JOHNNY HANSEN ER PÅ vejen igen. Da han sætter mig på medhør i bilen en onsdag formiddag i oktober, har han netop forladt hjemmet i Thy og påbegyndt den 287 kilometer lange tur til Nordborg på Als. Han skal give koncert i eget navn til et Ældresagen-arrangement klokken 14, og ”på vejen hjem tager jeg også lige et job i Haderslev ”, siger han som den største selvfølgelighed.

Det er på landevejen, at dansktopsangeren Johnny Hansen tilbringer størstedelen af sit liv. Og efter en lang lockdown kimer bookerne ham ned igen. Bare i sidste måned havde han 35 koncerter, og han har endda formået at komme på den anden side af 100 koncerter i dette ellers amputerede kalenderår. Tager man corona ud af ligningen, plejer han give omkring 200 shows om året. 140 koncerter som Kandis og 60 som sig selv. Sådan har hans showbusiness rullet siden starten af 1990’erne. Var Kandis en fodboldklub, ville man i pokalskabet kunne fremvise 53 guld- og platinplader, ni music-awards og mere end 1,5 millioner solgte album.

”Kandis er et fænomen”, siger han selv om de mange koncerter, fans og solgte album.

Solen skinner dog ekstra meget på Johnny Hansen for tiden. Han får lovpriser og anerkendelse fra et uvant segment. Kultureliten og den fine del af dagspressen har for alvor fået øjnene op for fænomenet. Det skyldes en ny dokumentar af instruktør Jesper Dalgaard, der hedder ’Kandis for livet’, og som høster femstjernede anmeldelser i blandt andet Berlingske, Politiken og Soundvenue.

”Mig bekendt har de aldrig anmeldt os før,” siger han. ”Fortjenesten er dog udelukkende Jespers.”

Dokumentaren går tæt på dansktopstjernen og hans mange dedikerede fans. Resultatet er rørende. Fansene bærer stærke følelser for Kandis og ikke mindst 56-årige Johnny Hansen. Gruppens univers er for mange af dem et sted, man søger tilflugt, når livet er sværest. De bruger Kandis som en form for terapi, og Johnny Hansen, der selv har oplevet en personlig tragedie, bliver nærmest deres psykolog, deres frelser.

’Johnny er Gud’ står der også på en T-shirt, som en af fansene i filmen render rundt i.

Selv kan jeg ikke engang nynne en Kandis-sang, hvilket egentlig er underligt, for jeg føler, at de har været en del af min opvækst.

Det var Kandis og Cirkus Arli, der hang plakater af på lygtepælene i mit lokalområde på Vestsjælland. Jeg har med egne øjne set de mange spækkede busser med fans, som ville opleve bandet, der er ’rejsende i livsglæde’, og som bringer sol, sommer og kærlighed ud, selv når det er allermørkest.

I min egen familie har Kandis sågar både været medvirkende til en skilsmisse og et nyt ægteskab. Det var således til en Kandis-koncert, at min fars kusine blev så uvenner med hendes mand, at hun satte sig helt fortabt i baren. Her mødte hun en ny beundrer, der gik på charmeoffensiv, inviterede hende ud på dansegulvet, og resten er historie.

Jeg kommer fra en del af Danmark, hvor man ikke kan forestille sig en fest uden et forsamlingshus, tarteletter til forretten og en hjemmebrygget tekst til tonerne af ’Hammer Hammer Fedt’. Gerne spillet af en musikant af tvivlsom karakter, hvis kontakt man har fundet på opslagstavlen i Dagli’ Brugsen, og som hang ved siden af et foto af en forsvunden kat.

I denne del af Danmark er det banko og Kandis, der fylder hallerne. Man går ikke efter at vinde den store million, men en steg. Og sådan gælder det egentlig ved begge arrangementer. Skal mændene lokkes på dansegulvet, kræver det to-tre snaps til silden og en sang, man ikke slår sig på, men højest giver en kinddans eller svingom.

Onde tunger vil kalde det for Udkantsdanmark eller Det Gule Danmark. Selv kalder jeg det bare for hjem. Det var min indgang til Danmark, og Kandis-zonen er langt større, end man formentlig tror i hovedstaden. Dahlgårds Tivoli har rigtig nok slukket for radiobilerne og hører 1990’erne til, men folk vil stadig have en tur i karrusellen og en candyfloss.

Hvor jeg er fra, kigger man ikke skævt, hvis naboen mangler en finger eller ingen tænder har. For pokker, min egen farfar, morfar og sågar mormor manglede da alle nogle fingre hver især. Alle grundet arbejdsulykker. Og mine forældre har faktisk en nabo, som ingen tænder har, og som er trofast Kandis-gænger. Man må ikke begå den fejl og betvivle folks hjertevarme, men flytter en ny til byen, skal vedkommende lige ses an, før man hilser og inviterer på kaffe. Hvor jeg er fra, foretrækker man det velkendte fremfor det ukendte, og at bøffen er well done fremfor for rare.

Selv beskriver Johnny Hansen den typiske Kandis-fan som den helt almindelige dansker.

”Også fordi vores tekster som regel er taget ud af hverdagen og ud af noget aktuelt. Vi har skrevet om Pókemon, Tinder og generelt bare om ting, der er oppe i tiden. Det er nogle sange og tekster, som har været i øjenhøjde med den almindelige dansker,” forklarer han.

Lyttere af satirepodcasten ’R8dio – Undskyld vi roder’ ville nok irettesætte ham til ’gulvhøjde’, men nok om det. Han fortsætter:

”Når vi spiller koncerter, er vores mission at få folk til at glemme hverdagen og egentlig bare læne sig tilbage og nyde det hele. Vi har ikke nogen politiske budskaber i vores sange, det ville ikke fungere til vores koncerter, medmindre det ville være en sidde-ned-og-lytte-koncert. Nogle af vores fans danser, andre står oppe foran scenen. De har ikke brug for at høre om politiske budskaber.”