Hvor er fodboldens Greta Thunberg? scroll-down

Hvor er fodboldens Greta Thunberg?

Infantino og golfstaterne er i færd med at stjæle fodbolden fra folket uden at blive mødt af så meget som et forsigtigt modsvar fra den etablerede del af sporten. Hvor er fodboldens fakkelbærende leder?

Af Jeppe Højberg Sørensen
Foto: Getty Images
VM 2022 Euroman

Det er et kendetegn ved protestbevægelser, at de er centreret omkring en markant person eller et slagkraftigt budskab. Tænk på Martin Luther King i borgerrettighedsbevægelsen. Tænk på det blanke papir, kinesere i disse dage rækker i vejret i protest mod Xi Jinpings styre. Tænk på Greta Thunberg, der om nogen er blevet ansigtet på de unges vrede, når snakken falder på klimaet og de ældre generationers svigt.

Vi har stadig proportionssansen i behold, og sammenligner naturligvis ikke moderne fodbold med sortes rettigheder, frihed for 1,4 milliarder kinesere eller klimakrisen. Men alligevel mener jeg, at de vestlige fodboldnationer kan lære noget af de førnævnte bevægelser: Vi mangler en stærk oprørsleder og et fælles budskab.

Omtrent halvvejs inde i VM kan det konkluderes, at alt det, vi frygtede, er blevet til virkelighed. Fodboldens aktører har nærmest intet gjort for at råbe op om migrantarbejdernes vilkår eller FIFA’s opførsel. Godt nok bød de første danske dage på højlydte diskussioner om anførerbind og en Jesper Møller, der på Mourinho-inspireret manér forsøgte at tvinge mediernes fokus væk fra spillerne – men tilbage står, at kun de tyske spillere har markeret sig under selve slutrunden.

Siden har ingen vidst, hvor de skulle rette blikket hen. Og så triller bolden bare videre. For ingen forbund, ledere, trænere eller spillere har turdet agere moralsk fyrtårn for fodboldens vej ud af det uvejr, som permanent hænger over spillet. Senest mindede Peter Møller på torsdagens pressemøde tilmed sig selv og andre om, at DBU faktisk er et fodboldforbund. Han glemte bare at nævne, at DBU siden 2015 og særligt efter ansættelsen af Kasper Hjulmand har excelleret i at kommunikere om alt andet end spillet på banen, hvorfor man helt for egen regning har bygget danskernes forventninger op. Men sådan ligger landet i fodboldens verden anno 2022. Under en tordensky og fyldt med varm luft.

VM har illustreret, at der ingen hjælp er at hente i diplomatiet. Akkurat som den formelle vej ej heller var gangbar for borgerrettighedsbevægelsen eller har været det for klimaforkæmperne.

Oprørerens sprog og skarpe tone er det eneste, der kan modsvare de armbevægelser og det pres, golfstaterne i alliance med FIFA netop nu lægger på fodboldens gamle magtcentrum i Europa. Mohammed bin Salman arbejder for tiden intenst på sikre sig VM i 2030, ligesom han tidligere på året forsøgte at gøre VM til en begivenhed, der finder sted hvert andet år. I ly af VM prøver ”private” saudiske og qatarske investorer for tiden at kapre Liverpool. Og så går historierne lystigt på Ronaldos snarlige skifte til den saudiske liga. 1,5 milliarder danske kroner har portugiseren ifølge det spanske sportsmedie Marca udsigt til om året, hvis hans fortsætter sit fald fra tinderne og sætter kursen mod Saudi Arabien.

Kapringen af europæiske og sydamerikanske koryfæer (som vi kan bevidne fra første parket, når Carlos, Cafu og co. indtager læderstolene på VM-tribunerne), markerer på bedste vis den værdikamp, der netop nu råder – tilsyneladende uden Vesten rigtig har fattet det. En værdikamp, som i sidste ende handler om, hvem fodbolden skal være til for. Folket og forretningsmænd eller diktatorer?

Jeg ved naturligvis godt, at en oprørsleder er meget at spørge om. Retter man ryggen, udvides skydeskiven. Men sagen er, at der simpelthen er brug for en figur, som forstår sig på, hvad der aktuelt er på spil i verdensfodbolden og tør ytre sig med vid og bid. Ikke en person, der erklærer sig direkte i opposition til moderne fodbold, men en figur, der formår at skille diktatorernes sand fra kanel. 

Hvem rejser sig, når en saudisk investorgruppe, der naturligvis har opbakning fra regimet, overtager endnu en Premier League klub, og dermed tilsidesætter alle de sportslige og konkurrencemæssige værdier, der domineret sporten siden slutningen på det 19. århundrede? Hvem bliver den første til offentlig at sige nej til at blive en del af Peps Guardiolas fintunede propagandamaskine? Hvem modsætter sig at optræde på endnu et VM på et stadion, hvor homoseksuelle ikke tør møde op og dermed endnu engang overses i fodboldens enøjede univers?

Det oplagte er at kigge på spillerne. Ikke mindst fordi de også har aktier i fodboldens udvikling. Vi har talrige eksempler på spillere, der har begavelse nok til at involvere sig i slag, der er større og mere betydningsfulde end dem, der finder sted på banen. Senest har Jyllands-Posten berettet om Joachim Andersens velkoordinerede, private virksomhedsdrift, ligesom Marcus Ingvartsen i samme avis i september fortale om sin aktieportefølje. Han håbede, at hans åbenhed kunne få andre fodboldspillende mangemillionærer til ”at gå ind i en verden (altså aktiemarkedet, kryptomarkedet m.m., red.), som måske virker svær at forstå.”

Intelligensen er der altså ikke noget galt med. Problemet er, at det vist bare er egen forretning, der kommer i første række. Akkurat som tilfældet er med Messi, der er blevet saudisk turisme-ambassadør og dermed et aktiv i landets VM-kampagne. Vel at bemærke imens hans eget hjemland Argentina kandiderer til at afholde samme VM.

Så hvem kan bære faklen? Et bud kunne være engelske Marcus Rashford, der forrige år tvang daværende premierminister Boris Johnson ud i en pinlig kovending angående madbilletter til skolebørn. Eller norske Morten Thorsby, der i oktober blev kåret til Green Sport Young Athlete of the Year af BBC for sit vedholdende klimafokus. Savner de øvrige mandlige spillere inspiration til samfundsengagement, kan de bare skimte mod kvinderne på den anden side af Atlanten, hvor Meghan Rapinoe i mere end et årti har markeret sig.

Sagen med de spillere er bare, at de ofte stræber efter at redde verden, før de redder fodbolden selv. Det er umuligt at kritisere, men har man fodboldens ve og vel i bevidstheden, må der gælde samme anbefaling som i et fly: Påfør din egen iltmaske først.

Blandt fans kan der heldigvis også findes eksempler på forbilledlig aktivisme. Oplagt er det at nævne protesterne, da verdens førende klubber for omtrent halvandet år siden lancerede European Super League. Men i den mindre velkendte ende kan man også finde fanprotesterne i NAC Breda, da det UAE-ejede konglomerat bag Manchester City, City Football Group, i foråret ville føje den hollandske klub til porteføljen. Reaktionen blandt Breda-tilhængerne var at troppe op på Etihad Stadium med bannerbudskabet ”Stay out of our territory, NAC is not a City Group story”, og så måtte supernordmanden Erling Haalands arbejdsgiver erkende et sjældent nederlag.

Kigger vi mod fodboldens ledere, er præsidenten for det norske fodboldforbund, Lise Klaveness, nok det tætteste, fodbolden kommer på en Greta Thunberg. Hun formåede i hvert fald at forstyrre fodboldens herskende orden, da hun på kongressen tidligere i år skabte kold luft i FIFA’s lokaler via et helhjertet angreb på fodboldens magthavere.

Et oprør vil altså ikke være helt uden fortilfælde, men det vil bestemt være vigtigere end nogensinde før. For tiden indgår vi nemlig i en kamp om fodboldens sjæl. Tilsyneladende har vi åbenbart bare ikke opdaget det endnu, og skal der laves om på det, ja, så har vi brug for en oprørsk leder, der råber os op med bål og brag. Eller bliver det hele bare ved den varme ørkenluft, og det kommer der som bekendt kun pinagtigheder ud af.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og Landsholdet