Kvinden, der tager imod i døren, er sort som ibenholt, karseklippet, omkring 190 centimeter høj og smuk, måske fotomodel, hun har i hvert fald et mellemrum mellem fortænderne af samme bredde som en pomfrit. Hun er også ansat som guide og viser os ind i Gucci Garden, Guccis multipalads, der ligger i et imponerende palazzo fra det 14. århundrede på Firenzes berømte rådhusplads.
Væggene er dekoreret med nøgne mennesker af enhver tænkelig seksuel observans, transkønnede, lesbiske med dildoer, mænd med penis og bh, heteroseksuelle handicappede i kørestole, og alle ansatte i Gucci Garden ligner noget fra en Gucci-reklame, her er enhver farve på Skaberens palet.
Den sorte kvinde af ibenholt viser os udstillingen med Guccis historie fra starten i Gucci-godfather Guccio Guccis skomageri i 1921 over de ikoniske tasker, hytteskoene med hestebidsel på vristen og videre op til dét parallelle univers, lad os kalde det Guccistan, som har kendetegnet luksus-brand’ets image, udtryk og produkter i det 21. århundrede.
Noget af museet ligner et gammeldags, rødbedefarvet, tungt fransk bordel med klunker og forhæng i en lummer film, andre udstillingslokaler ligner Nationalmuseets, men i stedet for Solvognen og Egtvedpigen er her Guccis kreationer ophøjet til relikvier i overensstemmelse med modehusets selvforståelse. Kald det kejserens nye osv., det er altså meget godt lavet, og det passer godt til en verden med forbrug som religion.
Vogue har beskrevet Gucci Garden som et ”multipurpose, hyper-layered, kaleidoscopic creative space”, og det passer nok meget godt, men det er ikke derfor, vi er her. Vi er her for at spise.
Vi bliver guidet ind i husets aflukkede restaurant, Gucci Osteria, hvor tjenerne er klædt i ens uniformer, hvid skjorte og slips. Så vidt, så straight. Over skjorten og slipset har tjenerne tatoveringer et stykke op over halsen og til øret, hvilket til gengæld ikke ville være dress-code for mange ansatte på en lignende, stjernedekoreret restaurant.
Sagen er bare, at der nok ikke er noget, der ligner Guccistan og Gucci Osteria. Det er gucci’sk. Også interiøret i Gucci Osteria kunne være en blomstrende Gucci-reklame, med ærtegrønne vægge og grønt velourbetrukne stole og bænke, som giver en følelse af at sidde udendørs eller mest af alt i en dobbeltsidet blomstret Gucci-annonce i et eksklusivt magasin, hvor der kommer en påfugl eller en udstoppet leopard og går en tur med en langhåret model m/k fra Guccistan trukket efter sig i nittehalsbånd.
Gucci Osteria åbnede sidste år og har allerede opnået en Michelin-stjerne. Den er et barn af Guccis kreative direktør, Alessandro Michele, samt barndomsvennerne Massimo Bottura og Guccis øverste direktør, Marco Bizzarri. Massimo Bottura er kendt for sin trestjernede Michelin-restaurant Osteria Francescana, kåret til verdens bedste i 2016.
Bottura vil kun have det bedste. Derfor kommer Gucci Osterias mexicanske chef de cuisine Karime Lopez nu og hilser på og præsenterer maden for os. Vi udveksler lidt smalltalk om Karime Lopez’ tid på Noma med René Redzepi i de tidlige, hektiske år. Hun har arbejdet på flerstjernede Michelin-restauranter over hele verden, og det afspejler menuen. Fra Spaniens Sant Celoni og Mugaritz til Ryugin i Tokyo, Pujol i hjembyen Mexico City og Central i Lima, Peru.
Karime Lopez har i dag lavet ’Purple Corn Tostada’, som en hilsen til sin mexicanske baggrund, og denne mexicanske majsfætter serverer hun oven på marineret bonito, avocado med strejf af krydderi og citrus, så den glider lettere ned. Vi får ’Taka Bun’, som er japansk inspireret, sur-sød-sprød svineslag, altså -mave, med en overfrakke af umami-rig balsamico-misosauce.
Karime Lopez er venlig, lille, stille, tæt på definitionen af undselig og introvert - og har et håndtryk som dårligt er et håndtryk, men man skal ikke tage fejl. Hun er selvfølgelig i verdensklasse.
Vi smager også noget (jeg finder aldrig ud af, hvad det er) som tjenerne, nu iklædt intenst blomstrede forklæder, serverer på en bund af tørrede blomster på håndmalede porcelænstallerkener af en kendt(?) italiensk kunstner med motiver fra Gucci Herbarium, som er en blomsterserie, Gucci kører, for at blive i Guccistan.
’Purple Corn Tostada’
Gourmet-superstjernen Massimo Bottura er helt pjattet med Shake Shack, kæderestauranten, der sælger en opgraderet version af en McFeast med milkshake, og det er måske derfor, vi skal have Botturas ”legendariske” Emilia Burger med oksekød fra hans hjemegn Emilia-Romagna, hvor de kan finde ud af at lave mad i en grad, at hovedbyen Bologna kaldes La grassa, ’Den fede’.
Men den fine Emilia Burger har kun fået lov at få selskab af lidt salsa verde og en nærig klat mayonnaise med Modena eddike-balsamico ovenpå. Så vil jeg hellere have en burger fra Shake Shack, for Gucci-burgeren her er en anæmisk omgang at tygge sig igennem, næsten lige så tør som dengang, Jørgen Leth fik Andy Warhol til at spise en almindelig hamburger i filmen ’Scener fra Amerika’, men havde glemt at købe noget at drikke til sit stakkels synligt lidende pop art-idol under fortæringen, der efter klassisk Leth-koncept skulle foregå i ét take.
I onsdags lagde Gucci en video fra Gucci Osteria på Youtube, der minder mistænkeligt om Leths Warhol-scene, bare barmhjertigt forkortet. Den viser en Gucci-model, gennemsigtig og lidt androgyn som Warhol. Modellen spiser - højlydt - en tør Emilia Burger siddende ved et bord uden andet end dét.
Den tilhørende Gucci-tekst lyder: ”Crunch. Munch. Slurp. Chow. Relish. Misophonia is sound sensitivity syndrome, triggered by oral sounds such as the noise someone makes when they eat, breathe or chew. The burger was originally created by Massimo Bottura as a tribute to his home region of Emilia Romagna, and is plated by chef de cuisine Karime Lopez at Gucci Osteria da Massimo Bottura.”
Dét er sgu storytelling, som vi sagde i 00’erne, og som det ikke er nok, bliver Gucci-burgeren serveret i en lyserød Gucci takeaway-box i pap, selv om den overhovedet ikke skal ud af huset. Vi pakker ud og tygger os igennem burgeren som dårlige Warhol-kopister, mens Intermezzo’et fra Cavelleria Rusticana spiller pompøst til over højttaleren.
Man fornærmer ikke Gucci ved at sige, at brandets univers er dekadent som ind i … Berlin 1925 og præ-kollaps-antikkens-Rom. Tværtimod, dekadence-ambiencen er naturligvis bevidst, og ikke mindst Guccis kreative direktør Alessandro Micheles fortjeneste.
Der er skruet op, siden han overtog posten i 2015 (tjek enhver Gucci-annonce med udrydningstruede/udstoppede dyr og efter almindelig små-/mellemborgerlig målestok bizarre tableauer med modeller, som nogle gange ser ud, som om de har en alvorlig diagnose).
Dekadente Gucci Garden Firenze i tre etager er også udtænkt af Alessandro Michele, og det kan noget. Kinesere, arabere, russere og sorte luksushiphoppere hopper oven på hinanden for at komme til at betale otte euro i entré, så de kan købe Gucci-tøj og accessories, der ikke kan fås andre steder i hele verden, inkl. på nettet.
Måske er det sådan, verden ender.
Gucci har opnået en imponerende position som et must-have luksusbrand, verden – fra Shanghai til Gl. Hellerup Gymnasium og Kbh NV – i bred forstand eftertragter. Modens svar på en Range Rover/Kanye West. Gucci er på en måde civilisationens bannerfører.
Det var samme kreative chef Alessandro Michele, der hyrede Massimo Bottura til at stå i spidsen for Gucci Osteria, hvor vi nu får serveret desserten, ’Charley’s Sandwich’, som er en ”homage to Massimo’s son, a chocolate aficionado”. Den er lavet af hasselnød, chokolade og is, og minder om en af de der små vafler med vanillecreme, man fik som obligatorisk sidevogn til regnbueis i 1970’erne. Der er ikke så meget af den. Men denne lille sandwich er betrukket med… godt gættet. Det ér guld.
Gucci er ikke alene om det. Man kan for tiden købe en forgyldt KitKat-chokoladebar til 25 pund i London, 50 gange prisen for en almindelig KitKat. Jeg har fået guld i maden lidt for mange gange i 2019 til, at det kan være et tilfælde. Guld til forret og guld til dessert. Guldblade strøet ud over det hele. Til pynt, ikke til noget andet. Guldet er dyrt, men det smager ikke af noget, og det passerer lige igennem kroppen og forgylder, well… kroppens, skal vi kalde det, end product, må man formode.
Lars Seier møder kejser Nero på toilettet i Titanics gourmetrestaurant. Og overflødigt som overflodssamfundet. Der er også dem, der siger, at alt ud over at sove, spise det mest fornødne og gå på toilettet er prætentiøst og overflødigt.
For nylig faldt jeg over et essay fra 1976, ’The Fate of Empires and Search for Survival’, skrevet af en pensioneret engelsk general og historiker, Sir John Glubb, der udførligt analyserer, hvordan civilisationer og imperier gennem historien går under. De følger altid samme mønster, der efter en periode med erobring, stræbsomhed, initiativ og velstand altid – a-l-t-i-d - ender med ’The age of decadence’ og kort efter: undergang.
De store civilisationers dødsrallen er kendetegnet ved forfinelse og jagt på stadig mere nydelse, især inden for fortæring og konsumering som i det gamle Rom, hvor man gav den fuld gas i overflødighedshornet lige før det hele faldt sammen. Sådan har det været i alle civilisationer og imperier. Mad får en grænsereligiøs rolle, kokken bliver ypperstepræst, og retterne bliver mere og mere fantasifulde/kreative/perverse. Ad helvede til på 1. klasse. Og så braser lortet sammen.
Nå, verden har altid været ved at gå under. Spis guld til.
Euroman var inviteret af Gucci Osteria
Gucci Osteria da Massimo Bottura
Piazza della Signoria 10, Firenze, Italien
