Lasse Rahbek laver dokumentarfilm i Arktis: "Forfrysninger er den største fare for mig, når jeg er afsted" scroll-down

Lasse Rahbek laver dokumentarfilm i Arktis: "Forfrysninger er den største fare for mig, når jeg er afsted"

Det er ikke altid let at lave dokumentarserier i minus 30 grader med forfrysninger i fingrene og et frossent kamera, der løber tør for batteri. Alligevel er det de arbejdsforhold, Lasse Rahbek vælger til igen og igen, når han tager til Arktis og kører afsted med Siriuspatruljen. For når man først én gang har betrådt den arktiske sne, ser man sig ikke tilbage.

Af Sofie Valentin
Foto: Thomas Nielsen
Karriere Euroman

Det skete tilfældigt, at jeg endte i Arktis. Da jeg startede som tilrettelægger, lavede jeg tunge, socialrealistiske dokumentarer om voldtægtsofre og folk på overførselsindkomst. På et tidspunkt blev jeg spurgt, om jeg ville være fotograf og tilrettelægger på en ekspedition til Nordøstgrønland, hvor sårede krigsveteraner og folk fra Siriuspatruljen skulle gå 400 kilometer med pulk og på ski.

Jeg havde ingen forudsætninger for det – jeg har aldrig været på lange ture eller sovet i telt i mere end et par dage – men jeg har en grundlæggende filosofi om, at hvis jeg er bange for noget, så skal jeg gøre det. Jeg takkede ja. Og siden har jeg i mit arbejde lavet rigtig mange ting fra rigtig kolde steder.

I de seneste år har jeg kørt på slæde sammen med Siriuspatruljen til en stor dokumentarserie, jeg laver til Danmarks Radio. Der findes ikke en lignende specialpatrulje noget andet sted i verden, og der er mange fotografer og journalister, der gerne vil med derop. Men så vidt jeg ved, er det meget få, der får lov – og jeg tror ikke, at der er nogen, der har fået lov til at køre så meget med, som jeg har.

Jeg tror, det er, fordi jeg har vundet Siriuspatruljens tillid. Siden det første program, jeg lavede med dem, har jeg bevist, at jeg kan klare mig selv, og at jeg træffer rigtige valg i pressede situationer. De er en lille flok mænd, der deler noget meget unikt, og de værner meget om det.

Når temperaturen kommer ned på minus 30, sker der et eller andet. Det bliver en ond kulde, der slipper ind i hver en sprække. Når det er så koldt, har jeg både uldhandsker og store dunluffer på, og så holder jeg bare kameraet med autofokus. Det kan jeg gøre i nogle minutter, og så må jeg slippe kameraet og ryste armene for at få varme i dem.

Jeg står i virkeligheden og gør alt det, man ikke skal gøre: Helt stille med et koldt kamera, som jeg holder lidt oppe, så alt blodet løber væk fra mine hænder.

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her