Kulden bider i kinderne, fødderne er kolde og klamme, den grå himmel trykker os mod jorden. Det er vinter i Østrig, vinter i bakkerne omkring den fladbundede surfervenlige Neusiedlersø, og vi er på valfart mod en vinmæssig niche. Blaufränkisch er ikke elementær vin-abc for alle, men i takt med Østrigs imponerende genkomst, efter skandalen i 80’erne (og så snakker vi ikke mere om den), er landets fokus forstærket på de mere indfødte druesorter, og blaufränkisch er muligvis på vej ind i druernes hall of fame.
Østrigsk riesling er stadig i global eliteklasse, men spiller i mængde en forbavsende lille rolle, mens indfødte druer som grüner veltliner, zweigelt, blauer portugiser og især blaufränkisch fylder mere, og i globaliseringens farefuldt homogeniserende navn satser ethvert vinland med selvværd på det særegne og unikke.
Af Østrigs egne blå sorter er blaufränkisch ubetinget den mest interessante, selvom zweigelt dækker et større areal. Burgenland, regionen vest for og omkring Neusiedler See, er ikke dens vugge, men nu dens paradis. Det er her, den udtrykker sig mest mangfoldigt, ædelt og imponerende. Vi er på jagt efter sjælen i blaufränkisch og møder mange af dens ansigter.
Kulden trænger langsomt op i bentøjet, vinmarkerne hænger med hovedet, bladene er smidt og sporadiske glemte klaser vidner om overstået høst. Landsbyerne ligner langt fra idyl i gråvejret, mere sovende centraleuropæiske barokmuseer, men vi ved, der findes rigtige mennesker bag murene. De mangefarvede facader med fritlagte kvadre om hjørnerne, pandekagehuse og to tittende kirketårne lyser ikke rigtigt i gråvejret, og vi trænger til vin. Der er noget helt særligt, noget råt og villet, over at være på vinrejse off season.
Byen hedder Rust, og vi skal møde familien Triebaumer. Vejret er normalt for sæsonen, men det virker forkert, når vi ved, at Burgenland netop er dygtig til rødvin, fordi søens vand modererer temperaturen om vinteren, og sommer og efterår er varme på grund af stærk kontinental påvirkning fra de ungarske sletter. Romerne kaldte regionen for Pannonia, og allerede dengang var der kamp om den. Hunnerne, slavere, gotere, magyarer og tyrkere har siden kæmpet om området, som i dag rummer mikset arkitektur, romersk-katolsk, vestlig barok og løgkupler med russisk inspiration. Dengang Østrig og Ungarn hang sammen i det habsburgske kejserrige, var Burgenland kendt for sine søde vine – Ruster Ausbruch fik hofferne til at savle lige så meget som Tokaj gjorde. I en tid med politisk og religiøst opbrud blev Burgenland helle for jøder, protestanter og sigøjnere, der bosatte sig i ’lommer’ i katolsk land.
I dag er Neusiedler See grænseland mellem Østrig og Ungarn, folks efternavne er både germanske og slaviske, landsbyerne er dog ofte forbavsende homogene enheder med skræmmende mange med samme efternavn. Druerne er de samme på begge sider af grænsen, zweigelt, blaufränkisch, welshriesling, grüner veltliner og st. laurent plus den internationale garde med chardonnay, pinot blanc, pinot noir og merlot i spidsen. Her er for varmt til riesling! Og vi er her pga. blaufränkisch.
__________
Østrig har 16 vinregioner, hvoraf otte er DAC. Det står for Districtus Austriae Controllatus og dækker en præcisering af regionsbetegnelsen, som især omfatter specifikke druer. Eksempelvis Mittelburgenland DAC omfatter kun vin fremstillet på blaufränkisch, mens den næstnyeste DAC Neusiedler See dækker rødvine fremstillet med minimum 60% zweigelt.
__________
Ungarerne kalder den kékfrankos, tyskerne lemberger, kroaterne borgonja, bulgarerne gamé og tjekkerne frankovka.
Blaufränkisch er Burgenlands blå drue, selvom østsiden af Neusiedler See satser mere på zweigelt.
Naboernes navne indikerer fransk oprindelse, og længe troede man, at blaufränkisch var en kloning af pinot noir eller gamay.
Den blev nævnt første gang så sent som 1862 i forbindelse med en botanisk udstilling i Wien, men betegnelsen fränkisch var kendt længe før.
I middelalderen blev flere centraleuropæiske druesorter kaldt fränkisch, selv om de ikke nødvendigvis kom fra den germanske region Franken. Relationerne til pinot noir er imidlertid meget fjerne. Moderdruen til blaufränkisch er moderdruen over alle, gouais blanc, som er ukendt for de fleste i dag, og relationen til gamay er faktisk omvendt af, hvad man troede. Alt vinøst har sandelig ikke fransk ophav, for blaufränkisch er en af forældrene til gamay!
Slægtskabet, både det reelle og det påståede, forstår man godt, for druen spænder vidt, fra det transparente, vibrerende, kirsebærduftende pinot noiragtige til det sorte, voluminøse og brombærprægede a la seriøs gamay eller endda syrah.
__________
Triebaumerne bor i Rust, efter deres egen mening på den helt rigtige vestlige side af Neusiedler See. På vejen ser vi symptomatisk skilte med andre Triebaumere, men det er Ernst, vi skal besøge. Den ’rigtige’ Triebaumer. Familien kom til Rust i 1691 og blev del af den tysktalende landsby i ungarsk land. Druer var allerede en af de vigtigste afgrøder, og Triebaumerne har ikke beskæftiget sig med meget andet siden. Ernst Triebaumer er 65, men sidder både billedligt og formelt for bordenden, selv om sønnerne, Herbert og Gerhard, driver domænet i praksis.
Bag barokfacaden er verden næsten så langt fra Wiens storstadsmentalitet og travlhed, man kan komme. Vi er ventet, men marketingbevidsthed og overfladisk hjertelig velkomst ligger familien fjernt. Vi giver hånd og kigger ned i jorden. Der er frokost på bordet, varm mad, og mor Margarethe er kokken, men først skal vi ned i de iskolde kalkstenskældre under huset for at smage.
Rust ligger i vinregionen Neusiedler See- Hügelland med vinmarkerne sydøstvendt, blidt skrånende ned mod sivene ved Neusiedlersøens bredder. Områdets knapt 400 ha er beskyttet mod vest af Rosaliengebirge og mod nordvest af Leithagebirge.
/link/7d22f08d2000411a824fc9e9bdab03a9.aspx" alt="" width="468" height="436" />Herbert Triebaumer, en af Ernst Tribaumers to sønner, der i praksis driver domænet, nu hvor faren er kommet op i årene.
Tættest på byen er fugtigheden høj. Her er de fleste marker egnet til botrytiseret drueproduktion eller sprød, men ret fyldig hvidvin, mens de højere liggende kalkstensholdige marker er hjemsted for Rusts elegante, ranke og slanke blaufränkisch. Som i Bourgogne er markerne opsplittet blandt flere ejere, og de bedste ligger samlet på vej nordpå mod landsbyen Oggau. Marker som Gmärk, Umriss, Oberer Wald og ikke mindst Mariental.
I kælderens fugtige kulde smager vi lokal blaufränkisch, og allerede her ved vores første besøg ser vi flere ansigter. Herbert Triebaumer fører ordet.
”Vi er vinbønder, ikke vinmagere.” Sætningen er efterhånden standard hos gode vinproducenter. De vil gerne stå i modsætning til en forestilling om den manipulerende type, ham uhyret fra storindustrien, ham den oversøiske, som putter enzymer, svovl og kunstgær i sin vin og filtrerer den skammeligt. Hos Triebaumer virker bonmotet dog sandfærdigt. Pladsmangel, stakkede gamle fade og vinens karakter understreger familiens ståsted … solidt plantet i Rusts muld.
Stilen er til den elegante side. Tør man sige burgundisk … ja, bestemt. 2011-årgangen lover godt. Allerede den almindelige Ruster Blaufränkisch smager os, bærsaftig, sprød og frisk, nærmest gadedrengehoppende som en beaujolais. Mere alvorlig fremstår Ried Gmärk fra 25 år gamle stokke som ungdommelig cabernet franc, fuld af hyldebær og trækul. Blaufränkisch tager ikke skade af kulden i kælderen – det fremmer dens urtede karakter her fra kalkstensskråningerne ved Rust.
Ried Obererwald er endnu mere alvorlig, stadig slank og raffineret, men meget mere vedholdende end forgængerne. Familiens stolthed er parcellen i Mariental-marken. I kælderen serverer Gerhard først barnlig 2011, mørk, dyster, krydret med løvstik og hyldebær oven i solbærduften. Inde ved frokostbordet smager vi blindt. Gerhard Triebaumer skænker noget i glasset, som minder om stor médoc med peber i. Igen slank, rank og alligevel med imponerende stamina. Vi gætter 10 år forkert, og familien har bevist pointen – blaufränkisch holder. 1987 Ried Mariental sætter en tyk streg under et af druens oversete kendetegn: holdbarhed. Vi ærgrer os over, at Ernst Triebaumers vine ikke kan fås herhjemme i øjeblikket.
Nærmest om hjørnet fra Triebaumer bor Heidi Schröck i et af de karakteristiske byhuse med smal facade og lang bagbygning. Smalle facader er nemmere at forsvare – et arkitektonisk levn fra en krigshærget fortid. Heidi Schröck er mest kendt for sine søde vine, men fremstiller to blaufränkisch, vi skal have med for at lære druen at kende. Fra 2011 smager vi de to marker Kulm og Rusterwald, den første præget af vanilje og marcipan med kirsebær og kærnemælk, den anden perpleks, lys og dyster på samme tid, pikant, dansant og bøs – urtekrydret morellugt og aske i parringsleg.DEN SØDE RUSTER AUSBRUCH
Byen Rusts stolthed er ikke tør rød blaufränkisch, men derimod sød ausbruch. De kalder den ligefrem Ruster Ausbruch, og den har mindst været kendt siden 1614, hvor det første skriftlige vidnesbyrd findes. I slutningen af 1600-tallet blev Rust erklæret kejserlig fristad på grund af vintypens succes. Ausbruch lægger sig midt mellem beerenauslese og trockenbeerenauslese i det germanske prädikatssystem, men er ifølge tilhængerne noget helt særegent og andet end blot banal sød vin, målt efter sukkerindholdet i druerne. Minimumskravet til mostvægten er 138,6° öschle (svarer til 27 % sukker i druemosten!), hvor trockenbeerenauslese kræver 156° öschle. Den østrigske vinlov angiver druerne som komplet overmodne, angrebne af ædelt råd og naturligt tørrede på stokken.
Så langt så godt. Heidi Schröck er en af vintypens vogtere.
”Ruster Ausbruch er ikke bare et spørgsmål om sukkerindhold – det handler om oprindelse,” siger hun under vores besøg i familiehuset midt i det barokke Rust.
Heidi Schröck har ret. Gennem sukkerstadset og den klistrede viskositet kan man tydeligt smage salt og støvet kridt. Sukkerindholdet er på papiret på kvalmestadiet, men ausbruch rummer friskhed. Traditionelt tilsætter man nemlig enten frisk druemost eller vin på spätlese eller auslese-niveau fra samme vinmark som de botrytiserede druer til de gærende ausbruchdruer.
På den anden side af Neusiedlersøen ligger byen Ilmitz. Dér bliver druerne ekstremt modne, voldsomt angrebne af ædel råddenskab og rummer slet ikke den mineralitet, som vinene fra Rust har.
Restsukkerjægerne findes desværre også i Rust nu, men Heidi Schröck er sammen med Ernst Triebaumer ausbruchs dydsmønstre. Ofte er ausbruch en cuvée af flere druesorter som welschriesling, chardonnay, muskat ottonel, sauvignon blanc og pinot gris, men Schröck holder fast i det sandsynlige ungarske ophav og laver ausbruch på den sjældne furmint. Ét fad, når årgangen er til det.
Triebaumers ausbruch på chardonnay, welshriesling og sauvignon blanc er eksplosiv abrikoskompot på flaske, på syretrip, en fløjlsagtig sirup med citron og friskhed.
Heidi Schröck kalder sin ausbruch cuvée for Auf den Flügeln der Morgenröte. Poesien passer fint på hendes milde væsen. En æblemost-honningessens, mens den seks år gamle rene welschriesling med sine tre år i akacietræsfade er lavet i samarbejde med nu afdøde Alois Kracher fra østbredden af Neusiedlersøen. Her er vi på halskradserstadiet, spiseske burde være det rette hjælpemiddel. Exces er ikke altid af det gode.
Schröcks ausbruch Turner på furmint fra 2007 overbeviser dog. En graciøs forening af det elementært koncentrerede, abrikoskaramel og en nærmest blomsteragtig parfume, kamille, appelsinblomst og kvæde. Vidunderlig stoflighed.
Pokkers man skal til Sveriges Systembolag for at få Schröcks vine ...MITTELBURGENLAND – FRANZ REINHARD WENINGER
Syd for Neusiedlersee-Hügelland på den anden side af Rosaliengebirge ligger Østrigs nyeste DAC, Mittelburgenland. Af de godt 2.100 ha vinmarker udgør blaufränkisch hele 55%. Landskabet er blidt bakket, poeter ville sige bølgende, omkranset af dybe skove, hist og pist gennemskåret af levende hegn og pittoresk plettet af smålandsbyer.
Vindyrkning er koncentreret i to kerner tæt på den ungarske grænse, nordligst omkring byerne Deutschkreutz, Horitschon og Neckenmarkt og mod syd ved landsbyen Lutzmannsburg. Søen er langt væk her, men området er beskyttet af en halvmåne af lave bjerge mod nord, vest og syd, mens den lune pannoniske vind fra øst giver tilpas sensommer for perfekt modne blaufränkisch-druer. Jorden er ler, silt og sandholdig de fleste steder.
Selv om blå druer først fik overtaget i løbet af 70’erne og 80’erne, betragter de fleste i dag Mittelburgenland som druens legeland – men i horisonten truer onde onde merlot med eksplosiv vækst siden 90’erne. Her holder 33-årige Franz Reinhard Weninger til. Hans far, Franz Ludwig, opbyggede huset til de nuværende 28 ha omkring Horitschon, hvor knortekæppe med høj alder bliver prioriteret.
Terroiret på den anden side af grænsen er så spændende og anderledes, at Weninger har opbygget en ungarsk gren omkring Sopron lige syd for Neusiedler See. Horitschon er lermuld, klassisk Mittelburgenland, mens de to ungarske vinmarker er stenede, kalkfri og fulde af mica-skifer. Weninger fremstiller også ren skifervin fra Südburgenlands Saybritz-mark.
Jorden drives biodynamisk, og i tidens tone holder Franz Reinhard svovlniveauet meget lavt. Biodynamikken og naturtilgangen kontrasterer umiddelbart med Weninger-familiens flair for arkitektur. Både produktionsbygningen i Horitschon og i Sopron er kantede postmoderne arkitektoniske hovedgreb, men naturfilosofi og holisme går typisk østrigsk hånd i hånd med vidensbaseret modernitet og designsans.
Mittelburgenlands ukronede konge, konkurrenterne accepterer aldrig en kroning, er Roland Velich og hans alter ego Moric. Vinhuset tillader sig dog at have hjemme i Grosshöflein nær storbyen Eisenstadt, godt 30 km længere mod nord. Roland Velichs assistenter byder indenfor i privaten. En stilren, moderne spartansk indrettet bolig, som siger alt andet end historisk Burgenland. Er man stilskaber, banebryder og kvalitetsleder, er man nødt til at sende gennemførte signaler både via etikettens design og font og via smagerummets arkitektur. I modsætning til hvad mange kunne tro, er Velichs vinfilosofi forbavsende antimoderne – det handler om arvematerialet i vinmarken … alte reben, mein Freund!
”Pinot noir er Vestens blaufränkisch,” hævder Roland Velich.
Han stikker ikke op for bollemælk, hverken på druens eller egne vegne. Som andre banebrydere vender han traditionel opfattelse på hovedet og pointerer, at østrigsk blaufränkisch ikke når nogen vegne internationalt, hvis opkomlingen ikke begynder at tro noget mere på sig selv og hele tiden vil relatere sig til ’finere’ druesorter som pinot noir eller syrah.
Roland Velich, manden bag Moric – stilskaber, banebryder og kvalitetsleder, når det kommer til blaufränkisch i Mittelburgenland.Jeg har røde ører, for ganske mainstream har jeg lige gjort det samme og sagt, at Velichs vine har kompleksitet som stor pinot noir … doh! Et eller andet sted i de selvsikre øjne blinker dog en stolthed over sammenligningen.
Rolands bror, Heinz, laver hvid- og sød vin på familiedomænet i Apetlon på den østlige side af søen. Heinz Velich blev Winzer des Jahres 2012 i det indflydelsesrige magasin Falstaff, som ikke vurderer Roland helt så højt – det behager ham ikke, mærker vi. Roland sendte sin første Moric-vin på markedet med 2001 til stille, nærmest lydløs modtagelse, selv om der var doseret rosende ord fra en lettere uforstående østrigsk vinpresse. Stilen var komplet anderledes end elitevinene dengang; ingen sødlig frugt, lav alkohol, ingen ristede fadtoner.
Roland Velich i sit lækre og velindrettede smagelokale, langt fra de klassiske af slagsen i fugtige, beskidte vinkældre. Der er stil over Velich hele vejen igennem.Håret sidder i tjavser, forhovedet er efterhånden bart, han er rock’n’roll og har engang kaldt sin blaufränkisch for unplugged. Han leder med lys og lygte efter gamle stokke fra før Østrig blev storslem og kastede alt ind på kvantitet. Druens potentiale bliver slet ikke udnyttet, når de naturligt højtydende 60’erog 70’er-kloners frugt ekstraheres hårdt og bliver hældt på steroide barriques i modernitetens navn.
Roland Velichs udbytter i de fire parceller i Raiding med 60 år gamle stokke, Zagersdorf med 90 år gamle stokke, Neckenmarkt og Lutzmannsburgs 75-100 år gamle stokke, var til sammenligning blot 15 hl/ha i 2011. Herefter skal ekstraktionen være så nænsom som muligt, gerne pigeage på den burgundiske måde, og fadregimet rummer intet under 500 litersstørrelse, og helst 1.000 liter for at undgå egelactoner og vanillindominans.
”Blaufränkisch er et hvidt lærred, parat til udsmykning – den kan fortolke sit sted lige så godt … nej, bedre, end pinot noir,” siger Velich, dybt nedsunket i den lave sofa i smagerummet og lader med hånden gennem håret det provokerende overmod løbe af med sig: ”… måske skulle man rive pinot noir op i Côte d’Or og plante blaufränkisch,” siger han med et smil, som lurendrejeren Loke ikke kunne have vist bedre i sine mest nederdrægtige øjeblikke.
Vi gisper ved tanken.
”Jeg vil vise autenticitet,” siger Roland Velich og bliver optændt: ”Vinhistorien styres af Vesteuropa, fordi Vesteuropa vandt de store krige og kapløbet om teknologisk og politisk overherredømme. Det er efter min mening den eneste årsag til, at centraleuropæiske druesorter mangler image og status.”
Vi smager de fire landsbyer i soloudgaver fra 2011, hvor Lutzmannsburg tårner sig op, mens Velich fortæller, at han kunne aftappe fire forskellige versioner fra hver landsby, enkeltmarker, men vurderer, at markedet endnu ikke er til det. Moric var og er avantgarde, men bliver sandsynligvis i en nær fremtid alment accepteret – vi hævder under alle omstændigheder, at huset skal indskrives i det globale superheltegalleri.
Længst mod syd i Burgenland ligger den unge Eisenberg DAC med knap 500 ha vinmarker spredt over skiferbjergets nederste skråninger. Varmen fra de pannoniske sletter betyder stadig en del, men Steiermarks semialpine klima når også hertil.
Uwe Schiefer anses for at være Eisenbergs leder, også af den ukronede konge, Roland Velich, som han i øvrigt er helt på linje med, når det kommer til forholdet til blaufränkisch.Jordbunden er imidlertid den afgørende forskel til områderne nordpå. Blaufränkisch- stokkene vokser i næringsfattig jernholdig jord og giver vældig mineralitet og mere vægt på små røde skovbær i vinene.
Eisenbergs leder er Uwe Schiefer, siger vi og andre, Roland Velich ikke mindst. De to har præcis den samme opfattelse af blaufränkisch, nemlig som en sensitiv drue, der ikke tåler barrique og kan udtrykke sin oprindelse lige så præcist som riesling og pinot noir. Uwe Schiefer er lige så nidkær og selvbevidst som sin gode ven og hævder med solid rygdækning, at blaufränkisch ikke bør handle om kraft og tannin.
Hans eget terroir passer i hvert fald slet ikke til den behandling, flere af de hårdnakkede ekstraktjægere på Neusiedler Sees nordbred giver deres blaufränkisch. Den blidest mulige ekstraktion i kælderen efter naturlig koncentration gennem lave høstudbytter i marken er vejen frem.
__________
SE OGSÅ:
Blaufränkisch fra den ’falske’ bred »
SE OGSÅ: Vineksperten anbefaler: 6 vine under 100 kr. »
Bliv ven med gastro på facebook »
