Carl Emil Petersen
Foto: Ken Hermann

Carl Emil Petersen

Carl Emil Petersen: ”Det sidste år var det værste i mit liv"

Han er både gået fra Ulige Numre og kæresten. Her fortæller han Teis Jeppe Gørtz om de forliste forhold, om at kræve Mathilde-milkshakes backstage og om sin solodebut, ’Natradio’, der netop er udkommet.

Hvordan slog du op med Ulige Numre?

”Jeg besluttede at fortælle det til min fætter, Jacob, i bandet først, fordi det er ham, jeg er tættest på. Vi mødtes på værtshuset Fingerbøllet på Christianshavn en våd aften og blev helt vemodige sammen, for det mindede meget om at sige farvel til en kæreste.

Jeg fortalte ham, at jeg skulle videre nu og prøve noget andet. Nogle dage senere indkaldte jeg resten af bandet til et bandmøde i vores øvelokale, hvor vi sad rundt om et bord, og jeg indkalder næsten aldrig til sådan noget, så folk havde godt på fornemmelsen, hvad der skulle til at ske.

I bandet har vi også altid haft en intern joke om, at jeg en eller anden dag kom til at udgive en country-plade med cowboyhat og stille akustiske sange. De vidste, at jeg godt kan være en enspænder.”

Men hvorfor opløse bandet helt? Du kunne vel bare sætte det på standby?

”Jeg gider ikke lave sideprojekter. Det er alt på et bræt for mig, når jeg laver noget. Ulige Numre var et stort band, da vi stoppede. Vi lukkede det på toppen og sluttede af med to udsolgte Store Vega-koncerter, og jeg fik en masse Danish Music Awards-statuetter. Jeg følte, at jeg skulle rykke op i nogle ting. Der var nødt til at komme nogle forandringer for, at jeg kunne være entusiastisk og glad, når jeg skulle ned i studiet. Enhver, der har haft et band, ved, at venskab og kreativitet er to helt uafhængige ting. Og i Ulige Numre var vi vildt gode venner – måske også lidt for gode venner. Vi kunne ikke gå tilbage og arbejde sammen, som vi gjorde i starten, fordi vi var blevet ældre, og vores prioriteter havde ændret sig.”

Hvordan kom det til udtryk?

”Når personlige små tvister vokser sig større end musikken, og man ikke kan give hinanden kritik, uden man bliver fornærmet, så bliver venskabet en hindring for at være kreative sammen. Jeg havde brug for at være i et andet miljø, hvor relationen var mere professionel.”

 

Du besøgte Sune Wagner i hans studie i Los Angeles for at indspille sangene til dit nye album. Hvad var din oplevelse derovre?

”Jeg havde lejet en lejlighed i det område, som bliver kaldet for ’Ghost Town’, hvor banden Venice 13 huserer. Lejligheden var i virkeligheden blot en lille garage, som var indrettet til et værelse, og om natten kunne jeg høre politihelikopterne cirkle rundt udenfor.

Når jeg mødte Sune om morgenen, havde der endnu engang været en skudepisode i gaderne mellem Venice 13 og den anden bande Crips. På et tidspunkt havde politiet også skærmet Sunes gade af. Bandekrigen i Venice er vist lidt slemmere end den københavnske i øjeblikket.”

Følte du dig langt hjemmefra?

”Det var fedt at være helt fremmedgjort i den overfladiske by. Hvis jeg fx skal sige noget seriøst om mig selv, fletter jeg altid en lille joke ind, hvilket kommet helt ubevist til mig, men det har de jo slet ikke noget af derovre. Som dansker blev jeg en meget stille eksistens i Los Angeles.

Det var nogle sjove uger, men jeg brød mig slet ikke om byen, fordi den ikke passer til mit temperament. De sidder i biler hele tiden, og der er ikke gode muligheder for at gå ture og alt det, jeg godt kan lide ved København. Jeg er først ved at tage kørekort nu, så jeg måtte sidde i Ubers eller cykle rundt på de store veje i Los Angeles.” 

Du har lavet en hyldestsang til København. Er der noget, du ikke kan lide ved byen?

”København er ved at blive større, og man kan se, alle de dårlige ting, der følger med. Vi er ved at privatisere hele vores by ved at finansiere metroen med dyre byggegrunde, som vi bare sælger.

Derved skaber vi en dårligere by, fordi alt det, vi godt kan lide ved byen, er skabt på andre måder, bl.a. på andelstanker og socialt boligbyggeri. At tro, at man bare kan udstykke nyt land til storkapitalen, og at der opstår en harmonisk by ud af det, er simpelthen naivt.

Det kommer aldrig til at blive godt at bo ude i Ørestaden. Og det er bestemt ikke de menneskers skyld, der bor der. Det er modellens skyld. Man er nødt til at bygge på den model, som byen altid er blevet bygget på.”

Hvorfor bor du selv på Christianshavn?

”Christianshavn er mit favoritsted i byen. Jeg elsker de gamle gader og steder, og kanalerne gør, at der automatisk er færre biler og mindre støj. Her er en mærkelig blanding af hashturister, rige advokater og musikere, som mødes på et meget lille område.

Vi bliver flere og flere unge musikere, der flytter herud. Jeg bor næsten lige ved siden af Lukas Graham, og Mattias Kolstrup fra Dúné er også rykket herud. Det er sjovt at mødes med de andre musikere på kaffebarerne.

Oftest sker det i ugedagene, mens alle andre folk er på arbejde, så vågner vi lige så stille og skal ned og have morgenkaffe. Som kollegaer har vi en forbindelse til hinanden, og selvom vi ikke er konkurrenter, kan man ikke undgå at sammenligne sig med dem.”

Dit liv kan virke ret perfekt. Er der egentlig noget, der er gået galt for dig?

”Det sidste år var det værste i mit liv, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde ud af det. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor bandet ikke fungerede, og jeg var også bange for at tage skridtet som soloartist.

Samtidig gik min kæreste og jeg fra hinanden. Det var første gang, at jeg oplevede at være i et forhold og mærke, hvordan kærligheden giver al verdens lykke og samtidig gør ondt og suger alt liv ud af dig. ’Natradio’ er nærmest en dobbelt breakup-plade, og selvom det ikke har været et terapeutisk projekt, har jeg haft brug for at lave disse sange.”

Kan man høre i teksterne, at du er blevet 26?

”Der gik noget uskyld tabt i mig efter mit brud med kæresten. En uskyld, man kan høre på de første plader, hvor jeg var helt grøn og søgende. Kærligheden var sådan en flyvsk ting og meget en idé om en pige, men på denne plade er der oplevelser bag. Der er mange, der mener, at mine første sange er poetiske, men i virkeligheden var sproget meget fantasifyldt og idoliseret, fordi jeg ikke selv havde oplevet kærligheden på det tidspunkt.”

Hvornår er du ikke perfekt?

”Når jeg tilsidesætter andres behov for mine egne. Men man er nødt til at være lidt egoistisk og have fokus på sig selv i min position og branche. Og det er noget, som jeg har det lidt svært med. Jeg er i bund og grund en fyr, som godt kan lide at drikke øl med mine venner og se fodbold.”

Er du blevet så stor nu, at du har en tour rider? Får du fx sorteret dine M&M’s backstage?

”Ikke lige M&M’s, men jeg kan godt lide at drille dem lidt engang imellem og bede om noget, som man ved, det kræver en frivillig at hente. Det er sådan rockkutyme at sætte dem lidt i gang – også fordi man bare kan gøre det. Jeg plejer at skrive Mathilde-milkshakes på listen for at se, om de dukker op. Og det gør de ikke altid. Men jeg kunne aldrig finde på at brokke mig over det, hvis de mangler.”

Kan du dumme dig på scenen?

”I Herning kom jeg engang til at kritisere byens skulptur Elia, der er et sort skrummel, der spyr ild. Den ser meget industriel ud og står bare og voldtager det pæne landskab. Jeg sagde nogle ikke så pæne ting om den. Der blev hurtigt stille blandt publikum. Ingen grinede. I sådan en situation gælder det bare om at begynde at spille noget musik igen, fordi du kan ikke redde den. Jeg forbereder aldrig, hvad jeg skal sige mellem numrene. Det er ikke så rock.”

LÆS OGSÅ: Kuglepenne, joints og bamser: Det boomer med gaver ved Dan Turells og Natasjas gravpladser

LÆS OGSÅ: Jesper Binzer: "Der er ingen ironi på den her plade"

LÆS OGSÅ: De bedste bøger i 2017 - indtil nu
-