Arvingerne: "Jeg kommer ikke til at være en fiasko"

Mulighederne synes uendelige for 24-årige Kristoffer Holtermann. Hans far og mor har altid været entrepenante, og det har givet ham en stærk trang til at skabe sit eget. Samtidig har han dog også lært, at penge ikke er alt, og forude venter den dag, hvor han måske – måske ikke – skal drive det succesfulde tøjmærke Second Female videre. Dette er andet afsnit i vores miniserie om unge virksomhedsarvinger.

Arvingerne
Offentliggjort

Trods sin unge alder har Kristoffer Holtermann på 24 år været vidt omkring. Han har læst kinesisk, er blevet klogere på venture capital financing i Milano, har studeret iværksætteri i Hongkong og været med til at åbne en café i New York – og så er han i fuld gang med sin kandidatuddannelse i Organizational Innovation & Entrepreneurship på CBS i København. Og som om det ikke var nok, arbejder han hos marketingbureauet Social Works, hvor han lægger SoMe-strategier for kunder med influencere som omdrejningspunkt, hvorfor han i disse dage sidder sammen med musikeren og forretningsmanden Remee og forhandler marketingplaner omkring et nyt stort projekt for en kendt musikkanal.

”Jeg er en ung mand, der tilfører værdi til mit liv ved at tage det bedste fra de muligheder, jeg har,” siger Kristoffer Holtermann.

”I takt med, at jeg er blevet ældre, er jeg blevet bedre til at navigere rundt i det pres, der ligger på mig fra omverdenen. Nu, i min spæde alder af 24 år, er jeg blevet ret god til at indse, at jeg behøver ikke at blive rig i morgen, og jeg behøver ikke at starte en virksomhed lige nu. Jeg læser min kandidat på CBS, og jeg har det helt fint med det tempo, jeg tager tingene i.”

Det pres, Kristoffer Holtermann taler om, kommer fra det faktum, at hans far, Steen Holtermann, sammen med sin partner Preben Laust Jørgensen for 19 år siden skabte det multinationale tøjmærke Second Female, som laver highstreet-modetøj til kvinder. Og en dag, måske om fem år, måske om 10 år, ligger det i kortene, at Kristoffer Holtermann skal være med til at drive virksomheden ind i fremtiden og især fokusere på at gøre brandet stærkere i en verden, der bliver stadig mere og mere digitalt funderet.

”Jeg vil gerne gøre det, som er rigtigt for mig. Jeg har brug for at bevise, både over for mig selv, men også over for mine forældre, at jeg kan frigøre mig fra det sikkerhedsnet, jeg har været så privilegeret at vokse op med, og skabe noget selv. Både min mor og min far har altid været meget entrepenante og eventyrlystne. Men selv om jeg er født ind i en ressourcestærk familie, har jeg lært, at jeg har tiden til selv at tage stilling til, hvornår, hvad og hvordan jeg former og tænker min egen succes.”

Kristoffer Holtermann træder ind ad døren på Second Female’s hovedkontor i Nordhavn. Som del af sit arbejde for marketingbureauet Social Works har han iværksat kampagner for blandt andet Magasin og Becksöndergaard – og nu også Second Female, der har været kunde hos Social Works i tre måneder. I dag er han og to kolleger på besøg for at evaluere det SoMe-indhold, som bureauet har produceret til Second Female’s Instagram, og diskutere betingelserne for deres fremtidige samarbejde.

Det er i sagens natur en fordel for forhandlingerne, at Kristoffer Holtermann er søn af Second Female’s ejer. Derfor har de internt aftalt, at far holder sig i baggrunden til mødet, så han ikke kommer til at tage sin søns parti.

I mødelokalet har Kristoffer og Steen Holtermann taget plads på hver sin side af bordet. Begge har de øverste skjorteknapper opknappet, og begge mænd bærer et mat sølvur, mens et sort perlearmbånd pryder det modsatte håndled.

Kristoffer Holtermann tager ordet. Han har ansvaret for, at mødet forløber som planlagt, fordi han kender Second Female indefra. Han snakker ofte med sin far om virksomhedens drift, og desuden brugte han et sabbatår på Second Female’s lager, hvor han knoklede med at printe labels og pakke tøj.

ARVINGERNE 1.jpg

”Hvis du kommer fra en velhavende familie, og især en familie som har et succesfuldt brand, så er du født ind i en rolle, og den rolle skal du på en eller anden måde fylde skoene ud i. Men jeg skal ikke nødvendigvis drive min fars forretning videre. Mange, der for eksempel er opvokset på en herregård, har et pres på dem om, at de skal drive herregården videre. Det pres oplever jeg ikke. Jeg har frie tøjler til at gøre, hvad jeg vil med mit liv, men jeg tror da, at min far ville være stolt, hvis jeg en dag trådte ind i virksomheden og sagde: ’Far, nu gør vi sgu det her sammen,’” siger Kristoffer Holtermann.

Han pointerer, at det pres, han føler på sine skuldre, i langt højere grad kommer fra omverdenen end fra hans forældre.

”Jeg er født privilegeret, men ikke nødvendigvis til succes. Det er der mange, som tror, og det lægger selvfølgelig et pres på mig. Specielt herhjemme i Danmark, hvor der er så meget jantelov, og hvor man ikke skal tro, at man er noget, man ikke er, er det vigtigt, at du formår at skabe noget selv. Og at du på en eller anden måde formår at være din egen lykkes smed og ikke bare hviler på laurbærrene og suger den succes til dig, som din familie har skabt i forvejen.”

Byggestenene til Second Female blev støbt helt tilbage, da Kristoffer Holtermanns far, Steen, var 18 år. Han havde ingen uddannelsesmæssig baggrund, men begyndte at opkøbe restpartier af tøj hos Deres-forretningerne, som han siden solgte foran natklubber – kort sagt skjorter til billige penge, som blev fremvist fra bagagerummet på hans bil.

Næste skridt var, at Steen Holtermann åbnede sin egen tøjbutik, der derefter blev udvidet til fem butikker, som han senere solgte. Siden skabte han to modelabels og endelig Second Female, som er en international succes, funderet på godt købmandsskab.

I modsætning til sin far har Kristoffer Holtermann dog valgt den akademiske vej til viden. Han planlægger at tilegne sig praktiske erfaringer fra erhvervslivet, før han for alvor træder ind i forretningsverdenen. Han kommer ikke til at være selvskabt mangemillionær indenfor den næste årrække med den strategi, han har lagt, men han har ikke har travlt.

”Det, alle kan tage fra én, er penge. Men det, som ingen kan tage fra dig, er uddannelse,” siger Kristoffer Holtermann.

”Den viden, jeg tilegner mig nu omkring entreprenørskab og innovation, vil jeg altid have. Samtidig går jeg utroligt meget op i musik, især hvordan man bedst markedsfører og brander kunstnere, og her fokuserer jeg meget på influencermarketing. Lige pludselig er der ikke bare 100.000 medier, aviser, tv og blade, nej, nu har vi seks milliarder medier, og alle har i dag mulighed for selv at skabe opmærksomhed og lave noget fedt. Jeg har fundet min egen vej gennem influencermarketing, og den tankegang vil jeg rigtig gerne tage med mig ind i Second Female og på den måde genskabe brandet og lave noget kreativt.”

Men er der så, i den verden, du kommer fra, plads til at fejle?

”Selvfølgelig er der det. Hvis jeg vil opnå noget i livet, er jeg jo nødt til at tage nogle chancer, og min far har også taget utroligt mange chancer for at nå dertil, hvor han er i dag. Heldigvis støtter både min far og min mor op om alt, hvad jeg gør. Min mor har særligt præget den værdimæssige og viljestærke side af mig – den som har lært mig, at man må prøve igen, indtil det lykkes. Samtidig har jeg arvet det meste af min forretningsforståelse fra min far, hvilket har skabt en god balance. Han kan også godt se, at jeg nu virkelig begynder at have de rette værktøjer, hvis jeg en dag skal ind og lave noget i Second Female sammen med ham.”

Men altså ikke inden for den nærmeste fremtid?

”Jeg vil jo gerne have, at virksomheden fortsætter med at have succes, og jeg beundrer, at min far har brugt årtier på at bygge den op. Men lige som min far – og min mor, som bor i New York – vil jeg gerne skabe noget selv. Det største pres er i bund og grund det pres, jeg lægger på mig selv. Til mine forældre siger jeg hele tiden: ’Prøv at høre, I to, jeg skal nok klare mig. Jeg kommer ikke til at være en fiasko.’”

Født i 1995. Arving til tøjmærket Second Female, som hans far, Steen Holtermann, grundlagde sammen med en partner i 2000. Opvokset i Skovshoved med begge sine forældre, som nu er skilt, men har også boet et år hos sin mor, som er flyttet til New York. Student fra Øregård Gymnasium og bachelor i Europæisk Business fra CBS. Har nu base i København K og studerer fortsat på CBS, hvor han er i gang med sin kandidatuddannelse.