Charlie Watts har åndet ud, det sidste slag er slået, blikket er ikke længere koncentreret rettet frem mod sine sprællende medmusikanter i The Rolling Stones.
80 år gammel blev han. På alle måder en naturlig og logisk alder at tage herfra i, og alligevel føles det naturstridigt, at den underfundige gentleman nu ikke længere skal holde takten for Richards og Jagger, for hvem han havde gjort netop dét i 58 år.
Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Charlie Watts fra Bloomsbury, London skulle være rockstjerne; han var jazznørd og grafisk designer. Men tidens kræfter var stærke, London swingede, og Watts’ minimalistiske ekvilibrisme ved et trommesæt gik ikke den altovertagende rhythm and blues-scene forbi.
I mellemtiden, på et spinkelt værelse i bydelen Chelsea, sad tre ludfattige og heftigt drømmende bluesfanatikere ved navn Brian Jones, Mick Jagger og Keith Richards og lagde planer. Sammen med den lidt ældre, mere erfarne pianist Ian Stewart havde de så småt stablet et orkester på benene, men de manglede en trommeslager.
Og Charlie Watts var manden, de ville have. Ingen andre, Charlie var deres guy. Han var dog ikke lige sådan at få fat i, ham den reserverede jazzmand, som var begyndt at tjene lidt ekstra til vejen med et anerkendt bluesband. Manden ville sgu have penge for det! Og så var der ikke andet for, ræsonnerede Jones, Jagger og Richards sig frem til, end at skære alvorligt ned på madbudgettet og gå sultne i seng, stjæle lidt fornødenheder her og der, tigge og bede, for til sidst at få overtalt den velklædte herre til at tilslutte sig dem på deres færd mod stjernerne. Og til stjernerne, de tog.
Richards skriver sådan her i sin selvbiografi om Watts’ trommespil:
”For det første har Charlie en fantastisk feel. Han havde det dengang, lige fra starten. Der er en enorm personlighed og subtilitet i hans spil. Hvis du ser på størrelsen af hans trommesæt, ser det vanvittigt ud sammenlignet med de fleste trommeslagere nu om dage. De har et fort med. Et bombardement af trommer. Charlie kan, bare med sit helt klassiske setup, gøre det hele.”
Det er ikke svært at finde demonstrationer på Watts’ underspillede, drivende og generøst komplimenterende trommespil i Rolling Stones’ endeløse bagkatalog. Sæt fx ’You Can’t Always Get What You Want’, ’Can’t You Hear Me Knocking’, ‘Gimme Shelter’ eller ‘Honky Tonk Women’ på og mærk hans groove. Tal om et backbeat!
Jeg var til min første Stones-koncert i Parken i 2003. Jeg var ni år gammel og solgt til stanglakrids. Jeg forgudede de gamle røvhuller. Det havde jeg sådan set gjort, siden min far for første gang havde sat dem på grammofonen.
Hjemme i stuereolen stod et overvældende udvalg af livekoncerter på DVD, så jeg med egne øjne og ører kunne dyrke min besættelse. Sikke en verden! Og deres appel var ikke ligefrem svær at forstå: Jagger og Richards var jo selve kropsliggørelsen af begrebet cool. Men der var noget galt: Hvordan var det dog lige, ham den gråhårede på trommerne holdt på sine stikker? De lå alt for fesent, alt for urocket i hans hænder, og de pegede ind mod hinanden, som var de spisepinde. Jeg rådførte mig forvirret hos min far, hvad meningen med galskaben dog bestod i, og han forklarede og forklarede. Og så kunne jeg, når jeg viste mine venner videoer med de rullende sten, med stolt stemme belære dem: Kan I se, hvordan trommeslageren holder på sine stikker? Det er, fordi han er jazztrommeslager. Charlie var særlig.
Det er den overskyggende fortælling i fortællingen om Charlie Watts: Han var en særling. Ved at insistere på at være lige netop sig selv var han så usærligt særlig.
Han lod sig aldrig korrumpere af den forgiftende verden, han befandt sig i. Han bevarede på mærkværdig vis sig selv. Mens bandmedlemmerne sniffede og injicerede sig til galaktiske højder, røg bag tremmer, bollede til højre og venstre og op og ned og indløste billet til alle livets fristelser, bandt Charlie Watts et slips, passede sit arbejde med at spille på trommer og vendte så hjem til sin hustru, med hvem han havde giftet sig i 1964.
Nu er beatet tavst. Charlie Watts – en elegantier blandt sprællemænd – er borte.
