Claus Hempler siger det.
”Jeg er et talende vandfald
Men bare glem hvad jeg siger
Det der kommer fra mig
Kan du få for en tier
Halvkvædede viser
Om VIPs jeg har mødt
Jazz-anekdoter
Fra før du blev født
Der er ikke den drøm
Jeg ikke har parkeret
Der er ikke det band-rum
Jeg ikke har raseret
Jeg fløj højt
Som bare fanden
Som Karen Blixen
Henover savannen”
Tiden bare går og går. Årene forsvinder, men Roskilde Festival består.
Kim er 51 år gammel. I går gik han hele vejen fra sit hjem i Roskilde downtown og ud til festivalen. Sidste år havde han drukket sig så fuld, at han ikke kunne finde sin cykel. Så nu går han. 10,5 kilometer, frem og tilbage. Det tager 50 minutter fra hans hjem.
I år har han jubilæum. Det er hans 40. gang på Roskilde Festival. Han var her første gang i 1979. Og han har tænkt sig at blive ved med at komme, så længe kroppen – og hovedet – kan holde til det.
”Roskilde betyder alt for mig. Jeg er født i 1968, og det var noget helt andet dengang. Der var 30.000 hippier og en masse gamle mennesker, der stenede rundt. Dengang var der ro om natten, når musikken ikke spillede,” siger Kim, som til daglig arbejder på et bosted for ”unge, der har det svært.”
Før det var han i salgsverdenen.
”Salgsdirektør, account manager, you name it, chef for en masse mennesker.”
Gammel med de unge
Kim har kun sovet ude på festivalen tre-fire gange ud af de 40 gange, han har været gæst på Roskilde. Men denne gang skal det være anderledes. Han har fundet en plads på campingpladsen, har købt et en-mands-telt og en sovepose i Spejder Sport, og har i hvert fald tænkt sig at prøve at overnatte to nætter på årets festival.
Han har en tjans som frivillig og står i Basic Supermarket, hvor han fra nærmeste hold kan konstatere, at festivalgængerne bliver yngre og yngre. Og at han bliver ældre og ældre.
”Men jeg føler mig ikke gammel. Også selv om jeg har grå stænk over det hele i håret. En del af tiden hænger jeg ud i min søn Emils lejr. Han er 23. Så får jeg en lille pind og spiller øl-bowling med ham og hans venner. De er nogle gode drenge. De modtager mig som en helt, når jeg kommer i campen. Måske det også hjælper lidt, at jeg altid kommer med et par rammer øl under armen, når jeg besøger dem.”
Lasse kommer også fra Roskilde, men han er en del yngre end Kim. Lasse er 38 og har været på festivalen over 30 gange.
”Min far arbejdede på festivalen i mange år og tog mig med som spæd. Det er en fantastisk fest herude stadigvæk, men den har forandret sig. Da jeg var ung, havde vi to ghettoblastere med og sov ude i Smatten og drak os ned i otte dage i streg. Dengang var der ’Van Damme Camp’, og så festede vi der. Men nu, no way, at jeg vil sove herude. Det løb er kørt. Jeg er blevet for gammel til de der decibel, de opererer med. Og så leder jeg efter nogle andre ting nu, end jeg gjorde for 15 år. En anden slags fest,” siger Lasse.
En gruppe kids i wifebeaters hopper sanseløse rundt, mens Cardi B strømmer ud af deres Soundboks. Deres lejr sejler rundt. Halvdelen af teltene er blæst væk. De drikker ølbong og skider på det hele – i overført betydning.
Sådan er det at være ung. Og sådan var både Lasse og Kim også engang. For Kims vedkommende går vi helt tilbage til 70’erne, længe før nogen overhovedet havde overvejet at opfinde et højttaleranlæg, som kunne blive rullet ind på festivalpladsen og overdøve alt i sin nærhed.
”Jeg har hørt Mike Oldfield og U2 i 1982. Så gammel er jeg. Men jeg elsker stadig festivalen. Kærligheden, glæden, sammenholdet. Og når jeg står her i supermarkedet, så giver jeg alle de unge et smil. De smiler tilbage. Jeg tror, de anser mig for at være sådan lidt bedstefaragtig. Jeg havde nattevagt herude lørdag, og der var jo næsten en migration i gang. Det lignede Serengeti, med alle de her unge mennesker, som vandrede gennem natten,” siger Kim.
Et zebrahoved som trofæ
Lasse og hans faste crew af venner er holdt op med at sove på festivalen. Det stoppede de faktisk med at gøre for et par år siden. Nu holder de i stedet til i et hus i udkanten af Roskilde, og så cykler de ind på festivalen og tilbage igen.
”Nu har vi campingstemning i en privat have, hvor vi vågner op, har tømmermænd, spiser brunch, chiller og drikker den første øl. Og så ud på festivalen, når musikken spiller. Og så hjem og sove.”
Selv om Lasse ’kun’ er 38, kan han godt mærke, at han ikke kan holde til at festivalfeste, som han kunne engang.
”Jeg har levet et vildt festliv, men nu er jeg blevet far. Min søn er et år og to måneder, og det giver en naturlig stopklods. Du ved, at du betaler prisen, fordi du skal op klokken syv. Jeg stopper også festen lidt tidligere nu, end jeg gjorde før. Og så starter jeg tidligere. Jeg kan huske, da jeg var i starten af 20’erne og kiggede på ældre mennesker, når de festede herude. De var pattestive klokken 18. Så tænkte jeg: ’Okay, de peaker seks timer for tidligt.’ Men nu har jeg fundet ud af, at det nok er meget smart at starte lidt tidligere på aftenen, så man kan komme op næste dag.”
Lasse har taget sin del af vilde Roskilde-fester. Hver sidste søndag på festivalen var normalt Riot-dag. Så var der containerkoncert, hvor man satte ild til en container, brændte ting af og stod med lange træ-pinde og lavede baslyde inde i containeren.
”Vi hamrede os ned og smuglede sprut ind på festivalpladsen og havde en fest. I mange år havde vi også i vores camp et zebrahoved som trofæ. Vi havde været til en fest inde byen, hvor der gik en zebra rundt. Altså en fyr i enden som zebraens krop, og en anden fyr med hovedet på. Da de gik kolde, formåede vi at nappe zebrahovedet fra den ene fyr og tog det med til festivalen. Det blev vores camps identitet, det zebrahoved. Når man er ung, gør man dumme ting. Det er fint. Men i dag jeg ville have det mærkeligt med at rende rundt herude med et zebrahoved på toppen. Det ville være for mærkeligt, hvis jeg skulle sidde her og tale med dig udklædt som en zebra.”
Billede fra dengang, Lasse gerne tog et Zebra-hoved på, når han var på festival.
En anden identitet
Lasse er født i 1981. Han nærmer sig de 40. Og han kan godt mærke alderen trykke, ”selv om det jo bare er et tal.”
”Jeg føler mig ikke gammel til daglig. Men altså. Jeg kan godt se det. Jeg har gråt skæg, og gråt hår på brystet. De kom samtidig med, at min søn kom til verden. Men jeg har ikke nogen grå dernede. Endnu. Når først de grå pikhår er kommet, så ved du godt, hvad klokken har slået.”
Fordi Lasses far tog ham med på Roskilde, fra han var 0 år gammel, har han festivalen i blodet.
Men alligevel er det som om noget har ændret sig.
”For 10 år siden kunne jeg godt tage en uge herude. Så var jeg smadret på dag tre, havde en hviledag, og så tog jeg lige tre dage mere. Det kan jeg ikke i dag. Når jeg fester, er jeg helt smadret dagen efter, selv om jeg ellers er i god form og løber flere gange om ugen. Men jeg bliver nødt til at være taktisk og planlægge dagene. Jeg er nok nået til det stadie, hvor jeg har givet slip på identiteten af at være ung og indser, at jeg nu tilhører lidt en anden gruppe mennesker.”
Kim har haft både sin søn og sin datter med i klapvogn på festivalen, da de var små. Nu sover han alene i sit enmandstelt og ”stresser helt vildt meget for at komme herud og slappe af,” som han siger.
”Jeg ved jo godt, at dem ude på pladsen er yngre end mig. Jeg går nogle gange rundt i min festival-T-shirt fra 2004 og så er de der unge sådan: ’Wow, var du her i 2004?’ Men det synes de sgu også er meget sejt. Jeg føler mig stadig velkommen, også selv om jeg stadig siger Grøn Scene og ikke Arena, hvis du forstår, hvad jeg mener.”
Hvor længe tror du, at du kan holde til at komme på festivalen?
”Jeg tror, at jeg kan blive ved med at komme her forever. Jeg skruer måske lidt ned for blusset og giver den lidt mindre gas, men jeg bliver ved med at troppe op. Men jeg kan ikke holde til det i flere dage i træk længere. I stedet går jeg hjem og sover.”
