Først var Prinzlauerberg hipt. Så kom Kreuzberg og siden Friedrichshein.
Hvilket kvarter er Berlins hotteste?
Det skifter hver gang, det bliver for pænt, og turisterne (danskere) får købt for mange ferielejligheder op. Der skal bare helst være kant, før det er cool. Der skal bare være masser af slidte, billige lejligheder til de studerende og små, smadrede butikslokaler til den kreative klasse, så de kan åbne en ’kaffebar & cykelhandel & T-shirts-butik’, endnu en skramlet café med et storslået udvalg af frugtsaft og cheesecakes, hemmelige barer bag forhæng med billige øl og bordfodbold og underspillede restauranter med kitschet DDR-møblement.
Jeg elsker det, og lige nu er det bydelen Neukölln, eller Neucool, der står øverst på hipsterlisten i Berlin.
Neukölln var det daværende Vestberlins fattigste arbejderkvarter, som dengang lå på et tarveligt hjørne mellem Tempelhof lufthavnen og Muren. Bydelen, som har 300.000 indbyggere, kan groft sagt deles op i to dele: Den nordlige, der grænser op til Kreuzberg, kaldes lokalt ’Kreuzkölln’, og den sydlige, der mere kækt kaldes ’Gaza-striben’ efter bydelens store antal mellemøstlige indvandrere og den indeklemte placering imellem en kold krig og en larmende lufthavn.
I dag er muren væk, og den legendariske lufthavn er omdannet til en kæmpe park, der absolut er en løbetur værd. Så selv Gaza-striben er gået hen og blevet hip og sine steder småmondæn.
Neuköllns gastronomiske epicenter er dog klart det nordlige ’Kreuzkölln’, hvor spisestederne ligger meget tæt, og hvor den gennemgående trend er, at man ser kærligt tilbage på det gamle tyske køkken uden at inkludere dybfrysere, fabriksfremstillede syltevarer og pulverløsninger, som krigsgenerationen har ladet sig nøje med.
Et godt sted at begynde er omkring Weserstrasse, hvor festen er mest intens, og alt kan kombineres. En lille illustrativ aperitif, inden vi går til bords, var vinbaren, dagligstuen og musikforretningen Motif Wein i Weserstrasse 189. Den var ejet af en mexicaner, i køkkenet stod en svensker, der serverede polske retter, imens dj’en udelukkende spillede plader fra Sovjet.
Vi opdagede det for sent til at spise med (Weserstrasses mangfoldighed er godt gemt bag graffitimalede skodder før kl. 21), så vi nåede kun nogle glas naturvin og popcorn. Men stemningen var i top, og folkene i bar og køkken var simpelthen så søde, nysgerrige og imødekommende – noget, der gik igen på hele vores tur i Neukölln.
Lad os så få noget at spise: Første stop er Knödelwirtschaftswunder. Tilsyneladende et af kvarterets mest hippe steder, men svær at blive klog på, før du har spist der. Intet uden for restauranten i Fuldastrasse 33 indikerer restaurant. Det ligner en slidt stue med duggede ruder, hvor studerende har inviteret hinanden til fællesspisning.
Hjemmesiden forvirrer endnu mere. Her er godt nok en mail og et telefonnummer, men ellers kun en 70’er-strandløve, der spænder muskler og en dame, der spjætter med benene. Men nu ved du, at det er en restaurant, så book bord, hvis du har et knödel-crush, vil være ung med de unge eller blot har lyst til at smage, hvor godt tyskernes svar på polenta kan være.
Jeg var absolut ikke fan af de klistrede melboller, du altid får på provinsrestauranter i Tyskland, hvis du gerne vil undgå de endnu værre pommes frites fra dybfryseren. Men på Knödelwirtschaftwunder vil man mere end at mætte, så jeg blev fan.
Der er fire slags på kortet, der er skrevet med deathmetal-tekst, men som en overordentlig sød tjener lystigt og stolt oversatte.
Denne aften var der en med rødbede, en med urter (persille og estragon), en med ost og så en klassisk neutral. Alle baseret på ordentlig rasp fra en lokal bager, alle godt krydrede, lækre luftige og befriende back-to-basics. Men reelt er deres knödel-fortolkninger bare undskyldninger for kortets rigtige mad, som bestod af tre legendariske autobahn-klassikere: en salat med masser af hjemmesyltet kål, champignoncremesuppe og gullasch – det hele i ærlige og velsmagende versioner.
Kortets sidste ret var en dessert-knödel (igen, luftig og velsmagende denne gang af mandel og mannagrød) med kanel og dulce de leche.
Vi var kortet igennem, og inklusive deres dyreste flaske vin serveret i vandglas og to aromatiske pæresnaps sneg regningen sig op på 48 euro for to. Vi skulle nok bare have drukket øl, som alle de andre i den tætpakkede stue, og så var knödel-hyldesten ikke kommet meget over 30 euro. Det er bare billigt i Berlin, men husk kontanter.
Der er bestemt også hyggeligt på restaurant Hallmann & Klee på Böhmische Strasse 13, om end rammerne er noget mere ’normale’. Lokalet er lyst, højloftet, der er åbent ud til det lille, pertentlige køkken – og hjemmesiden har sågar et menukort. Kun skæve borde og ukurante stole indikerer, du er i Berlin.
Det var tjeneren på Knödelwirtschaftwunders bud på Neuköllns bedste restaurant, og det skulle blive (endnu) en hed kærlighedsaffære med det klassiske tyske køkken.
Tjeneren, der viste sig at hedde Sarah og være ejer, var fra første sekund familiær, dejlig vininteresseret og meget stolt af en række (øst)tyske råvarer, der prægede det meste af aftenens menu. Madstilen på Hallmann & Klee er lidt svær at sætte på ord. Men forestil dig et italiensk-fransk køkken, tyske råvarer og en nordisk forståelse for vigtigheden af syre og knas, så rammer du meget godt de få retter, kortet falbyder.
Alt, hvad vi fik på bordet, var høj klasse og flamboyant udført. Stærkest i hukommelsen står den stegte puntarella med gedeost og solbæreddikereduktion, en fyrstelig blomkålssuppe med smørstegt jomfruhummer og glansnummeret: en hel ret bygget op omkring en østtysk kartoffelsort ’adretta’. Her fik Sarah næsten tårer i øjnene, da hun skulle præsentere knolden. For den kunne man både saltbage, så det indre var blødt, og smørriste bagefter, så skindet var sprødt.
Det tror jeg nu også, man kan med andre kartofler, men vi lod hende blive i troen, lænede os tilbage og nød den fantastiske kombination af bløde, sprøde østtyske kartofler garneret med mild spinatpesto, intens grøntsagssurkålsfumé og enorme mængder friskrevet, sort trøffel. Årets ret, so far.
Sarah er som sagt vininteresseret, hvilket afspejledes i et meget fint glaskort, der blandt andet rummede fino sherry fra C. Florido til 5 euro, Carl Kochs Riesling ’R’ fra marken Sackträger i Rheinhessen (der de facto er og smager som stor GG) til blot 6 euro glasset og Alex Follairds Brouilly til 8,5 euro. Dyrere bliver et godt glas ikke.
Selve vinkortet er ikke vildt stort, men her er endnu bedre sager. Blandt andet spiller Sarahs familierelationer til landsbyen Niedermorschwihr i Alsace ind. Her holder topproducenten Albert Boxler også til, så han er selvfølgelig repræsenteret på Hallmann & Klee. Det lykkedes os at lokke en flaske Pinot Gris Grand Cru Brand fra 2007 ud af hende til bare 54 euro, og vi gav hende lov at smage med. Fornem deal.
Trods jahat og overstadig vintørst lykkedes det ikke at få regningen over 200 euro på Hallmann & Klee. Husk at booke plads, og bed endelig om højbordet, der støder lige op til køkkenet.
Ingen er for fin til en döner i Berlin. Neukölln flyder naturligvis over med det, og Imren Grill på Karl Marx Strasse 75 går for at være bydelens bedste. Og det var vellavet, bevares, men slet ikke nok til at afholde os fra en gåtur ind til Maroush i Adalbertstrasse 93 i Kreutzberg. Den libanesiske fortolkning ligger klemt inde imellem Oranienstrasse og den hæslige betonblok rundt om Kottbusser Tor. Den stopfyldte butik ligner ingenting, men er (næsten) en berlinertur værd i sig selv.
Hemmeligheden bag shawarmaen, der koster omkring 4 euro, er de hjemmelavede pommes frites, kål og persille, de stoppes ned i brødet, samt den ekstra grillskorpe, som sandwichen får inden servering – og så trumfkortet: en lækker hummusdressing som samtlige retter, inventar og gæster er fedtet totalt ind i. True love!
Et hurtigt bad og så var vi klar igen. Denne gang til Sarah fra Hallmann & Klees bedste Neukölln anbefaling: TISK Speisekneipe i Neckarstrasse 12. Her er stilen endnu mere ren og minimalistisk, ja, nærmest japansk inspireret. Igen var venligheden overstrømmende og kærligheden til det klassiske intakt.
Vi begyndte med kommenbrød, brunet Brandenburger-smør og hjemmesyltede agurker fra DDR’s snart legendariske køkkenhave; Spreewald.
Næste omgang var små, sprøde kroketter med æble og blodpølse. Pølsen kom fra en slagter nede ved Neuköllner Rathaus, som personalet slet ikke kunne få armene ned over. Vi overgav os også og lagde os helt fladt, da vi fik en meget kraftig suppe på brunet vintergrønt og sauerkraut. Overvældende lækker ligesom deres smørmøre, nærmest glaserede lammeskank med kål, om end det er set før.
Vinkortet er dog ikke lige så stærkt som Hallmann & Klees, så drik øl (og snaps som vi, trods intense opfordringer, ikke turde kaste os ud i). Det er også mest tro mod køkkenet.
Tid til en aperitif inden vi fortsætter? Neuköllns mest syrede sted – med Berlins bedste udsigt - er uden tvivl Klunkerkranich på Karl Marx Strasse 66 i centeret Neukölln Arkaden. Det er lidt svært at beskrive, men prøv at forstille dig et meget ordinært shoppingcenter fra 1990erne og så smid Christiania op på taget. Så har du Klunkerkranich.
Det er lidt bøvlet at finde, især fordi du ikke rigtig tror på det, når du vader rundt til muzak imellem Mediamarkt, MacDonalds og mobiltelefonsælgere. Men du skal op, op, op igennem p-dæk 5, som virker lukket og glemt, og videre op ad bilrampen til p-dæk 6.
Heroppe åbner sig en anden verden med skæve caféer, plantekasser og loppemarkedsinstallationskunst. Udsigten er fænomenal. Du har hele byens skyline, inklusiv de to lufthavne og DDRs mest fotogene efterladenskab: fjernsynstårnet, for dine fødder.
Klunkerkranich er et levende bevis på, at der stadig er håb for Fields og Fisketorvet. Der er løbende koncerter og ofte dj’s, og jeg har svært ved at anbefale et bedre sted til en spritz. Maden skal du dog gå uden om. Vi kunne kun finde hippieklassikkere som mingbønne-quinoa salat, der ikke var tilsmagt, og en tomatsuppe, der til gengæld smagte af sød kokosmælk.
Er du sulten, så tag hellere en burger med op fra Berlinburger International i Pannierstrasse 5. Egentlig havde jeg ikke troet, at jeg nogensinde ville anbefale burgere i Berlin, men denne her er så skævt og velsmagende, at jeg bliver nødt til det.
Facaden prydes af et par 100.000 autonome klistermærker, og det lille lokale er smukkeseret med lilla stuk, lysekrone, graffiti, tags, flere klistermærker og tung grillos. Burgerne, der koster 7-9 euro, er kæmpestore, men yderst vellavede og nyskabende (min var blandt andet garneret med stegte svampe og feta) og i modsætning til Maroush har man forstået, at der skal være vådservietter ad libitum. Vær beredt på kø og husk kontanter.
Der er ingen kø til Camillos Kitchen i Waldemarstrasse 38 oppe i Kreutzberg, der grænser op til Neukölln. Stedet falder lidt uden for resten af vores spiseportefølje, men bør alligevel noteres af enhver gastronomisk interesseret berlinerturist, der har lyst til at møde nye mennesker og vide endnu mere om byen.
Forhistorien er lidt omstændig, så hæng på: Jørgen Smidstrup og hans kæreste Helle Marietta Pedersen har de sidste seks år boet i Berlin og drevet den grafiske designfabrik Lower East Lab. Men de er samtidig foodies ind til benet og har ikke kunne dy sig for at skrive kogebøger og drive pop-up restaurant rundt om i Berlin under synonymet Camillo, som var Jørgens madglade fars mellemnavn.
Konceptet spænder lige fra folkekøkkener (Camillos Cafeteria til 30-35 euro) til de mere eksklusive Camillos Table, hvor der er plads til otte personer, der sidder i selve Lower East Labs labre industrikøkken.
Det var det sidstnævnte vi ramte ind i, og det var en anderledes fed og intens oplevelse. Jørgen og Helle øsede af inside-berliner-tips, imens kartoffelpizzaer, bagte peberfrugter, saltbagte kartofler med mojosauce, svinenakke braiseret i mælk og meget andet kom i lind strøm.
Køkkenet er enkelt og meget italiensk.
En af retterne var blot letkogt blomkål med en supertoskansk olivenolie og citron, men den røde tråd var hele tiden dikteret af udvalget på Kreutzbergs lokale biomarked. Prisen er bare 75 euro, og de tager guddødeme mobilepay – en lille sensation her i kontantland.
Vinen er du velkommen til selv at tage med mod et beskedent beløb og nogle glas til kokkene, og det åbner op for endnu en dejlig mulighed: et besøg i storcenteret KaDeWes ikoniske feinsmeckeretage, hvor du nu kan forsyne dig i deres overdådige vinafdeling – uden at tænke på andet end din personlige overvægt i flyet.
At spisescenen i Berlin heldigvis er uendelig, blev tydelig, da jeg under desserten bad Jørgen og Helle om at nedskrive deres bedste restauranter i Neukölln. Her var ikke én genganger fra vores forlængede weekend, men som Jørgen beroligede mig med, så var deres valg også meget ”lokalt og uhøjtideligt”. Tak, det troede jeg egentlig også, at vores valg var, men har du mod på mere mad i Neukölln kommer Jørgen og Helles liste her:
Chicha Berlin - hipt og peruansk, La Pecora Nera - italiensk og uhøjtideligt, Sippi osteria - endnu mere italiensk og ”vildt uhøjtideligt”, Wild thing winebar, hvis du er til naturvin og Vin aqua Vin, hvis du er til rigtig vin.
Neucool venter. Nu mangler du kun at booke billetten.
LÆS MERE: Månedens restaurant: Topgastronomi til forbløffende få penge på Christianshøjkroen
LÆS MERE: Er maden i Mexico en rejse værd?
