... Han havde før været i tvivl, men nu ikke længere, Giuseppe ’Beppe’ Quintarelli var i en klasse for sig. Spørgsmålet er så, om også en æra sluttede endegyldigt med ham, selv om hans navn stadig vil være at finde på de ekstremt sjældne og kostbare vine.
For godt et år siden døde Giuseppe Quintarelli, Valpolicellas grand old man, 84 år gammel. Hans vine var på grund af deres personlighed, stilen langt fra alfarvej og høje priser omdiskuterede, men det var hans generelle betydning for området aldrig. Jeg mindes faktisk ikke at have rejst i noget vinområde, hvor en enkelt producent eller rettere et enkelt menneske har nydt så stor respekt blandt andre producenter som Quintarelli. I mere end 50 år var han en forgrundsfigur og en af de få, der til stadighed arbejdede kvalitetsfokuseret i et Valpolicella, der blev mere kendt for masseproduktion. Eller baggrundsfigur er vel i virkeligheden en bedre betegnelse, for Quintarelli var først og fremmest contadino, en vinbonde, der brugte tiden i mark og kælder frem for på de bonede gulve.
Han havde i en del år været plaget af sygdom og derfor ikke været så aktiv og involveret i egen produktion og områdets udvikling generelt, men ’Beppe’ har uden tvivl efterladt et stort hul, og savnet efter en sand inspirator vil være stort.
En honorary tasting kunne derfor ikke være mere på sin plads, og det var, hvad en privat samler i samarbejde med Vinoble Skt. Petri i København havde stablet på benene i efteråret. Og hvilken smagning!
Af naturlige årsager, dvs. tilgang og priser, har det gennem årene trods alt været begrænset, hvor mange flasker Quintarelli der er kommet min vej forbi, så da muligheden for en omfattende vertikalsmagning dukkede op, tøvede jeg ikke længe. Betegnelsen once in a lifetime lyder som et forsuttet bolsje smager og er vel næstefter ’kultvin’ vinverdenens mest misbrugte udtryk, men her vil jeg faktisk mene, at det var berettiget. 23 forskellige Quintarelli-flasker inklusive 17 Amaroner, fra 1966 til 2000, lovede invitationen – plus champagne og overraskelser! Og når Mikkel Maarbjerg og Nikolaj Kirk samtidig stod bag den medfølgende middag, var der sådan set ikke mere at betænke sig på.
Alle vine var blevet trukket op, prøvesmagt og dekanteret et døgn inden smagningen efter råd fra huset. Personligt er jeg i det daglige mere til at følge vinenes udvikling i glasset og dermed også få en oplevelse af, hvor åben eller lukket den er direkte fra flaske, men det forudsætter til gengæld næsten, at man har det meste af en flaske for sig selv, hvis man vil følge den helt til dørs over et døgn eller mere, og her var vi altså desværre 12 forventningsfulde smagere, der skulle dele. Dekanteringen, håndteringen og serveringen af vinene var lagt i hænderne på sommelier Dan Rauhe Christensen, så både de (vinene) og vi var i gode hænder.
Seancen indledtes som lovet med champagne. Det var Krug 1990, og den havde prop! Det havde den næste flaske ikke, den var frisk med Krugs modne, dybe, mørke karakter, rank og laaang. Dom Perignon 1976 var moden og blød med nedfaldsfrugt, karamel, Islay whisky og flot fylde. Så var vi ligesom varmet op og indtog pladserne. Vært og sommelier havde delt vinene ind i grupper af to-fire vine, som blev serveret med passende mellemrum, semiblindt eftersom vi jo kendte det samlede smageprogram på forhånd. Første par var dog ’åbent’, idet vi som en indramning af hele smagningen begyndte med den ældste og den yngste vin: Amarone della Valpolicella 1966 og Amarone della Valpolicella Selezione 2000, den sidste nr. 1.780 af 4.016 specialaftappede flasker. Det var en fin idé, som på udmærket vis kridtede banen op og fintunede sanserne til den forestående opgave.
En helt igennem overvældende smagning er til ende. Og stik imod al logik føler man sig ikke tung, træt, fed og færdig. Jeg er først og fremmest opløftet, og skønt alkoholen givetvis forklarer en del af sindsstemningen skyldes det hovedsagligt, at jeg føler mig oplyst. Nu ved jeg, at Quintarellis stjernestatus er hævet over enhver diskussion.
/link/b198e5af0b614f34a840cf9aa5e8eb84.aspx" alt="" />Druer høstes til amarone.
Jeg erkender, at jeg har tvivlet, da flere oplevelser gennem årene har været mindre overbevisende, men nu er sagen klar. Vin på dette niveau handler om oplevelser, om at blive forført, skubbet ud af balance og ført ud i sansernes afkroge. Det handler om at opgive videre analyse og bare lade sig overbevise. Quintarellis vine leverer denne vare i en uforfalsket take-it-or-leave-it-stil og minder os om, hvad amarone kunne have været: et unikt håndværk, et nicheprodukt og en storslået oplevelse til de sjældne lejligheder.
Quintarelli ville med sikkerhed have rystet misbilligende på hovedet af vores overdimensionerede tour de force, men det var måske det, der skulle til. Tak, Beppe, for et af de vigtigste bidrag til min aldrig afsluttede vin(ud)dannelse.
__________
Quintarelli leverer ikke bagetiketter eller marketingsmateriale med malende beskrivelse af vinifikationen og informationer om druesorter, syreniveauer og tørstofindhold. Under mine besøg på gården er det heller aldrig lykkedes mig helt at få styr på detaljerne.
Basen er efter sigende 60% corvina/corvinone og 25% rondinella/molinara, mens resten formentlig er en pæn blanding af flere sorter. I kælderen er der alt fra barriques til 10.000-litersbotti, og her tilbringer vinene lang tid dvs. min. ti år.
Riservaversionerne får, som jeg har forstået det, ikke nødvendigvis meget længere lagringstid, men er nøje udvalgte fade. Alkoholniveauet er på de fleste af flaskerne angivet til 15%, men jeg er nu ret overbevist om, at det er en del i underkanten i mange tilfælde.
Bemærk i øvrigt, at Quintarelli konsekvent kalder vinene Amarone della Valpolicella uden det foranstående Recioto, som indtil 1990 var vintypens officielle navn.
__________
__________
SE OGSÅ: Den store smagning af Quintarellis unikke amaroner
SE OGSÅ: Vineksperten anbefaler: 6 vine under 100 kr.
