Jeg har haft utroligt mange gode spiseoplevelser, men hvis man skal koge det hele sammen til én oplevelse, så må det være den, jeg havde på en sommerferie i Sant’Angelo på Ischia i Adriaterhavet i Italien i 2005.
Jeg sejlede ud til en lille, åben stenstrand, hvor der var meget få mennesker. Her stod der et skur, en slags strandhytte, hvor folkene på stedet lavede blot to forskellige retter. Spaghetti med tomatsovs – og spaghetti med tomatsovs med blæksprutter. Maden tilberedte de på et stort, gammeldags komfur, som havde en ovn nedenunder, hvori der var bradepander med kyllingeskrog, som lå og ristede, og ellers var fyldt solmodne tomater, chili og basilikum.
Der sad jeg så, i 37 graders varme, og lyttede til bølgerne, som skyllede ind over stenene og så på børn, der legede i sandet. Og spiste spaghettien med blæksprutterne, som var blevet stegt af på panden. Det, der for mig kendetegner en rigtig god spiseoplevelse og god madlavning, er, at gode retter ikke nødvendigvis kommer ud fra et super sofistikeret perspektiv. Det handler om råvarerne, om simpelheden i måltidet og om lave noget, der er delikat og enormt tilstedeværende. Det autentiske, synes jeg, er enormt interessant, og det er virkelig noget, der har præget mig som kok.
Min første kærlighed til Italien stammer fra min mormors søster, som flyttede til Rom i 1946. Hun var en rigtig italiensk mama, og jeg husker som dreng at gå rundt i Rom med denne ældre dame og bare dufte. Succo-pastaen, kalvekødet, hvidvinen, hele den der hjertelige, hjemlige madlavning og den livsglæde, der er forbundet med det.
Når jeg bliver sulten, når min mave rumler, så sender det endorfiner op i mig, og så bliver jeg sendt tilbage til dengang, hvor jeg som syvårig stod i Rom ved siden af min mormors søster, som tilberedte en hvid bolognese med kalvefond, mælk, salvie, pasta og pecorino. Jeg husker duften, smagen og lyset i stuen.
