Jeg tog til premiere på Bakkens Hvile og blev ramt af larmende skam – og en lille smule stolthed scroll-down

Jeg tog til premiere på Bakkens Hvile og blev ramt af larmende skam – og en lille smule stolthed

Siden Thorvald Stauning var knægt, har pavillonen på Bakkens Hvile været hjemsted for visesang, vittigheder og selvbestaltet folkesjæl. Kan man, også i 2023, overgive sig til den lumre tidslomme? Vi tog med til premieren på den 146-tyvende sæson.

Af Jonathan Transbøl
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Kultur Euroman

”Hvis I gerne vil krænkes, så er I kommet til det rigtige sted,” griner det nydelige ægtepar, der står bag os i køen, og peger forventningsfuldt mod indgangen til Bakkens Hvile. De er kommet her fast de seneste år, fortæller de, og de har glædet sig. Måske har de identificeret min ledsager og mig som fremmede fugle i køen på grund af vores alder, der ligger cirka 30 år under gennemsnittet. I hvert fald fortæller de beredvilligt om, hvad vi kan forvente, selvom vi ikke med ord har afsløret, at det er vores første tur i Hvilen. ”Det er virkelig en tidslomme, og det er helt fantastisk,” siger kvinden, der er ét stort smil.

Vi er klar til at blive krænket, tror vi.

Det skorter ellers ikke på konkurrerende underholdningstilbud i Dyrehaven på en solrig forsommeraften i maj. Store grupper af mennesker vandrer fra spisestederne på Bakken imod Ulvedalene, hvor Det Kongelige Teater opsætter Ragnarok. Sangerinden Nabiha er i gang med sin lydprøve på en udendørsscene, hvor hun konkurrerer om lydbilledet med Rasmus Seebach, der skratter fra en ghettoblaster ved den nærliggende kænguru-karrusel. Fædre med tatoveringer på halsen smiler, når de ser op fra deres telefoner, og køber churros med softice til sig selv og ungerne. Ved siden af er der godt fyldt op på galopbanen, hvor en betuttet teenager ved mikrofonen kæmper med at holde skik på det fadølsberusede publikum.

Folk i køen til sæsonpremieren på Bakkens Hvile adskiller sig en smule fra det øvrige publikum på Bakken. Udover at være nogle år ældre fremstår de mere velplejede end gennemsnittet. Lyse chinos, strøgne blå skjorter under termoveste og forgyldte brillestel. Korte frisurer, store øreringe, stram makeup og venlige hilsner i alle retninger. Kuløren er fra kolonihaven – ikke fra solcentret. Adskillige fortæller, at de har vundet billetter til premieren gennem en intern lodtrækning i Dansk Folkepartis københavnske lokalafdeling.

I indgangen kan jeg se mit navn på medielisten mellem DK4, lokalavisen Villabyerne og adskillige mindre kultur-blogs. De store landsdækkende medier glimrer ved deres fravær, men netop det at være forbigået af det etablerede kulturliv viser sig i løbet af aftenen at være en vigtig del af selvfortællingen. Et stort billede på væggen af Dot Wessman, indehaver af Bakkens Hvile og en af de fire syngepiger, er prydet med citatet “Da jeg startede med at servere på Bakkens Hvile som 18-årig, blev det ikke engang regnet for lavkultur, det var slet ikke kultur”.

I salen bliver vi bænket ved små separate borde med godt udsyn til både scenen og baren, hvor en koncentreret Morten Messerschmidt, Dot Wessmans bedre halvdel og formand i Dansk Folkeparti, i ensom majestæt sørger for, at de mange bestillinger på fadøl fyldes helt op til kanten. Baren er åben under hele forestillingen, og drinksene på kortet har navne som ’En artig pige’ (Jägermeister og rød sodavand) og en ’Bagperron’ (kakaomælk, Bailey og bananlikør). Fra højtalere i loftet, der er skjult bag ranker af kunstige bøgegrene, spilles der fuglekvidder. Salen summer, og sangerinderne i storslåede pallietskrud går fra bord til bord og tager selfies med det allerede tydeligt begejstrede publikum.

Lyset i salen dæmpes, og de fire sangerinder Ann Farholt, Sus Mathiasen, Tina Grunwald og Dot Wessman indtager scenen til hujen og klap på alle fire taktslag fra publikum. De synger om at være samlet alle fire, men som en gimmick er Dot Wessman flere gange fraværende på scenen i løbet af nummeret. I stedet fumler hun demonstrativt med sin telefon, hvilket fungerer som en overgang til næste nummer, ’Mediedronning’, der leverer en halvtam kritik af sociale medier og det manglende nærvær, de er skyld i. ”Jeg tik’er, og jeg tok’er, og for pokker, hvor det går.”

Der køres tykt på med den seksuelle innuendo i visen ’Golf’. I ved, det er svært at ramme hullet med sin store stive kølle, og to golfbolde er jo lidt ligesom nosser, ikke? Det viser sig, at jeg er snerpet, men Ann Farholts levering har forsonende overskud og levende ansigtsmimik, så jeg hanker op i mig selv, tømmer min fadøl og klapper med på omkvædet.

I en af de indøvede replikudvekslinger mellem numrene er der fuld plade i ’man må snart ikke sige noget længere’-bingo. Pointerne er som taget direkte fra et vilkårligt Facebook-kommentarspor anno 2019. Forperson. Kageperson. Vorherre til hest. ”Skal vi nu også give samtykkeerklæring til skrædderen, når vi skal have taget mål til en kjole eller hvad?!”

Dialogen leder op til nummeret ’Store sko’, hvori refrænet bedyrer, at ”det klæder begge køn at gå i store sko”. Mændene mener det jo sødt, når de kysser dig på kinden. Der prædikes frisind, ja-hat og pyt-knap. Salen er ombord. Teksten er i øvrigt skrevet af Flemming Jensen (Lunte fra ’Nissebanden’), som selv blev udsat for et forsøg på cancel culture – mente han i hvert fald selv – på grund af en teaterforestilling på Bakken sidste år. Her svirper han tilbage på de krænkelsesparate. Game on, Flemming, men hvem fremstår mest krænket lige nu?

En anden gruppe, man ser sig selv i modsætning til, er det snobbede og snerpede borgerskab ”der ville lukke Bakkens Hvile ligesom de andre synge-pavilioner,” som Dot Wessman siger fra scenen. Men det kan de altså godt glemme. De ”fine” er dem, der ser den friske tone som plat og underlødig. Der synges om at blive set ned på af parnasset, og jeg er ubehageligt bevidst om, at jeg er medskyldig i den anklage.

Første sæt slutter med en hyldest til Tina Grunwald, der kan fejre 40-års jubilæum som bakkesangerinde i år. En flot bedrift, der understreger institutionens langtidsholdbarhed. Betydningen af traditioner kan i det hele taget ikke overdrives, og bakkesang kommer først for alvor til sin ret i den historiske kontekst.

Salen er dekoreret med portrætter af koryfæer fra den lange historie, og følelsen af samhørighed indfinder sig for første gang hos mig under en medley af de gamle klassiske viser i andet sæt. ’Køb blomster, køb blomster’ og ’Gå med i Lunden’ har unægtelig sin plads i Danmarks sangskat.

Der er stående klapsalver og blomsterbuketter på scenen, da det hele er forbi. Bakkens Hvile leverer trodsig og inderlig folkelighed krydret med bovlam satire og håbløse sjofelheder a la Ørkenens Sønner med kvindeligt fortegn.

På cykelturen hjem gennem Dyrehaven i den lyse sommernat har jeg en oplevelse af at have deltaget i noget meget, meget dansk – eller en version af den danske folkesjæl, som jeg både elsker at hade og elsker en lille smule. Nogle gange. Efter et par øl.

Se, hvad vi ellers skriver om: Danmark