Hvorfor foregår dit kommende projekt i Norge?

”Jeg synes faktisk, det er lidt synd, at vi ikke er bedre til at dele hinandens ting i Norden, selvom vi minder så meget om hinanden. ’Skam’ er gået fantastisk, fordi det rører mennesker, men vi er ikke særlig gode til at bytte komik på tværs af de nordiske lande. Det er synd, fordi der er så mange dygtige komikere i Norden. Norge er nemmere end Sverige. ’Klovn’ kører heroppe og er relativt populært, så vi vidste, at der var en interesse fra de norske tv-stationer i at lave det. Derudover er det interessant for mig at komme herop til Norge, fordi jeg kan starte forfra med et nyt publikum, men samtidig ved, at jeg har lidt medvind heroppe. Samtidig ville jeg virkelig gerne arbejde med nogle af de norske komikere og kendisser for at få rystet posen lidt og se, hvad de kan heroppe. Det har været virkelig lærerigt og fedt.”

Hvordan opstod idéen til at lave tv-serien som en fiktiv dokumentarserie, eller en såkaldt mockumentary?

”Jeg ville ikke lave Klovn, selvfølgelig. Det laver jeg kun med Frank. Det her var et soloprojekt, og sammen med Nicolai (Achton, seriens instruktør, red.) har jeg lavet nogle reklamer for Fleggaard, hvor karakteren Casper Christensen også indgår i en dokumentar. Den proces var rigtig sjov, så her har vi forsøgt at lave ’Undskyld, Norge’ som én lang dokumentar. Af samme årsag har jeg med vilje skåret holdet ekstremt småt, som om det var en dokumentar. Nogle gange har vi ikke fået lov til at filme på de pågældende lokationer for at få følelsen af, at kameramanden bare fulgte mig uanset hvad. Jeg kan godt lide at improvisere, og det skulle den her serie rumme. Der er ikke skrevet replikker ned, alt er improviseret, og det kan også være en udfordring med de andre komikere og skuespillere, at de skulle gå med på den leg. På den måde har serien været en slags komisk øvelse i improvisation.”

1 (11) cc.jpg

Var dine medskuespillere lunkne ved idéen om at skulle improvisere?

”Nej, de kender Klovn, og Morten Ramm, som er en af Norges største komikere, har været med i Klovn (hvor han spiller Lene Nystrøms selvhævdende, norske ven Terje, red.), så han var på. De andre skuespillere har også været helt fantastiske. Det var virkelig rart at skulle improvisere med nogle nye mennesker.”

Hvad er det, Morten Ramm kan?

”Han er frygtløs. Og det kræver det, når man skal improvisere alt. Han har timing og humor, samtidig med at han angriber situationerne anderledes, end jeg ville have gjort, og det gør jo bare, at vi svingede godt og havde det pissegodt sammen.”

Hvordan adskiller ’Klovn’-Casper Christensen og ’Undskyld, Norge’-Casper Christensen sig?

”Jeg forholder mig til ’Klovn’ i den her serie, så vi ikke kommer i karambolage med ’Klovn’. I serien kan jeg godt sige, at da jeg lavede ’Klovn’, var jeg dit og dat. ’Undskyld, Norge’-karakteren er nærmest endnu en slags krystallisering af den Casper Christensen-karakter vi møder i ’Klovn’, og som stammer helt tilbage fra ’Langt fra Las Vegas’, hvor Casper er lidt en smart-ass, der bor i sin egen lejlighed, elsker damer og så videre, og som så blev en endnu vildere skiderik i ’Klovn’.

I ’Undskyld, Norge’ er Casper personen, der spiller ’Klovn’-skiderikken, men som så er endnu værre i virkeligheden. Forskellen er, at i ’Undskyld, Norge’ er Casper ikke gift, han er mindre begavet og han er mere skruppelløs. Casper har i ’Klovn’ har en vis karakter, han kender de rigtige og er lidt fint på den. Den nye karakter er på bunden, men synes selv, han er på toppen.”

1 (11).jpg

Så man skal ikke læse en sammenhæng ind i, at du i den seneste sæson af ’Klovn’ er gift med en norsk kvinde?

”Slet ikke. Lene Nystrøm er med, men kun som Lene, der spiller min kone i ’Klovn’.”

I har lige skrevet ’Klovn 3’ færdig. Hvordan bliver det at gå et metalag tilbage og spille den version af Casper Christensen igen?

”Det har givet en masse i skriveprocessen, faktisk. At se hvor vild, Casper kan blive. Det var sjovt for Frank og mig at gå tilbage til ’Undskyld, Norge’-karakteren og give ’Klovn’-Casper lidt mere af det vanvid, vi møder i ’Undskyld, Norge’. Det gav faktisk en masse til ’Klovn’-karakteren, og på den måde har det ekstra lag bare været brugbart.”

Du taler om, at der er et humor-slægtskab mellem Danmark og Norge…

”Ja, og jeg håber krafteddeme, jeg har set rigtigt, for serien bliver også vist heroppe jo.”

Er der nogle nationale forskelligheder, som du oplevede i forbindelse med det her projekt?

”Nej, det er svært at vurdere. Nogle af dem, jeg har arbejdet sammen med, var meget hårdtarbejdende og virkelig tjekkede. Men det var måske også bare fordi, jeg ikke kendte dem så godt. Der er to podcast-piger med i serien, som var helt forrygende at arbejde sammen med, for der er heller ikke helt lige så mange kvindelige komikere i Danmark. Det var fantastisk at møde nogle, der bare var så dygtige.”

Har du oplevet, at der er noget, der er udpræget dansk humor?

”Nej, egentlig ikke. Danskere og nordmænd minder meget om hinanden hvad angår grovhed, sarkasme og så videre. Det er interessant, for forskellen i forhold til Sverige er langt større. Da vi lavede ’Klovn The Movie’ sendte vi den til filmfestivalen i Göteborg. Vi fik et brev tilbage fra juryen, hvor der stod, at for det første ville filmen ikke blive vist, og for det andet måtte Frank og jeg ikke møde op. Det viste lidt om, hvor langt vi var fra hinanden. Norsk og dansk kører sgu meget godt sammen.”

2 (10).jpg

Det er en #metoo-skandale, der sparker Caspers eventyr i Norge i gang. Hvilke tanker gjorde du dig om det?

”Casper Christensen-figuren ligger altid og læner sig op ad en #metoo, så det var egentlig ret oplagt. Jeg havde lyst til at pille ved det, fordi det er det eneste rigtige at gøre. At snakke om problemerne. Der har været lidt en tendens til, at hvis man snakkede om #metoo som mand, så blev det hurtigt slået ned, som om man havde dårlige intentioner.

For mig har det været en øjenåbner, hvor ubehageligt det må være for kvinder at blive betragtet som nogle, man bare lige kan flirte med, selvom det er for sjov. Hvis man ikke gider det, så er det bare fucking belastende. For mig var det sjovt at give den gas på den konto, fordi jeg nærmest kunne mærke ubehaget blandt de kvinder, der var implicerede under optagelserne.

Vi skal jo kunne snakke om det, for hvis man som mand flirter med en kvinde, er det jo ikke nødvendigvis, fordi man er et klamt svin, men man må jo ramme en balance, hvor man kan have en god og sjov omgangstone og også kan komplimentere et andet menneske, uden at det bliver misforstået.”

Du talte om din popularitet i Norge. Kunne du mærke den under optagelserne?

”Det er klart en fordel. Jeg er jo ikke superkendt heroppe, men jeg er kendt nok til, at vi kunne få nogle store stjerner med. For eksempel Magnus Carlsen, verdens største skakstjerne, ville gerne være med, vi kunne få lov at optage nogle fede steder, vi sidder på Petter Stordalens hotel, og så videre.”

Hvordan var Magnus Carlsen at have med?

”Han var fuldstændig fantastisk. Vi laver en scene med ham på hotellet, hvor vi skal spille skak. Der står et skakbræt, hvor brikkerne står lidt tilfældigt. Magnus kommer ind i rummet, og vi skal lige hilse på hinanden, inden vi går i gang med optagelserne. Han introducerer sig selv, og så kigger han på spillet og siger: ’Er det med vilje, brikkerne står forkert?’. ’Nej, nej, vi har ikke sat det op endnu’, svarer jeg, så mens vi står og konverserer, står han, uden at kigge på brættet, og sætter brikkerne korrekt på plads, fordi han ikke kan have, at de står forkert. Som skuespiller var han faktisk skidegod. Vi lavede en lang og fuldstændig vanvittig scene med ham.”

7 (7).jpg

Kan der komme en opfølgning på ’Undskyld, Norge’?

”Det ved jeg slet ikke. Men det har været sjovt at lave. Det har været et vanvittigt projekt, fordi det var så hardcore. Optagelserne er helt autentiske, så vi var hele tiden på farten, og det er altså hårdt. 8 timers improvisation, hvor du ikke aner, hvor du er, hver dag i over en måned. Det var hårdt arbejde, men pissesjovt at lave.”

Føler du, det er lykkedes at lave noget, der både er henvendt til et dansk publikum og et norsk publikum?

”Oprindeligt var serien faktisk kun tiltænkt et norsk publikum, så den er skrevet derefter. Det var også en udfordring, for hvor mange norske kendte kender vi lige? Og omvendt: Hvor mange danske kendisser kan jeg finde, som de også kender i Norge? Det viser også, hvor svært det er at flytte grænser. Folk, der er kæmpestore i Danmark, aner de ikke hvem er i Norge, og omvendt. Jeg har så rådført mig med Morten Ramm for at blive klogere på, hvordan de norske referencerammer er. Vi skulle bruge en reality-kendis fra Norge, men hvem er sjov? Det anede jeg ikke, men der kunne Morten hjælpe.”

I endte med den notoriske festprins Sverre Goldenheim. Hvorfor ham?

”Ham kender jeg selv fra dagene i byen. Han er ret vild. Han er også stoppet med det liv. Han er meget kendt her i Norge. Han har en tatovering af en pige, der drikker pis. Han har skrevet ’FUCK YOU’ henover benene. Han har virkelig været der. I serien spiller han sig selv på rehab, men ender med at få en ordentlig portion ecstacy af mig”.

’Undskyld, Norge’ har premiere i dag mandag kl. 22 på TV3 og kan streames på Viaplay.