Det er let at holde af sommeren. Af åbenlyse årsager. Jeg forestiller mig, at du enten ligger på en strand eller sidder i et sommerhus, når du læser disse ord, og jeg håber i den grad, at du nyder det. Tiden er gået i stå, folk er helt nede i gear, og det er ikke længere vigtigt, hvilken dag det er. 

Sommerferie er fraværet af det normale, der er ingen hverdag og faste rammer, og vi bliver de bedste, lyststyrede versioner af os selv. ’Hvorfor lever jeg ikke sådan her hele året,’ tænker man i svage øjeblikke, ’med plads til store middage, overskud til børnene og båndbredde til at læse bøger og magasiner i stedet for at spilde tiden på at glo ind i telefonen?”

Ferie gør noget godt ved os alle. Men der er nogen, for hvem juli ikke er industriferie og strandture, men kulminationen af benhårdt arbejde gennem mange måneder: Cykelrytterne i Tour de France, der over tre udmagrende uger giver alt, hvad de har, for at skabe et underholdende løb i verdens tredjestørste sportsbegivenhed. 

En af dem er Magnus Cort. Han er på forsiden af denne måneds Euroman. Og det er ikke uden grund. 

For da Magnus Cort vandt 10. etape i årets Giro d’Italia, blev han den kun tredje dansker, der har vundet etaper i de tre Grand Tours: Giro d’Italia, Tour de France og Vuelta a España. Hidtil havde kun Jesper Skibby og Mads Pedersen gjort det samme, men nu er Magnus Cort trådt op på den største klinge. 

Magnus Cort er hverken den bedste i bjergene eller den bedste i spurterne. Til gengæld er han en af de mest underholdende ryttere at følge. Dels fordi han er brølstærk over meget lange stræk, dels fordi han altid animerer løbet og spiller sig selv ind i hovedrollen, når han går i udbrud. Han udser sig sejre over store togter. Når Cort har et ærinde, skal hans konkurrenter stå tidligt op. Den slags aftvinger beundring og begejstring hos publikum, der ved, at den bornholmske cykelrytter er garant for underholdning. 

Tilværelsen som cykelrytter er ensom og slidsom. For en motionist kan det lyde besnærende at få penge for at cykle hver eneste dag, men for professionelle cykelryttere er det et arbejde, man mange dage skal knokle hårdt for finde glæde i. Magnus Cort bor i bjergene i Andorra. Der er langt til kysten og langt til byer med liv i. Men hvad der mangler i adspredelse, er der til gengæld i metermål i mulighed for at blive bedre til det, han bliver betalt for: at køre på cykel. 

Magnus Cort har allerede vundet meget, men hans sult efter sejre er langt fra stillet. Vi rejste til Spanien og kørte op i Pyrenæerne for at besøge ham og finde ud af, hvad der motiverer enspænderen til at leve og cykle, som han gør. For der er i den grad liv i Cort, også når han ikke cykler. Mød ham på side 54. 

Har du læst Euroman længe nok, vil du huske, at vi ad flere omgange har kørt med særskilte forsider til vores abonnenter. De har været meget populære hos loyale læsere, men af forskellige årsager har de særskilte forsider været udfaset. Det er en skam, synes vi på redaktionen. I udvælgelsen af vores forsider har vi nemlig ofte flere rigtig gode bud i spil, og det er meget tit helt op til deadline, at det endelig valg om forsidefotoet bliver truffet. 

Det betyder, at vi også har en del forsidebud, der bliver skrottet. Men fremover vil vi af og til bringe særlige forsider til abonnenter, hvor der bliver kælet lidt ekstra for det æstetiske udtryk, og hvor vi tør tillade os at være lidt mindre højtråbende og lidt mere underspillede.

Desuden arbejder vi lige nu på at gøre det endnu mere attraktivt at være abonnent, og vi glæder os til at løfte sløret for nye tiltag og aktiviteter i efteråret. Har du overvejet at blive abonnent på Euroman, er det derfor oplagt at se nærmere på de tilbud, vi har, hvis du ikke tidligere har fået magasinet tilsendt med posten. Tag et kig på mitblad.dk/euroman. Velkommen i klubben.

Nu skal jeg ikke forstyrre mere. Nyd sommeren, nyd den kollektive dvale og nyd det nye nummer af Euroman. 

Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør