Monte Carlo interview med Christopher
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Monte Carlo interview med Christopher

Jeg vil bare derudad

Esben:
Det her skal handle om, da du vidste, at du var god.

Peter:
Det er meget selvsmagende.


E: Jeg sad sgu og vævede meget over det.

P: Jeg svarede, at det har jeg altid vidst.

Christopher:


”Jeg tror, jeg er lidt in between. Et eller andet i mig har lyst til at sige, at det har jeg altid vidst. For jeg har altid haft en tro på mig selv. Men der er forskel på at tro og på at vide. En af de første gange, jeg tænkte, at jeg var god – i hvert fald bedre end de andre – var, da jeg så ’X Faktor’ rulle hen over skærmen."

"Det var første gang, jeg så folk på min egen alder stå og synge. Det var den sæson, Martin fra Ørum var med. Han var pissegod. Folk var helt oppe at støde over ham. Jeg var 14 og for ung til at deltage. Hvis jeg kunne, så havde jeg måske gjort det.”



P: Fik du stress?

Christopher:


”Kæmpe stress. Det var ikke stress over, at det ikke var mig, men stress over, at ’fuck’, det der kunne så let være mig. Det hele lå lige foran mig. Jeg kunne gå ind og synge en sang og derefter ryge direkte ind i liveshows på tv. Så ville alle vide, hvem jeg var. Men det skulle jeg ikke. Jeg ramte muren. Jeg havde siddet og øvet mig i tre år, og lige pludselig stod deltagerne inde i Parken foran 50.000 mennesker. Det var præcis det, jeg ville.”

P: Så I var de to unge karle, dig og Martin fra Ørum?

Christopher:
”Ja. Og jeg syntes jo også, han var rigtig god. Men han var ikke så god, at jeg ikke ville kunne gøre det lidt bedre. Og han var klasser bedre end alle andre og alle, der har været med siden da. Men her var noget at måle sig selv op imod. Hele mit liv havde handlet om fodbold. Og der er det let at vurdere, hvem der er bedst. Man tager bare en ’1 mod 1’ i gården. Sådan er det ikke med musik. Jeg vil gerne være den bedste. Og jeg vil gerne have det på papir.”

P: Hvordan får man vist folk, at man er god, når det ikke skal være via ’X Factor’ 

Christopher:
”Det gør man ikke.”

E: Så du sad bare nede i en kælder og var rasende?

Christopher:


”Ja. Jeg var rasende og indebrændt. Jeg følte, jeg havde så meget at give, og jeg fik ikke lov til at give det.”

P: Den følelse kender jeg godt …

Christopher:


”Jeg ville bare ud og synge nogle sange. Hvis du havde spurgt mig, da jeg var 13, om jeg ville ud og være verdensstjerne, havde jeg sagt ’Let’s go!’ Jeg er glad for, at jeg først fik sparket den dør ind som 18-20-årig, for jeg havde på ingen måde været klar før nu. Men jeg har altid været klar.”

E: Hvor har du det fra?

Christopher:


”Hverken min mor eller far er særlig musikalske. Og der har aldrig nogensinde været musik i hjemmet. Det er ikke historien om, at far sad med guitaren, mens mor sad ved klaveret. Der har været så stille. Jeg har altid vidst, at mine forældres ord ikke var godt nok. De ved ikke en skid om det. Og det gør mine venner i og for sig heller ikke. Men jeg har altid haft nok selverkendelse til at vide, når noget ikke lyder godt.”

E: Hvem kan så give dig gode råd?

Christopher:


”Man lytter jo altid til de mennesker, man ser op til. Så jeg har selvfølgelig lyttet til min mor og far, men det har været på en anden måde og absolut ikke musikalsk. Men det er klart, at hvis Tim Christensen kommer over og siger: ’Hold kæft, godt nummer. Jeg lyttede lige til teksten – wow,’ så betyder det … Så er det ude af denne verden.” 

P: Har Tim Christensen sagt det?

Christopher:


”Nej, skiderik! Da jeg var kæreste med Medina, lyttede jeg selvfølgelig meget til hende. Det er også en af grundene til, at jeg ikke kan sidde her og sige, at jeg altid har vidst, at jeg var god. Jeg har haft brug for, at der var nogle, der virkelig vidste noget om det, som sagde: ’Du er pissegod.’ Og det gjorde de, da jeg tog over til EMI på Falkoner Allé og bankede på og endte med at få en pladekontrakt. Det var den ultimative anerkendelse. Jeg havde brug for, at der var nogle, der sagde det til mig, for det er fandeme ikke særlig dansk at sige det om sig selv.” 

P: Hvornår satte du dig først et mål?

Christopher:

”Jeg indkaldte til krisemøde over aftensmaden, da jeg var 15, og sagde: ’Jeg vil det her. Det er dét her, jeg vil. Og jeg ved ikke hvordan.’”

E: Syntes de, det var en idiotisk idé? Skulle du hellere blive ingeniør?

Christopher:


”Ja. Min far især. De havde jo bare set mig sidde der med en guitar i stuen og kunne ikke forestille sig mig stå på en scene.”

P: Man skal aldrig lytte til forældrene.

E: Så målet for at være god er ikke, at der er få, som ved, hvem du er, og som står og dyrker dig nede i et hemmeligt lokale i Kødbyen?

Christopher:

”Jeg ved, at jeg er god. Jeg har noget at komme med. Så jeg vil bare ud til så mange som muligt. Jeg gider ikke stå på en snusket bodega foran to ludere og en lommetyv. Jeg føler, jeg er bedre end det. Jeg har desuden også stået der. Da jeg ikke var lige så god, som jeg er nu.”

P: Hvem måler du dig selv med nu?

Christopher:
”Jeg har altid været en ambitiøs ung mand, og det er jo også derfor, jeg synger på engelsk. Al ære og respekt til mine danske kolleger, men jeg har altid kigget på Chris Brown, Bruno Mars og Usher. For det er der, jeg gerne vil ende. Og når man gerne vil ende der, giver det ikke nogen mening at skele til dem, som er her, vel?”



P: Nu er du 22. Tænker du nogle gange, at det går for stærkt?

E: Det tænker vi nogle gange selv over. Vi startede på toppen med det bedste sendetidspunkt og med at vinde alle priserne det første år.

Christopher:

”Jeg har det for første gang sådan nu. Ikke at det ikke kan blive større. Jeg kunne godt spille to udsolgte Vega’er, og jeg kunne også godt være endnu mere i fjernsynet og i radioen, men der er også overeksponering, og lige nu føler jeg ikke, at jeg kan lave mere. Jeg har fandeme lavet en dokumentar om mig selv, og nu sidder jeg her og snakker om, hvor fed jeg er. Nu kan jeg snart heller ikke mere.”

P: Er det danskheden?

Christopher:
”Jeg har super meget danskhed og jantelov i mig selv. Så hver gang det går godt, kan jeg ikke lade være med at tænke, at nu skal jeg også slappe lidt af. Jeg tror, det er rigtig sundt, fx efter at have spillet i Parken foran 50.000 mennesker. Man kan slet ikke beskrive den følelse, og der er man nødt til at sige til sig selv: ’Du sang bare lige for nogle mennesker, og det er det, du er god til. Din bedste ven har lige fået sit svendebrev, og det er det, han er god til.’ Men hold da kæft, hvor er det let at lade sig rive med.”

E: Er det i virkeligheden det sværeste i en karriere som din, hvor det næsten kun er gået én vej?

Christopher:
”Nej, for som udgangspunkt tror jeg, at hvis man er en skiderik, så er man en skiderik, og hvis man er en god dreng, så er man en god dreng. Og jeg føler virkelig, at jeg har fået så meget sund fornuft med hjemmefra, at jeg aldrig ville kunne blive en skiderik.” 

"'Hva' så Nørresnede!' og så er det bare: Syng! Take the money and run."



P: Nu skal det her interview jo heller ikke handle alt for meget om dig. Jeg har det tit sådan, at det er svært at motivere sig selv, fordi det er så let. Har du haft det på samme måde?

Christopher:


”Nej. Jeg føler nærmest, at jo mere succes jeg får, jo mere sulten bliver jeg. Og man kan sige, at forskellen på jeres situation og min er, at jeg ikke er den bedste endnu. Jeg er ikke den, der har solgt flest plader, jeg har måske sneget mig op i top 10, hvilket også er for sindssygt og noget, som mange har prøvet på, og nu står jeg her efter to år. Og det er fantastisk.”

E: Har du haft en oplevelse, hvor du har været nødt til at fortælle dig selv, at du er rigtig god til det, du laver?

Christopher:


”Jo, dem har jeg lige så tit som de oplevelser, hvor jeg er nødt til at pille mig selv ned. Normalt kommer jeg ind med 120 i timen: ’Hva’ så, Nørresnede!’ og så er det bare: Syng! Take the money and run. Og næste job. Fire på en aften, og når man så ligger derhjemme, tænker man: ’Jeg ville ha’ gjort det her gratis, men nu sidder jeg her med en stor pose penge, fuck jer alle sammen. ’Der er tre succeskriterier for den slags job: En scene at stå på; et anlæg, så man kan høre, hvad man synger; og en eller anden form for stemning. Men den aften, på natklubben Hive, var der ingen scene, intet anlæg og ingen stemning. Jeg blev spurgt, da jeg kom, om jeg skulle bruge en mikrofon. Og der tænkte jeg virkelig: ’Ok, nu viser jeg dem, at jeg har prøvet det her 100 gange før, og så sutter jeg den op fra slap, og så får jeg vendt de der 70 piger, også selv om klokken kun er halv 10. Men jeg fik det ikke vendt. Jeg blev modbevidst i, hvor god jeg var. Jeg gennemførte, men gik derfra med følelsen af: ’O.k., så er du sgu heller ikke bedre, Christopher.’ Jeg troede, jeg kunne redde enhver situation, men det kunne jeg ikke den aften.” 

E: Hvad tænkte du, da du kom hjem?

Christopher:


”At jeg skulle have ændret min rider. For det der skal aldrig ske igen. Jeg kan godt se, når jeg kommer rundt på de der klubjob, at folk vil se en stjerne, de vil have en, der kommer ind med solbriller på. Det går ikke at komme daskende i en hvid T-shirt og et par jeans og sige: ’Hej hej, jeg vil synge en sang.’ Det er den slags job, der er de svære. Det letteste i hele verden er at stå med perfekt lyd og sit band i baggrunden og en sal fuld af fans, der har købt billet for at se dig. Der læner jeg mig jo bare tilbage. Jeg skal ikke overbevise nogen.” 

E: Har du gjort dig tanker om, hvordan det ser ud om 10-15 år?

Christopher:

”Selvfølgelig har jeg det. Ikke 10-15 år, men tre år. Der er jeg også på den anden side af de danske grænser. Jeg er lige kommet hjem fra Finland i går.”

P: Vil du gerne til Finland?

Christopher:


”Jeg vil gerne til Finland, jeg vil gerne til Slovakiet, jeg vil til Slovenien, jeg vil til Texas, jeg vil til Asien, jeg vil bare derudad. Og man kan sige meget om Helsinki, men jeg kommer bare hjem, og så er jeg fyldt op af den gnist, man måske godt kan miste, når man har opnået så meget så hurtigt. Når jeg kommer til Finland, er der ingen, der aner noget om mig. Der er ingen, der aner noget om, at jeg er et teenageidol, at jeg har været Medinas kæreste. Man starter fra scratch. Men jeg har bare en helt anden ballast, end da jeg startede fra scratch herhjemme. Der er ingen, der dømmer mig. Jeg skal bare sætte mig ned med min guitar, og så skal jeg imponere dem. Dét kan jeg.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Monte Carlo og Interview