikke have en doktorgrad i antropologi for at tyde et mønster. Hvorfor begår disse feterede verdensstjerner perverse uhyrligheder mod kvinder?

Det er underholdningsindustrien mest veletablerede sandhed, at penge og berømmelse kan styre de fleste teenageres moralske kompas ud af kurs. Det er ingen undskyldning, men et bud på en forklaring. Mason Greenwood er siden 16-årsalderen blevet betragtet som en Messias-lignende skikkelse, der skulle dominere engelsk fodbold i årtier. Kun fantasien satte grænser for, hvor langt Greenwoods talent kunne føre ham.

Måske spiller det en rolle, at det kræver kompromisløs prioritering af egne interesser, hvis man skal nå til fodboldverdenens iskolde tinder. Fra disse mænd er små drenge, ofrer de sociale relationer og oplevelser i fodboldens navn. Weekenderne bruges på kamp og træning, ikke børnefødselsdage og teenagefester. Bliver man påvirket af en ungdom, hvor alt er centreret om ens eget talent? Går der en flig af empatien og medmenneskeligheden tabt i bestræbelsen efter at nå igennem det smalle nåleøje? Måske.  

Det kan være en udfordring at lave gode mennesker ud af unge mænd med ekstreme fodboldtalenter. Og hvad vil man gøre ved det? Ambitionerne og persondyrkelsen i den sæbeopera, international topfodbold er, bliver næppe mindre i fremtiden. Netop derfor er det vigtigere end nogensinde at stille krav til mediernes, fansenes og klubbernes håndtering af tragedierne.

MAN SKAL IKKE kigge længere end til Mason Greenwoods egen klub, klubben, han er rundet af gennem mange års ungdomsfodbold, Manchester United, for at finde endnu en kuldegysningsfremkaldende voldtægtsanklage – forskellen er, at denne har været så godt som konsekvensløs:

I sommeren 2009 voldtog verdens mest berømte fodboldspiller Cristiano Ronaldo den amerikanske model Kathryn Mayorga, hævder Mayorga selv. Ronaldo har til den dag i dag nægtet sig skyldig, og anklagemyndigheden i Las Vegas, hvor hændelsen, der førte til anklagen, fandt sted, har ikke fundet tilstrækkelige beviser for at rejse tiltale mod portugiseren.

Enhver Ronaldo-apologet bør læse Der Spiegels fremragende oprulning af sagen fra 2018. Det står blandt andet klart, at Ronaldos lejr i efteråret 2009 betalte Mayorga 375.000 dollars i et udenretsligt forlig – altså en økonomisk kompensation for at sagen ikke ville gå i retten, og at den dengang anonyme Mayorga ikke ville gå til pressen.

Da informationerne om det civile forlig endte i hænderne på Der Spiegel efter lækagesagen Football Leaks i 2018, valgte Mayorga at stå frem med sin side af historien til det tyske medie og genåbne voldtægtssagen hos de amerikanske myndigheder. Her kunne man blandt andet læse, hvordan Ronaldo tvang sig til analsex med Mayorga, mens hun skreg ”nej, nej, nej.” Ifølge de forligsdokumenter, Der Spiegel fik indsigt i, stemmer denne forklaring overens med Ronaldos egen oplevelse af forløbet.

Ronaldo argumenterer for, at dokumenterne, der udgør en de facto tilståelse, er forfalskede. Det amerikanske retsvæsen nåede konklusionen, at ”anklagen om seksuelt overgreb mod Cristiano Ronaldo ikke kan bevises mod enhver tvivl.”

De grove anklager og indicierne i sagen fyldte da heller ikke meget i Manchester Uniteds storstilede annoncering af, at Cristiano Ronaldo i sommeren 2021 vendte tilbage til den klub, hvor han havde slået sine folder fra 2003 til 2009. Klubben havde erhvervet sig en femdobbelt vinder af Ballon d’Or, ikke en mand, der ifølge lækkede dokumenter har indrømmet at have trængt analt ind i ung kvinde mod hendes vilje. Fodboldfans glemmer hurtigt, og det ved Manchester Uniteds presseafdeling godt.

EN SAG, DER fylder endnu mindre i den internationale fodboldpresse, er sagen om Manchester Uniteds tidligere cheftræner, klublegenden Ole Gunnar Solskjær, der boykottede det norske TV 2, efter mediet i 2020 beskyldte den ellers vellidte nordmand for at have dækket over Babacar Sarr, en voldtægtssigtet fodboldspiller fra Senegal.

Lad mig opridse sagens kolde fakta: Sarr blev anklaget for voldtægt i 2015, men det stoppede ikke Ole Gunnar Solskjær fra at hente ham til den norske klub Molde, hvor han var træner i 2016. Solskjærs tætte ven og forretningspartner, fodboldagenten Jim Solbakken, forhandlede aftalen på plads. Solbakken er blandt andet gudfar til Solskjærs søn.

Mens Sarr spillede for Molde, anklagede endnu fire kvinder ham for voldtægt. En af kvinderne fødte sågar Sarrs barn, mente hun. Alligevel fortsatte Sarr med at tørne ud for Solskjærs tropper og blev flere gange gjort til anfører.

Da senegaleseren nægtede at indlevere en faderskabstest, blev retssagen udskudt med et år til 2019. Kort før retssagen blev Sarr løsrevet fra sin kontrakt i Solskjærs Molde, hvorefter Jim Solbakken forhandlede en aftale på plads mellem Sarr og den russiske klub FC Yenisey Krasnoyarsk. Sarr mødte ikke op i retten i Norge, men det var der ikke noget at gøre ved, for der eksisterer ingen udleveringsaftale mellem Norge og Rusland. Det er endnu ikke lykkedes at stille Sarr for en norsk dommer i de i alt seks voldtægtssager.

En af de kvinder, der har anklaget Sarr for voldtægt, 28-årige Kamilla Visnes, skød i 2020 skarpt mod Solskjærs rolle i sagen. Til TV 2 fortalte hun, at den daværende Manchester United-træner bevidst holdt hånden over en mand, der var anklaget for seks voldtægter, og at hans moral var rådden.

Sagen skitserer et billede af en manager, der plejer sine fodboldforbindelser, før han støtter kvindelige voldtægtsofre, men sagen fyldte ikke meget i England, hvor det lykkedes at opretholde Solskjærs renommé som næstekærlig hyggeonkel. Det eneste medie, der spurgte ind til sagen, blev boykottet af Manchester United-træneren.

DEN VERSERENDE SAG om Mason Greenwood bør give anledning til, at klubber, magthavere og fans kigger sig selv efter i sømmene. Bliver Greenwood-sagen reduceret til et spørgsmål om kommunikativ damage control? Vil man tie endnu en ubehagelig sag ihjel? Eller benytter man lejligheden til rent faktisk at gøre et eksempel ud af situationen til gavn for de kvinder, der i fremtiden vil støde på den næste generation af fodboldspillere såvel som fodboldfans? Vil der mellem heltedyrkelsen være plads til kritisk stillingtagen?

Manchester United var såmænd hurtig nok til at gøre det eneste mulige og suspendere Greenwood på ubestemt tid, men et kig på Manchester Uniteds sociale medier giver en nedslående indikation på, hvor fokus ligger.

Der var ikke gået mange timer, efter anklagerne var blevet rejst, før Manchester Uniteds sociale medie-afdeling greb muligheden for at … fejre Bruno Fernandes’ to-årsjubilæum i klubben. Senere fik den pensionerede, bulgarske angriber Dimitar Berbatov en fødselsdagshilsen med på vejen.  Ikke et ord om partnervold eller seksuelle overgreb.

Det er op til retssystemet at vurdere, om Mason Greenwood er skyldig. Men ingen fodboldklubber kan ignorere, at det er en reel udfordring at uddanne fodboldspillere, der opfører sig anstændigt. Vi kan ikke nøjes med at trække på skuldrene og betragte Greenwood som det enlige, rådne æble i posen.

Manchester United skal ikke agere dømmende instans overfor hverken Cristiano Ronaldo, Ole Gunnar Solskjær eller Mason Greenwood, men måske er tiden moden til, at fodboldklubberne indgår i en mere præventiv dialog om, hvordan man behandler kvinder.