Ultraløber Simon Grimstrup løber tre timer om dagen for at gøre lockdown sjovere

JEG HAR løbet, siden jeg var ti år gammel. Jeg løber, fordi jeg godt kan lide det, og fordi jeg godt kan lide at være ude i naturen. Det er også bare en måde til at mærke og føle naturen, sådan lidt populært sagt.

På det mentale plan giver løb mig en god ro. Jeg har meget energi i kroppen, som jeg skal have brændt af i skoven. Når jeg sætter mig nogle konkrete mål, giver det mig også lidt indhold. Selvom jeg kommer ud og løber uanset hvad, synes jeg, det er sjovt at arbejde med kroppen og se, hvor man kan presse den hen.

NÅR JEG NU så godt kan lide at være ude, så kan jeg også godt lide at bruge lang tid derude, og så kommer de lange ture og mange kilometer helt af sig selv. Men jeg løber også ture, der er ned til 1.000 højdemeter på under en time. Jeg løber egentlig lidt af det hele, og konkurrencemæssigt synes jeg, at det er sjovere at løbe kort og hurtigt end at løbe langt.

Det er to vidt forskellige ting. Når man løber kort og hårdt med pulsen helt oppe, er man i et andet mode, hvor man glemmer tid og sted. Men når man løber rigtig langt, skal man dosere kræfterne. Man er jægeren. Hvorimod når man løber rigtig hurtigt, er man ham, der bliver jagtet og skal finde hen til sit træ, hvis man skal se lidt evolutionssmæssigt på det. Det er tit sådan, at jeg ser de forskellige måder at løbe på. Hjernen slår mere fra, når man giver fuld gas og fx løber ned ad bakke. Så tænker man ikke og kan løbe utrolig hurtigt nedover noget, som ellers er meget teknisk. Det er ret sjovt.

MIN LØBETRÆNING HAR fået mere plads under corona. Løb giver også et overskud i forhold til at kunne se enden på noget, der er ret uoverskueligt. Bare blive ved og holde optimismen oppe. Men coronaen har også gjort det lidt sværere for mig at sætte mig nogle mål, som jeg kan arbejde hen imod, fordi de mål er meget langsigtede. Det var også derfor, at jeg besluttede mig for her i december at skulle løbe tre timer om dagen. Et dogme, der kunne give mig nogle anderledes løbeture.

Det var en fed udfordring, og især var det sjovt pludselig at løbe på nogle skæve tidspunkter af døgnet. Først skulle mit arbejde som efterskolelærer klares, så ofte kom jeg ud at løbe klokken 22.00 og tre timer frem.

VOLUMEMÆSSIGT FIK JEG løbet mere i december, end jeg plejer at gøre. Når man ikke har nogen nedtrapning til kommende løb, får man løbet mere. Jeg syntes ellers, at december var utrolig hård at komme igennem, fordi det var mørkt, og vejret var træls hele måneden. Det var også en af årsagerne til, at jeg satte mig for at løbe tre timer om dagen for at gøre det lidt sjovere.

Jeg havde en uge i december, hvor jeg kom over 200 kilometer og 23 timer med løb. Men jeg løber i terræn, så det er jo ikke, fordi det er så mange kilometer igen. Jeg går egentlig ikke så meget op i antallet af kilometer, det er mere tiden og antallet af højdemeter, der tæller for mig, for jeg træner til bjergløb og løber meget op og ned. Det er let at komme op på 100 kilometer om ugen, hvis man bare løber flade kilometer. Men at løbe 4.000 højdemeter og 200 kilometer om ugen i skov og på en masse småstier, det er meget.

MIT PROBLEM VAR DOG, at jeg ikke rigtigt fik lagt de langsomme ture ind i træningsprogrammet, så det var ret hårdt også. Jeg var ikke så god til at få slappet af, hvilket gjorde, at jeg stoppede dette dogme igen her for nyligt. Jeg vil ikke sige, at det blev en besættelse for mig, men det blev lidt en åndssvag regel, for jeg fik kørt mig selv lidt i sænk igen. Nu har jeg lige haft en uge til at blive frisk igen, og nu kører jeg vel egentlig på fuld blus alligevel og er nok oppe på de tre timer igen, uden at det er et dogme.

CORONA HAR GJORT, at jeg ikke løber så meget sammen med andre. Jeg plejer også at stille op til en del konkurrenceløb, hvor det ikke er A-målet, men en måde til at komme ud og presse mig selv. De løb har der ikke været nogen af. Derfor bruger jeg ofte løbeappen Strava, hvor jeg kan konkurrere både med mine gamle tider, men også med andre løbere på forskellige strækninger. Men jeg savner helt klart at tage til konkurrencer og at kunne være social med de mennesker, som jeg løber sammen med. Den hygge, som er efter træningen, får man overhovedet ikke.

JEG PLANLÆGGER meget min træning i blokke og træner frem mod et løb 2. juli, der går fra Oslo til Bergen på 515 kilometer. Man kan ikke rigtig træne til det, for man skal jo ikke tage ud og løbe træningsture på 100 kilometer ad gangen. Derfor er det her dogme med tre timer om dagen godt at gøre i 14 dage, for så udtræder man lidt kroppen, men den bliver også vant til at løbe længe. Efter den blok er det bedre at løbe lidt hurtigere og kortere de næste par uger, så man hele tiden presser kroppen til at vænne sig til noget nyt.

NÆSTE FREDAG har jeg planlagt sammen med en makker at skulle løbe en truckertur på 130 kilometer fra Horsens Banegård til Fredericia Banegård langs med kysten, hvilket jeg ikke har løbet før, og det skulle være en vild kystlinje. Det bliver noget med at skulle kravle over væltede træstammer og ud i vandet også, det bliver sjovt. Der er ingen, der har lavet en FKT (Fastest Known Time) på den rute, så det vil vi gøre.

FKT er eksploderet under coronaen især i USA, fordi man ikke kan deltage i konkurrencer. Så prøver man i stedet at løbe på nogle vandreruter på tid, og det kan man jo gøre helt alene eller med support, der er en hel hjemmeside til det. Det er ikke så udbredt i Danmark endnu.

Men jeg startede på det i 2019, hvor jeg lavede en FKT i Norge på en rute, der hedder Massiv. Jeg synes, at det er et fedt begreb at få ind i trailsporten, fordi man er uafhængig af at skulle deltage i konkurrencer, og man kommer ud på egen hånd. Det kræver lidt andre færdigheder end bare at stille op til et løb med et nummer på maven.

Efter sådan en truckertur til Fredericia vil jeg typisk have 14 dage efterfølgende, hvor jeg ikke træner hårdt for at kunne restituere ordentligt. Jeg tager mig måske en enkelt dag, hvor jeg ikke løber, men så kan jeg ofte mærke på min puls og krop, at nu er det tid til at løbe igen, og så får jeg bevæget mig lidt eller får cyklet nogle ture. Det er altså en aktiv restitution, jeg altid tager. Jeg lægger mig aldrig bare ned på sofaen. Jeg skal have gang i noget flow i kroppen, så jeg får affaldsstoffer og det hele til at virke igen.

DEN LÆNGSTE TUR, jeg nogensinde har løbet, var på 416 kilometer. Det var til en konkurrence gennem Gobi-ørkenen i 2017, og det gik ad helvede til. Efter 200 kilometer kunne jeg nærmest ikke stå på benene, så jeg måtte gå de resterende 200 kilometer. Det tog 106 timer, og det var jeg slet ikke tilfreds med. Jeg sov på intet tidspunkt. Til sidst begynder man at se syner og nærmest går og sover samtidig.

Alt i kroppen siger jo til dig, at man skal stoppe med at løbe, men det gælder om at holde de negative tanker væk. Jeg er meget fokuseret på det med at bevæge mig fremad og er nok også lidt stædig. Jeg kender min krop så godt, at jeg sørger for at få spist rigtigt og kender signalerne. Da jeg løb min FKT i Norge, var jeg god til at få sovet ti minutter et par gange. Så lagde jeg mig lige ned på en sten et sted på ruten.

JEG LØBER ALDRIG den samme tur. Der er uanede muligheder her, hvor jeg bor i Ry. Jeg har selvfølgelig nogle yndlingssteder, en bestemt udsigt eller nogle nedløb, som jeg ofte kommer forbi, men det er også vigtigt for mig at tage ud på eventyr.

Jeg har brugt coronaen rigtig meget til at se nye steder af Danmark. Jeg opdagede blandt andet en god rute ved Jyske Ås i Dronninglund Storskov. Det er en fantastisk skov at løbe i. Jeg har også været meget ude på Vestkysten og Mols.

De bedste løberuter er ved Himmelbjerget og Knøsen, hvor jeg bor. Men ellers vil jeg fremhæve Søhøjlandet, Thy, hele Vestkysten er barsk og fantastisk, og Møn er også helt vildt fedt. Møn er bare så markant anderledes, man har højdeforskellen fra kysten af og så bøgeskoven. Jeg kender ikke så meget til områder på Sjælland.

Men jeg synes generelt i Danmark, at vi har nogle af verdens bedste muligheder for ruter til trailløb, fordi man kan løbe i alle retninger. Hvis man er nede i Alperne, er der typisk kun ét sted op gennem dalen, men i Danmark kan man hele tiden variere i det med alle de mange forskellige stier og veje.

Når det så er sagt, så gad jeg nu godt løbe rundt i Alperne lige nu.

Se, hvad vi ellers skriver om: Corona-virussen