Nikolaj Jacobsen lever et liv spændt ud mellem ekstremer: ”Lægerne havde aldrig set så højt et blodtryk efter en kamp” scroll-down

Nikolaj Jacobsen lever et liv spændt ud mellem ekstremer: ”Lægerne havde aldrig set så højt et blodtryk efter en kamp”

Som en af verdens bedste håndboldspillere og som træner har Nikolaj Jacobsen oplevet store triumfer og grufulde nederlag, han aldrig glemmer. På det personlige plan blev han som ung mand på Sydfyn ramt af en tragedie, der sendte rystelser gennem ham. Nu, som 49-årig landstræner for de danske håndboldherrer, står han stærkere end nogensinde. Selvom vreden og temperamentet stadig kan spille ham et puds. Her fortæller han Jonas Langvad Nilsson om dengang, tyskerne lærte ham at kende som ’tryllemus’, om nødvendige skideballer og glæden ved den perfekte træstamme.

Af Jonas Langvad Nilsson
Foto: Tobias Nicolai
Sport Euroman

Jeg opdagede tidligt, at jeg havde talent for sport. Da jeg var syv-otte år, kunne jeg se, at jeg var bedre med en fodbold end dem fra min klasse. Jeg havde en god boldfølelse og en fornemmelse for at læse spillet og placere mig rigtigt på banen. Jeg var angriber og scorede mange mål. Jeg studerede Michael Laudrup og gik ud og øvede driblingerne selv. Men først og fremmest havde jeg glæden. Jeg spillede fodbold fra morgen til aften, og det var lige meget, om det regnede eller sneede. Jeg gik kun i skole, fordi jeg blev tvunget til det. Min drøm var at blive professionel fodboldspiller.

Jeg havde temperament og vindermentalitet fra dag ét. Hvis jeg var til børnefødselsdag, og jeg tabte fodboldkampen ude på græsplænen, var dagen ødelagt for mig. Jeg græd eller sad og surmulede. Men det skal man altså ikke. Der er ting, som er vigtigere end at vinde en kamp. Men det var noget, jeg først lærte senere.

Min far arbejdede som socialpædagog på drengehjem rundt om i landet, så familien flyttede en del. Vi boede i Præstø og i Thisted, inden vi flyttede til Oure på Sydfyn, hvor han blev ansat på Vejstruplund Børnehjem. Drengene var langt hen ad vejen søde og rare, men jeg fik at vide af min far, at nogle af dem skulle jeg ikke komme for tæt på, fordi de havde svært ved at styre sig. Min far blev slået ned et par gange. Men jeg husker det som fint. Der var altid nogen at spille fodbold med.

Min mor var sekretær på Social- og Sundhedsskolen i Svendborg. Vi havde ikke ret meget at rutte med økonomisk. Jeg har aldrig været på ferie sydpå. Det længste, jeg kom væk, var på Kruså Camping, eller når vi var på ferie hos noget familie på Sjælland. Vi var ikke fattige, det var ikke sådan, at der ikke var mad på bordet, og jeg og mine to yngre brødre, Carsten og Simon, manglede ikke tøj. Men vi havde ikke råd til en bil. Der var gode perioder og dårlige perioder. Skulle jeg have lommepenge, måtte jeg selv tjene dem. Jeg kørte med aviser i Oure. Fyns Amts Avis. Jeg havde en landrute på 11-12 kilometer.

Mine brødre og jeg er aldrig blevet pacet frem af vores forældre. Vi er blevet opdraget til at behandle andre mennesker, som vi gerne selv vil behandles. Det er så ikke altid lykkedes mig på grund af mit temperament. Selvom man prøver, så laver man fejl. Det kan ikke undgås. Man kan ikke gå gennem livet og behandle alle mennesker retfærdigt, desværre. Men jeg prøver alligevel det bedste, jeg kan, og jeg prøver at lære mine børn at være respektfulde over for de mennesker, de møder på deres vej.

Mens jeg spillede fodbold i OB, var jeg blevet glad for håndbold. Jeg spillede i GOG i Oure og klarede mig godt, men en dag blev jeg tvunget til at vælge. OB havde den politik, at spillerne selv skulle betale for transporten, når man skulle til træning på andetholdet. Jeg spillede egentlig på førsteholdet, men fordi jeg også skulle passe min håndbold, røg jeg ned på andetholdet. I min familie var der ikke råd til en busbillet fra Oure til Svendborg og en togbillet videre til Odense fire gange om ugen. Så det gav sig selv. Som 16-årig kom jeg på ynglingelandsholdet i håndbold, og siden har jeg ikke set mig tilbage.

Jeg får tit spørgsmålet, om jeg kunne være blevet lige så god til fodbold, hvis jeg havde valgt at gå den vej. Mit svar er, at jeg tror, jeg kunne have haft en rigtig fin fodboldkarriere i Superligaen, men jeg var aldrig blevet verdens bedste på min position som fodboldspiller, og jeg havde heller ikke vundet verdens hårdeste klubturnering, og jeg var ikke kommet med i en Champions League-finale og havde ikke spillet på landsholdet. Jeg er glad for, at jeg valgte håndbolden. For mig var det et naturligt valg.

Før jeg var gammel nok til at gå på diskotek, kom jeg på Hesselager Hotel, hvor var der fest hver 14. dag, og der var også Gudbjerg Forsamlingshus og GOG-festerne, som var meget populære og til tider voldsomme. Til en af festerne havde nogen medbragt en sofa og et fjernsyn, som blev savet over med en motorsav og brændt af. Til julefrokosten var der luciaoptog uden tøj på. Jeg har ikke gået luciaoptog nøgen, men det kan godt være, at jeg har løbet nøgen rundt om Gudme Kirke engang.

Jeg mødte Lenette i håndboldmiljøet. Jeg var gode venner med hendes storebror, så jeg kendte hende, men vi snakkede ikke sammen til at begynde med. Jeg sagde til en af mine kammerater, at hende der kunne godt være noget for mig på et tidspunkt, men der var nogle andre ting, der skulle flaske sig, og man skal også være klar til at gå ind i sådan et forhold. En dag skulle hun være babysitter for nogle af sine forældres venners barn. På en eller anden måde fik jeg sneget mig med den aften med én bagtanke, og det var ikke at passe det barn. Den dag blev vi kærester. Lenette spillede håndbold i Tved og var i gang med en uddannelse som lægesekretær. Der gik ikke længe, inden vi flyttede sammen i et lille hus i Svendborg.

Se, hvad vi ellers skriver om: Håndbold, Portræt og Forsider