”Hvis man kigger på min arbejdsdag, løber den fra klokken 9.00 til 2.00 fra mandag til fredag. Vi har store aktiviteter over hele verden, og hvis jeg skal fange vores investorer i fx New York, bliver jeg nødt til at være tilgængelig i de sene nattetimer. Udover mit arbejde er der ikke særligt meget, der holder mig vågen om natten. Jeg forstår godt spørgsmålet: Hvad går mine bekymringer på?
Jeg har altid været god til at slippe de forskellige ting, når jeg er kommet hjem og har lagt mig i min seng. Jeg har tonsvis af bekymringer i løbet af en dag, men jeg går også meget op i at finde en løsning hurtigst muligt. Nogle gange vil man opleve, at man ikke kan gøre noget ved bekymringen, og så må tingene gå sin gang.
Ageras’ rejse har været ekstrem på godt og ondt. Jeg kan huske en udfordring, som burde have holdt mig vågen om natten: Det var en episode, før vi fik investorer ind. Vi var omkring 25 år, fuldstændig selvfinansieret og pludselig stod vi i en situation, hvor vi seriøst kun havde 24 timers drift i kassebeholdningen. Det var, hvad vi havde tilbage til at betale vores regninger, lønnen til vores 40 medarbejdere, husleje og leverancer til kunder. Det var nogle tunge timer, men vi fandt en løsning, og den løsning drev også til, at vi fik nogle andre bekymringer.
Martin Hegelund, den anden stifter, og jeg gik ud og gældsatte os ekstremt. På et tidspunkt skyldte jeg 40 millioner kroner privat og hæftede for det. Men hvordan fanden kommer man fri af en hæftelse på 40 millioner kroner privat? Det er jo de færreste, der gør det, og jeg havde ni måneder til at få virksomheden på rette kurs, men vi fik vendt det til en fantastisk god forretning og fik investorer ind, blev fri af vores gæld, og så gik det op i en højere enhed. Nogle gange kan jeg da også sidde selv og tænke: ’Hvordan pokker lykkedes jeg egentlig?’”
”Det er ikke mange timer, jeg får om natten. Jeg har en lille dreng på tre år, og før vi fik ham, var både min kone og jeg B-mennesker. Hun er så konverteret til A-menneske, driller jeg hende med, mens jeg stadig har beholdt mit B-menneske-syndrom. Hun giver mig lov til at snooze en halv til hel time om morgenen. Når de er oppe mellem 6.00 og 7.00, står jeg op mellem 7.00 og 8.00. Så starter min dag, jeg går i bad, gør mig klar, får en lille kop kaffe og kører min søn i børnehave.
Jeg har en regel om, at jeg ikke gider at have møder allerede klokken 9.00. I og med at min uge går fra mandag til fredag med fuld fart på, hvor jeg er mere forretningsmenneske end familiemenneske, vil jeg gerne have helle om morgenen. Jeg gider ikke stresse, men kan få tiden sammen med min søn, og vi kan køre omveje til børnehaven og vælge at se 15-20 minutter mere af ’Brandmand Sam’ derhjemme end de andre børn.
Hvis jeg har de lange aftener til klokken 2.00 om natten, bliver jeg oftest herinde på kontoret, og så arbejder jeg igennem. Udover vores aktiviteter rundt på kloden, hvor vi laver opkøb, fundraising og kapitalrejsning, er det i aftenstidsrummet, at jeg kan lave alle de administrative ting, og det er jo lidt det, som jobbet indebærer. Folk er egentlig ligeglade med, hvor, hvornår, hvordan og hvor meget jeg arbejder, jeg skal bare i mål med opgaven.
Det er alt for meget, jeg ofrer i forhold til min søn, og det kan heller ikke blive ved sådan. Man sidder i en situation, hvor man har skabt noget helt fantastisk, Ageras er jo Martins og mit hjertebarn, men det er også en ekstrem farlig verden. Det negative er, at man bliver slugt og suget ind i en verden, hvor ordet ’familie’ er noget, vi alle går og siger, fordi det lyder godt, men i sidste ende er det bullshit. Hvis ikke man leverer og rykker på sine resultater, er man ude.
Jeg elsker mit arbejde og det, som vi har skabt, men det er også velvidende om, at jeg går på kompromis med min familie. Og hvordan fanden får jeg så skabt balance i det forhold? Jamen, det skal jeg bare, og mine weekender er også hellige. Jeg kommer ikke til at sidde i denne stol for evigt, det er jeg ikke interesseret i.”
”Jeg er lidt ligesom en slange, der skal finde føde til dagen og vejen. Jeg spiser stort set kun ét måltid i løbet af en dag. Jeg spiser ikke morgenmad, heller ikke snacks, men frokosten er mit måltid. Jeg kan sagtens køre uden aftensmad. Jeg er dog ikke struktureret nok til at sige, at jeg skal have en bestemt type frokost. Den frokost, jeg får, er den frokost, jeg kan finde i kantinen, og når jeg har fundet det, tanker jeg op. Og jeg tanker tilpas nok op til, at jeg kan køre videre og ikke skal se mad og sukker de næste mange timer. Til gengæld er jeg en sucker for kaffe. Jeg har næsten altid en frisk kop kaffe med mig ind til hvert møde.
Når jeg har en frokostaftale inde i byen, er Café Victor klart mit sted. Der er et leben og en energi, man ikke finder andre steder, og så er menukortet ganske godt alt taget i betragtning.”
scroll-down
