Rotterdams rabarberkvarter er badet i et arbejdslys med gult skær. Bilen stopper ved en grå betonfacade med slidte rør og jerngitter til lyden af klirren fra bagagerummet.
”Det er champagneflasker, jeg fik efter mesterskabet i sommer. Dem har jeg ikke lige fået fjernet,” siger Nicolai Jørgensen.
I disse rå og multietniske omgivelser trives en fodboldkultur, der weekend efter weekend sikrer fuldt hus på De Kuip, et af Europas mest stemningsfyldte stadioner og hjemsted for Feyenoord, og den 27-årige, danske angriber er på kort tid blevet et ikon i en klub, der har huset stjerner som Johan Cruyff, Ruud Gullit og danske Jon Dahl Tomasson.
Det har været et fodboldår, hvor topscorertitlen i Æresdivisionen var et kirsebær på toppen af et hollandsk mesterskab og en kvalifikation til sommerens VM-slutrunde i Rusland, hvor den lange angriber ligner Åge Hareides foretrukne 9’er i det centrale danske angreb.
De præstationer gjorde Nicolai Jørgensen til et varmt navn på fodboldbørsen. Premier League-traditionsklubben Newcastle stod i vinter klar med et trecifret millionbud, og danskeren var i tæt kontakt sin agent Mikkel Nissen, Feyenoords sportsdirektør Martin van Geel og cheftræner Giovanni van Bronckhorst.
”Men jeg kunne godt se, vi ikke kom nogle vegne. Det gav de udtryk for hele vejen. Feyenoord ville i princippet ikke sælge og krævede derfor mere, end der var budt. Jeg synes jo, det var et stort og meget fair bud, men det syntes de ikke. Det må jeg respektere, men jeg vil ikke lyve. Når man får et nej til noget, man har drømt om hele livet, så tærer det på en.”
Ledelsens afslag over for Newcastle kickstartede den sværeste periode i Nicolai Jørgensens hollandske tilværelse. Udadtil fremstod han afklaret, men indeni rumlede ærgrelsen over, at drømmeskiftet havde været inden for rækkevidde for så at blive taget fra ham.
”Du har spillet, siden du var tre år og kæmpet for en drøm hele livet, og så pludselig står du i det og får et nej. Der bliver man lige lidt … aarh,” forklarer han. ”Det sværeste har næsten været tiden efter. Jeg kan jo godt lægge to og to sammen og regne ud, at hvis jeg var blevet solgt for så stor en sum til en klub i Premier League, ville det betyde en rigtigt god kontrakt til mig. Så ville jeg rent økonomisk kunne lukke et kapitel og sige: Okay, så er jeg ’safe’ for resten af livet. Så ville det ikke være en bekymring, jeg skulle gå med mere.”
Den bekymring har du stadig?
”Jeg skal bestemt ikke klage, men der er bare forskel på at spille i Holland og i Premier League. Og så skal man huske, at der er et liv efter fodbold. Vi skal også have en familie en dag, og jeg vil meget gerne selv kunne styre vores liv efter, hvad vi gerne vil og ikke efter, hvad vi skal. Det har altid været en drøm for mig at arbejde rigtigt hårdt for noget i mange år, men så også nyde godt af det bagefter.”
Taxaturen mod De Kuip med det officielle navn Stadion Feijenoord går gennem en farveløs allé, kun fodgængerne bidrager med lidt variation. For enden svinger chaufføren mod højre, og en kæmpe elektronisk reklame rejser sig foran det store stadion. Tre af byens helte fylder skiltet – heraf en høj blond landsholdsangriber.
”Det er et hårdt miljø,” lyder Nicolai Jørgensens lynbeskrivelse af tilværelsen i Rotterdam, da han tager imod i receptionen på De Kuip efter dagens træning.
Han mener det tilsyneladende også helt personligt. Den ene side af læben er svulmet op, og man aner lidt størknet blod.
”Vores fysioterapeut lossede til en dunk, så den røg lige i smasken på mig. Det gjorde nas.”
Han smiler.
Nicolai Jørgensen har haft hjemmebane her siden sommeren 2016, da han sagde farvel til Ståle Solbakkens overlegne FCK-mandskab. Det virker allerede som længe siden. Jørgensen slog til fra dag et og endte med både topscorertitel med 21 mål og Feyenoords første mesterskab siden 1999.
Vestegnsknægten fra Ballerup blev skudt direkte ind i hjertekulen på klubbens fans, og kærligheden blev gengældt. Senest steg kærlighedsbarometeret endnu et par grader, da Nicolai Jørgensen scorede et af målene i pokalfinalesejren over AZ Alkmaar. Det var angriberens anden titel på to år i Feyenoord.
”Jeg vidste godt, der var en god fankultur, men den overraskede mig alligevel. Alt i Rotterdam handler om fodbold. Hvis du ikke går op i fodbold, er det svært at være en del af kulturen i byen. Det gælder både mænd og kvinder.”
Giver det også et voldsomt pres?
”Det kan i hvert fald være hårdt at spille her i dårlige tider. Året før jeg kom, havde klubben en spiller, der lå i retssag med nogle fans. De havde prøvet at smadre hans hus, fordi de ikke syntes, han arbejdede hårdt nok på banen. Når passionen er så stor, kan det også gå den anden vej en gang imellem, men det har jeg ikke selv oplevet. Folk har altid været positive over for mig, selv i de tider, hvor jeg ikke har scoret så meget. Af en eller anden grund har de altid taget sig af mig. Jeg er vild med vores fans.”
Hvorfor trives du så godt med de her rå omgivelser?
”Jeg er vokset op i et område i Ballerup, der er meget lig det miljø, der er her i Rotterdam. Jeg har ikke brug for, det bliver alt for poleret og kompliceret. Jeg har det faktisk bedst med folk, der er lidt skøre og siger tingene lige ud af posen.”
Det har Nicolai Jørgensen selv praktiseret på fodboldbanen, hvor en stor kæft altid har fulgt med. Både som en drivkraft, men også som en iboende djævel.
”Da jeg var yngre, var jeg ret usympatisk, når jeg spillede fodbold. Jeg kunne svine et andet menneske til og nærmest ødelægge ham og så tage hjem uden at tænke over det. I det øjeblik var jeg parat til at gå hele vejen. Jeg blev fuldstændig vild, blodårerne stod ud ad halsen på mig, og det hele tændte af. Der kunne jeg blive helt skræmt af mig selv.”
Men der er sket et skift?
”Ja, helt vildt. Hele mit liv har der været folk, der ville hjælpe mig med mit temperament, men det har kun virket i to kampe, og så har jeg glemt alt om det igen. Men da jeg fik Ståle Solbakken som træner i FCK, skete der noget. Han satte mig på plads.”
Hvordan?
”Han skældte mig ud over mine handlinger på banen, og over at jeg var så egoistisk. Han var virkeligt hård ved mig og svinede mig flere gange til foran hele holdet. Ståle var den første, der blev ved med at køre på mig, og det gav mig det sidste skridt. Det gjorde mig til en bedre spiller.” fortæller Nicolai Jørgensen, som dog stadig kan blive antændt.
Theresa Kofoed Jørgensen, Nicolai Jørgensens kone, en populær instagrammer og blogger, henter os i en armygrøn Porsche Cayenne og kører mod parrets hjem, en 160 kvadratmeter stor lejlighed med panoramavinduer hele vejen rundt i stuen og udsigt til byen og floden.
Efter Anden Verdenskrig, hvor Rotterdam blev bombet, blev byen genopbygget, og området, hvor de bor, er en af byens dyre adresser. I sommer blev parret gift i København, og det har sat skub i familieplanerne.
”Jeg elsker familielivet. Det er også derfor, at jeg i min karriere gerne vil gøre det så godt, at vi kan vælge at rejse verden rundt med vores børn i et år eller to. Det har altid været en drøm for mig at komme ud at opleve noget med mine børn. Børn er en kæmpeprioritet for mig. Jeg vil gerne have fem, så vi skal til at komme i gang,” siger Nicolai Jørgensen og kaster et blik over på sin hustru.
”Det bliver kun to,” lyder svaret.
Han smiler.
Efter det mislykkede vinterskifte til Newcastle fulgte en lang periode uden mål. Skarpheden manglede, hvilket også var et udtryk for holdets vaklen. Den fortabte søn Robin van Persie blev hentet hjem for at give et boost, men målene fra den danske landsholdsangriber udeblev stadig. Men når støvlerne blev taget af, kastede han også frustrationen fra sig. Det er en af Nicolai Jørgensens forcer, at han kan kontrollere modgang og genvinde styrken. Afslutningen på en ellers svær sæson har været stærk.
”Jeg havde rigtig meget modgang i min opvækst i fodbold. Uden for banen har jeg altid haft et simpelt liv med en kærlig familie og gode venner, men på fodboldbanen mødte jeg meget modstand som ung, fordi jeg ikke voksede så hurtigt. Da jeg var 15-16 år, var jeg faktisk tæt på at stoppe med at spille fodbold. Der var folk, der dømte mig ude på grund af min fysik, så jeg var ulykkelig og havde det ikke sjovt med min fodbold. Heldigvis blev min far og mor ved med at støtte mig og tro på mig”.
Den modgang har været med til at opbygge et værn og en evne til at skille tingene ad.
”Jeg tror, jeg er god til at adskille, hvad der er fodbold, og hvad der er mit liv ved siden af. Jeg tager det ikke med hjem. Jeg gider også meget sjældent at snakke om fodbold. Hvis jeg ikke har lyst, kan du ikke få noget ud af mig. Så siger jeg bare ’ja’ eller ’nej’. Alt i mit liv har været fodbold, siden jeg var tre år. 90 procent af tiden er jeg fodboldspilleren Nicolai Jørgensen, så i de sidste 10 procent, når jeg er hjemme, der vil jeg gerne bare være mig selv.”
Som han sidder tilbagelænet i den store stue, er der ikke meget, der afslører et hidsigt temperament, han er nærmere afslappet grænsende til doven.
”Det er sjældent, at jeg bliver sur over ting. Jeg kan sgu næsten ikke. Måske lige bortset fra når FCK taber. I dag, da jeg blev ramt i hovedet af den dunk, lige inden jeg skulle lave interview og billeder – jeg kan ikke rigtig hidse mig op over det. Der er rigtigt mange i fodboldverdenen, der går og er lidt grumpy.”
I en dagligdag, hvor adrenalinen pumper, og man konstant er til eksamen, er det derhjemme, Nicolai Jørgensen lader op. Gerne foran sin PlayStation, som er blevet en vigtig afleder, når et vanvittigt hektisk fodboldmiljø skal lægges til side.
”Jeg har været besat af Call of Duty (et skydespil, red.), og jeg havde et højt niveau. Jeg var næsten lige ved at skifte karriere til professionel gamer.”
Igen flasher han et drenget smil.
”Hvis jeg har spillet en kamp, kan jeg sidde og spille det halve af natten. Jeg kan alligevel ikke sove, fordi adrenalinen kribler, og jeg har fået så meget koffein og sukker i løbet af dagen. Der er det virkeligt afslappende for mig at spille. Når jeg sidder med min PlayStation, skal jeg ikke forholde mig til noget.”
Under landstræner Åge Hareide har Nicolai Jørgensen været den foretrukne angriber. Han har været med siden 2011, hvor han debuterede som indskifter for Nicklas Bendtner på et landshold med profiler som Daniel Agger, Thomas Sørensen og Dennis Rommedahl. Det var et landshold med et skarpt defineret hierarki.
Man taler om en transformation af landsholdet siden Åge Hareides ankomst.
Hvad er der sket?
”Alle er venner på det landshold, vi har nu. Jeg tror, det er et af de landshold i verden med den bedste kemi. Da jeg kom ind på holdet, var der en del ældre, der var lidt reserverede og svære at komme ind på livet af, men nu glider alle direkte ind på holdet, og alle er gode til at hjælpe hinanden. Måske er det i virkeligheden derfor, vi har kvalificeret os til VM,” siger han.
For Nicolai Jørgensen står 5-1-sejren i Irland i november som et af karrierens højdepunkter. Optakten havde været kaotisk med et brækket håndled, men i sidste ende gik alt op i en højere enhed, ikke mindst takket være Christian Eriksens hattrick. Nu venter en slutrunde, der for Nicolai Jørgensen bliver den foreløbige kulminationen på et langt fodboldliv.
”Jeg har set VM, siden jeg var helt lille. De minder, der står klarest for mig, er VM i Sydkorea og Japan i 2002. Der pjækkede jeg fra skole for at se VM, fordi det blev sendt på skæve tidspunkter. Der blev sat tv op i gården, hvor jeg boede, og så blev der grillet og hygget. Det var toppen. Og så husker jeg tydeligt, da Gravesen hev de ædlere dele frem og i hovedet på Grønkjær. Det er sådan nogle minder, der er så sjove ved et VM.”
Og nu er det dig selv, de unge knægter følger. Hvordan er det?
”Det er totalt surrealistisk. Jeg er superbeæret, hvis der er børn, der ser på mig, som jeg så på mine idoler, da jeg var barn. Det tror jeg aldrig, jeg lærer at forstå.”
Skal vi så forvente, at det nu bliver dig, der hiver de ædlere dele frem?
”Ha ha. Jeg tror, de sociale medier har gjort, at man passer bedre på med sådan noget i dag, men de sjove historier er jo noget, der sidder fast i os som gode minder. Derfor handler det også om for os spillere at være os selv og have det sjovt. Det er det, folk gerne vil se.”
Bliver det også et VM, som skal bruges som et udstillingsvindue for dig?
”Helt sikkert. Jeg er glad for at være i Feyenoord, men jeg har en ambition om at prøve et endnu højere niveau. Jeg synes, jeg har bevist – blandt andet i Champions League i denne sæson – at jeg kan tage det næste skridt. Om det så bliver i England, Italien eller Spanien, det må tiden vise. Lige nu kæmper jeg bare for, at jeg igen kan få en stor og attraktiv mulighed.” ■
LÆS MERE: Ind i Hareides fodboldhjerne: Sådan genrejste han dansk fodbold
LÆS MERE: Uenighed på Euroman-redaktionen: Er VAR en berigelse eller en forbandelse?
