Francis Cardenau var indover fra begyndelsen af, sideløbende med Kommandanten, som han havde gjort til byens dengang eneste restaurant med to stjerner i Guide Michelin. Men fra 2000 forlod han Kommandanten helt og helligede sig Le Sommelier. Og nu, 17 år efter åbningen af Le Sommelier, er det vist bevist til fulde, at så dødt er der heller ikke i den ende af Bredgade!
Le Sommelier blev i øvrigt yderligere springbrættet til det lille restaurantimperium, der i dag har bredt sig ud over landets grænser og tæller Umami, diverse MASH-restauranter samt en Le Sommelier-filial i Kastrup Lufthavn (hvor en af MASH-restauranterne også ligger).
Forleden dag genåbnede Le Sommelier så efter en gennemgribende renovering hen over sommeren, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var nervøs for gensynet. Jeg kunne rigtig godt li’ det gamle enkle og rustikke Le Sommelier og synes, at det nye – på de billeder, jeg i forvejen havde set – lignede, at der var gået lovlig meget polstret hotelbar i den med lidt for meget engelsk herreværelse.
Annonse
Den største forandring er sket i entrépartiet. Selvom det rum tidligere var ment som en integreret del af restauranten, så havde det aldrig karakter af andet end netop vindfang/entréparti, og som sådan ret meget spildplads. Den store zinkbar var fra starten tænkt som et sted, man skulle stå og hænge ud – Le Sommelier blev som bekendt lanceret som vinbar, men baren blev aldrig rigtig et hænge-ud-sted. Nu er der en regulær bar med stole, og hele lokalet fremstår som en regulær del af restauranten og ikke bare et modtagelsesrum. Den nye bar er væsentligt medvirkende til det, og nyt er også, at Le Sommelier har fået et barkort med diverse småsnacks – charcuteri, østers, terrine, pateer m.m. Man kan komme lige ind fra gaden og sidde og bare spise lidt småtterier, og man kan også sidde i baren og få det helt store udtræk.
Selve spisekortet ligner i sin grundform meget sig selv med numre som hel braiseret pighvar, kanin med morkler, farseret vagtel og crème brûlée. I sit layout i klassisk retrobistrostil kunne kortet ligne ethvert mainstream bistrokort, men når man ved, at manden i køkkenet er Francis Cardenau, så ved man også, at det ikke bare ser godt ud på papiret, men at der reelt er gennemført velsmag på tallerkenen. Der er svimlende mange gode restauranter i København, men det er ikke dem alle sammen, man altid har lyst til. Le Sommelier er et af de steder, man ikke behøver at tænke over, om man er i humør til. Le Sommelier er et af Københavns sikreste kort, på 17. år og shinet op til et par tiår mere.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
