Jakob Engel-Schmidts guide til det gode netværk: ”Det er verdens mindste investering, men det kan vise sig at være en af de vigtigste investeringer i ens tilværelse” scroll-down

Jakob Engel-Schmidts guide til det gode netværk: ”Det er verdens mindste investering, men det kan vise sig at være en af de vigtigste investeringer i ens tilværelse”

Vil du have nyt job? Brug dit netværk. Mangler du et sted at bo? Brug dit netværk. Kæmper du med at finde dit livs udkårne? Søg. I. Dit. Netværk. Vores personlige succes kan synes direkte proportional med antallet af mennesker, vi kender, men hvad er et godt netværk overhovedet? Vi har spurgt Jakob Engel-Schmidt, der har en fortid i den politiske rådgivningsbranche, som politiker og i dag er sekretariatsleder for Moderaterne, hvordan man får styr på de garvede netværkeres kringlede adfærdskodekser.

Af Magnus Kraft
Foto: Søren Rønholt
Karriere Euroman

”Jeg har skrevet to jobansøgninger i mit liv, efter jeg blev færdiguddannet. Begge var til job, hvor jeg havde talt med virksomheden på forhånd, men formalia var, at jeg skulle sende en ansøgning. Det gør mig ikke dygtigere end alle mulige andre, men det er et udtryk for, hvordan jeg har arbejdet med mit netværk, siden jeg var en ung mand.

Jeg har arbejdet med mange forskellige ting, og det har ofte været i kraft af mit netværk. Jeg er en type, der går ind i folk med træsko på, og jeg er ikke særligt genert. Det kan man godt slå sig lidt på nogle gange, for det er ikke alle, der nødvendigvis synes, det er fedt at få stukket en klør fem i hovedet: ’Hej, jeg hedder Jakob, hvem er du, og hvordan passer du ind her?’ Når man netværker, skal man kaste sin egen usikkerhed over bord. Jeg var en genert mand, da jeg var yngre, men det har jeg lagt fra mig.

Sammen med dygtige folk fra Radikale Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti er jeg med i et netværk, der handler om politik, interessevaretagelse og forretning. Men der er også folk med fra fagbevægelsen, store virksomheder, pensionskasser og NGO’er. Vi gør, hvad vi kan for at fylde netværket med folk med fra forskellige brancher, og med forskellig politisk overbevisning. Det gør, at alle perspektiver kan blive belyst fra flere vinkler. Da jeg arbejdede som public affairs-rådgiver i Rud Pedersen, var det ikke i det netværk, jeg skaffede mest forretning, men det var der, jeg lærte mest om, hvad der foregår. Hvilke mega- og mikrotrends, der er på vej. Hvordan man ser på aktuelle samfundsproblemer forskellige steder i samfundet. Netværket gør mit faglige kompas skarpere.

I den akademiske verden taler vi om de løse forbindelser. Og det er dem, vi danskere er dårligst til at dyrke, fordi det er lidt usikkert. Folk er bange for at blive afvist eller bevæge sig ud i noget, de ikke kan gennemskue enden på. En løs forbindelse er, hvis du og jeg efter vores interview i dag går ud og drikker en kop kaffe, og du spørger mig om, hvordan jeg fik mit nye arbejde i Lars Løkkes Politiske Mødested,  eller hvis jeg giver dig nogle råd til, hvordan du på din redaktion øger din værdi. Samtidig får jeg lidt ud af dit syn på, hvordan nye medier udvikler sig, hvordan Euroman udvikler sin platform og hvordan du oplever, at jeres målgruppe reagerer på jeres udvikling. Det er godt netværk. På den måde kan vi to hjælpe hinanden ved hjælp af en løs forbindelse.

Se, hvad vi ellers skriver om: Christiansborg, Ledelse og Lars Løkke Rasmussen