Jørgen Knudsen er bomberydder og dykker: "Jeg har altid min toilettaske med mig. Når jeg møder ind mandag morgen, ved jeg ikke, hvornår jeg kommer hjem"

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

”Jeg er del af en operativ enhed, og der er ikke to dage, der er ens, lad mig sige det sådan. Oprindelig er vi sat i verden for at holde vandene fri for sprængstoffer, så ofte er vi ude på sprængningsopgaver. Under anden verdenskrig blev der lagt over en million miner i Danmark, og det rydder vi stadig op efter.

Vi kan også assistere på politiopgaver, hvor nogen er forsvundet, og vi skal hjælpe med at dykke efter nogen eller noget. Så pakker man bare og tager afsted, når de ringer.

I sidste uge havde jeg tilkaldevagt, vi havde været på opgave onsdag og torsdag, og da vi kom tilbage torsdag klokken 16.15, var folk trætte og glædede sig til at komme hjem til deres koner og børn. Klokken 16.16 ringede telefonen. Der var en opgave. Et formodet lig. Da jeg havde lagt på, så jeg på resten af enheden og sagde: ’Det bliver så ikke i dag, vi kommer hjem.’”

Du skal være omstillingsparat?

”Jeg har altid min toilettaske liggende klar i rygsækken. Når jeg møder ind mandag morgen, ved jeg ikke, hvornår jeg kommer hjem om aftenen. Og hvis jeg har tilkaldevagt, ved jeg slet ikke, om jeg kommer hjem. Derfor har jeg altid min toilettaske med. Så har jeg min tandbørste og min shampoo på mig, for det kan ende med, at jeg er afsted på opgave i en uge eller mere.”

Hvad sker der, når I skal bortsprænge en bombe?

”I forbindelse med, at Baltic Pipe (gasrørsledning, der skal strække sig fra Danmark til Polen, red.) skal anlægges i Nordsøen, sidder vi som rådgivere, hvis de finder gamle bomber. De fandt fx en torpedo med 300 kilo sprængstof i, som lå på 54 meters dybde. Vores folk skulle flytte torpedoen og sprænge den i sikker afstand ude på vandet. Sådanne opgaver tager lang tid, både fordi torpedoen skulle hæves og flyttes, og så er der jo bare per definition dårligt vejr i Nordsøen.”

Hvordan forbereder du dig, hvis du skal assistere politiet med en eftersøgning?

”For nogle år siden var jeg på en opgave i Faaborg, hvor en mand var meldt savnet. Politiet formodede, at han var faldet i vandet. Da vi nåede frem, havde Falcks dykkere ledt efter ham hele weekenden.

Noget af det bedste, man kan gøre, når man kommer ud til en havn og skal lede efter nogen eller noget, er at snakke med dem, der sidder dernede med en sodavand eller en øl i hånden: ’Hvordan går strømmen?’ eller ’hvis noget falder i derovre, hvor tror I så, at det ville ende efter to dage?’ Så peger de et sted hen, og ofte har de ret. Det gjorde jeg også i Faaborg, og så fandt vi ham – desværre død – på fem minutter.”

Hvordan er det at hoppe i vandet og lede efter lig?

”Alle opgaver er hårde. Nogle er fysisk hårde, andre er psykisk hårde. I 2004 forliste skibet ’Martha’ ud for Grenaa. Det var en stor ulykke, og jeg var med til at bjærge de omkomne. Når du dykker på sådan et vrag, kan der komme alle mulige vragrester direkte op i hovedet på dig, og det skal du forberede dig på.

På ’Martha’ havde vi også svære betingelser, fordi der ikke var meget plads til os og dem, vi skulle bjærge. En af dem var en 18-årig pige, og det kom tæt på mig, fordi jeg selv har børn. Når man ser sådan en ung pige, som kun har været død i nogle timer … Jeg vidste, at forældrene stod inde på land og ventede på, at vi fandt hende. Det var tragisk.”

Hvordan bearbejder du sådan nogle oplevelser?

”Nu bliver vi tilbudt psykologhjælp, det er jo blevet meget moderne. Men det gjorde vi ikke før i tiden. Når vi skal på opgave, er vi altid fire mand afsted sammen, og i gamle dage kørte vi alle i samme bil. Når vi kørte frem og tilbage til de forskellige opgaver, sad vi i bilen og fik en kop kaffe og en pølse inde fra tanken og snakkede det igennem: ’Det der kunne jeg egentlig ikke lide,’ eller ’det lugtede godt nok ikke særlig godt i dag.’

Det var sådan, vi bearbejdede, hvad vi havde set eller oplevet, og vi har altid været meget opmærksomme på hinanden. Når man har en opgave med politiet, er der også en debriefing, hvor man spørger, om der er nogen, der har noget, de vil af med.”

Er der en opgave, der nager dig?

”Jeg kan ikke gå i detaljer om opgaverne. Men hvis man har en politisag, hvor man ikke kan lukke den, fordi man ikke kan finde bevismaterialerne, er det frustrerende. Nogle gange er det som at lede efter en nål i en høstak. Men hvis den er der, skal vi nok finde den. Det er jeg ikke i tvivl om. Spørgsmålet er bare, om vi kigger det rigtige sted.”

Har du et eksempel på sådan en sag?

”Når vi søger, gør vi det meget struktureret med GPS, så vi kan kortlægge bunden af havet. Det var fx en af grundene til, at vores dykkere fandt alle delene af Kim Wall (svensk journalist, der blev myrdet i 2017. Sagen blev efterfølgende kendt som ubådssagen, red.) fordi nogle eksperter kunne regne ud, hvor gerningsmanden havde været, og hvor han ikke havde været. Vi samarbejdede med politiet og eksperter på området, der klarlagde strømforholdene.

Det er jo politiet, der har bevisbyrden, og da gerningsmanden påstod, at han ikke havde gjort det, så var det vigtigt, at vi fandt hende, så man kunne finde ud af, hvad der egentlig var sket. Søværnets Dykkertjeneste fik meget cadeau for den opgave.”

Du har også været på piratjagt i Adenbugten?

”Ja, det var i 2014, og jeg var 48 år, så det var faktisk lidt sent i min karriere. Jeg var med på fregatten Esbern Snare i tilfælde af, at vi stødte på bomber, og når vi var i havn, skulle jeg rådgive og sikre skibet imod terrorangreb. Det var en stor oplevelse, og jeg bliver nok ikke udsendt igen. De kan jo ikke sende folk med rollator afsted.

Men det var samtidig også specielt. Jeg skulle skrive en sidste vilje til mine børn og min kæreste, hvis nu jeg ikke kom hjem igen. Det fik mig til at tænke en ekstra gang over, hvad der kunne gå galt. Men det gav mening, fordi jeg følte, at vi gjorde en forskel. Vi fik fat i ni pirater dernede. Jeg mener, de fik mellem 10 og 15 års fængsel.”

Er der noget, der skræmmer dig?

”Nej, men jeg tænker i dag oftere end tidligere over, hvad konsekvenserne ved mit arbejde kan være. Jeg dykker ikke så dybt længere, men da jeg var yngre og nede på 50 meter … Der kunne man godt spekulere over, om man kom op igen, hvis noget gik galt.

Tænk over det: Hvornår finder man ud af, at man ikke har mere luft? Når man skal tage en indånding, og der så ikke er mere tilbage. Så er du allerede presset og skal til at tænke rationelt, mens du står nede på en stor dybde. Når man får børn og bliver ældre, finder man ud af, at man ikke er udødelig. Jeg er ikke bange, men jeg forbereder mig godt, og jeg er fokuseret på den opgave, jeg skal udføre. Hvis du er bange, når du er nede i dybet, så går det galt.”

Det er meget oppe i tiden at tale om work-life balance. Hvordan hænger det sammen i et job som dit?

”Det gør det ikke, og jeg har også en skilsmisse bag mig. Jeg tog bare afsted, og så var min kone alene med to børn. Og når jeg var væk, var jeg heller ikke god nok til at dele, hvad det egentlig var, jeg lavede.

Jeg kan også mærke det på min nuværende kæreste: ’Skal du nu afsted igen?’ Det er fedt som ung at tjene en masse penge og få et adrenalinkick, og det får du her, men det er på bekostning af mange andre ting, og det skal man være opmærksom på.”

Hvad har gjort, at du er blevet i jobbet?

”Jeg har en god kollega, vi kalder ’Snowy’. Han er uddannet i England, men han er dansk statsborger og har arbejdet i Søværnets Dykkertjeneste i mange år. Han siger det meget godt: ’I love it. I love chaos.’ Vi er nogle specielle mennesker.

Jeg tvivler på, at jeg kunne have et 8-16-job. Hold da kæft mand, hvis jeg skulle møde ind til det hver eneste dag. Det motiverer mig, at jeg aldrig keder mig. Nogle gange ville jeg helst være det foruden, men når du står midt i det på en opgave, og du løser det sammen med dit hold, så har du en god fornemmelse, når du kører hjem. Det er det, der driver mig.”

Hvis du skulle lave noget andet, hvad ville det så være?

”Det kan jeg sagtens sige dig. Det er meningen, at jeg skal gå på pension som 63-årig, men jeg nægter at gå ledig. Jeg tænker, at jeg slapper af i nogle måneder, og jeg har et sommerhus, der skal passes.

Men jeg vil også rigtig gerne have et job på en genbrugsstation, hvor der er en, der siger til mig: ’Gå hen og fej der!’ Og så går jeg derhen og fejer. Så kan jeg bagefter gå rundt og drikke en kop kaffe med gode kollegaer og snakke med dem, der kommer med deres trailer. Det, føler jeg, kunne være hyggeligt, og så er det et arbejde, der giver mening. Jeg skal ikke have noget ansvar, og jeg skal ikke tage nogen beslutninger. Jeg skal bare gøre det, jeg bliver sat til. Ikke så meget andet. Det trænger jeg snart til.”