Den amerikanske højrefløj har fået en ny fjende – fodbold. I sidste uge skrev den konservative blogger Ann Coulter en højt diskuteret klumme om alt, der var galt med fodbold. Og det var ikke så lidt. Blandt andet mente hun, at sporten kræver så lidt atletisk styrke, at det er den eneste sport, hvor piger kan spille med drenge. 

Mens langt de fleste trak på skulderne og grinte af den, var der også flere der gik ind i diskussionen, for selv om hun rammer langt forbi skiven på mange niveauer, har hun alligevel ret i noget. Fodbold vokser nemlig med hastig fart i Guds eget land.

Og det er ikke kun på grund af amerikanernes nuværende succes, hvor de står over for Belgien i ottendedelsfinalen. Det er en tendens, der er vokset i løbet af de seneste år, og det er afledt af en gruppe, som Ann Coulter og hendes ligesindede virkelig hader. Det er den voksende gruppe af spansktalende immigranter, den uddannede elite i storbyerne og de unge. Alle dem, der fik Obama genvalgt, som magasinet The Atlantic skriver.

Der bliver da også flere steder ironiseret over den nye gruppe fans som i denne video:

Atlantic beskriver videre, hvorfor Ann Coulter og andre amerikanere med rette kan frygte fodbolden, hvis de vil forsvare sig mod forandringer. For sporten er et symptom på, at der er ved at ske et holdningsskift i den amerikanske befolkning. 

Ann Coulter angriber i sin klumme blandt andet det europæiske meter-system, hvilket bygger på den grundholdning, at en stor del af den amerikanske identitet står i modsætning til den europæiske. At de forenede stater altid har gjort det anderledes. 

Men den voksende spansktalende befolkning og den liberale elite er villige til at omfavne den europæiske sport på samme måde, som de er velvillige over for eksempelvis den europæiske sundhedsmodel med gratis lægehjælp. De ser nemlig ikke nogen nedarvet værdi i, at USA skulle være undtagelsen til den globale regel. Måske tværtimod. 

Sidste år sagde en meningsmåling blandt andet, at gruppen under 30 år var 24 procent mere positivt stemt over for FN end gruppen over 50. Og 23 procent flere i samme unge gruppe mente, at man burde lytte til sine allieredes synspunkter, selv om det betød, at man måtte gå på kompromis med egne ønsker.

Det værdiskred bekymrer især den amerikanske højrefløj, som formentlig inderligt håber på et nederlag i aften – for en gangs skyld – til det gamle Europa.