Anmeldelse: ”Glem alt, du hidtil har tænkt og troet om Mac”

Glem alt, du hidtil har tænkt og troet om Mac. Apples spring fra den gængse Intel-teknologi til selskabets egen M1-chip gør alting nyt. Jeg ved ikke, hvad M’et står for, men et godt bud er ’Mirakel’.

I flere målinger er den billigste M1-Mac hurtigere end Intel-baserede Macs, der koster det tredobbelte. Det er disruption for fulde gardiner. Du kan selv tjekke benchmarks på nettet, men vær lige klar til at gribe underkæben.

Prisen for så mange kræfter er normalt høj temperatur, støjende vifter og lav batteritid. Men igen: Det var før mirakel-chippen.

Den nye MacBook Air har slet ingen vifter. Derfor er den ikke bare støjsvag – den er tavs. Hvis du presser den med 4K-videoredigering eller andre hardcore-opgaver, kan teknikken lægge en dæmper på hastigheden for at undgå ophedning. Men det sker sjældent i praksis, ligesom der skal meget til, før den nye MacBook Pro sætter sin (støjsvage) vifte i gang. Disse er kølige kraftværker.

Men batteriet da? Den nye MacBook Pro 13 har den længste batteritid nogensinde. 20 timer lyder løftet, og flere tests bekræfter, at det faktisk lader sig gøre. Vi brugte mest tid med Air-modellen, som lover 18 timer, og også dette holder i praksis. Mange vil snildt klare tre arbejdsdage uden en stikkontakt.

M1-chippen bygger på samme ARM-teknologi som mobiltelefoner og tablets, så de nye Macs kan køre apps skrevet til iPhone og iPad. Udvalget er gigantisk, men oplevelsen er ofte akavet. Især fordi Mac-skærmen stadig ikke er berøringsfølsom. Det må den blive i senere modeller, hvis integrationen skal give mening.

En ulempe ved den nye M1-chip er, at man ikke som før kan køre Windows-programmer på sin Mac. Og eksisterende Mac-programmer skal omskrives, før de fuldt ud udnytter den nye teknologi. Men selv før denne optimering afvikles programmer som Photoshop forbløffende tjept, og computeren vågner øjeblikkeligt fra dvale – som vi kender det fra mobiler og tablets.

Det har længe heddet sig, at MacBook Air kun er til let brug, mens Pro er arbejdshesten til krævende opgaver. Men de nye M1-udgaver af Air og Pro har samme processor og hukommelse. MacBook Pro har så en indbygget vifte, der understøtter vedvarende belastning, ligesom grafikken og skærmen er lidt bedre i Pro-modellen. Begge skærme har nu Truetone, så farverne matcher det omgivende lys.

MacBook Pro skiller sig fortsat ud med den såkaldte touchbar, hvor funktionstasterne er afløst af en smal ’skærm-strimmel’. Jeg har endnu ikke mødt nogen, som holder af denne løsning. Set herfra er den et argument for at vælge den billigere Air.

Begge har det såkaldte Magic-tastatur, som er bedre end forgængernes hårde og skrøbelige Butterfly-taster. Jeg foretrækker en dybere skrivefornemmelse, men det er subjektivt. Omvendt kan ingen have noget imod Apples pegeplade, der reagerer så intuitivt, at man nærmest går i symbiose med brugerfladen.

Pegepladen er lidt større på MacBook Pro, som også har bedre højttalere. Til gengæld vinder Air på sit strømlinede design uden skarpe kanter ved håndleddene. Og så er det let at falde for den diskrete guldfarve, som kun fås med Air.

Uanset hvilken af de to M1-MacBooks du vælger, findes der næppe noget bedre alternativ i Windows-verdenen. Jeg har anmeldt tech-produkter i 30 år, og det her er historisk. Især når man tænker på, at de to første M1-MacBooks er ’lavprismodeller’. Endnu har vi kun set fortroppen af revolutionen.