’Sang til Bo’ hedder et af numrene på Peter Sommers cd, ’Destruktive vokaler.’ Sangen er tilegnet den superintelligente ordkunstner og poet Bo ’Ark’ Rasmussen fra Skanderborg, der drak og ’stoffede’ sig ihjel som 39-årig. Jens Vilstrup, der også har boet i Skanderborg, tog tilbage til den østjyske provinsby for at prøve at finde ud af, hvem Bo ’Ark’ Rasmussen var og hvad der slog ham ihjel.
Adelgade. Kan et stednavn klinge finere, flottere mere formfuldendt? Næppe. Men det er bare løgn, er det. Eller det var det i hvert fald dengang, da Adelgade slet ikke var en gade, men bare en vej, en skide landevej, der fuldkommen lige og ligegyldigt skar gennem Skanderborg som et snit i bugen på en slagtet gris. Det var dengang byen ikke var et sted, man blev, men kun kørte igennem. Og så kom motorvejen, og det blev bare værre. Som så mange andre danske provinsbyer blev Skanderborg glemt, lukket ude, isoleret. Danmark kørte ganske enkelt udenom, og tilbage lå Adelgade som et konkursramt dødsbo.
Men i en lejlighed lige over for parkeringspladsen ved Kvickly var der liv, et vildt, uregerligt, utæmmeligt, superintelligent liv, og det var dit liv Bo, og Adelgade var din gade, det var dér du voksede op, dér du boede, dér du levede en stor del af dit liv, og dér du lagde dig på din mors sofa de sidste år og endte med at dø.
I dag virker Adelgade anderledes. Som om den har genvundet selvtilliden, som om den nu krampagtigt insisterer på at være en gade og blankt fornægter sin fortid som landevej. Den er blevet gravet op, ja du så det jo selv, inden du døde, og den er ikke længere lige, men har fået en hel masse bugtende sving, der passer så pænt til den provinshyggelige selvforståelse, der er flyttet til byen. For nu er Skanderborg pludselig en perle i naturskønne omgivelser, der er kommet kulturhus og alt muligt, og folk ikke bare bliver her, de flytter sgu hertil.
Men Adelgade, det sminkede lig, kan ikke løbe fra sin fortid. For selvom Matas nu er flyttet ned i den anden ende af byen, så ligger den ved siden af Kop & Kande og Winner Burger, og dér er banken og farvehandleren og optikeren og cykelhandleren, og på gaden går ham, der havde Matas før i tiden – dengang det hed Materialisten – det dumme svin, med sin schæferhund og sit evige, falske smil. Og Kvickly og Kvicklybroen som den kaldes og Æbelø og Skanderborghus og Slotskirken og Skanderborg Sø, der har sin bred lige bag Adelgade, ser alt sammen ud som altid.
Og længere nede ad gaden, lige over for den gamle politistation, på torvet nede ved Marius Øltapper, brummer en kommunal bladstøvsuger og en førtidspensionist kommer kørende på sin trehjulede elektriske kørestolsknallert. Og inde på kroen, Frederik II, sidder folk i arbejdstøj omkring baren eller ved spillemaskinerne og taler drevent østjysk af den slags, hvor ’d’ bliver til ’j’ og ’j’ bliver til ’joij’ og Adelgade bliver til ’Aijelgaje.’
Og til den smukke 24-årige, blonde bartenderinde, der lige er begyndt at læse til socialrådgiver og som har selvbruner smurt ud i hele ansigtet og en lillebitte sølvpiercing siddende over sit uimodståelige, omsorgsfulde og perlende smil, siger værtshusgæsterne ting som: ”Nu håber jeg, jeg har betalt, hvad jeg har fået. Og fået hvad jeg har betalt for.” Og pludselig sidder man dér og bliver så uforklarligt forelsket, i hende og i Skanderborg, og ens eneste drøm er med ét at få lavet gulvvarme i det nye hus, vi må og skal flytte sammen i.
For de bygger, gør de i Skanderborg, for satan, de bliver dyre de nye ’léjlighejer’, et ord, der udtales med hårdt tryk på første stavelse. Og så er der jo også hele projektet ude i Skanderup Bakker, jo, folk vil rigtigt gerne flytte til byen nu. Det er jo ved at være lisså dyrt som i Århus.
Det er, som om alle har glemt, hvordan det var engang.
”Dengang man var fucked, hvis man ikke havde en knallert,” som din rigtigt gode ven, Nuka, siger det ude i sin midlertidige hytte ude på Mossø Camping.
Dengang der ikke var noget, der hed Skanderborg Festival, der var byfest og regatta var der, og der var fabrikken A. Blom og Ø.B. – Østjysk Beton og Ø.L.A. – Østjysk Landbrugs Auktion og Sølund, den store landskendte åndssvageanstalt, og udover Adelgade bestod byen af rækkehuse, små toetagers ejendomme og friserede villaveje, hvor man som barn kedede sig så meget, at man simpelthen blev nødt til at sniffe lightergas, hvis man var ved sine fulde fem.
Og midt mellem det hele kørte typer som Kim og Donse og Hippie rundt på deres tunede Yamaha’er og om aftenen og i weekenderne tog de ud og spiste krassere hos Rassers Pølser ude ved skoven. En flok knallerter, der senere dannede den frygtede, lokale rockergruppe Spidserne, og hvoraf en del bagefter blev medlemmer af Bullshit. Og de var så rå, set udefra, for de virkede så ligeglade, så pisseligeglade.
Og ligegladheden – udlevet som destruktion og selvdestruktion – den var i ekstrem høj kurs. Ligeglad, det var det, det gjaldt om at være, det, det gjaldt om at vise, man var, det, der gav respekt. Uanset om man var flipper eller rocker. Det var også det eneste, man kunne være, det eneste, der kunne dulme den satans længsel efter kærlighed bare en lille smule. Men der var sgu ikke nogen kærlighed nogen steder, og Kim han nåede at blive 40, inden han døde af et hjertestop oppe på Grillen, og en type som Per, han blev myrdet oppe i Skanderborg Øst – et mord, der blev begyndelsen til enden for Spidserne.
Og så var der en som dig, Bo – Bo Rasmussen, som du hedder – og du gjorde ligegladheden og selvdestruktionen til en kunstart.
Hvorfor ved du i virkeligheden kun selv. Eller måske ikke engang. Men du var klogere end alle andre, du var så helvedes hamrende intelligent, du kunne læse og skrive lang tid, før du kom i skole, du kunne tale et hav af sprog, kunne som lille recitere uendeligt lange passager fra store litterære værker, som du havde slugt, mens dine jævnaldrene stadig sad og klappede stavelser, du kunne overgå alt og alle med dine finurlige ordspil og sno folk om din lillefinger med dine charmerende, altid humoristiske og overraskende bemærkninger.
Der er et klip fra en avis, som en af dine mange venner, Jesper, har gemt. Fra hvilken avis fremgår ikke, men en journalist har mødt dig på Mallorca, da du var otte år gammel, og i artiklen skriver han begejstret om sit møde med dig:
”Otteårige Bo var ikke nogen helt almindelig dreng, han benyttede sig af et formfuldendt sprog, der var en cand. polit. Værdigt, og hans intelligenskvotient lå afgjort betydeligt højere end normalt. Ved informationsmødet den første dag var det ham, som til stor forbløffelse for vi voksne, stillede kloge og fornuftige spørgsmål til rejselederen. (…) Jeg talte ofte med Bo over en Cola eller sodavand, og det var rent utroligt, hvad han vidste og kunne tale med om. Han var videbegærlig, vågen og meget hjælpsom – ikke gammelklog, men naturlig og ukrukket. Jo, det var sandelig en stor oplevelse at møde en sådan dreng.”
”Du var sådan en, man ville vædde på kunne drive det til noget stort,” synger Peter Sommer i sin sang til dig, og det er også det alle og enhver i dag siger om dig. Du kunne være blevet til alt. Alt, for helvede. Der var simpelthen ingen grænser for din kunnen. Ikke udover Skanderborg selvfølgelig. Den by, du selv kaldte ’Det harske smørhul’ og ’En provins i skulderhøjde’. Dine begreber og dine ord, som Peter Sommer bruger i hittet ’8-6-6-0’.
Men hvad skete der med den hjælpsomme, naturlige og ukrukkede otteårige dreng? Du forsøgte måske at slå ham ihjel? Bedøve ham i druk og stoffer, hver gang hans ansigt viste sig, som det gjorde så tit? Måske knækkede noget inden i dig, da du, alt for tidligt, fandt ud af, at du var adoptivbarn. At der var nogen derude, der ikke ville have dig, som havde givet dig væk. Et svigt, du aldrig nogensinde kom til tåls med og som sikkert fik ekstra næring, da din adoptivfar skred derhjemmefra, da du var en 10-11 år gammel. Han lod dig og din adoptivmor være alene, og lige inden han skred, lagde han nøglerne på bordet og lagde armen om dig og sagde: ”Nu skal du så vide, at du er manden i huset.” Det tilgav du ham aldrig.
Og alt det her aner jeg ikke, det er noget dine venner siger, og i virkeligheden er det dem, der burde skrive den her artikel, det skulle Nuka eller Hippie-Hans eller Steen eller brødrene Holm, Mox og Hox, eller Hønse eller Tintin eller Michael eller Per eller Bette Erik eller Gunnar Guldtand eller Kongen eller Heksen eller Peter Pophår, som du kaldte Peter Sommer, eller nogle andre af dem, der kendte dig, have gjort.
Men jeg gør det, for selvom jeg ikke kendte dig, men blot vidste, at du var der, var – og er – du for mig en universel historie om stort, stort, spildt talent. Du var ’Steso’ fra Nordkraft, du var Jim Morrison, du var F.P. Jac, du var Michael Strunge, du var Dan Turèll, dit store idol, du var dem alle sammen og flere til i én og samme uforløste person. Du var en skikkelse, mange, mange mennesker vil nikke genkendende til, uanset hvor i landet de kommer fra. Og det vil de, fordi den vrang du så tydeligt vendte udad, sidder i dem selv, men til forskel fra dig lægger de låg på. Af frygt for at komme til at give bæstet liv.
Det var med den følelsesmæssige hjemmel, jeg tog op for at besøge din mor i lejligheden på Adelgade. Det brød hun sig ikke om, og det kan jeg godt forstå. Der sad pludselig en mærkelig journalist og spurgte hende ud om det menneske, hun elskede over alt på jorden, og som efter at have levet sine sidste ynkelige år i stuens sofa, dag og nat, gik i koma og døde på Odder Sygehus.
”Det er svært … det ripper for meget op i det at tale om det,” sagde hun, vred hænderne og lagde en hindbærsnitte på min tallerken, som hun havde købt, fordi jeg havde ringet og sagt, at jeg kom. ”Han var sådan en rar dreng. Og så klog. Han kunne finde ud af det, han havde jo en redelighed af svære, tunge bøger. Jeg kunne slet ikke leve op til ham. Jeg kunne ikke følge med. Jeg ventede mig meget af ham, fordi han var så klog,” sagde din mor.
Ethvert menneske vedbliver at være et mysterium, både når det lever, og når det er gået bort, og det her spæde forsøg på at svare på, hvem du var, er kun en ridse i lakken. Men alligevel deroppe, i den lejlighed på Adelgade, hvortil du kom som adoptivbarn i 1963 fra børnehjemmet Lykkesminde, nord for København, blot fem måneder gammel til et ægtepar, der ikke var dine biologiske forældre, findes måske en nøgle til at forstå dig.
For du fandt aldrig ud af, hvem der var din rigtige far, hvem du selv var, og det plagede dig, det var som en parmesanhøvl på din sjæl, som Nuka kalder det.
Om det er sandt, ved jeg ikke, men meget, meget vedholdende rygter vil vide, at du fandt ud af, at din morfar var Bent Fabricius Bjerre, og at du engang tog over for at møde ham, men, som du senere fortalte, så kunne du ikke få dig selv til at kontakte ham, da det endelig var. Du stod bare og så på, at han fejede blade sammen og fyldte dem over i en kompostbunke. Og så gik du.
Med den følelse af forladthed, der ikke ville forlade dig, kan man måske bedre forstå, hvorfor du optræder så, ja, forbitret i en artikel fra Vi Unge i 1974. Den Sociale Højskole havde lavet en undersøgelse om ungdomskriminaliteten i Skanderborg og fundet ud af, at halvdelen af byens unge fra 7.- 9 klasse havde begået kriminalitet. ’Fed historie’, sagde de inde på Vi Unge, der tog til Skanderborg og endte nede ved Kvicklybroen, hvor du hang ud i din kedsomhed.
I artiklen, der har overskriften ’Her er Bo på 11 år. Han er kriminel’, står der:
”Et af de mest grelle eksempler på kriminaliteten i Skanderborg er Bo på 11 år. Han synes selv, han er en hård negl. I banden Den sorte hånd går han under navnet ’professoren’.
- Men de skulle hellere kalde mig noget andet. ’Storrygeren’ eller ’nikovraget’. For jeg ryger 35 cigaretter om dagen og drikker en lille flaske whisky. Det skal ikke tyndes op, for så bliver det noget tyndt sprøjt.
Bo åbner en pilsner og tænder den ene cigaret med den anden.
- Jeg har røget, siden jeg var fem. Varerne hugger jeg, og efterhånden kender de mig i de fleste forretninger … Min mor arbejder, for min far er stavret til Odense med en anden kælling Mor tror, jeg er i fritidsklubben. Hun skulle bare vide.
Bo ved godt, at han foretager sig noget ulovligt. Og han er også klar over, hvad der venter ham, hvis han bliver afsløret.
- Kommer jeg under Børneværnet, stikker jeg bare af, praler han. - Jeg vil nemlig gerne til udlandet.”
Og så var du landskendt i hele byen. Om det var sandt eller ej, det, der stod i den artikel, betød mindre. Du blev berømt og berygtet overnight, og snart fik du dit første tilnavn, ’Krimi-Bo’, et navn, der i de år hang på dig som en uafrystelig skygge. Ingen måtte lege med dig, du var byens persona non grata nummer et, et selvvalgt afskum. I en blanding af frygt og fascination vidste alle, hvem du var, inklusive mig, selvom jeg først flyttede til byen et år senere, og jeg gik på bonderøvenes asbestskole, Morten Børup, mens du gik på Skanderborg Realskole, skolen for byens bedre borgerskab og for systemplacerede ballademagere, som man mente trængte til en privatskoles hårde disciplin. Og dér blev du drillet, rigtig meget, for du var anderledes, så meget klogere end de andre, men ikke fysisk stærkere. Det var før, den slags blev kaldt mobning.
Artiklen fortsætter på de følgende sider...
Hans, din ven for livet, så længe det varede, mødte du dengang på den skole. Så længe du nu gik på den. For du var helt vild, utæmmet, uregerlig og helt vild sød. Sådan husker han dig:
”Jeg var flyttet til byen og gik et par klasser over ham. Han var en utrolig intelligent fyr, det vidste alle, men han var for klog, han kedede sig, og han gik ud og ind af skolen hele tiden. Da jeg mødte ham første gang, spurgte han, om vi skulle bokse. Vi aftalte, at mødes ude i skolegården. Jeg tævede ham, og så inviterede han mig hjem på kaffe hos sin mor.”
Og ja, du drak sprut og røg smøger, som du fik på konstant klods nede hos Sonjas Kaffe, en butik, der lå lige overfor SkoBørsen, som din mor stod i, og hvis ejer du konstant formåede at charmere til at give dig kredit. Peter Sommer, som er ca. 10 år yngre end dig, kom ofte nede i Sonjas Kaffe med sin far, og som barn så han dig engang nappe en flaske snaps, uden at Sonja så det.
”Jeg mødte ham engang ovre ved den store bro ovre på næsset. Jeg ville over for at bade, og dér sad Bo sammen med nogle andre og drak Pére Medard til den store guldmedalje. De skulle til udpumpning alle sammen,” husker Hans, og du var så vild som barn, at det kan være svært at forstå i 2007, hvor så mange børn har cykelhjelm på hele tiden, selv når de sover.
Din mor havde svært ved at tumle dig, og med den artikel i Vi Unge og det hele, kom de sociale myndigheder snart ind over. Du blev undersøgt og erklæret uegnet til at bo hjemme. Og du blev tvangsfjernet indtil flere gange, og du kom i familiepleje, men fuck dem, fuck behandlere, fuck autoriteter, så du stak bare af og så blev du tvangsfjernet og kom et nyt sted hen i familiepleje, hvorfra du også stak af.
Til Holland, hvortil du som 13-årig blaffede ned for at besøge Anneke i Groningen. Hende havde du lært at kende den regnvåde feriesommerdag, da hun kom ind i din mors forretning, SkoBørsen, for at købe gummistøvler. Din mor kunne ikke tale engelsk, men det kunne du, og I kom til at tale sammen, og i hende og i hendes intellektuelle venner fandt du måske for første gang i dit liv ligesindede, selvom Anneke var måske 20 år ældre end dig. Og selvfølgelig lærte du at tale hollandsk på et par måneder.
Samme år endte du på Christiania. Først boede du hos en spansk kvinde, men så flyttede du ind hos en fyr, der hed Søren Ark, som boede på Fredens Ark. En meget tolerant fyr, der havde stor betydning for dig. Det er fra ham og fra den bygning, og fra den tid, du både tog og fik mellemnavnet ’Ark’, som aldrig siden slap dig. Og du gik med kjole, og du farvede dit hår med henna, og du overlevede ved at arbejde forskellige steder på Christiania.
Med dit nye mellemnavn som et slags trofæ tog du tilbage til Skanderborg, og som Peter Sommer siger: ”Det har nok været ret sejt i Skanderborg at stikke af som så ung og at have været en del af det hårde miljø på Christiania. Så bliver det næsten ikke bedre. Så er man kongen af vildhed.”
Og så kom du i 9. klasse på Virring Skole, og pludselig optræder du i en artikel i Aarhus Stiftstidende under overskriften ’15-årig digter og skribent’ – det virker som om avisen har fået fat i dig, fordi du er blevet bestilt til at holde et foredrag om dit usædvanlige liv på Odder Ungdomsskole. I artiklen spørger journalisten:
Hvilke planer har du?
”Der findes ikke noget værre end planer. For hvis de ikke lykkes, betyder det nederlag. I stedet arbejder jeg med mulighedsskemaer, når der skal træffes et valg.”
Skriver du også romaner?
”Da jeg var 11, skrev jeg min første roman, men den ligger i min skrivebordsskuffe, og dér skal den blive. I den konfronteres hovedpersonen med normalitetsbegreberne. Jeg laver også noter til en selvbiografi, som jeg vil afslutte, når jeg bliver ældre. Hver gang jeg husker et eller andet, noterer jeg det ned på en lap, og putter det i skuffen.”
Hvad er det du vil have frem?
”Noget om mennesker og deres måde at leve på. Mange lyver overfor sig selv. De lukker sig inde bag begreber (…)”
Og du skrev og skrev og skrev. Hele livet. Der findes stakkevis af bøger med dine notater i. Men ud til andre end dig selv, kom kun din digtsamling ’Ordsovs’, der udkom i 1985 på et forlag, du sådan selv havde lavet sammen med Nuka, som stod for grafikken, og den blev kun trykt i nogle få hundrede eksemplarer.
Dit store forbillede var Dan Turèll, som du fysisk også lignede. På et tidspunkt gik du rundt i Skanderborg i sådan en rød, indisk sag, der ikke var til at flå af dig. ”Den står så godt til mit tandkød,” sagde du. Og engang var Nuka og du i København, på trip på mere end én måde, og en smuk solskinsefterårsdag går I ned ad Strøget, og du var kronraget, havde runde briller og havde tilløb til moustache og goatee.
”Vi gik dér, og et par hundrede meter længere nede ad Strøget så jeg Chili og Dan Turèll komme gående. Chili havde fået øje på os, men sagde ikke noget. Bo var et spitting image af Dan Turèll, en nøjagtig kopi, bare 20 år yngre, og to meter, før de to passerer hinanden, får Dan Turèll pludselig øje på Bo, og så ryger det ud af Onkel Danny: ’For meget, mand,’” husker Nuka.
I din adoptivfars familie var der tradition for at sejle, og det kom du også til. Først på Tvind-skibet, ’Creole’, der i sejlerkredse er kendt for at være en af Danmarks smukkeste tremastere nogensinde, og som i dag er ejet af Gucci-familien. Men dengang var det en Tvind-misligeholdt plimsoller, der i 1980 brækkede en mast i et ’Tall Ships Race’, hvor du var med ombord. Og bagefter, så gik du ind i Søværnet, da du ikke trak frinummer på sessionen. Hvordan du, autoritetshaderen over dem alle, kunne finde dig i det, vedbliver, som så meget andet, at være tåget.
I Skanderborg begyndte du at komme sammen med Heksen, en fantastisk sød pige, der kun blev kaldt Heksen, fordi hun kunne holde dig og dine venner i ave, og som en aften fandt dig døddrukken og sovende nede på Marius Øltapper og slæbte dig med op ovenpå, hvor hun boede, og hvor hun lagde dig på den sofa i kaldte ’Bananen’ – en sofa ,der senere flyttede op i huset Varmedalsminde, oppe ved Banegården, som bare blev kaldt ’Varmen’. I den periode mødte jeg dig og dine venner et par gange, men jeres selskab var alt for skævt til en massefremstillet hindbærsnitte som mig, hele tiden skulle I ryge, morgenfed, aftenfed, natfed, og jeg var alt for usikker til at fatte en lyd af, hvad der foregik eller til at høre efter, hvad I talte om.
Og I gik rundt i byen, dig og vennerne – som kaldte dig ’Loppen’ – og i skovene, og I fandt hallucinerende svampe, og I skød med bue og pil, og en dag var du lige ved at få en pil i kraniet, for selvom du var usædvanligt godt begavet, gjaldt det ikke din motorik. I var så tit på trip og især dig, du proppede dig med alt det, du overhovedet kunne komme i nærheden af. Og som I gik dér, opfandt du begrebet ’Det gearløse skanderborgensiske flippertrav’, og har man set jer, og især Nuka, gå rundt på den måde, så ved man, hvor rammende den beskrivelse er.
Engang havde du været væk, i Holland, nede for at besøge Anneke, og Nuka, som du smørret kaldte ’Det fede skelet’, ville gå over til dig for at se, om du var kommet hjem. Du trak i ham, som han siger:
”Det var dengang Skanderborg Sø frøs til om vinteren. Man kunne gå fra den gamle roklub og over til Kvickly. Og det var præcis, hvad jeg gjorde. Det var tæt, tæt rimtåge, man kunne kun se tyve meter frem foran sig, og der var snefog, men gadelygterne lyste, så man kunne godt finde vej. Og derude, på vej over til Bo, lige midt mellem den gamle roklubrampe på Oddervej og Kvickly, i det tågede lys fra gadelamperne, kom Bo pludselig gående. Jamen, han var da på vej over til mig. Det møde talte han om resten af sit liv.”
For du havde venner, havde du, misundelsesværdige venskaber, som holdt hele vejen igennem. Uanset hvad folk mente og sagde om dig, og hvordan du måske gerne så dig selv, så havde du en karisma, som folk havde svært ved ikke at blive tiltrukket af.
Og du havde syv gode år med Heksen. Men så endte det. Og så fandt du sammen med en pige, Ulla, hedder hun, som du giftede dig med, og som du flyttede til Århus med. Og pludselig så noget i hvert fald ud til at lykkes for dig. Du kom ind på Journalisthøjskolen, du havde et ægteskab, og du havde et job som hjemmehjælper for at supplere din SU. Men du blev syg, og så fik du dit sidste alvorlige knæk. Måske, måske ikke havde du meldt dig syg, men det blev i hvert fald ikke registreret, og så røg du ud af Journalisthøjskolen, og så mistede du dit job, og så mistede du dit ægteskab og din drøm om ægte, ægte kærlighed, og så røg du ned ad bakke. For alvor.
Du flyttede hjem til Skanderborg, og selvom du havde et par lejligheder, så boede du for det meste på Adelgade hos din mor. Og du fortsatte vildskaben, drak, røg tjald, tog stoffer, piller, pushede hash og fortalte ofte, at du havde besluttet at drikke dig ihjel. Og du tog din forstærker op på taget af den bygning, din mor boede i, og så sad du dér lørdag formiddag oppe på tagryggen og blæste knaldhård og høj el-guitar ud over Kvicklys parkeringsplads, hvor de handlende hovedrystende skyndte sig ind i deres biler.
Du holdt lyrikaftener, og du dannede også bandet Bo Ark & The Sharks, hvortil du selv skrev musik og tekst, og I spillede på Café Boheme, og Jesper bestilte jer engang til at spille til en 4x25 års fødselsdag ude i Mjesing Forsamlingshus, til sådan en cowboyfest. The Sharks dukkede op, men du kom aldrig. Du lå bevidstløs af druk og sov den ud i en VW-transporter et sted. Og sådan var det så tit.
Og du gik med læderbukser og en smadret læderjakke og hvid skjorte og et tyndt slips og så den der uvaskede vagabondhat, der bare hed ’hatten’, med masser af emblemer på.
Og du skrev og skrev stadig. På en roman, du kaldte ’Kunsten at være dum’, og du havde disciple, folk som Peter Sommer, der så noget i dig, og som gerne ville se det du kunne se. For se noget andre ikke kunne se, det kunne du.
Første gang du mødte ham var til en regatta, hvor Peter bare var 10 år gammel, og du og Tintin havde stået foran Spidserne og sunget noget om, at månen var en mangofrugt, og af en eller anden grund fulgte du Peter hjem og fortalte ham, at du havde været til en bus-hopningskonkurrence i Prag. Og den historie husker han, for dengang var der ikke nogen voksne, der gad lave sjov med børn på den måde, men det gad du. Og så 10 år senere, efter du var kommet tilbage til Skanderborg, så mødte du ham igen, nede i ’hullet’, en kælderlejlighed på Adelgade, hvor man sad og røg fede, drak bajere og spillede bob.
”Når Bo Ark kom dernede var det fedt. Så skete der noget. Der kom sådan et … lys … af digtersalon over det. Det var så levende bare at sidde og snakke, når han var der. Hans betragtninger var altid sjove, anderledes og modsatte af, hvad man forventede. Næsten uanset, hvor stiv han var, kunne han komme med et eller andet, der lagde rummet ned af grin. Jeg var begyndt at krible-krable lidt dengang og tog hjem og skrev nogle af de ting, han sagde, ned.”
”Han var så fed at være sammen med. Når man sad og drak, kunne han lige pludselig lave en Dan Turèll-parodi, eller en Storm P.-parodi eller hele skuespil, han kunne stå og spille alle rollerne fra Shakespeare. Det var fantastisk, altså,” siger Peter Sommer, der var en af dine mest ihærdige hang-arounds.
Men du fortsatte bare nedturen. Blev førtidspensionist og tog rygeheroin, heroin, meskalin, speed, coke , tjald, hvad som helst, alt sammen serveret i et ocean af bajere. Og bekymringen begyndte, dine venner ville have dig til at holde op, de kunne skimte, hvor det bar hen. Ikke mindst efter, at du også begyndte at få dine anfald, epileptiske anfald, som pludselig kom over dig og som betød, at du kunne ligge og ralle hvor som helst. Men du ville ikke høre.
Og du faldt, og du slog dig ad helvede til og hele tiden. Din krop var en slagmark, både indeni og udenpå. Og du var fast gæst i politiets døgnrapport, du gik med kniv, og den trak du – selvom der ikke var en sjæl, der troede du kunne slå en bule i en blød hat.
Og så blev du bange. Bange for de anfald. Bange for de trapper, der førte op til din mors lejlighed, hvor du boede og som du så tit faldt på. Faldt bagover, når du skulle op og fremover, når du skulle ned.
Og så flyttede du ind på din mors sofa. Blev der, boede der, levede der. Og dine venner, de svigtede dig ikke, de kom og besøgte dig. Og I røg og drak og snakkede og spillede Vold-Olsen og i glimt var du stadig den gamle, lyslevende, fandenivoldske, kloghovede og elskelige Bo Ark.
”Sover du, Bo, hvad fanden. Sover du?”
”Nej, nej, jeg sad bare og tænkte på, hvordan man kunne lave en perfekt ret af kylling og gul peber.”
Men glimtene blev færre og færre. Og spise ville du ikke. Din mor, som alle med god grund roser til skyerne, lavede dejlig mad til dig, men du gad det ikke. Så skar hun vingummibamser op i små stykker og serverede dem foran dig på sofabordet, for at du i det mindste fik lidt næring i dig. På sofabordet foran dig havde du to askebægre, ét til kapsler og et til udskrab og aske. Vé den, der tog fejl af de to. Og dér lå tv-programmet med krydser ud for de udsendelser, du ville se, hvis du ikke døsede hen.
Og du blev bitter. Selvfølgelig. Hvem fanden ville ikke være blevet det med alt det, du kunne og med så lidt håndgribeligt at gå herfra med? Du vidste, at du ikke fik nok ud af det, det du kunne, det du var. Sammen med det ubesvarede spørgsmål om, hvem du var, åd det dig op.
Og én ting er at sige, at man vil drikke sig ihjel, en anden at gøre det.
Og du råbte ad din mor, samtidig med at du forstod, at hun elskede dig mere end nogen anden. Og du blev indlagt, flere gange, og fik et lille, transportabelt toilet stillet op ved siden af sofaen, og din mor og dine venner hjalp dig. Men lige lidt hjalp det.
Der var så meget liv i dig, at du døde af det i 2002.
Og så var der begravelsen. Nede på Søsporten. Nuka og Hans og Kristian og Michael og Henrik og Carsten bar kisten. Da rustvognen kom for at køre dig væk, holdt Anneke en smuk tale om dig. Hun havde fornemmet noget var galt og var taget af sted fra Holland til Danmark. Og i Tyskland var hun blevet ringet op og havde fået at vide, at du var død.
Og så var der gravøl, og der kommer masser af mennesker og hold da kæft, der blev drukket. I din ånd.
En ånd, der ikke vil gå væk. For du har sat dig spor, dybe spor. Hos alle. Nuka siger fx, at der ikke går en dag, hvor han ikke tænker på dig og savner dig. Og hvert år på din fødselsdag tager Hans med din mor ud for at besøge din grav ved Skanderup kirke. Og i sommeren 2006 skulle Peter Sommer optræde til en stor prisfest i Operahuset foran kronprinseparret og en hel masse kendisser og pinger. Og dér stod han og sang sin ’ Sang til Bo’ og fortalte, hvor vigtig du havde været for ham, mens et gigantisk widescreenbillede blev vist af din digtsamling, ’Ordsovs.’
”For mig står Bo lige ved siden af Kim Larsen og C.V. Jørgensen. Han er på linje med dem. Helt konkret,” siger Peter Sommer om dig i dag.
Og for mig, der ikke engang kendte dig, men bare mødte dig nogle gange, lever du også. Fordi jeg ser mig selv i dig. Faktisk hjemsøger du mig i mine drømme. I en drøm, der bliver ved at vende tilbage, er vi to sammen oppe i det loftsværelse, du engang havde oven over din mors lejlighed. Vi er kun 12-13 år, og du griner så uimodståeligt skælmsk, og så siger du: ”Ha, jeg er slet ikke død, jeg tager bare pis på jer.”
Så selvom mange af dine rigtige venner sikkert mener, at jeg ingen ret har til at sige det, så gør jeg det alligevel: De kan smide Bo Ark ud, men de kan ikke smide Bo Ark ud af mig.
Da Bo Ark Rasmussen var 15 år, blev han interviewet af Aarhus Stiftstidende i en artikel med overskriften ’15-årig digter og skribent’. Avisen bad ham om at skrive noget. Det lød sådan her:
”Nogle mennesker gør altid alt besværligt for andre, Bistandspeople, snagsbehandlere og asocialrådgivere for eksempel. De er studerede, yessir. Teoretisk set ved de alt om tolerance. I praksis bliver tolerancen lodret. I praksis er de tolerante som fængselsmure. De beskytter, indtil man uvægerligt smadrer hovedet imod dem og de sørger for at man så kommer under psyko-ulogisk behandling i et værelse på et statshospital, et psyko-logi, og der bliver man så fastgjort til sengen med fortrængte faderbindinger. Og tre gange i døgnet kommer der så en terapeut og si’r: ’Nu skal de have deres pille, De kan jo så godt li’ brium.’
’Va? Lium?’ Og når man så en sjælden gang er klar, og man spørger, om man snart kommer hjem, så får man svaret: ’Jo, De kan komme hjem til Sct. Hans.’ Og så står man der med elektroderne ned ad nakken og strømperne i el-ål. Og når man så er blevet godt schizzofren og får forfølgelsesvanvid, så bliver man et par anoide, der helt sikkert kommer til at fungere som klemme-klemmere eller kulde-klaskere resten af ’deres’ liv.”
Sang til Bo
Hvis ikke du, hvem sku så ku ku
For du har set det meste før
Du har set mørket i dig selv
Du lever bare til du dør
Du lever bare til du dør
Du har taget turen ned ad trappen før
Så du ved hvor ondt det gør
Du fik øvet dig i mange år
Men det er en kunst at være dum
Og du kender hver en banegård
Fra Århus H til Hilversum
Men du sku helt til Amsterdam
Du har taget turen ned ad trappen før
Så du ved hvor ondt det gør
Du var sådan en man ville vædde på
Kunne drive det til noget stort
Men du var mere blå end himmelblå
Du bare drev til du drev bort
Du bare drev til du drev bort
Fik du set det du ville se
Betalte du for høj en pris
På grund af dig ved jeg alt jeg ved
Du gav mig alle dine tips om trips
When you see double, you see fields
Du har taget turen ned ad trappen før
Så du ved hvor ondt det gør
En lille verden at være stor i
Det var den du var Bo i
Fra Peter Sommers cd ’Destruktive vokaler’, 2006
LÆS OGSÅ
