Jens Vilstrup: "I de tre dage togturen varede, lå jeg og febersvedte på den øverste smalle briks i toget, mens jeg med ’Vredens druer’ fik den største læseoplevelse, jeg nogensinde har haft"

"Den parkerede altid et par kilometer fra min ret så flyttende familie, og det var, som om bogbussen fulgte efter. Eller også var det mig, der fulgte efter den. Jeg kunne læse og skrive ret tidligt, bogstaver og ord talte åbenbart til mig, og jeg var kun lige fyldt seks, da jeg sprang et år over i skolekøen og begyndte i 1. klasse.

Manner, jeg elskede at cykle væk og hen til bogbussen sådan en lørdag formiddag, hvor det var, som om bøgerne valgte mig. Jeg følte mig uretfærdigt behandlet derhjemme, og jeg var stakåndet vild med alle, der gjorde noget ved sagen. ’Robin Hood’ og ’Frændeløs’ og ’De Tre Musketerer’ og den slags åd jeg med indbindingslim og det hele, mens jeg drømte om selv en dag at gøre verden god igen og få de uretfærdige til at indse, hvad fanden de havde gjort.

Da jeg blev teenager holdt forventningerne op med at klistre sig til mig. Pludselig så jeg alting udefra, også mig selv, og jeg var forvirret, forbitret, forvildet. I gymnasiet lavede jeg en dukke af rektor, hængte den i en galge og satte ild til. Skolen var ved at brænde ned, og jeg fik en midlertidig bortvisning og et studenterbevis, der var så tyndt, at man ikke kunne slå en flue ihjel med det. Men undervejs havde jeg fået trøst i en cocktail af Raymond Chandlers bøger og af ’Forbandede Ungdom’ af J.D. Salinger. Jeg læste dem igen og igen. I min verden var Holden Caulfield og Philip Marlowe samme person, den ene purung, den anden mere end voksen, men begge var de indsigtsfuldt vrede, de havde overlevet det mulige selvmord og havde samme mission: afsløringen af idioterne.

Efter gymnasiet, hvorfra jeg gik ud som netop 18-årig, rejste jeg væk og rundt i verden i en hel del år, mens jeg gav den som backpacker og havde alle mulige og umulige skodjobs, herhjemme og i udlandet. På mange af de rejser var det som om bogbussens begrænsede udvalg fulgte med: På hostels og andre steder havde man sådan en traveller-biblioteksordning på hylderne: Tag en, giv en. Jeg slugte alt af Jackie Collins og Wilbur Smith, ofte var det dem, de andre rejsende havde forladt, og når jeg fik fat i ’Zen and the Art of Motorcycle Maintenance’ af Robert M. Pirsig læste jeg den, ophidset og uforløst – endnu engang – og smed den tilbage på næste hylde. Sikke en gang hippieløgn og lort, som i hvert fald ikke skulle ramme mig.

På et af rejsestederne fik jeg fat i en bog af John Steinbeck. Jeg havde i forvejen læst alt af ham og ville gerne igen. Bogen lå ulæst i min rygsæk, da jeg tog til Tibet og følte mig som Tintin, eftersom landet netop var blevet åbnet. Efter høje luftlag, undrende lyst-hår-berøringer og vild, ubekymret smøgrygning, endte jeg bagefter næsten død i Lucknow i Indien, hvor jeg kun akkurat havde kræfter til at booke et værelse på et billigt hotel. Derinde lå jeg i dagevis, jeg rystede, var i febervildelse og svedte over 10 kilo væk.

Heldigvis fik hotelejeren, der undrede sig over, hvorfor hans gæst aldrig kom ud, fat i en rickshaw – mod min vilje – og kørte mig til en læge, som han betalte, og jeg fik penicillin mod en hidsig dobbeltsidet lungebetændelse. Efter fire-fem dage kunne jeg rejse mig, og jeg steg syletynd og usikkert vraltende ombord på toget, der kørte mod Mumbai, hvorfra jeg kunne få et fly hjem. I de tre dage togturen varede, lå jeg og febersvedte på den øverste smalle briks i toget, mens jeg med ’Vredens druer’ fik den største læseoplevelse, jeg nogensinde har haft.

Født 1964. Forfatter, journalist og tidligere chefredaktør på Euroman.

Debuterede i 1997 med ’Villers Verden’ og har siden blandt andet udgivet ’Tilt’, ’Natfeber’ og ’Opland’. Aktuel med ’Lalandia’, der handler om Nick og Tom, plejebarn og biologisk søn, som skal finde hinanden i en dannelsesfortælling, der udfolder sig på Lolland, i Nordsjælland og i Thailand.