Optagelserne til ’Sankt Bernhard Syndikatet’ startede allerede tilbage i sommeren 2015, hvor Herlufsholm havde 450 års jubilæum. Det skulle ses som et studie i, hvordan det ville være at gå rundt mellem almindelige mennesker og lave fiktion, men der gik ikke længe, før Rasmus Bruun blev gennemskuet af rektorens søn, som allerede dengang kendte til alteregoerne Kirsten Birgit og Rasmus Bruun.

Rasmus Bruun: ”Han havde lugtet lunten, så jeg måtte sige, at vi var nede og lave en film. Men jeg tror ikke, at der er bad feelings.”

Frederik Cilius: ”Jo, det er der.”

Rasmus Bruun: ”Nå okay, der er bad feelings.”

Frederik Cilius: ”Der er mange scener, vi var nødt til at klippe ud, fordi de ikke har været så glade for, at der blev filmet til det arrangement.”

Rasmus Bruun: ”Af Dronningen tænker du på?”

Frederik Cilius: ”Nej, generelt på Herlufsholm. Der er jo heller ikke noget fra fællessangene, som der var i begyndelsen.”

”Det handler om, at de gerne vil styre, hvad der kommer ud fra Herlufsholm, så det er meget kontrolleret presse. De er meget imod stereotypen om, at det er de rige, der sender deres børn derhen, når de ikke selv gider være sammen med dem.”

Rasmus Bruun: ”Det er det i hvert fald ikke”

Frederik Cilius: ”Det er det overhovedet ikke.”

Halvandet år senere sidder de nyudklækkede filmskuespillere Rasmus Bruun og Frederik Cilius på Restaurant Schønnemann, en luksus smørrebrødsbiks med høje træpaneler, Tuborg på flaske, og hvide duge i Matadorlignende omgivelser, for at tale om tilblivelsen af filmen over et stykke højtbelagt.

Restaurantens omgivelser ligger i perfekt tråd med det miljø, og de karakterer Mads Brügger for fire år siden fremlagde for makkerparret bag kultfiguren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørholm.

I en af åbningsscenerne sidder Frederik i et overdådigt palæ et sted i Nordsjælland. Her foreslår hans karakter sin far, at han kan investere nogle millioner i endnu en af hans søns forretningsidéer. Frederik planlægger at bygge et opdræt for Sankt Bernhardshunde i millionbyen Chongqing i Kina under sloganet: ’Big, Royal, Cute.’

Planen er, at han vil markedsføre familiens slaskede præmiehund, Dollar, som en trofast følgesvend gennem livet og avle løs på racen i den endnu ikke eksisterende Sankt Bernhardshundebranche i Kina. Men da faren fortæller, at sønnen ærligt talt ikke har talent for forretninger, leder han ihærdigt efter andre investorer til Herlufsholms 450 års jubilæum, hvor han gik i sin ungdom.

Her møder han sit perifere bekendtskab fra Herluf-tiden, den albinoblege og ekstremt kejtede Rasmus, som netop har arvet en stor sum penge efter sin fars død.

Rasmus er ikke umiddelbart interesseret i projektet, men da han kort efter bliver diagnosticeret med ALS, beslutter han sig for at droppe sin spøgelsesagtige tilværelse som bestyrer i en sengebutiksfilial, for at leve livet fuldt ud, inden sygdommen for alvor sætter ind.

Frederik Cilius: ”Karaktererne er to afarter af nogle fantaster. Rasmus er en indre fantast, som måske har løjet for sig selv om, hvad han har af drømme, og hvad han har af evner. Og min karakter har altid løjet for sig selv i den forstand, at han tror, han har flere evner, end han i virkeligheden har.”

Rasmus Bruun: ”Det er begge to karakterer, der ikke har fået deres fars kærlighed. Det er folk, der prøver at lykkes for fars skyld.”

Tilsammen bliver de hovedpersonerne i Mads Brüggers fiktionsfilmdebut, der bedst kan betegnes som et freudiansk dilettantteater. Frederik trodser sin fars formaninger, stjæler hans hund og rejser med Rasmus til den ensrettede millionby Chongqing. Det bliver begyndelsen på en dramatisk deroute for karaktererne, der bliver konfronteret med kulturforskelle så store, at det næsten river dem i stykker.

Rasmus Bruun: ”Han spurgte, om vi ville lave en film i Kina, der handlede om at sælge Sankt Bernhardshunde, og det sagde vi ja til med det samme.”

Frederik Cilius: ”Han solgte den på sit navn alene. Altså. Vi er meget store beundrer af hans arbejde. Derfor var det ikke så svært at sige ja. Man siger ja, og så bliver man angst bagefter. Men så var det heldigvis langt ude i fremtiden med så mange chancer for at det ikke blev til noget.”

Rasmus Bruun: ”Vi havde nok ikke regnet med, at det blev til noget.”

Frederik Cilius: ”9 ud af 10 film bliver jo ikke til noget, så det var et gratis ja.”

De blev konfronteret med idéen, længe før der lå et reelt manuskript klar. Det var en løs tanke om et par fantaster fra vestens møde med østens anderledes skikke og traditioner med alt, hvad der indgår af forviklinger og fordomme. Da de rejste til den gamle kinesiske hovedstad under Kuomintang-styret, Chongqing, hvor filmen skulle optages, var det kun med en overordnet handlingsplan. Som en syret mockumentary-inspireret spillefilm, hvor tilfældigheder og intetanende statisters reaktioner former handlingen.

Rasmus Bruun: ”Manuskriptet har været sådan et, hvor der har stod: ’Rasmus fortæller Frederik, at han er syg.’ Eller: ’De laver en forretningspræsentation, og det går galt.’ Hvad der egentlig skulle ske i filmen anede vi jo ikke, for det var meningen, at vi skulle tage til Kina og finde ud af, hvad der skulle ske i den film.”

Frederik Cilius: ”Det var ligesom at opsætte et teaterstykke, der foregik i virkeligheden… Det var helt igennem rædselsfuldt at lave. Der var mange frygtelige scener, men det værste er, at der er mange frygtelige scener, som ikke er kommet med i filmen. Vi havde for eksempel en lang karaokesession med nogle kinesiske karaokesangerinder, der kun er lidt med i en montage.”

Rasmus Bruun: ”Men man opfatter bare virkelig ikke den dårlige stemning.”

Frederik Cilius: ”De var meget opmærksomme på, at de ikke blev fremstillet eller oplevet som prostituerede, selvom mange af dem var det ved siden af.”

Rasmus Bruun: ”Min karakter er meget optaget af at løfte på pigerne, og der er nogle scener, som ikke er med, hvor jeg løfter meget på dem.”

Frederik Cilius: ”Nej, det syntes de ikke var fedt.”

Rasmus Bruun: ”Jeg fik meget skæld ud og fik fortalt, at den ene faktisk var lægestuderende, og at det bare var et lille bijob, hun havde. Hun skulle i hvert fald ikke finde sig i den slags ydmygelser.”

Mads Brüggers filmuniverser udmærker sig ved at være altovervejende hydridgenrer. Hvad er virkelighed, og hvad er fiktion? Den blanding er hans adelsmærke, og ’Sankt Bernard Syndikatet’ er ingen undtagelse. Karaktererne Rasmus og Frederik deler navn med de virkelige Rasmus Bruun og Frederik Cilius, men det er angiveligt langt mindre et stilistisk gimmick end en praktisk foranstaltning.

Filmholdet havde ikke søgt tilladelse om at optage en film hos de kinesiske myndigheder. I stedet havde Frederik Cilius og Rasmus Bruun skaffet sig et forretningsvisum, og i tilfælde af at de blev dobbelttjekket, var det nemmest, at lade karaktererne beholde deres egne navne. Men skuespillet – og improvisationerne – bærer også præg af deres personligheder.

Frederik Cilius: ”Når man skal lave sådan noget her, som man skal lave rigtig meget, bliver man nødt til at gøre noget, der lægger sig en smule op ad sin personlighed. Der er jeg nok den mere brovtende og udfarende personlighed, hvor Rasmus er den mere eftertænksomme.”

Rasmus Bruun: ”I filmen følger jeg meget de impulser, jeg normalt får, men som jeg ikke følger til dagligt, fordi jeg er et normalt menneske. Det åbnede jeg bare lidt op for.”

Frederik Cilius: ”Du har for eksempel den store drøm om at løfte på kinesere.”

Rasmus Bruun: ”Jeg synes, det er sjovt at løfte de kinesere, og så bliver det en fantasi for karakteren.”

En af de store pointer i filmen er at vise, hvordan kineserne laver forretninger, og hvordan det adskiller sig fra den danske måde. I flere scener tager de til møder med magtfulde forretningsmænd, der er milliarder af kroner værd, mens livsenergien bliver suget af hovedpersonerne.

Frederik Cilius: ”Det var så trættende. Til vores første forretningspræsentation, havde vi regnet med, at der ville komme en del folk, som vi havde inviteret. På dagen snakkede vi med en lokal fyr, som spurgte, hvor mange gange, vi havde inviteret dem. Vi havde inviteret dem én gang, men det kunne man slet ikke. Man skal invitere dem tre gange, og så skal man sende dem en reminder med en gave. Bagefter skal de afslå, og så skal man sige: ’Nej, jeg insisterer.’ Kan de ikke bare fucking dukke op. Hvordan kan der overhovedet blive lavet noget i landet, hvis man skal igennem den her idiotiske svanedans hver gang.”

Men utroligt nok lykkes det Frederik og Rasmus at lande en aftale med en af Chongqings mest succesfulde forretningsmænd. Mr. Luu, der ejer et småkageimperium, en forlystelsespark og besidder ekstremt livlig drømmeverden, som former alle hans forretninger.

Frederik Cilius: ”Vi blev rimelig bekendte med ham, der er Chongqings svar på Willy Wonka. Han er det mest vanvittige menneske, jeg nogensinde har mødt. Han ville rigtig gerne lave en Denmark Street i sin forlystelsespark, men det er noget vi arbejder lidt på udenfor filmen, fordi det er meget sjovt at sige, man er medejer af en kinesisk forlystelsespark… Alt han har bygget er noget han har drømt. Drømmer han et slot, så bygger han et slot med en masse fabeldyr.”

Rasmus Bruun: ”Han tror, at han har en eller anden europæisk stil i sig, men det har han ikke.”

Frederik Cilius: ”Der er meget eksplicitte kønsorganer på de her fabeldyr. Vi gik forbi nogle arbejdere, som modellerede de her dyr, hvor han var meget specifik omkring, hvordan fødderne skulle se ud, og de skulle det laves om flere gange. Jeg forestiller mig, han også har stået og micromanaget en drageskede på et eller andet tidspunkt.”

Rasmus Bruun: ”Ja, hvordan ser en drageskede egentlig ud?”

Frederik Cilius: ”Den ligner meget en stor, grøn kvindeskede… Den ligner meget, det man kender. Der er en scene, hvor jeg går og ryger, og så panorerer den hen på en dragepenis. Det er meget underligt.”

Filmen er optaget i den kinesiske by Chongqing, der i 2015 havde et indbyggertal på omkring 30 millioner, fordi den ifølge instruktør Mads Brügger har en bemærkelsesværdig melankoli over sig. Et sted, hvor alt masseproduceres til det ekstreme, hvor smoggen giver himlen en neonfarvet tone og den enkelte forsvinder i en strøm af mennesker.

Frederik Cilius: ”Det er et postapokalyptisk, Mad Max-sted…”

Rasmus Bruun: ”Man kan virkelig mærke, at de har været igennem en kulturrevolution, fordi man kan se en voksen mand iført en vinterpyjamas med Hello Kitty på. De har ingen skam i livet. Voksne mennesker siddende på en lyserød taburet ved højlys dag. Den kulturrevolution har gjort ondt.”

Frederik Cilius: ”Der går nogle dage, før det går op for en, at der kun er postmoderne bygninger. Der er ikke en eneste bygning designet eller tegnet før 1970.”

Rasmus Bruun: ”En Mercedes eller BMW er ikke bare en Mercedes eller BMW. Alt er sådan lidt crappy. Det er egentlig ret anstrengende.”

Frederik Cilius: ”Vi havde en lokal fixer, der hed Jason. Hans største drøm var at købe en Mercedes, men det skulle være en importeret Mercedes. Han ville ikke have en, der var produceret i Kina, for de gør det ikke ordentligt. Den skulle være lavet i Stuttgart, eller hvor fanden de laver Mercedes. Det siger alt.”

Rasmus Bruun: ”Vi snakkede på et tidspunkt om, vi helst ville være milliardærer i Chongqing eller på kontanthjælp i Danmark. Og det var uden at blinke kontakthjælp i Danmark. Det er ikke et liv, der er værd at leve.”

Frederik Cilius: ”Og der er ved Gud mange milliardærer dernede. Men det er heller ikke noget, der er særlig attråværdigt at se på. De kan også finde på at gå i en stor Hello Kitty-pyjamas.”

I har gang i mange ting i øjeblikket både med ’Det skide show’, ’Den korte weekendavis’ og filmen. Er I ikke bange for at folk bliver trætte af at se og høre på jer?

Frederik Cilius: ”Jeg tror ikke, der er særlig mange, der kommer ind og ser den film.”

Rasmus Bruun: ”Der er jo ikke nogen, der går i biografen længere. Filmen er død i Danmark. Du kan lave ’Blå mænd’ og ’Klassefesten’, den slags film. Jeg tror, vores er for smal til, at der kommer et stort publikum.”

Frederik Cilius: ”De må gerne. Prove us wrong.”

Er I bange for at blive fanget i rollen som Kirsten Birgit og Rasmus Bruun?

Frederik Cilius: ”Jeg tænker ikke så meget over branding, eller om man bliver typecastet. Man skal heller ikke være utilfreds med, at folk kan lide det, man laver, for det er det også et udtryk for. Det er også lidt forkælet at gå ud og sige: ’Nu vil de bare have det, vi har lavet.’”

Rasmus Bruun: ”Vi arbejder også på andre projekter, så vi føler ikke, at vi sidder på dem hver dag. Det er bare ikke altid, de bliver til noget.”

Frederik Cilius: ”Som oftest bliver det ikke til noget.”

Rasmus Bruun: ”Det skal jo finansieres. Ting skal finansieres.”

Frederik Cilius: ”’Nice things cost money,’ som Oskar Schindler sagde.”

Hvem synes I egentlig bliver udstillet mest i filmen?

Rasmus Bruun: ”Det er nok danskerne…”

Frederik Cilius: ”Vi prøver altid at få det ubehagelige og det latterlige frem i vores egne karakterer. Det er målet. Og det synes jeg også, filmen afspejler med de her to mænd, der er nogle ynkelige typer.”

LÆS OGSÅ: Savner du en tv-serie med sværdslag, slægter og konger i krig? Prøv The Last Kingdom

LÆS OGSÅ: Ny film om Axel Towers: "Det handler om at lave noget unikt, som også kan bruges om 50 år"

LÆS OGSÅ: Narcos-skaber skal skrive manuskript til ’Sherlock Holmes 3’