'Man er kun så god, som sit sidste album'.

Sådan lyder klicheen ofte, når et band eller en musiker får hug for sin nyeste plade. For amerikanske Interpol kunne den dog mere passende lyde noget hen ad; Man er kun så god som sine første to plader... 

Det amerikanske rockband slog igennem med debutalbummet 'Turn on the Bright Lights' i 2002. Og to år efter - i 2004 - fulgt det næsten ligeså anmelderroste- og hypede album 'Antics'.

Om Interpol og det endnu mere hypede New Yorker-band The Strokes sagde man, at de havde genoplivet rock'n'roll æraen fra 60'erne og 70'erne Joy Division og Velvet Underground.

Men på 'Our Love to Admire' - Interpol's tredje og længe ventede udspil fra 2007 - dalede begejstringen allerede markant. Og anmelder-stjernerne slukkede for alvor, da deres selvbetitlede 'Interpol' album landede i 2010. 

"Det er human nature," svarer Daniel Kessler, guitarist i Interpol, da vi møder ham på Store Vega, hvor Interpol samme aften skal spille den første af to udsolgte koncerter. Han synes casual, som han sidder der med benene over kors i en back stage-lædersofa, iført en blazer og et par jakkesæts-bukser samt to markante sølvringe, som han fra tid til anden justerer ubevidst på under interviewet.


Daniel Kessler under koncerten i Store Vega 03/02-2015. FOTO:Jakob Louis Hornbeck

"Eller måske er det bare virkelig rock'n'roll," fortsætter han.

"Jeg kan huske, da jeg – ja, jeg var vel 10 år gammel - og så ville jeg overhøre mine brødre snakke sådan lidt; 'Hey dude, jeg kunne virkelig godt lide den første plade, de lavede, men jeg er ikke så vild med resten af deres stuff," siger han og karikerer den bøvede teenagestorbror.

"Men der er jo også noget sandhed i det. Jeg mener, faktum er, at den første gang du introduceres til noget, der rammer dig – der virkelig rammer dig – så kan det være en helt speciel oplevelse."

"Lidt ligesom når du går på restaurant, så kan oplevelsen være helt fantastisk første gang, men så kommer du tilbage, og jeg mener, det smager jo stadig rigtig godt. Det er ikke det, men du har allerede haft den der oplevelse, så nu er oplevelsen pludselig anderledes."

Men kan det ikke også blive til en forbandelse? De to første plader får helt fantastiske modtagelse - fedt! - men nu bliver alt, hvad I fremover laver så holdt op mod dem

"Nej, det er ikke en forbandelse, medmindre du ligesom 'grrrrrhhh', du ved, lader dig irritere af det. Jeg kan se tilbage med en oprigtig god følelse på hver og én af vores albums."

"De har alle sammen tjent et formål. Jeg mener, hvis vi havde lavet 'Turn on The Bright Lights' part 1, part 2, part 3 og part 4, så ville folk være sådan lidt 'hey man, de mikser det sgu da ikke særligt meget op, hva'?'"

"Men Interpol har altid handlet om at se frem, og om at pladerne skulle tjene som et formål i vores historie. Jeg synes, at 'Our Love to Admire' og pladen der fulgte den, er virkelig gode albums. De tjener et formål. Ligesom jeg synes, at vores nyeste plade er ligeså god, som noget af det bedste vi nogensinde har lavet."

Hvordan har I det med anmeldelser?

"Inden jeg startede i Interpol, arbejdede jeg i pladebranchen, så jeg tror bare ret tidligt, at jeg accepterede, at anmeldelser ikke er personlige. Jeg holdt op med at læse dem, da vi udgav 'Turn on The Bright Lights'." Ikke fordi de var dårlige, men fordi de ikke var skrevet til mig, forstår du. De var skrevet til andre mennesker, og jeg mener – om de er gode eller ej – så tror jeg også bare, at man skal holde sig fra at læse dem."

For at beskytte sig selv?

"Ja, en lille smule, måske".

Også kreativt?

"Ja, helt sikkert kreativt. Jeg har generelt heller ikke lyst til at tænke på mig selv, som en person der spiller i et band. Jeg har ikke lyst til at tænke på, hvordan vores musik bliver modtaget, eller hvad folk siger om den nye plade."

"Jo, du kan kalde det at beskytte sig selv, men jeg tror også bare, at det er sundere at have et mindset, der siger, at alle har ret til deres meninger. Det er ikke personligt, og ingen har nødvendigvis ret, hvilket måske er det eneste, der virkelig er sandt i det her."
 
Jeg er sgu ret vild med jeres nye plade—

"Arh mand, men det behøver du heller ikke sidde og sige—"

Nej, men det synes jeg! Men hvorfor synes du, den er så god?

"Hvert nummer står stærkt for sig selv," falder svaret promte. "Det er et album, hvor numrene arbejder godt sammen. De er på en måde som et fodboldhold - hvert nummer har en vigtig position. Der er en målmand, en midtbane og en angriber."

Hvem står så på mål for 'El Pintor'?

"Hmmm... Twice as hard – det sidste nummer på pladen – er målmanden. Ja, for den er den langsomste bpm-sang (beats per minute, red.), og så ligger den ligesom på én gang truende og lurende i baggrunden, inden den kommer svingende frem."



Interpol startede ud som en kvartet, men mod slutningen af indspilningen af det fjerde album forlod bassisten Carlos Dengler Interpol. Officielt lød forklaringen, at han var røvtræt af at spille bas, men den efterladte trio har ikke længere kontakt med deres tidligere basspiller.

Og der går rygter om, at forsanger Paul Banks og Carlos Dengler havde samarbejdsvanskeligheder. De efterladte Interpol-drenge har dog aldrig benægtet, at Carlos Dengler spillede en stor og vigtig rolle i Interpol's lyd.

Var I nervøse for, om I kunne fortsætte efter Carlos Dengler's afgang?

"Nej, vi var aldrig nervøse, for vi snakkede aldrig om det, eller hvad det hele kom til at betyde. Jeg har aldrig set på Interpol som en forretning eller et hvad-nu-hvis-scenarie. Og jeg mener, Carlos forlod os, inden vi havde afsluttet den sidste plade."

"Den tourede vi så rimelig hårdt med – tror vi spillede 200 koncerter – hvilket gjorde os trygge som en trio. Og vi vidste bare, at vi skyldte os selv at give det en chance. Så da vi mødtes igen, og Paul virkelig 'killed' på bassen (Paul Banks spiller bas på 'El Pintor', red.), så føltes det bare virkelig, virkelig godt."


Forsanger Paul Banks under koncerten i Store Vega. FOTO: Jakob Louis Hornbeck

Var det en lettelse, at tingene faldt i hak på den måde?

"Nej, jeg var ikke lettet. Jeg var bare op og køre over det. Over hele processen og musikken. Jeg tror meget, det er det, der også holdt os sammen i de tidligere år; at kunne fokusere på det positive i stedet for at gå rundt og lade dig trække ned af forandringerne."

Jeg har læst flere steder, at I havde 'beef' med The Strokes i start 00'erne?

"What!?" Daniel Kessler slår en latter op.

"Jeg vidste ikke en gang, at der gik et rygte om, at vi havde 'beef' med dem. Jeg plejede faktisk at være naboer med – bogstaveligt talt dør-til-dør-naboer – med Fabrizio (Fabrizio Moretti, trommeslager i The Strokes, red.), og vi var altid venlige."

Men jeg har læst et gammelt interview med Paul Banks, hvor han udtaler, at The Strokes succes var motivationen bag 'Turn on the Bright Lights' – at I fanme ville være det fedeste band i New York?

"Neej, mand," svarer han og ler igen, som var det en anklage for noget på én gang lidt dumt og latterligt - telefonfis.

"Nej, mand. Nej, jeg tror det handlede om, at det her band var fra ens by, og hele verdenen var op og køre over dem. Og jeg mener, de var fantastiske, men på det tidspunkt var der ikke nogen, der havde givet os en chance. Det var nok det, det handlede om; nu ville vi også have vores chance."

Det fik I så, og I tog den! Nu har I så udlevet enhver voksen mands drengedrøm: stort hypede rock'n'roll band, masser af fest, damer, sprut, stoffer og verdensturneer – hvad er så motivationen for at indspille en plade mere?

Daniel Kessler smiler af det, men retter sig så op i lædersofaen og læner sig lidt frem.

"Nej, jeg tror, at motivationen handler om, at så længe du stadig kan komme op og køre over en ny sang – altså sådan virkelig, hvor du tænker 'Okay mand, det her er virkelig cool'.

"Så svarer det lidt til at tage nogle helt fantastiske stoffer. Forestil dig at du er narkoman, ik'. Du har måske allerede taget nogle virkelig fantastiske stoffer gennem tiden, og nu er du 'super broke', men du prøver alligevel af finde det næste trip, og så nogle gange lykkes det. Nej, det var måske ikke som det allerfedeste trip, du nogensinde har haft, men ..."

Daniel Kessler stopper midt i sætningen, kigger op.

"Ej, okay, det er virkelig skidt at bruge stoffer-analogien her," siger han, inden han ler. "Men alligevel... For nogle gange - når det fungerer - så svæver du bare, og så er alting fantastisk".


Daniel Kessler i Store Vega. FOTO: Jakob Louis Hornbeck

'I lived my live over cocaine/ just a rage and three kinds of yes', synger Paul Banks i 'Rest my chemistry' fra 'Our Love to Admire'. Og Interpol-drengene har da heller aldrig lagt skjul på, at de har dyrket rock'n'roll livsstilen - med alt hvad den indebar. Men der er blevet trukket i bremsen. Gevaldigt endda, fortæller Daniel Kessler.

Kender du Lars Von Trier?

"Ja, mand! Han er fantastisk".

Så for noget tid siden meldte han ud, at alle hans film var blevet lavet på en rus af stoffer. Men nu var han stoffri, hvilket – var udmeldingen – betød, at han havde mistet evnen til at lave film.

"Åh, virkelig!?".

Ja, men hvad med jer. Har en bremseklods på fester og stoffer betydet en bremseklods på kreativiteten?

"Nej, det har det virkelig ikke. Om noget, så føler jeg, at det har haft den modsatte effekt. Bare kig på Paul – han er meget mere produktiv og kreativ, end han var for 10 år siden. Du kan sige, at han er gået fra at være afhængig af stoffer til at være afhængig af kreativiteten."

"Al den energi han brugte på at finde den næste fest, den energi bruges i dag på at skabe kunst... Men generelt, så tror jeg også bare, at jeg føler, at det er vigtigt ikke at bekymre sig om eller overtænke den kreative proces. Jeg kan overtænke så meget i mit liv, men med det her, så gør jeg det ikke."

LÆS OGSÅ: Konspirationsteorier: Paul McCartney er død og Elvis lever

LÆS OGSÅ: Forrygende eller forfærdelig: Svensk 18-årig rapper deler vandene

LÆS OGSÅ: Adam Cohen: Nysggerrigheden omkring min far har forurenet folks måde at se mig på."