NÅR JONAS VINGEGAARD, TADEJ POGAČAR og alle de andre cykelstjerner kører op ad en bjergskråning med tusinder og atter tusinder af tilskuere ved deres side, sidder mit hjerte helt oppe i halsen af frygt for endnu et tilskuerforårsaget styrt. De berusede beskuere prøver febrilsk at følge med rytterne i, hvad der mest af alt ligner en benhård bakkespurt, mens de råber efter dem ad deres lungers fulde kraft. Som seer tænker man, at det blot er et spørgsmål om tid, før det går galt: en flagstang i hjulet, en overmodig selfie eller et klodset vælt fra en tilskuer i løb.
For hvad nu hvis en tilskuer får sportslige konsekvenser? Eller endnu værre: helbredsmæssige konsekvenser for rytterne. Det er det værst tænkelige scenarie. Netop det skete på en af weekendens etaper, hvor en dumdristig tilskuer væltede Jumbo-Visma-rytterne Sepp Kuss, der slap relativt billigt, og Nathan van Hooydonck, som slog sig gevaldigt.
Det var ikke første gang, at nogle fra publikum ikke kunne finde ud af det. På femte etape var en tilskuer skyld i, at belgieren Stephen Crass måtte køres væk i en ambulance, mens franske Lilian Calmejane blev revet ned af en snor dagen efter. Derfor var det også helt naturligt, at diskussionen om tilskuernes tilstedeværelse på landevejen blussede op igen. Jeg skal da også være den første til at erkende, at der – særligt siden selfiekulturens fremvinden – er et problem blandt cykelsportstilskuere, der har svært ved at holde afstand til rytterne. Mit indtryk er, at det er blevet værre med intetanende, fotojagende tilskuere, der spolerer løbets gang, men problemet har været der længe.
Det har fået flere til at kalde på mere regulering af tilskuerne, der i dag har nærmest frie tøjler langs landevejene. Mest bemærkelsesværdigt var det, da Adam Hansen, der er præsident for rytternes fagforening, kom med flere strøtanker, som skulle munde ud i et løsningsforslag. Først talte han om mere indgribende indhegning af ruten, hvorefter han manede til økonomisk besindighed ved at foreslå, at der skulle køre en bil med kolossale balloner på siderne foran rytterne, så tilskuerne kunne finde den nødvendige afstand i tide. Lad os håbe de idéer bliver ved netop strøtanker.
Adskillige reguleringer skal man, mener jeg, nemlig træde varsomt med. For tilskuerne er med til at skabe livet for både rytterne og seerne i en, hvis vi skal være lidt hårde, relativt begivenhedsfattig sport.
LAD MIG HELLERE uddybe: Det ligger i cykelsportens natur, at den foregår i det fri. En af mine kollegaer sammenlignede en mere omfattende indhegning af rytterne med en zoologisk have: De vilde skabninger udfoldede sig tidligere i deres uforstyrrede habitat, inden de blev indhegnet. Først smågrinte jeg, før jeg måtte tilslutte mig hans obskure sammenligning.
Jeg havde selv tænkt en uge tilbage i tiden til etapen til vulkanen Puy de Dôme, hvor der på etapens afsluttende strækning ikke var nogen tilskuere. Det var en af de mest skuffende bjergetaper, jeg har set siden Chris Froomes velmagtsdage. Derefter tænkte jeg tilbage på de sportsligt undervældende etaper i Danmark sidste sommer, som blev reddet af det enorme tilskuerhav, der mødte rytterne på hele ruten. Og selvfølgelig den tilskuerløse rundtur under coronapandemien. Der var også en tam omgang langt hen ad vejen.
Nu er der heldigvis ingen, der foreslår at bandlyse tilskuere, skal det retfærdigvis siges. Men en gradvis justering af tilskuernes bevægelighed ville være en underminering af sporten, som er blevet romantiseret og verdensomspændende, fordi den ikke har nogen magt over dens omgivelser, at den foregår på de veje, som vi alle har adgang til, og at enhver kan stille sig langs vejen og få et glimt af deres lettilgængelige helte.
Sporten er afhængig af, at det fortsætter sådan. For, om man vil det eller ej, er det ekstreme og ukontrollerede i rytternes færden også det dragende ved cykelsporten. Jeg er også sikker på, at hvis du spurgte rytterne, ville de ikke bytte de hektiske oplevelser i menneskehavet for en promille øget sikkerhed. Så både for rytterne, seerne og folk, der er fascineret af cykling, giver tilskuerne mere, end de tager, selvom det selvsagt er forfærdeligt, når de har sportslige eller helbredsmæssige konsekvenser.
Med andre ord: Uden tilskuere helt tæt på rytterne lever cykelsporten ikke. Hvis vi fraregner en god håndfuld tungnemme mennesker ud af den million, der overværer samtlige etaper, elsker cykelrytterne også, at de er der. De fjolser kan man nok ikke hegne ind alligevel. Smid nogle bøder efter dem, der løber spritstive efter rytterne med et selfiekamera i hånden og er til fare for rytterne. For vi kan jo se dem på tv, så det kan vel ikke være helt umuligt at identificere dem, der er på vej til at ødelægge det for alle de eksemplariske tilskuere, som har skabt den sport, vi – eller i hvert fald jeg – elsker.
