Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Mathias Heise har vundet VM i kromatisk mundharpespiller.
Foto: PR

Mathias Heise er en mester på mundharpe: ”Jeg har altid godt kunne lide at være anderledes”

En 25-årig fyr fra Rødovre har løftet mundharpens niveau fra børnelegetøj til nye højder med anerkendelse af kronprinsparret og resten af jazz-branchen, hvor Mathias Heise bliver betragtet som et af de allerstørste talenter herhjemme. Men hvorfor valgte han overhovedet så spøjst et instrument?

Jeg begyndte at spille mundharpe ved et tilfælde som 8-årig. Det var en fredag aften, og vi sad og så musikprogrammet ’Hit med sangen’ på DR1. På et tidspunkt tog værten Amin Jensen et eller andet sort instrument frem fra lommen og gik i gang med at jamme med bandet. Det var hans bluesharpe, og jeg syntes, at det lød helt vildt fedt.

Dagen efter fandt jeg så ud af, at jeg selv havde sådan en legetøjsmundharpe blandt alt mit legetøj. Jeg begyndte med det samme at spille på den, og min far, der også er musiker, kom ind på mit værelse og hørte mig spille lidt og hjalp mig med nogle melodier. Og så blev min interesse for mundharpen ligesom fanget der. Jeg ønskede mig mundharper i fødselsdags- og julegaver og havde den i lommen hele tiden.

Da jeg blev en 10-11 år, stillede min ven Dan, der var guitarist, og jeg os op på Strøget i København for at spille for penge med hatten ude. Det gik over stok og sten, vi fik simpelthen så mange penge. Rekorden var 2.000 kroner for to timers arbejde, og det er altså mange penge i mønter. Hatten blev fyldt helt op og skulle derefter tømmes ned i guitarkassen. Vi skovlede virkelig, og det var måske ikke helt i den der gademusikant-ånd sådan at slynge om sig med mønter over skulderen. Jeg har prøvet sidenhen at stille mig op på Strøget, men det går slet ikke mere. Min nuttethedsfaktor er desværre forsvundet.

Jeg tror altid, at jeg har haft en tendens til at vælge et eller andet og så kaste hele min kærlighed og tid på det. Jeg har også altid godt kunne lide at være anderledes, og at jeg gjorde noget, som ingen andre gjorde. At skille mig ud og være speciel, det har fulgt mig. Jeg gik for eksempel meget rundt i træsko i de sidste år af folkeskolen. Det så da dumt ud og var ikke ligefrem med til at få min popularitet til at stige til vejrs. Jeg blev også vildt optaget af at gå til brydning som ung. Det er en fed sport, virkelig fed. Og det er den, fordi man kan bruge alle sine kræfter og ikke behøver at lægge fingre imellem. Men stadig er der ingen, som kommer til skade. Man må ikke slå eller kaste hinanden ned på hovedet. Men derudover kan man bare give den maks gas.

Man må også sige, at det er anderledes at spille kromatisk mundharpe, for der er ganske få, der gør det i Danmark. 

Mathias Heise spiller på kromatisk mundharpe.
Foto: Majse Vilstrup

Der er få, som spiller på mundharpe, fordi det har ry som et legetøjsinstrument. Når man får det i gave som et legetøj, tænker de fleste nok ikke, at det er her, man skal sætte kræfterne ind. Og der er jo ingen musikskoler, som tilbyder undervisning i mundharpe. Det er ikke en del af det etablerede system, og så er det også et forholdsvist svært instrument at spille på. Det siger de fleste, som prøver det, men for mig har det været anderledes, fordi jeg begyndte så tidligt.

En anden fordom er, at mundharpespillere ikke er særlig dygtige og mest bare gerne vil jamme. Men det gavner sådan set kun mig, at folk ikke har så høje forventninger, for når jeg så spiller, bliver de helt vilde imponerede og overraskede. Derfor oplever jeg det ikke som en ulempe, at folk har fordomme om mig. Jeg oplevede dog på et tidspunkt, at jeg selv manglede nogen mundharpespillere at se op til, jeg har måtte tage den ret meget selv, men det kan jeg godt lide nu, at jeg har gjort. Men dengang savnede jeg noget inspiration og havde lidt svært ved at komme videre. Derfor blev jeg nødt til at vende mig væk fra mundharpemiljøet og kigge over på saxofonerne.

Det var en lille hurdle, jeg skulle igennem, og det kom jeg ved, at jeg havde nogle timers undervisning med en fyr, der hedder Hans Ulrik, og som spiller saxofon. Hvor mine tidligere lærere havde været meget imponerede over, hvad jeg kunne på mundharpen, fordi de selv havde spillet på instrumentet, så kørte Hans Ulrik den hårde saxofonskole på mig. Jeg skulle blandt andet lære John Coltranes solo på ’Moment’s Notice’ og skulle kunne transskribere den, og han trænede mig på mine ottendedele. Denne hårde jazzskole var god ved mig og fik mig videre til det næste niveau. Hans Ulriks meget seriøse tilgang til musikken blev meget inspirerende for mig. At se hans tykke mapper med transskriptioner, og hvor meget han øvede sig.

Hvem er Mathias Heise:

Født 1993 i Rødovre. Er mundharpenist og pianist. Har udgivet to albums med sit band Mathias Heise Quadrillion, ' Sudden Ascent' og ' Decadence'. Udgav ' The Beast' sammen med DR Big Band i 2018, der fik fem hjerter i Politiken med ordene: "Han er næsten for god til at være sand."

Blev verdensmester i kromatisk mundharpe i 2013, årets nye jazzstjerne 2015 og modtog Kronprinseparrets Stjernedryspris i 2016.

Jeg prøver også at bringe mundharpen nye steder hen. Jeg har mit band Mathias Heise Quadrillion, hvor jeg har taget mundharpen, som primært har været brugt indenfor traditionel jazz, over i et fusionsjazz-miljø med el-guitar, el-bas, hårdtslående trommer og synthesizer. Jeg er meget tændt på det kraftfulde udtryk, som man får i fusionsjazz, hvor det pumper af sted.

Det fantastiske ved musik er, at der hele tiden er et nyt niveau, man kan komme til. Der er ikke noget, der hedder: ’Nu kan jeg ikke blive bedre'. Der er ikke noget facit. Det er bare en løbende udvikling, man kan komponere ny musik, man kan dygtiggøre sig teknisk, solistisk, improvisatorisk, og det er den store gave ved musik. Der er en øjeblikkelig eksistentiel mening med livet, når man spiller musik på denne måde. Jeg kan stå op om morgenen og kan blive bedre og undersøge noget nyt.

Mit værste job nogensinde var på Dexter i Odense, fordi det var et job, vi aldrig kom til. Jeg havde selv arrangeret det, men havde fået skrevet den forkerte dato i kalenderen, så den dag, hvor vi skulle spille koncerten, sad vi i en øvebunker i København. Mens vi sad der og øvede, fik jeg ni ubesvarede opkald, men der var ingen dækning dernede. Jeg fik med det samme en klump i halsen, da jeg så alle opkaldene på min mobil og vidste, at det var noget vigtigt. Jeg ringede dem op og fik af vide, at der sad 200 mennesker klar til at se os spille. Det var åbningen til Jamdays i Odense, men der var bare ikke noget band. Der var ikke noget at gøre, og jeg måtte undskylde mange gange. Jeg var virkelig nede der, det var så nedtur. Jeg havde brug for en krammer. Arrangøren var fandme sur, og det kan jeg godt forstå.

Jeg er opvokset i Rødovre og bor her stadig. Rødovre er et herligt sted, en dejlig kombination at have byen tæt på og så naturen. Man har Vestvolden, Damhusengen og Damhussøen. Jeg er glad for Rødovre og har ingen planer om at rykke ind til København.

Der er noget rigtigt over den der vending: ’En rockmusiker spiller tre akkorder foran 10.000 mennesker, mens jazzmusikeren spiller 10.000 akkorder foran ti mennesker’. Når man spiller på jazzklubber, ser man alle de folk, som er med, og det er helt fantastisk, men når man ser på det store hele, er det en begrænset skare. Og det må man bare se i øjnene og erkende. Jeg har accepteret det og har fundet ud af, at jeg bedst kan lide at spille foran en mindre mængde af mennesker, som virkelig godt kan lide, hvad jeg spiller. Jeg kan godt lide den dedikation og det intime, fordi folk lytter, og det kræver sgu, at man lytter til den musik, som vi spiller. Der er ikke rigtig så meget at synge med på, og selvom man faktisk godt kan danse til det, så skal man virkelig ville det.

Vi skulle engang spille til en musikfestival i Baoding i Kina. Da vi ankom til stedet, lovede det rigtig godt. Der stod 5.000 mennesker blandt publikum, og vi tænkte, at det her bliver vores største koncert nogensinde. Problemet var bare, at de var kommet for at høre et stort kinesisk band, som skulle spille lige før os. Vi var akkurat gået i gang med vores første nummer og kunne se, at hele salen var forduftet. Der var få hundrede tilbage. Folk var bare skredet. Vi spillede en horribel koncert, lyden var dårlig og skulle bare kæmpe for at gennemføre det. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Da jeg sad i taxaen bagefter, var jeg i eksistentiel krise, selv om jeg godt kunne sige til mig selv, at det ikke var det rigtige publikum, men der er stadig noget hårdt ved at se så mange mennesker fordufte, når man spiller.

Vores første udlandsrejse med bandet var til Malaysia. Efter koncerten i Kuala Lumpur skete der noget sjovt og lidt skræmmende. Min bassist David og jeg havde mødt en fyr, der hed Kim. Han var en dansk soldat, som boede i Kuala Lumpur. Han sagde, at vi skulle tage med ham i byen på en bar. Kim kom ned med de ondeste shots til os, og vi havde lige spillet og var i godt humør og i festlig stemning. Jeg blev temmelig fuld og helt tåget. På et tidspunkt gik jeg ud på toilettet og skulle slå en streg, mens de andre blev siddende ved bordet. Jeg kom hen til vandhanen og kunne ikke forstå, hvordan den fungerede, jeg troede, at den skulle op. Men der kom ikke noget vand ud. Så jeg hev alt, hvad jeg kunne, og endte sgu med at knække vandhanen af. Så stod jeg med den i hånden, mens det løb med vand op ad vasken. Jeg gik ind til barens ejer med hanen i hånden og fortalte om uheldet. Der gik ikke længe, før vi så blev omringet af en thailandsk mafia-agtig gruppe. En fra spillestedet måtte agere mægler, og de forlangte, at vi skulle betale. Derfor måtte jeg løbe hjem på hotellet efter hyren og aflevere den til dem.

Kronprins Frederik er en ven af bandet, vil jeg gå så vidt at sige. Jeg tror, at han havde en del at gøre med, jeg fik Kronprinsparrets Stjernedryspris i 2016, for han er meget musikinteresseret og har selv spillet mundharpe, så vi har en connection der. Han er en super fed fyr, og vi har haft nogle gode snakke med ham om musik, og han har blandt andet hevet os med til Sverige for at spille for kongeparret der.

Min omgangskreds kender mig jo primært som mundharpespiller, fordi jeg har gjort det, siden jeg var otte år, så det har været klistret på mig. Da jeg gik op til MGK-optagelsesprøven på Sankt Annæ og tiden op til, at jeg kom ind, gik der rygter om, at der var én, som spillede mundharpe. Folk snakkede om det på skolen og ved busstoppestederne. Alle kendte mig, da jeg kom ind. På den måde har min identitet nærmest været knyttet op på at spille mundharpe.

Men blandt mine gamle venner har man også kendt til andre sider ved mig. Og det vil jeg også sige, det er vigtigt for mig også at få nogle andre sider af mig frem end blot mundharpespilleren. Jeg værdsætter filosofi, historie, politik og synes, at det er meget livgivende at diskutere de ting. Musik kan også godt blive en osteklokke og verdensfjernt, fordi vi har vores eget sprog. Derfor har jeg brug for at beskæftige mig med filosofi, historie og politik.

Jeg læser meget af filosoffen Karl Popper i øjeblikket og har skrevet en sang til ham på min nyeste plade, der hedder ’Enmandshær’. For mig er Karl Popper en enmandshær. Han har skrevet så utrolig meget og så utrolig godt om mange forskellige emner. Man kender ham nok bedst som videnskabsfilosof, og han formulerede falsifikationskriteriet for videnskab, som i dag er gået hen at blive mainstream. Jeg har også overvejet mange gange at studere filosofi på universitet, og det kan også være, at jeg kommer til at gøre det på det et tidspunkt, men lige nu er musikken så godt kørende, at jeg bliver nødt til at gå efter det.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Interview