Korstog i lycra: Kan to amatørcyklister overleve bjergene på Napoleons fødeø?

Euroman var inviteret til Korsika af Atout France.

Dag 1

Nærmest i samme sekund, vi lander i Bastia, starter turen. Ude foran lufthavnen venter den tur-ansvarlige, Anthony Laplagne. Vi smider vores bagage ind i hans varevogn og kører direkte hen til en parkeringsplads i nærheden, hvor cyklerne står klar. 

Det er to sorte gravelcykler i carbon, som er forudindstillede til vores højde. Her venter også Yassine Ntayeba, vores lokale cykelguide, der skal eskortere os rundt på landevejene på Korsika. 

Det er den 1. maj, der er over 25 grader, folk slikker sol på en stenstrand ud til det krystalblå hav – og vi skifter til cykeltøj. Det er fotografen Jacob og mig, to danske mænd på henholdsvis 49 og 51 år. 

Begge er vi i nogenlunde god form for vores alder, men heller ikke mere end det. Testen er, om vi uden at have trænet op til det kan kaste os ud i tre dages relativt hård cykelkørsel i det bjergrige, korsikanske terræn. 

Vi finder vores cykelsko frem fra kufferterne. Dagen før afrejse har jeg erhvervet mig et par for første gang i mit liv. Da jeg gik ind i butikken i København, fandt jeg et par, som så fine ud, men ingen i butikken fortalte mig, at man altså også skal have klamper med, der skrues på under skoene, så de passer til pedalerne. 

Et par dage før det var Jacob så heldig at finde et par brugte cykelsko på Den Blå Avis til 200 kroner – med klamper. Han klikker sig nonchalant i pedalerne, mens jeg står som et stort spørgsmålstegn med mine sko i hænderne. Anthony Laplagne og Yassine Ntayeba griner jovialt over min rookie mistake og giver mig et klap på skulderen.

Resultatet bliver, at jeg tager mine gummisko på igen og kører med dem oven på pedalerne.

Kyststrækningen fra Bastia mod nord på den øverste del af Korsika – Cap Corse – er en åbenbaring. Udsigten er majestætisk. Yassine viser vejen, som leder os gennem klippeformationer, hele tiden højere og højere op, hvorefter der kommer et par stejle nedkørsler gennem hårnålesving. 

Yassine peger ud over havet mod Elba på Sardinien, længere væk i horisonten kan vi skimte Genoa, og hvis det er en helt klar dag, siger han, kan man se hele vejen til Toscana. 

Cyklerne og gearene kræver lidt tilvænning, men ret hurtigt kommer vi ind i et godt tråd og lægger os på hjul af Yassine Ntayeba. Både Jacob og jeg er konkurrencemennesker, vi giver os ikke og nægter at falde bagud. Sveden drypper fra kroppen, og det begynder at værke bagi. Pludselig bliver det rigtig stejlt, og straks bliver jeg straffet for at have røget cigaretter i alt for mange år.

Jeg har også begået en anden begynderfejl. Da vi trillede ud fra Bastia, besluttede jeg mig for at tage mine badebukser på – inden under bibs’ene. Hvis vi skulle stoppe og tage en kort pause, kunne jeg jo i så fald hoppe direkte i vandet, tænkte jeg. Ikke det smarteste valg, skal det vise sig.

Vi følger sporet af GT20, en rute, der er nyanlagt på Korsika til cykling. Vi giver den gas og passerer en masse små byer, blandt andet Erbalunga, Santa-Servera og Rogliano. Efter hvert sving er udsigten endnu mere storslået end før. Langt ude i horisonten troner sneklædte bjerge. 

Efter et par timer krydser vi ind gennem øen, og her bliver det rigtig stejlt. Vi prøver at følge med, mine lunger kæmper, og Yassine instruerer mig i at trække vejret rigtigt. Det gør ondt nu, i lårene, knæhaserne, skuldrene, nakken – og bagi. Det er, som om huden bliver tyndslidt. Jeg prøver at skifte position på sadlen, men lige lidt hjælper det. 

Vi når op til et højt punkt, hvorefter en lang nedkørsel venter. I bunden drejer vi skarpt til højre og når udkanten af byen Centuri. Vi sætter farten ned og triller ind gennem den idylliske fiskerlandsby. Der er fuldstændig stille, ikke en vind, blå himmel. På et par caféer sidder folk og får en aperitif i aftensolen. Vi passerer en række fiskerbåde og stiller cyklerne ved hotellet, La Jetée, tørrer sveden af panden og puster ud. 

Da vi er indlogeret, klæder vi om og får serveret friskfanget hummer på hotellets terrasse ved bugten. Anthony spørger med et stort grin, om vi er okay. Det er vi. Og her vælger jeg så at fortælle, at jeg hele eftermiddagen har kørt med mine badebukser inden under bibs’ene. Anthony udbryder: ”Nooo, you didn’t. Then you will be sore.” Og det er jeg allerede.

Dag 2

Næste morgen er jeg heldigvis mindre øm, end jeg havde regnet med, selvom jeg godt kan mærke, at jeg har brugt nogle muskler i lårene, som jeg ikke er vant til. 

På førstedagen tilbagelagde vi omkring 30 kilometer fra Bastia til Centuri, men denne dag skal vi køre en del flere kilometer, så allerede klokken otte hopper vi igen op på cyklerne med kurs mod byen Saint-Florent i syd. 

I morgensolen langs kysten er udsigten fantastisk. Landskabet skifter konstant fra goldt til frodigt og grønt. I det kuperede terræn passerer vi den ene landsby efter den anden. I en af dem, Pino, stopper vi omgivet af andre cykelryttere og tanker vand fra bjerget i flaskerne direkte fra en fontæne. 

På vejskiltene på ruten står alle bynavne på både fransk og korsikansk, men flere steder er det øverste franske navn overstreget, hvilket minder os om, at selvstændighedstrangen fortsat lever med uformindsket styrke her. 

Ved frokosttid gør vi holdt ved en strand nær byen Negru, hvor Yassine er vokset op. Anthony Laplagne har arrangeret baguettes, pølse, tun og rillette, så vi kan få nogle kalorier indenbords.

Vi bevæger os længere ned langs kystvejene, overhaler nogle andre motionister og bliver selv overhalet af en karavane af nye og gamle Porsche-sportsvogne, der stryger forbi. 

Senere tager vi et par korte afstikkere ind på øen, hvor veje med dårligere asfalt på stejle bjergskråninger venter. Det føles som 17-18 procent, men er nok nærmere otte-ni procentsstigninger, men det er også til at mærke for to amatørcyklister. På de stejleste steder kæmper jeg med gearene og stønner højlydt. 

Da vi nærmer os vinområdet ved byen Patrimonio, skifter landskabet igen. Nu er vi omgivet af vinmarker, hvor end øjet kigger hen. Jeg skifter gear og kommer helt op på den høje klinge. På et tidspunkt har jeg travlt med at kigge op til venstre på en vinmark, træder forkert på pedalen og er millimeter fra at styrte til højre ud over en skrænt med hundrede meter ned. 

På resten af dagens planlagte rute kører vi i Yassines spor. Cykelkæderne spinner, pedaltrådet er rytmisk. Helt naturligt slår man hjernen fra og kommer ind i en slags trancetilstand. Yassine råber: ”Good ride, guys. You’re doing good.” 

Ud på eftermiddagen, da vi når frem til Saint-Florent, en havneby, der minder om Saint-Tropez i Sydfrankrig, har vi rundet 50 kilometer. 

Yassine viser mig rundt i byen, og jeg får en badetur i havet, før vi spiser på en af restauranterne ved havnen. Vi smager også den lokale dessertvin, Cap Corse, og kommer lidt for sent i seng. 

Her bor du godt

På Korsika finder du både ekstremt luksuriøse hoteller og mere beskedne overnatningsmuligheder. To gode bud midt imellem er Hotel La Jetée i Centuri og Hotel Flor i Saint-Florent, begge beliggende i nord.

Dag 3

Ruten på turens sidste dag er mere voldsom end de forrige. Vi skal ud på i alt 95 kilometer, men nu er vi jo også ved at være vant til det. 

Yassine leder vej ud af Saint-Florent, hvor der er tæt trafik, men kort efter er vi igen ude i den fri natur og kører opad. Vi bevæger os gennem Agriates-ørkenen, hvor der er en del andre cykelryttere på vejene, og de kører stærkt. Det giver dog ikke rigtig mening, at området kaldes ørken, for her er grønt og tætbevokset og en udsigt over skrænterne, der giver et sug i maven.

Ved Col de San-Colombano går det direkte opad i otte kilometer. Mine lunger strejker. Yassine instruerer mig igen i at trække vejret rigtigt. Jeg klikker ned i laveste gear, triller nærmest i slowmotion og er lige ved at gå i stå. Det føles, som om stigningen fortsætter ind i det uendelige. Desværre overhaler Jacob mig også.

Yassine kører ved siden af mig og opildner mig. ”Don’t give up! Don’t crack! Keep on going!”

Jeg giver det sidste, jeg har i mig, og snegler mig op over toppen, helt færdig. Jeg pruster som en bjørn, der ikke har fået væske i en uges tid, og kaster mig i mit lycratøj ned i en klapstol, som Anthony har stillet frem. 

Heldigvis har han igen sørget for frokost, og da jeg har provianteret rigeligt og har fået pusten igen, bevæger vi os ud på den lange, lange nedkørsel mod vores endestation, L’Ile-Rousse, hvor små rødbrune klippeøer funkler i havet, og hvorfra de enorme færger, Corsica Ferries, til Sardinien og Frankrig afgår. 

Fra det lille torv i den søvnige kystby kører vi retur mod Bastia. Jeg går omkuld på bagsædet i Anthonys bil og snorker hele vejen. 

Da vi er vel fremme, afleverer vi cyklerne. Vi takker hjerteligt vores to guider for turen, og jeg tænker: ’Jeg bliver nødt til at have sådan en cykel.’ 

Så det er planen. Og samtidig skal jeg nok også lige et smut hen i cykelbutikken og have afklaret, hvorfor der ikke var nogen klamper med, da jeg købte cykelskoene.