1. Bliv aldrig forfatter

Skal man tro Stephen King, er det farligt at være forfatter. Rigtig farligt endda. I ‘Misery’ bliver forfatteren Paul Sheldon bortført af en sindssyg kvindelig fan, der smadrer hans fødder med en hammer.

I Stanley Kubricks ‘Ondskabens Hotel’ udvikler Jack Nicholsons skriveblokering sig til en psykose af allerværste slags – du ved dén, hvor man jagter sin familie med en økse og tungekysser med lig. Og i ‘Secret Window’ går der rent Dr. Jekyll og Mr. Hyde i den, da Johnny Depp i rollen som succesfuld forfatter finder sin kone i seng med en anden.

GettyImages-162734033.jpg

Kings forfatterplager virker næsten masochistiske. Måske fordi han selv i mange år var plaget af et enormt alkohol- og stofmisbrug? Om King selv har rendt fordrukken rundt på et hotel og banket døre ind med en økse, melder historien dog intet om.

Set i: ‘Misery’, ‘Secret Window’, ‘Bag of Bones’, ‘Salem’s Lot’, ‘Ondskabens Hotel’.

2. Din tøjpresser lurer på at æde dig

Man siger, at de fleste ulykker sker i hjemmet. Alligevel er det nok de færreste, der er blevet overfaldet af en tøjpresser eller forsøgt ædt af en bil. Er du i en Stephen King fortælling er der dog ekstra god grund til at være på vagt over for dine ejendele.

I Tobe Hoopers kitchede ‘The Mangler’ bliver folk klemt til døde af en besat tøjpresser, og i John Carpenters ‘Christine’ myrder en jaloux anlagt bil alle, der kommer imellem den og ejeren Arnie.

Helt galt går det i ‘Maximum Overdrive, der blev den eneste film, King selv instruerede. Her bliver folk jagtet af græsslåmaskiner, kørt ned af førerløse isbiler og en uheldig baseballtræner ender sine dage sodavandsmaskine, der skyder coladåser mod hans skridt.

Ikke overraskende vandt Stephen King en Razzie-award som ‘Værste instruktør’, og han har også indrømmet, at ‘Maximum Overdrive’ er den værste filmatisering af hans værker.

Set i: ‘The Mangler’, ‘Christine’, ‘Maximum Overdrive’

Religion er noget fanden har skabt

Der er ikke noget som en religiøs tosse til at få en allerede tilspidset situation til at køre helt af sporet. Bare spørg de stakkels mennesker, der barrikaderer sig i et indkøbscenter for at undgå monstrene i ‘The Mist’.

“The end of time has come. Not in flames, but in mist,” prædiker byens kristne landsbytosse, før hun frådende forlanger blodet fra en lille dreng som offergave til Gud. Jesus Kristus!

Og hun er bestemt ikke alene i den King’ske filmkanon. Her er religiøs fanatisme lige så sikkert som amen i kirken. Hvem husker for eksempel ikke den vanvittige mor i ‘Carrie’, der rabler om, hvordan alt fra samleje og liderlige drenge til bumser og menstruation er en synd?
Eller hvad med djævlebørnene i ‘Children of Corn’, der korsfæster og brænder folk for at please en ond dæmon? Hos Stephen King venter frelsen aldrig om hjørnet – kun blodtørstige, religiøse fanatikere.

Set i: ‘The Mist’, ‘Carrie’, ‘The Stand’, ‘Under the Dome’, ‘Children of the Corn’

Børn er mega onde

“Come play with us. Forever and ever and ever,” lyder opfordringen fra de to tvillingepiger i 'Ondskabens Hotel'. Og det er da et tilbud, der er nemt at afslå. For hvis der er én ting, vi har lært af Stephen King, så er det, at børn er nogle ondskabsfulde sataner.

I ‘Carrie’ overdynger de dig med tamponer og griseblod, i ‘Dyrekirkegården’ skærer de din akilleshæl over med et barberblad, hvis du kalder dem tilbage fra de døde, og i ‘Firestarter’ sætter Drew Barrymore ild til dig.

Vi har allerede nævnt de djævletilbedende børn i ‘Children of the Corn’, så lad os springe videre til Patrick Hockstetter fra ‘Det onde’: En dreng så sadistisk og psykopatisk, at han får Charles Manson til at til at ligne Charles Chaplin. Bevis? Hans helt store hobby er at proppe dyr ind i et aflagt køleskab, så de bliver kvalt ihjel. Nå ja, og så kvæler han i øvrigt også sin lillebror med en pude.

Set i: ‘Pet Cemetary’, ‘Children of the Corn’, ‘Carrie’, ‘Firestarter’, ‘Det onde’.

Stephen King vil rigtig gerne være skuespiller

Rigtig meget tyder på, at Stephen King går rundt med en lille skuespiller i maven. I hvert fald dukker han op i små cameos i de fleste filmatiseringer af hans bøger. Blandt andet kan man opleve ham som præst i ‘Dyrekirkegården’, bedemand i
‘Sleepwalkers’, pizzabud i ‘Rose Red’ og lastbilchauffør i ‘Maximum Overdrive’.

Hans præstationer skriger dog ikke ligefrem på en Oscar, men flere af rollerne er faktisk mindeværdige. I ‘Maximum Overdrive har han for eksempel den tvivlsomme ære af at blive kaldt et røvhul af en hæveautomat.

GettyImages-84707392.jpg

Og hvem kan ellers prale af at have sagt “meteor shit” iført selebukser og grydefrisure (i ‘Creepshow 2’)? Stephen Kings optræder i øvrigt i en lille cameo-rolle i den nye ‘IT 2’ som ekspedienten i en pantelånerbutik.

Set i: ‘Thinner’, ‘The Stand’, ‘Storm of the Century’, ‘Dyrekirkegården’, ‘Maximum Overdrive’, ‘Rose Red’, ‘Det onde’, ‘Sleepwalkers’, ‘Dreamcatcher’.