Et årsskifte er altid et godt tidspunkt til at hæve glasset for dem, der ikke længere er blandt os. En tid til at mindes, inden vi starter et nyt år. Mange har allerede skrevet og sagt, at 2016 har været et særlig hårdt år, hvad afsked angår. Store personligheder som David Bowie, Leonard Cohen, Prince og senest Georg Michael er blot nogle af de berømtheder, som har forladt os i, hvad der virker som et berømtheds-blodbad.
En af forklaringerne på, at det fylder så meget, skyldes selvfølgelig også, at hver eneste død bliver delt og kommenteret tusindvis af gange på sociale medier, og derfor optager det mere af vores bevidsthed.
Det er selvfølgelig trist, at vi ikke længere kan få ny musik fra kunstnere som de nævnte (selv om pladeselskaberne netop nu leder i alle afkroge for at afstøve gammelt materiale). Og personligt vil jeg især savne Leonard Cohen. Men det er dog stadig de tab i 2016, hvor det har været tættere på personligt, der berører dybest.
Det startede allerede voldsomt og pludseligt i starten af året, 3. januar. Vi havde fulgt Bjørn Frost og hans kamp mod kræft siden foråret 2015. Da jeg første gang mødte ham for at tale om hans sygdomsforløb, skulle artiklen have handlet om, hvordan man kommer tilbage til normal-livet igen efter et kræftforløb. Han var på det tidspunkt sund og stærk, og han var begyndt at arbejde, træne og i det hele taget at genoptage tilværelsen.
Men i løbet af sommeren kom kræften tilbage. Det blev hurtigt værre, og i løbet af efteråret lavede vi flere artikler, hvor han nøgternt, stærkt og uden selvmedlidenhed fortalte om, hvordan det er kun at få dårligere og dårligere prognoser. Fremtidsplanerne blev langsomt indskrænket til få konkrete begivenheder, og han var bevidst om, at han aldrig ville se blikket fra en forelsket pige igen. Tiden randt ud, og det gik stærkt.
Han havde lovet sin niece, at han ville holde jul med hende. Og han holdt sit løfte. Men efter det kunne kroppen ikke klare mere. Det taler tydeligt om ham som person, at han selv til det sidste holdt sit ord, og hans historie står, i hvert fald for mig personligt, som et vidnesbyrd om en mand, der sagde farvel med en værdighed og en styrke, det er de færreste forundt.
Det er selvfølgelig helt anderledes hårdt og lidelsesfuldt for hans nærmeste og familie, og de sidder tilbage med en sorg langt tungere. Men selv om han var en ’ukendt’ person, berørte hans liv og død mange tusinde mennesker, og et helt ’almindeligt’ menneskes afsked river også fastlande med sig.
Mads Holgers død ramte også pludseligt og uventet. Det er altid trist, når nogen føler, at tilværelsen er så modbydelig, at de bliver nødt til at forlade den. Jeg er vokset op med Mads Holger og skrev nogle få ord om ham for at ære hans minde.
Han har fast skrevet blogs på euroman.dk, hvilket i sig selv skabte stor debat. Hvad enten det var hans meninger eller hans blotte person, havde folk altid stærke holdninger til Mads Holger. Noget han til dels trivedes med, men som også ramte ham hårdt, som da han noget uelegant blev sparket ud af De Konservative.
Min pointe i min nekrolog dengang synes jeg stadig er passende – ikke blot på Mads Holger – men gældende for mange offentlige personer. Vi skal tage vare på vores originaler. Vi har ikke så mange af dem. Og vi er mange, der savner hans særegne, spiddende og satiriske stil, der ruskede op i samfundsdebatten.
Året sluttede med en sygdom, der har plaget hele verden – også i år. Vi har været hårdt ramt af terrorangreb af den mest modbydelige slags. Det bliver aldrig muligt at forstå, hvordan et menneske kan sætte sig ind i en lastbil og pløje mennesker og selv små børn ned. Det skete i Nice og nu senest i Berlin.
En frygtelig terror-tendens, der formentlig fortsætter i det nye år. Klogere mennesker end mig har allerede sagt klogere ting om disse frygtelige angreb. Men selv om mange mener, at vi skal fortsætte vores liv som før, vil det være umuligt. Vores skridt vil altid være tungere fremover.
Et nyt år er selvfølgelig også en mulighed for at håbe. Selv om det har virket som et hårdt år, er det de personlige tab, der er de væsentligste. En berømtheds afsked er selvfølgelig også et tab (og kan for visse fans føles virkelig tungt), men det er ikke udtryk for et varsel af en slags, at flere er døde i 2016.
Det ville være dumt at læse en større tendens ind i det. Det forfladiger bare døden, hvis vi læser tilfældige dødsfald ind i en større samfundsfortælling.
Måske vi næste år skal værdsætte hinanden, mens vi er her. Det er banalt, men ikke desto mindre vigtigt nytårsfortsæt. Og selvfølgelig skal vi en gang i mellem huske at løfte glasset for de savnede. De vil aldrig blive glemt.
LÆS OGSÅ: "Det føles, som om motorcyklen knækker under mig. Jeg når at tænke: ”Satans. Det her går galt.”
LÆS OGSÅ: Jeppe ved, han bliver blind en dag
