Er mennesket inderst inde godt eller ondt? Hollandsk forfatter har (måske) svaret

ER MENNESKET INDERST inde godt eller ondt? Et ældgammelt spørgsmål, hvis svar igennem tiden har lagt grobund for, hvordan man har tænkt og indrettet samfundets land og love. De fleste lever nok med idéen om, at mennesket da selvfølgelig er ondt. At vi kun er ni fratagne måltider fra at henfalde i det rene anarki, som den amerikanske journalist Alfred Henry Lewis udtrykte det i 1906.

Det er nemlig, hvad videnskaben og litteraturen altid har fortalt os. Tænk på ’Fluernes Herre’; en af det 20. århundredes største litterære klassikere, hvor en gruppe engelske skoledrenge, forlist på en øde ø, søber ned i en kaotisk tilværelse, hvor desperationen udløser grusomme begivenheder.

Eller tænk på det berømte fængselseksperiment, der blev foretaget på Stanford University, hvor unge studerende i rollen som fangevogtere og fanger lærte os noget om, hvad mennesker evner at gøre, når vi får magt over andre.

Og hvis ikke litteraturen eller videnskaben har overbevist dig, må Anden Verdenskrigs ufattelige, grusomme forbrydelser have fået dig til at indse, at mennesket inderst inde, er et blodtørstigt og fremmedfjendsk væsen.

Men Rutger Bregman vil overbevise dig om noget andet. Den hollandske historiker er især kendt for sin TEDtalk fra 2017, hvori fattigdommens natur er under lup, og han har begået en bog med den lettere langhårede titel ’Det Gode Menneske – hvorfor der er håb for menneskeheden’, og den er lige så intellektuelt udfordrende, som den er filosofisk interessant.

Rutger Bregman har i sin tidligere bog, ’Utopia for realister’ ligeledes beskæftiget sig med den faglitterære genre, hvor intellektuelt komplekse emner forklares i et enkelt sprog. Som sådan kan han sammenlignes med den israelske historiker Yuval Noah Harari, der med sin bog (med den lige så langhårede titel) ’Sapiens – en kort historie om menneskeheden’ fra 2011 står bag en af de mest populære faglitterære værker i nyere tid.

I sin nye bog tager Rutger Bregman udgangspunkt i det, han kalder Fernisteorien: idéen om, at civilisationen fungerer som et tyndt lag fernis, der skjuler og tilbageholder menneskets egoistiske og usympatiske natur.

Ved at kigge kritisk på en lang række eksempler, der tidligere er brugt til at argumentere for Fernis-teorien, fortæller han historien om mennesket som værende mere og andet end grundlæggende egoistisk og voldsparat.

Det berømte, førnævnte fængselseksperiment og det lige så velkendte stødeksperiment foretaget af Stanley Milgram bliver af Bregman forklaret som videnskabelig propaganda hvilende på forudindtagede idéer og manipulativ forskning. De forfærdelige historier om barbarisk anarkisme i New Orleans efter Katrina-orkanen bliver affærdiget som produkt af mediernes sensationalisme. Og historien om Påskeøen, der førhen er udlagt som værende historien om, hvordan mennesket i isolation med sig selv er selvudslettende, naturødelæggende og decideret kannibalsk, pilles fra hinanden.

Det er et smart greb at bygge bogen op omkring disse kendte, historiske eksempler. De fungerer som anker, hvorfra man som læser kan svømme ud fra, uden man føler sig intellektuelt på dybt vand. Således bliver filosofien håndgribelig og vedkommende, fremfor at den bliver abstrakt og teoretisk.

Rutger Bregman.

Menneskets natur udlægges som værende grundlæggende venligsindet, socialt opsøgende og modvillig over for fysisk vold. Ved at kigge på menneskets tidlige historie argumenterer Rutger Bregman for, at mennesket egentlig først begyndte at bekrige hinanden, da nomadetilværelsen ophørte, og de faste bosættelser begyndte for omkring 15.000 år siden. Altså at menneskets ondskab først kom til udtryk, idet de første spæde skridt mod civilisationen blev taget. At privat ejendomsret og strenge hierarkier med virkelighedsfjerne og ideologiske konger, høvdinger og guder på toppen fik os til modvilligt at vende vores natur ryggen for i stedet at udøve vold og undertrykkelse mod hinanden.

Som den hollandske historiker skriver i begyndelsen af bogen, er det at argumentere for menneskets godhed som at kæmpe mod det græske fabeldyr hydraen, det evigt hovedregenererende monster, for kynismen kan altid mistænkeliggøre altruisme som fordækt selvinteresse eller få enkelttilfælde blæst op som generelle tendenser. Men som en anden intellektuel Herkules går Rutger Bregman på overlegen vis op imod hydraen, og han argumenterer overbevisende for sin sag.

Hvorvidt mennesket i grunden er ondt eller godt, er selvfølgelig svært at svare entydigt på, men Rutger Bregman tager i sin bog os læsere gennem en fyldestgørende videnskabelig undersøgelse, der, hvis ikke den giver svaret, i hvert fald belyser de vigtigste nuancer af spørgsmålets komplekse natur. Om ikke andet er det positiv læsning, der kan dig give lidt af troen tilbage på menneskeheden i en verden, som til stadighed synes mere af lave.

’Det Gode Menneske – hvorfor der er håb for menneskeheden’, udkommet på dansk på People’s.

330 kroner hos Saxo

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger