Jørgen Leth fik hashpsykose: ”Folk siger, at hash er uskadeligt. Det er løgn”

Jeg taler altså ud fra en virkelig og personlig oplevelse.

Journalist Anders Houmøller Thomsen har udvalgt og bearbejdet det bedste fra brevkasseprogrammet "Spørge Jørgen", der nu er blevet til bogen 'Spørge Jørgen. Jørgen Leth svarer på alt. Her fortæller Jørgen Leth i dette uddrag, hvordan han selv havde nogle voldsomme oplevelser med hash som ung, og hvordan han mener, at debatten om stoffet er forfejlet.

Hvordan har du det med hashrygning?
Det er jeg hysterisk omkring. Det er jeg totalt imod, for jeg har selv haft meget dårlige erfaringer med det tilbage i 1960’erne. Jeg fik noget, der lignede en hashpsykose.

Det var en angst, der varede i meget lang tid, og som kom igen, selv om jeg ikke røg mere. Siden dengang har jeg ikke røget hash og jeg har ment at det er farligt, hvis man er disponeret for angst. Jeg er imod snakken om, at hash er uskadeligt.

Det er løgn. Jeg har også set andre eksempler på, at folk har mistet deres karriere, arbejde og muligheder i livet ved at ryge for meget. Specielt tilbage i 1960’erne, hvor alle røg hash.

Mange bliver formørkede og ligegyldige over for sociale ting og deres egne muligheder. Jeg vil ikke tale moral eller blande mig i, om det skal være legalt eller ej. Men jeg synes ikke, det er godt, og det er ikke uden farer. Jeg er mest imod løgnene om, at det er ufarligt. Jeg er derfor meget ked af, at jeg i sin tid selv importerede hash.

Hvad skete der, da du fik den hashpsykose?

Jeg fik nogle forfærdelige angstanfald. Jeg boede i Spanien nær Marbella på det tidspunkt sammen med min første kone, Wivi. Hun var gravid med Karoline dengang.

Min gode ven Ole John kom på besøg, og han var fotograf og min partner i arbejdet med eksperimentelle film. Vi arbejdede på et projekt, og det blev meget syret. Jeg røg enormt meget hash, for jeg tænkte, at jeg nok ville blive inspireret af det og få nye idéer.

Det skal jeg også love for jeg gjorde, men de var ikke brugbare. Et eksempel var, at vi gik hen til en bar i Estepona, hvor jeg kom dagligt. Jeg kiggede ned på gulvet, og de rester af rejer og andre ting, der var tabt på gulvet, blev forvandlet til nogle djævelske og farlige væsener.

Når jeg kiggede på folk, kunne jeg ikke genkende dem, og jeg tænkte, at der var djævle inde i dem alle sammen. Den slags frygteligt forfølgelsesvanvid oplevede jeg meget akut, og jeg var bange for, om jeg kunne komme ud af det igen.

Jeg betroede mig i første omgang til min kammerat Ole John, som blev decideret forskrækket over, hvad jeg fortalte. Han ville skaffe et ambulancefly. Jeg var meget bange for, at jeg ville gøre ulykker på andre. Jeg fik fjernet alle knive fra det lille smukke hus, jeg boede i sammen med min kone

Forfatter og præst Erik Rostbøll og hans kone boede i nabohuset, og han havde været igennem noget mentalt vanskeligt. Han lyttede med stor forståelse, og han havde selv oplevet noget med syner, så han var den bedste trøster, jeg kunne få.

De inviterede mig til at bo inde hos dem, for vi var bange for, at jeg kunne gå amok på Wivi. Det var en frygtelig oplevelse. Erik holdt mig indimellem i hånden om natten, for at jeg ikke skulle forsvinde. Jeg blev klar over, at jeg skulle væk fra Spanien.

Det var for farligt for mig at opholde mig det sted, hvor jeg havde haft disse syner. Det var også efter, at jeg havde læst ’Doktor Faustus’ af Thomas Mann, og den bog skubbede mig yderligere ud i opfattelsen af, at djævelen og helvede var lige i nærheden.

Jeg havde en klar følelse af at være nær det hul, der ’suges op af kulde’, som Thomas Mann beskriver i bogen, og som opstår lige ved siden af hovedpersonen.

Det gjorde mig virkelig bange, og jeg tænkte, at jeg måtte hjem. Så var det, at jeg skrev til Klaus Rifbjerg og bad ham om at hjælpe mig med at få et job på Politiken. Det var omkring 1964. Det gjorde han, og så kom jeg hjem med min gravide kone. Vi flyttede ud i et hus i Veksø, og jeg var helt holdt op med at ryge.

Men i de efterfølgende måneder dukkede angsten op flere gange. Det gjorde mig endnu mere bange, for det forekom mig, som om jeg havde indgået en pagt med det onde. Det var en angst, jeg ikke kunne afvise, og som jeg blev overvældet af, og den kom over mig som en uafviselig svimmelhed. Jeg følte, at det stødte mig i fordærv. De mærkeligste ting kunne give anledning til, at angsten kom.

Vi var for eksempel på besøg hos nogle venner i Veksø en aften, et journalistpar. Vi så Carl Th. Dreyer-filmen ’Blade af Satans bog’, og den er ude i det farlige terræn af religion og overtro. Jeg sætter stadig Dreyer meget højt, og ’Jeanne D’Arc’ er måske verdens bedste film.

Der er i hans film en slags besyngelse af det mystiske. Det er jeg på en eller anden måde meget følsom over for. Da jeg så den langt mere primitive og tidlige ’Blade af Satans bog’, blev jeg igen kastet ud i angsten.

Jeg kan ikke sige hvorfor, for jeg synes, den er så primitiv, at jeg let burde kunne distancere mig fra den. Men det kunne jeg ikke. Jeg blev klar over, at denne fare for at blive besat af det onde hele tiden var der i mit liv i den periode.

Jeg vil sige, at det var en angst for angsten. Jeg har senere hørt psykologer beskrive, at netop det kan være meget selvforstærkende. Det var ikke angsten for noget konkret, det var heller ikke angsten for, at jeg skulle forvandle mig til et ondt menneske. Overhovedet ikke. Det var angsten for angsten.

Det er en slags indre atombombe, som forstærker sig selv. Det gjorde, at jeg i nogle år måtte lade være med at se bestemte film, der har at gøre med dette terræn af en slags djævelskab.

For eksempel var Roman Polanskis ’Rosemary’s Baby’ direkte farlig for mig at se. Der kunne jeg mærke, at de svingninger straks blev sat i gang. Jeg undgik at se Stanley Kubricks ’The Shining’, for jeg var sikker på, den ville være farlig for mig.

Den adfærd har jeg sådan set holdt fast i indtil i dag, selv om det er mange år siden, det skete, og selv om det ikke er vendt tilbage på nogen måde siden. Det står for mig som en skelsættende begivenhed.

Som noget, der er en del af mit liv. Derfor er jeg militant omkring det med hash. Det er ikke ufarligt. Det kommer an på, hvordan ens sind er indrettet. Det lyder måske for nogle som noget puritansk sludder, men jeg taler altså ud fra en virkelig og personlig oplevelse.

Jeg ved, at nogle skelner mellem hash og marihuana. Det har jeg ikke forstand på. Og så er der dem, jeg kender, som ryger og får noget godt ud af det.

LÆS OGSÅ: Guide: De 20 bedste dokumentarfilm - og serier lige nu

LÆS OGSÅ: Mens vi venter på Woody Allens nye tv-serie: Her er 6 af hans bedste film du kan streame

LÆS OGSÅ: 6 snapshots fra Pilou Asbæks liv på farten