Vinbaren Den Vandrette har fokus på naturvine, men bare rolig – hvis det er for stærk kost, så er der også et stort udvalg af konventionelt fremstillede vine. Den Vandrette er faktisk et lille sted med et imponerende stort udvalg.
Når en af Københavns fremmeste naturvinsimportører involverer sig i drift af vinbar møder gastro gerne op. Rosforth & Rosforth er ikke den første importør, som roder sig ud i den slags eventyr, Terroiristen, som drives af Stefan Jensen fra Winewise, har allerede eksisteret i nogle år og kører fint, så vidt vi ved. Den Vandrette ligger skråt over for det helt nye The Standards tre spisesteder i Havnegade og er med til at skabe gastronomisk fokus på den del af det vandnære indre København.
Rosforth er ikke alene – en bred partnerskabskreds står bag stedet, bl.a. Pontus Elofsson, eksvinansvarlig på noma, og en af de svenske White Guide-folk.
Den Vandrette udstråler diskret luksus, og partnerne er også årsagen til, at Den Vandrettes vinliste mildt sagt er imponerende. Det handler nemlig ikke kun om naturvin. Rosforths portefølje fylder selvfølgelig størstedelen af kortet med apostle som Alexandre Bain, Sebastien Riffault og Olivier Cousin. Listen rummer masser af konventionel bourgogne, berømte slotte som Château Cheval-Blanc i modne årgange og ikke mindst Vega Sicilia i vertikalt tilbageblik.
Annonse
Vinmappen holdes i forskellige skrifttyper for at skille de to verdener, men signalet er altså generel vinglæde og ikke snæversyn.
Kælderen er lavloftet, hyggelig, indrettet med hippe designerstole, glasvæg som rumdeler og med kig til den rustikt indrettede vinkælder. Man kan spise på den Vandrette, ikke store måltider, men tag endelig charcuteriudvalget – jeg fik trøffelpølse, andepølse og fermenteret pølse af tos-cansk cinta senese-svin. Oveni fik jeg en af de bedste svinerillettes længe smagt, plukket af svinenakke og mættet med andefedt, velkrydret og dyb af god suppe i smagen.
Vinene er kolde ved servering, men det ved naturvinstilhængere godt, de bør være – andre er blot advaret på forhånd, når Thomas Spelling Østergaard skænker eksempelvis 2012 Pur Breton fra Olivier Cousin, cabernet franc i sit reneste udtryk.
Thomas Spelling er komplet inde i sit stof, selvfølgelig stærk tilhænger af den naturlige vin, men pragmatisk og almindeligt vidende om fejl og mangler ved nogle af de mest ekstreme naturvinsversioner. Jeg indledte med et glas knivskarpt Larmandier-Bernier skænket i fornuftige rummelige champagneglas, men de kunne sagtens være større – Pierre Larmandiers champagner fortjener en ordentlig kop.
Thomas Spelling fik herefter frie hænder og valgte Sebastien Riffaults outrerede Akmeniné 2009, en sancerre, som kun sporadisk smager af sancerre, men oftest vælger at bevæge sig rundt i kamille, fudge, aromamost og våd lerkrukke. Jeg anbefaler gerne en visit på Den Vandrette – man kommer ud beriget, og priserne er særdeles rimelige.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
