Der er én scene i ’The Godfather’, som jeg kan fra ende til anden og fra anden til ende og oppefra og ned, og hvis du vækkede mig om natten, ville jeg nok spørge, hvorfor du gjorde det, men hvis du så forklarede, at det var for at teste, om jeg virkelig kunne den ene scene udenad, ville jeg svare ja og begynde at recitere den. Scenen begynder med, at Michael ikke vil fortælle Kay, at han elsker hende, og så sker der mindre vigtige ting, indtil vi når hele ’Godfather’-trilogiens klimaks, da Clemenza siger følgende:
”Come over here kid, learn something. You never know, you might have to cook for twenty guys someday. You see, you start out with a little bit of oil. Then you fry some garlic. Then you throw in some tomatoes, tomato paste, you fry it, make sure it doesn’t stick. You get it to a boil: you shove in all your sausage and your meatballs, eh? Add a little bit of wine. Add a little bit of sugar, and that’s my trick.”
Siden har jeg svoret, at Clemenzas simple opskrift på spaghetti med kødboller er den eneste rigtige. Jeg stoler nemlig blindt på gode madscener i gode film. Der er ikke noget, der kan overbevise mig som flotte billeder, gode replikker og den rette stemning. En æstetisk madscene på det store lærred er for mit vedkommende garant for mundvand.
For nylig har jeg ligesom alle andre set ’The Bear’. I andensidste episode af anden sæson laver en af seriens hovedkarakterer, Sydney, en omelet, der er så tiltalende, at den giver en lyst til at gå direkte ud og købe en bakke æg, purløg, flødeost og chips med sour cream-smag.
Sidstnævnte ingrediens er ikke kun den mest vanvittige, men også den (anden)mest essentielle (efter æggene) i opskriften på den perfekte omelet.
Jeg er bevidst om, hvor vanvittigt det kan lyde at putte chips på sin omelet. Den holdning, vil jeg garantere dig for, bliver bragt til skamme, hvis du først og fremmest ser scenen.
Hvis ikke scenen i sig selv er nok til at overbevise dig om, at verdens bedste omelet indeholder chips, skal smagen af den nok. Jeg har aldrig lavet så god en omelet, som jeg gjorde, da jeg fulgte opskriften fra den prisvindende serie.
Endnu en vigtig pointe er, at opskriften er perfekt logisk ud fra de fundamentale madlavningsprincipper. Det primære problem, ved den klassiske omelet, er, at den er en anelse ensidig. Der er mere eller mindre kun én konsistens i spil, og den bliver hurtigt vammel. Hvis man følger Sydneys opskrift, tilføjer man ikke kun sour cream-chips og dårlig ånde, man tilføjer også umami og konsistens. De sprøde, knuste chips agerer den perfekte kontrast til æggenes bløde facon. Jeg kunne ikke spise 10 af denne slags omeletter, men jeg kunne godt spise to, og det er én mere, end hvad jeg kunne spise, hvis ikke chips var en del af ingredienslisten.
Fremgangsmåden til den bedste omelet, du nogensinde kommer til at smage, er denne:
Smelt en tilpas mængde smør på en pande og pisk tre æg sammen i en si (det skal man bare). Hæld æggene på panden ved lav varme og behandl dem, som du ville behandle enhver anden fransk omelet. Når det er tid til det, så smør Rondelé (I ’The Bear’ bruger de Boursin, men vi er danskere) på omeletten. Rul omeletten sammen til en cigar, smør den med smør, pynt den med purløg og knuste sour cream-chips.
Jeg har ikke eksperimenteret med andre chipsvarianter end sour cream, men da kokken i ’The Bear’ bruger den, vælger jeg at tro, at der ikke findes bedre. Jeg vil dog opfordre folk til at eksperimentere – fx vil jeg tro, at salt and vinegar også kunne være en god tilføjelse.
Velbekomme!
