Leder: Hvornår har du sidst gjort noget nyt?

Euroman har været den nye chefredaktørs verden i over 20 år. Men selvom magasinet er velkendt territorium – eller måske netop derfor – er det tvingende nødvendigt, at vi konstant prøver nye ting af. Derfor slår vi i det nye nummer af magasinet et slag for alle de stjerneskud, der kommer til at tegne fremtiden.

Leder: Hvornår har du sidst gjort noget nyt?
Offentliggjort

Rutiner er gode. Rutiner er trygge. De skaber stabilitet, og jo mere du gør noget, uanset om det er madlavning, cykling eller at være sammen med dine børn, des bedre bliver du til det. Men det forfærdelige ved rutiner er også, at de afholder dig fra at prøve noget nyt. Det er en skam.

I 2020 har jeg gjort en række ting for første gang. Jeg har løbet et ultraløb, 50 kilometer gennem Thy Nationalpark fra Hanstholm til Agger. I marts selvisolerede hele familien sig (takket være corona) i to-tre måneder i sommerhuset. Her bagte vi ligesom resten af verden banana bread, vi så foråret springe ud og blev bekræftet i, at hverken min kæreste eller jeg rev hovederne af hinanden eller vores børn, selv om vi var sammen nonstop. En meget god tryktest, inden vi blev gift i august. Det havde jeg heller ikke prøvet før.

Nyt er det også, at jeg er chefredaktør for Euroman. Dette er det første magasin med min signatur på lederpladsen. Og hvilken bedre anledning end udskiftning på chefredaktørposten til at genbesøge Euromans DNA og overveje, om vi er på vej i den rigtige retning? Skal vi fortsætte med det gamle? Eller skal vi gøre noget nyt?

Euroman er et fantastisk magasin, fordi det har været en del af rigtig mange danske mænds dannelse. Personligt har jeg læst magasinet i snart 20 år. Jeg var endda så heldig at arbejde som webredaktør på magasinet fra 2011-14, og nu er jeg tilbage. Hvorfor? Fordi det er et drømmejob at have et fælles rum med så mange danske mænd, der er oprigtigt interesserede i en løbende diskussion af, hvad mandens rolle er i samfundet i disse år – fortalt levende gennem features, portrætter og interviews med de mænd, der går forrest. Vi vil stadig levere nysgerrig og fortællende journalistik, som du ikke finder i andre magasiner i dette land. Vi vil stadig være skarpe på modestoffet, ligesom vi vil guide dig til den bedste kultur, mad og livsstil.

Men Euroman skal også være et magasin i konstant udvikling. Magasinet skal blande sig i samfundsdebatten. Vi skal være relevante hver eneste dag og rumme både print, digital, podcast og nyhedsbreve. At orientere sig mod Euroman skal ikke kun være en månedlig beskæftigelse, når det trykte magasin kommer. Det er min klare ambition, at vi skal eksistere med fremragende indhold på tværs af alle platforme.

Og vigtigst af alt: Euroman skal favne det nye. Nye måder at udkomme på. Nye navne. Euroman skal være en vejviser for den moderne mand, som han både kan navigere efter, blive inspireret af og gå på opdagelse med. Derfor kommer vi i løbet af de kommende måneder til at skrue lidt på den måde, du kender Euroman. Der kommer mere lyd. Mere design og interiør. Mere udsyn. Flere drømme.

Denne udgave af Euroman afrunder det måske mærkeligste år, nogen af os kan huske. Intet i verden er det samme, og i tider med omstilling er det godt at kunne omfavne det nye. Det har vi gjort på arbejdet, på skolen, derhjemme, på restauranten, i supermarkedet og på spillestederne. Og det gør vi også på Euroman.

Derfor slår vi i dette nummer et slag for alle dem, der kommer til at tegne fremtiden. For musikerne, der gør det på deres egen måde, og som har fundet lyden af succes. For forfatterne, der ubesværet arbejder på tværs af genrer. For modedesignerne, der ikke blot kigger på næste kollektion, men på hvor deres brand er om 50 år. For kokkene, der går uimponeret til værks, og som hjemmevant kokkererer sig igennem den største gastronomiske optur, Danmark nogensinde har set. Og alle de andre, der vil frem i verden på deres egen måde, med deres egne spilleregler.

Mød dem alle og mange flere i dette nummer af Euroman. Jeg glæder mig til at udvikle magasinet over de næste mange måneder. Har du kommentarer, idéer eller kritik, er du altid velkommen til at skrive til mig på kristoffer@euroman.dk.

God læselyst,

Kristoffer Dahy Ernst

Chefredaktør

PS: Den faste læser vil bemærke, at vi har pensioneret formatet ’En kvinde vi ka’ li’.’ Lad os bare blive enige om, at tiden er løbet fra, at kvinders eneste rolle i magasinet kun er i det format. Det – og meget andet – ser jeg frem til at ændre på.