MINE DAGE GÅR MED at være sælger i en speditionsvirksomhed, mens mine aftener og weekender er dedikerede til arbejdet som pressefotograf. At være pressefotograf er ikke mit rigtige arbejde. Det er en hobby, jeg har dyrket de sidste 27 år.

I nat har jeg været ude og køre tre gange. Jeg var først ude ved en lastbilchauffør, der var kørt galt. Så tog jeg hjem og sov to timer, inden jeg blev ringet op igen, fordi der var brand i nogle biler ude i Brøndby Strand. Så kørte jeg hjem og sov igen, inden jeg blev ringet op en tredje gang, fordi der var sket endnu et færdselsuheld. Da det blev morgen, afleverede jeg min datter i skole, kørte ud og vinterbadede og så hen på kontoret. Jeg fik nok i omegnen af fire timers søvn.

Min familie er vant til det. Jeg har lavet det her alle de år, jeg har kendt min kone. Da jeg fik mit kørekort som 18-årig, begyndte jeg at køre aftenture i min bil, fordi jeg gerne ville opleve de ting, man ellers kun kunne læse om i lokalavisen. Dengang kunne man aflytte politiets radio, så jeg havde en politiskanner i bilen og lå og kørte rundt efter den. Min kone, der på det tidspunkt var min kæreste, sad gerne på passagersædet med en dyne om sig og kørte med rundt.

Jeg syntes, det var spændende at køre rundt og se, hvad der skete. Når jeg sad til arrangementer og fortalte om, hvad jeg havde oplevet, troede folk ofte ikke på, at jeg havde set det, jeg påstod at have set. Så jeg købte et kamera, så jeg kunne vise dem det. Lige siden har jeg taget 10.000 billeder om måneden.

DET FØRSTE BILLEDE, jeg tog, var af en politibil, der holdt nede på parkeringspladsen, hvor jeg boede. Jeg anede ikke, hvad den skulle, men jeg syntes, det var spændende, at den holdt dér.

I begyndelsen forærede jeg mine billeder væk. Det har aldrig været pengene, der har drevet mig i det her. Men en lokalavis i Albertslund, som var en af mine store aftagere, sagde en dag til mig, at de ikke kunne blive ved med at tage imod dem gratis, da det ikke var fair overfor de fotografer, der skulle leve af det. Så blev vi enige om en pris, og det er den samme pris, jeg har taget lige siden.

Når jeg har haft overskud, har jeg doneret pengene til velgørenhed. Det første år, jeg tog penge for mine billeder, brugte jeg pengene på nogle julekurve, som jeg kørte rundt og delte ud til enlige med trængte kår. Siden har jeg doneret mit overskud til Børnecancerfonden, opsættelsen af hjertestartere, Kræftens Bekæmpelse og Talentspejderne.

Jeg ville formentligt godt kunne leve af at tage billeder, men det har jeg ikke lyst til. Jeg elsker mit arbejde, og jeg elsker, at jeg selv kan bestemme, hvor meget tid og energi jeg har lyst til at lægge i at tage billeder. Jeg har ikke lyst til, at det skal blive en sur pligt, hvor jeg skal stå op tre gange om natten for at køre ud og tage billeder, da jeg ellers ikke vil tjene penge. Jeg kan godt lide, at det er noget, jeg selv vælger at gøre af lyst. 

DER ER 130 FOTOGRAFER tilknyttet presse-fotos.dk. Vi er de største herhjemme, der laver det, vi gør. Vi har en utrolig stor tilstedeværelse på de sociale medier, hvor vi opfordrer folk til at tippe os. Det er der mange, der gør.

Da der var skyderi i Field’s, fik vi mere end 100 tips den første time. De kom både fra pårørende, folk, der var derinde og gemte sig, og mennesker, der havde set patruljerne strømme til. Der gik 16 minutter, fra alarmcentralen modtog det første opkald, til vi havde leveret de første billeder til de danske medier.

Da jeg nåede frem til Field’s, havde politiet ikke spærret af endnu, så jeg kørte ned i parkeringskælderen. Jeg havde bestemt mig for, at jeg ville løbe ind i centret og filme. Men vi fik så mange tips fra folk, der befandt sig derinde, at jeg blev bange for, at der var flere gerningsmænd. Hvis jeg havde vidst, at der kun var én gerningsmand, var jeg løbet ind. Men to-tre gerningsmænd var mere, end hvad jeg kunne overskue. 

VI HAR KLARE GRÆNSER FOR, hvad vi vil bringe billeder af. Det, vi gerne vil dokumentere, er først og fremmest politiaktionen. Hvis der er sket en ulykke, vil vi ikke tage et billede af en kvæstet krop, men et billede af, at der er en ambulance og politi til stede.

Ved skyderiet i Field’s fotograferede jeg ikke enkeltpersoner ud af mængden for at vise, at de var kede af det. Jeg tog heller ikke billeder af lig eller folk, der var indsmurt i blod. Jeg havde ingen interesse i at vise brutaliteten. Jeg havde en interesse i at vise, at der var sket et skyderi, og at folk flygtede væk. Det samme princip gør sig gældende, hvis der har været et knivstikkeri. Folk har ikke behov for at se, hvem det er, der ligger på jorden og er blevet stukket ned. De skal bare vide, at der er sket et knivstikkeri, hvor det er, og om de er afgået ved døden.

Alle vores fotografer har underskrevet en code of conduct, der i detaljer beskriver, hvad man må, og hvad man ikke må vise.

Vi har meget specifikke regler for, hvor vores fotografer må stå. Hvis der sidder en person fastklemt i et køretøj, må der ikke stå en fotograf indenfor vedkommendes synsfelt. Hvis den fastklemte person ikke har lyst til at blive fotograferet, vil man måske kunne finde på at dreje sit hoved for at undgå det, og det kan det forårsage rigtig meget skade. Og så er det bare en rigtig skidt situation i sig selv, som ingen skal fotograferes i.

Vi har også en regel om, at der ikke må komme nogle billeder ind, der ikke er redningsfolk på. Hvis man er ude til et trafikuheld eller en brand, og man er fremme før redningsmandskabet, så skal man lade sit kamera ligge og hjælpe til. Det kan godt være, at det betyder, at man mister sit salg til en konkurrent, men så kompenserer jeg dem for det tab, de lider. Vi accepterer ikke, at man ikke hjælper til.

Dengang det var muligt at aflytte politiets radio, skete det forholdsvist hyppigt, at fotograferne nåede frem før politiet og redningsfolkene. Jeg har flere gange været den første, der er nået frem til trafikuheld, hvor jeg har hjulpet med at stabilisere de tilskadekomne.

HVIS NOGEN SKRIVER TIL MIG, at der er et billede på vores hjemmeside, de gerne vil have fjernet, har jeg ikke noget imod at gøre det. Vi er her ikke for at genere nogen.

Jeg fjernede på et tidspunkt et billede, hvorpå der var en bil, der havde nogle unikke fælge. Vi havde sløret nummerpladen, men fælgene tilhørte et bandemedlem, der lå i krig, og det ville ikke være så godt, hvis nogen opdagede, at han havde været det pågældende sted på det tidspunkt.

Under bandekrigen lå jeg ofte i min skudsikre vest og sov i min bil tæt på pladser, der lå geografisk godt i forhold til alle bandeskyderierne, og hvor jeg dermed tænkte, at der var potentiale for, at der kunne ske noget. Når der gjorde det, kunne jeg hurtigt rulle vinduet ned og være på pletten.

JEG TAGER MANGE BILLEDER, der aldrig bliver vist til offentligheden, men hjælper med at dokumentere, hvad der er sket. Jeg kom på et tidspunkt ud til en afdød mand, der blev båret ud af en lejlighed i brand. Jeg tog billeder af, at brandvæsenet gav ham førstehjælp, men det var ikke billeder, offentligheden nogensinde ville komme til at se. Jeg tog dem, så brandvæsenet ville have noget dokumentation, de kunne bruge til deres undervisning og debriefing bagefter.

Jeg sender også nogle gange billeder til forsikringsselskaber. Det kan være en hjælp i forsikringssager at have fotodokumentation.

DER HAR VÆRET TIDSPUNKTER, hvor jeg er gået for langt. Jeg var engang i flygtningelejren ’Junglen’ nede i den franske havneby Calais, hvor jeg var ved at komme rigtigt galt afsted.

Politiet sagde, at jeg skulle lade være med at gå derind med mit kamera. Men jeg ville se det med mine egne øjne. På et tidspunkt fik jeg øje på en gruppe mænd, der sad i et hus og havde et møde. Det så meget interessant ud, så det ville jeg have et billede af. Da de så mig, rejste de sig op og jagtede mig hele vejen igennem den her barakby. Da jeg endelig nåede ud til min bil, kunne jeg ikke finde koblingspunktet, fordi jeg rystede så meget af adrenalin.

JEG TAGER INGEN STEDER HEN uden et kamera. Jeg har altid to kameraer og to iPhones med mig. To kameraer, så jeg ikke behøver at bruge tid på at skifte linse, to iPhones, så jeg kan tale i telefon i den ene, mens jeg sender billeder med den anden. Det kan ske lige pludseligt, at der sker noget tæt på en, man kan tage billeder af.