Foto: Scanpix

Billedkunstneren John Kørner om at hoppe på isflager, om at blive en mand og om at satse hele butikken

John Kørners værker er repræsenteret på bl.a. Statens Museum for Kunst, ARKEN, ARoS og Tate Gallery i London.

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?

”Kunsten har altid ligget som en mulighed helt tilbage, fra jeg var dreng. Men dengang vidste jeg ikke, hvad det hed. Jeg lavede mit første ’værk’ som 12-årig. Jeg havde set nogle billeder i et magasin af en amerikansk motorcykel med lang forgaffel, en chopper, og besluttede mig for at lave noget tilsvarende ud af en cykel. Jeg var mest optaget af designet og farverne og det publikum, som den kunne få.

Jeg er vokset op i en lille bådehavn i nordvest-Lolland, hvor der var en del sejlere og tyske turister, så jeg var ret bevidst om, hvordan cyklen skulle præsenteres og hvor på havnen, den ville tage sig bedst ud. Jeg satte en svejser i gang og stjal en pakke cigaretter til ham som betaling og fik hjælp fra den lokale cykelsmed, som lignede noget fra en tegneserie.

Jeg måtte også skaffe malingen, så man kan roligt kalde det en hel produktion. Det var en sejr, da den stod klar. Malet gul og grøn.”

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet?

”At få børn. Jeg var 30 år, da jeg blev far. Det var med fuldt overlæg. Jeg levede et turbulent liv, som også foregik efter, at det var blevet mørkt. Det var et samliv med alle mulige rødder. På et tidspunkt begyndte tanken om at få noget stabilitet at tiltale mig. Det har jeg ikke fortrudt. Set i bakspejlet er jeg bevæget over, hvad det har afstedkommet at reproducere sig selv.”

Hvad skal mænd vide om kvinder?

”At de ikke er som mænd. Jeg troede, at de bare var anderledes udstyret, men at de trods alt havde det samme tankesæt og forestillinger om, hvad der er vigtigst i livet. Sådan er det ikke helt.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Jeg har et ar i panden, som jeg fik som niårig. Jeg stod en vintermorgen og ventede på at komme ind i skolebussen, da døren gik op og ramte mig i panden. ’Bang!’ sagde det. Det næste, jeg husker, er, at jeg sidder bagerst i bussen med en sø af blod, der har samlet sig nede i mine blå luffer.

Buschaufføren, en mand med store overarme, der hed Bent, havde set det, men kørte bare videre uden at tage notits af det. Da jeg kom hjem, havde jeg størknet blod i hovedet.

Min mor blev meget fortørnet over, at ingen havde gjort noget. Jeg havde rendt rundt med en flænge en hel dag blandt pædagoger, som ikke kunne undgå at se det. I dag ville det nærmest være endt på forsiden af aviserne, dengang løftede ingen et øjenbryn.”

Har du nogensinde været i livsfare?

”Som barn havde jeg og en flok drenge en forfærdelig mani med at tage ud til den store sejlrende, hvor de store skibe om vinteren sejlede på det frosne hav. Øvelsen bestod i at hoppe fra isflage til isflage to kilometer fra land.Jeg tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis en af os var røget igennem. Der var lang vej hjem.

Jeg har også engang kørt 100 km/t på motorcykel i Marokko, kun iført shorts, og endte med at køre ud over en klippe. Jeg husker, at motorcyklen kom flyvende hen over mig, men den landede heldigvis ikke oven på mig.

Og jeg har stået i en baggård på Vesterbro, hvor jeg var på arbejde som tømrer. En kollega var ved at fire et vindue ned fra fjerde sal, da rebet knækkede. Vinduet styrtede ned og ramte jorden fem centimeter ved siden af mig. Det var rimelig voldsomt.”

Hvilken del af din personlighed irriterer dig mest?

”Da jeg var ung, var jeg så genert og stædig, at det virkede hæmmende. Der var arrangementer, som jeg ikke ville komme til. Jeg havde ikke behov for at tale med andre eller at tale om mig selv, hvilket nok blev tolket som arrogant.

Der er ikke noget galt i at være arrogant, men det var omvendt heller ikke sjovt at blive forvekslet med en træmand. En dag besluttede jeg mig for at slippe af med genert-heden med hjælp fra min kone og vende den om til noget positivt. Nu kan jeg synes, at det er underholdende at tale med andre."

Hvad er det bedste måltid mad, du har fået?

”Jeg tager ofte til Goa i Indien, hvor jeg kommer på den samme restaurant for at få min dhal, der består af sorte linser tilberedt med spidskommen, koriander og hvidløg med mere. Den ret er himmelsk.

Det er blevet et tilbagevendende ritual for mig at sidde i skyggen med udsigt over det Indiske Ocean og få min dhal og en kold øl, mens familien er på stranden. Jeg bliver aldrig træt af den ret.

Jeg slapper af midt i det ragnarok af mennesker, som i Goa består af vesterlændinge, der skejer ud i en flot indisk gestus af yoga og full moon parties. Jeg er vegetar.

Det var en pige, jeg var forelsket i som 17-årig, som fik mig overbevist. Jeg var ellers opflasket med kalvesteg og dyreryg og voksede op på en kro, hvor grønt mest var noget, man pyntede med yderst på tallerkenen, og salat noget, som de andre ting blev lagt på. Så mødte jeg den her pige, som var så radikal, at hun kun spiste grøn mad. Det forstod jeg ikke i starten, men det kom jeg til. Jeg har været vegetar lige siden.”

Hvad rejser du aldrig uden?

”Treo brusetabletter. Der er masser af koffein i, hvilket måske forklarer, hvorfor de virker så godt.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”Selvstændighed og handlekraft. Jeg kan huske en oplevelse fra min barndom, en voldsom vinter, der rasede i Lolland i 1979. Vores landsby, Onsevig, var sneet til uden kontakt med omverdenen. Min far, der var ingeniør og lidt af en karakter, besluttede sig resolut for at tage bilen hen over isen for at hente proviant. Det var et langt stykke, han skulle over, og havde der været en våge, havde han været i store problemer.

Beboerne i landsbyen har nok tænkt deres, men min far troede på det og fik hentet brød og smøger til alle. Jeg lærte, at man nogle gange må gøre de ting, der skal gøres. Trods risikoen for at miste æren eller førligheden. Nogle gange er det nødvendigt at satse hele butikken.”

Hvad er den kæreste ejendel, du har mistet?

”Jeg fik engang lavet et bæltespænde af en guldsmed. Der stod 207 på det, min højde i centimeter. Jeg ved ikke, hvor det er blevet af. Hvis der er nogen, som ligger inde med det, må de gerne ringe.” ■

LÆS MERE: Xtra Naan er tilbage: ”Vi åbner op for alt det mørke, det bestialske og det sindssyge”

LÆS MERE: Kommende rapkomet med familieforbindelserne i orden: ”Jeg har rigtig meget OCD. Jeg vil gerne have, at alt skal se godt ud”

LÆS MERE: Frederik Cilius og Rasmus Bruun om deres nye film: ”Vi snakkede om, vi helst ville være milliardærer i Kina eller på kontanthjælp i Danmark”