Et af de mere bizarre interview, jeg har foretaget, foregik ude på Zentropa. På sin 50-års fødselsdag sad Peter Aalbæk og svarede på spørgsmål, da vi pludselig blev afbrudt af en struttende rengøringsdame, der bad chefen sætte sig på en stol midt i filmselskabets største lokale.
Mens nummeret ’Sommer og sol’ gjaldede ud i lokalet, og de ansatte begyndte at stimle frem, smed rengøringsdamen pludselig kludene og smurte fødselsdagslagkage ud over sine solariebryster.
Så sad chefen ellers der med hovedet og et fjoget smil begravet i flødeskum og patter, og da stripperen lidt senere teaterliderligt klattede hvid lotion ud over sit barberede skridt, kunne mange af de ansatte ikke gøre andet end at stirre stift i gulvet.
Direktøren havde ikke selv bestilt stripperen, men den beklemte polterabend-stemning synes alligevel i høj grad at være en del af ledelsesstrategien hos Zentropa. Det gælder direktørens egen eksplicitte nøgenhed, tvangsnøgenbadning, opfordringer til de ansatte om at smide tøjet til ’strip-bingo’ og en angivelig systematisk intimidering af medarbejderne. Læg dertil pludselige og uforudsigelige overfusninger, øjebliks-emotionelle fyringer og skingre sagsanlæg, og man har opskriften på et tilfælde af management by naked fear.
Selv påstår direktøren, at det alt sammen går ud på at overskride de ansattes grænser, så de klædes på til at møde en kreativ filmbranches skøre hoveder. Og ja, man kan ikke tage fra Zentropa og Peter Aalbæk, at de har formået at skabe en kreativ virksomhed med imponerende resultater. Men spørgsmålet – der ikke på nogen måde er nypuritansk – er bare, om de ikke kunne have opnået fuldstændig det samme uden en direktør, der partout skal opføre sig som en liderlig plantageejer?
Apple falder ikke langt fra den stamme. Der er ingen ende på de kreative og virksomhedsskabende lovprisninger, man kan kaste efter nu afdøde Steve Jobs. Men samtidig var manden, ifølge utallige kilder, et af verdens helt store ledelses-røvhuller. Han nærmest nød at tilsvine de ansatte, han bad dem om at skride fra møderne, hvis han ikke syntes, at det, der blev sagt, var godt nok, og han gjorde i det hele taget en dyd ud af at optræde som et dumt svin og en uforudsigelig, magtsyg sekt-leder. Alt sammen – ligesom i tilfældet Peter Aalbæk og Zentropa – angivelig for at presse medarbejderne til at yde deres bedste. Men igen: Kunne Steve Jobs ikke have opnået det samme uden at optræde som et røvhul?
I mange år klappede Mac-medlemmerne ukritisk ad guruen, men under den glatte og fornemme Steve Jobs-æstetik viser flere og flere sager, at det har knebet – og kniber – med etikken. Apple låser sine brugere, de snyder angivelig for milliarder i skat, og de har problemer med arbejdsforholdene for deres kinesiske ansatte. Hvordan Apple – hvis ydre image groft sagt er skiftet fra anti-autoritær political correctness til grum monopolkapitalisme uden samfundsansvar – kommer til at klare sig uden Steve Jobs, er ikke til at vide.
Måske kan Apples designchef Jonathan Ive, som vi portrætterer på side 136 i det nye nummer af Euroman, tilføre virksomheden noget af den menneskelighed, den har mistet. Jonathan Ive er ”sympatisk, jordnær og tænksom i sin fremtoning,” som der står i artiklen, og det er forhåbentlig værdier, der på længere sigt kan skabe de samme resultater for Apple som dem, Steve Jobs stod bag. For selv om Steve Jobs var ualmindelig opfindsom, var hans management by being an asshole helt uopfindsom og utidssvarende.
Noget tyder – heldigvis – på, at røvhullerne er på vej ud af chefstolene. At det faktisk kan lade sig gøre at skabe fremgang og succes uden at pisse på medarbejderne, skrige dem ind i hovedet eller fryse dem ud. På side 62 i det nye magasin portrætterer vi fodboldklubben FC Nordsjællands træner Kasper Hjulmand og hans evner som leder. Ved første øjekast kan Kasper Hjulmand måske virke som en lidt halvkedelig, overkorrekt genbo til vejfesten, der rydder op, inden festen er slut. Men han tror på fællesskabet, han tror på en ledelsesstil, der bedst kan beskrives som management by trust, og netop ved at være sympatisk, jordnær og tænksom har han skabt imponerende resultater.
Alle de fodboldspillere, vi har talt med, der har haft ham som træner, har enorm respekt for ham, de stoler på ham, og han på dem. De kan alle kort sagt virkelig godt lide ham. Det er disse følelser for chefen – frem for angst, bæven og nattesved – der får spillerne, altså medarbejderne, til at præstere deres yderste. Det er fandeme da positivt. Og fremadrettet.
Det nye nummer af Euroman er udkommet.
