For 30 år siden drak Kina årligt 0 liter vin per indbygger. I dag drikker kineserne 1,4 liter. Også Indien og den afrikanske middelklasse er begyndt at få øjnene op for vin, der tidligere primært var en europæisk luksus.
Derfor kan produktionen af vin ikke følge med efterspørgslen, især ikke hvad angår eksklusiv vin fra små producenter, og den rigtige flaske, specielt fra gamle årgange, kan sælges for flere hundrede tusinde kroner.
Ikke så underligt er kriminelle derfor begyndt at efterligne kostbare vine, præcis som med kopihåndtasker og falske Rolex-ure.
”Jeg vil skyde på, at én ud af hver 100 rigtig dyr flaske vin i Skandinavien er falsk. Det lyder af mange, men i Asien er tallet nok nærmere oppe omkring otte ud af 10 flasker,” siger Mads Duus Pedersen, der arbejder som kvalitetskontrollør og head of anti fraud hos Rare Wine Invest for at sikre, at der er reelle druer på flaskerne. Vi har mødt ham til en snak om hans arbejde, diamantmikroskoper, den italienske mafia og Romanée Conti.
”Egentligt troede jeg, at jeg skulle være bartender. Da jeg var ung, gik jeg meget op i at kunne kaste flasker og yde god service. Så kom jeg i lære på Munkebjerg Hotel i Vejle, der har tre restauranter, bl.a. gourmetrestauranten Treetop, der havde en af verdens bedste vinkældre. Men jeg havde kun cocktails i hovedet.
På min allerførste vagt skulle jeg skænke vand og kom til at overhøre sommelieren Orla Farmann. Han er en af Danmark absolut bedste sommeliers, en ældre herre, der altid er i knivskarpt suit, stram sideskilning og et læderforstykke.
Han fortalte et bord om vinen, og så var jeg solgt: Hvor kommer den her vin fra? Hvordan var vejret det år? Hvad hed bedstemoren, og hvornår døde hunden? Han vidste det hele. Der er så meget historik og tradition i vin, og han havde en passion for sit fag, jeg aldrig havde kendt til. Der var jeg solgt, og så ville jeg også vide det hele.
Nu har jeg arbejdet her i tre år. Der kommer årligt 200.000 flasker igennem vores bygning, så det er klart, jeg ikke kan nå at tjekke dem alle sammen efter. Jo mere direkte fra producenten, vi køber, jo mindre risiko er der for, de er falske. Men køber vi en kælder fra et dødsbo, køber vi på auktion eller fra en restaurant, er det mere usikkert. Generelt tjekker jeg de dyreste, og på en måned har jeg mere end tusind flasker mellem hænderne.
Modsat af, hvad mange tror, er det ikke bare farvet vand eller Ribena-saft, der er i de falske flasker. Det er mere sofistikeret end det. Dem, der laver forfalskningerne, mikser forskellige semidyre vine, så det kommer til at smage som en meget dyr vin, fx to vine til 1.000 kr. der tilsammen smager som en til 50.000 kr.
Det kigger vindetektiven efter
- Flaskens vægt
- Vinens farve
- Passer bundfald til druen
- Er prop og etiket lige slidte
- Skrifttypen på etiketten
- Er etiketten trykt eller laserprintet
- Papirets kvalitet
På den måde bliver de sjældent opdaget, for når vi snakker vin i den her klasse, er der få, der har drukket nok af den til at sige, at den ikke smager som sidst, så længe den minder om. Det kræver selvfølgelig, at den kriminelle har et godt kendskab til vin og nogle ekstraordinært veludviklede smagsløg.
Vinforfalskning er ikke et nyt begreb, men det er kommet mere frem i lyset de seneste års tid, blandt andet på grund af dokumentarfilmen ’Sour Grapes’ (2016), der handler om amerikanske Rudy Kurniawan, som stod bag en af de mest omtalte skandaler i denne her verden.
En typisk forfalskning er, når nogen har drukket den rigtige vare, og så hældt noget andet vin på bagefter. Tomme flasker er også til salg mange steder, og det gør det nemmere at lave en god kopi. Falsknerne kan være alle mulige, fra en shop i Hongkong til den italienske mafia.
Det første, jeg gør, er at lave en hurtig vurdering af førstehåndsindtrykket: Er den cirka så tung, den bør være? Er farven som den plejer for den årgang, er der så meget vin på flasken, som der skal være? Jeg kigger også på, om bundfaldet passer til druen. Et nemt give-away er, hvis etiketten og kapslen ikke er lige slidte. Så er den ene nok blevet skiftet ud.
Er der noget ved førstehåndsindtrykket, der undrer mig, går jeg mere i dybden: Jeg har et diamantmikroskop, som jeg bruger til at kigge på skrifttypen og om papiret er det rigtige. Hvis vinen er tilpas gammel, er etikken trykt og ikke lavet med laserprint, som man gør i dag. Derfor kigger jeg efter, om bogstaverne er trykt i papiret, eller om overfladen er glat.
Hvis der er noget, der ikke stemmer overens, kontakter jeg vinhusene direkte og siger, at jeg ikke kan få det eller det til at passe. Nogle gange er det fordi, de lavede en speciel etikette til et andet marked i 1987, andre gange er det en forfalskning. Vinhusene gør selv mere og mere ud af, at flasker, kapsler og etiketter bliver sværere at efterligne. Fx ved at sætte små mærker og koder bestemte steder.
Jeg tjekkede op på en Romanée Conti, der er den dyreste vin i verden. Den hellige gral. Flasken så umiddelbar fin ud og havde alle mærkerne. Men med mikroskopet så jeg, at de sad en lille smule anderledes, end de burde, og vinklen på bogstaverne var lidt forkert. Derfor kunne jeg sige, at det var en forfalskning. De kriminelle bliver dygtigere og dygtigere til det.
For at have noget at sammenligne med, når jeg skal tjekke vinene efter, fører jeg et kartotek, som består af 50.000 højopløsningsbilleder, jeg har taget af ægte vin. Mit kamera kan tage fotos, der er 140 gange forstørrede. På den måde kan jeg gå helt ned og se fibrene i papiret. Kartoteket hjælper mig også med at huske, hvornår vinhusene skiftede papirtype eller farven på bogstaverne.
Men det bedste værn mod at blive snydt er sund fornuft. Hvis vi bliver tilbudt et stort parti rigtig god vin til ingen penge, er det tit for godt til at være sandt.”
LÆS OGSÅ: Den ægte vare: Derfor betaler folk 3000 kroner for otte glas portvin
LÆS OGSÅ: Sake: Den næste drikke-tendens du bør kende
LÆS OGSÅ: Otte myter om champagne du kan glemme
